Sport som enhed og diskursivt fænomen

I den vestlige verden er sporten[1] den mest iøjnefaldende del af samfundets kropskultur. Det er nænnest sådan, at kropskultur for den umiddelbare bevidsthed identificeres med sport. På den ene side er der imidlertid en række sportsgrene, som man slet ikke kan forbinde med kropskultur; og på den anden side er der ved at opstå en interesse for kropskulturer, som ikke har meget med forestillingen om sporten og dens olympiske idealer at gøre. Det er vanskeligt at opfatte lynskak som kropskultur, og det er vanskeligt at bestemme skyggeboksning som sport.

For en lidt nærmere undersøgelse falder sport og kropskultur således fra hinanden. Sporten viser sig som en bestemt form for kropskultur, men samtidig som noget der er mere omfattende end kropskultur. Sporten er dermed ikke en delmængde af kropskulturen. Sporten er ikke identisk med specielle sportsgrene eller summen af sportsgrene. Sporten er ikke en abstraktion fra de enkelte sportsgrene; men sporten er alligevel en enhedsform for en række bedrifter i vores kultur. Sporten er ikke mindst noget, man snakker om.

I løbet af 1970eme blev den megen snak om Sport[2] suppleret af nye måder at omtale Sport på. Sporten har det ligesom vejret. Alle taler om den, men ingen gør noget ved den. Sporten har længe haft sine “vejrudsigter”, men nu er den ved at få sin meteorologi. Sporten er ved at få sin videnskab.

Det er helt afgørende for en forståelse af den moderne sport, at den ikke alene – måske ikke engang først og fremmest – er noget, der foregår på sportsarealer og noget, som udføres af sportsmænd; Sporten er frem for alt noget, man iscenesætter, taler om, skriver om, forsker i, nyder som tilskuer og så videre. Sporten er organiseret i tekst og tale, i regler og paragraffer. Sporten er ikke en realitet, som engagerer kroppe i dertil indrettede rum. Sporten er et produkt af en bestemt iscenesættelse; og den realitet, man taler om – det vil sige sportsudøvelsen – er ikke identisk med Sporten som samtaleemne, diskursivt objekt.

Hvis vi nu reserverer ordet “diskurs”[3] til at betegne hele dette netværk af forskellige iscenesættelser af sporten (i medierne, i videnskaben, i rummene, i organisationsreglerne, i tilskudssystemerne, i uddannelserne og så videre), så må man sige, at sporten er skabt gennem denne diskurs, snarere end at denne diskurs er skabt af sportsudøvelsen. Når man kort sagt taler om Sport, så er der tale om et diskursivt objekt og ikke om en reel genstand.

Når man derfor taler om Sport som en enhed, så skyldes det, at man taler om dette “samtaleemne” og ikke om de faktiske sportsgrene. Sporten er med andre ord en enhed – om end en mærkværdig enhed. Problemerne med enheden opstår først, hvis man ikke er opmærksom på denne forskel mellem sport og enkelte sportsgrene. Hvis man tror, at man taler om de enkelte sportsgrene eller bare deres abstraktion, når man taler om Sport, så begår man ikke bare en fejl, men man er tvunget til at tale imod Sportens enhed og hævde, at den er ideologi.

Den kritiske sportsforskning her i landet har fundet det vigtigt at kritisere sportens enhedsideologi. Når man kritiserer sportens enhedsideologi, mener man at afsløre en illusion, som fungerer i den offentlige debat og hos myndighederne. Denne illusion skulle bestå i at tro, at man kan diskutere og behandle alverdens sportsgrene under ét – at man kan diskutere eliten og bredden under ét. Den kritiske sportsforskning kan så demonstrere, at denne enhed ikke er reel – at den fører til forkerte planlægningsmæssige konklusioner – at den eventuelt er et led i en “socialdemokratisk socialpartnerideologi”, som altid får det til at se ud, som om vi er i samme båd og derved skjuler de mange konflikter, som findes i sporten.

Denne kritik er nok så berettiget, men den mister pointen, som består i, at der kan tales om Sport som en enhed, og det af to årsager. Det er korrekt at kritisere de officielle fremstillinger af sporten som konfliktløs, men kritikken konkluderer galt, hvis den ser bort fra, at Sport som diskursivt objekt præcist er en enhed.

Man må således for det første tage for gode varer, at man i almindelighed diskuterer Sport som en enhed, og alene af den grund må enheden tages alvorligt. Den må tages alvorlig – ikke fordi den forsøger at samle sportsgrene under ét, men fordi den åbenbart taler om noget andet end de enkelte sportsgrene og deres abstraktion til én størrelse. Hvis man skal tale om “ideologi” i denne forbindelse, så består ideologien i, at man tror, man taler om de enkelte sportsgrene, men faktisk taler om Sporten som diskursivt objekt – altså om det, som produceres af medier, organisationer, videnskaber og så videre og ikke kun af sportsudøvere. – Men for det andet kan man faktisk tale om sporten under ét ud fra det synspunkt, at den sport, som sportsdiskursen producerer, rent faktisk også får gennemslag for den reelle sportsudøvelse i form af en speciel struktur, som den indplanter i idrætten, og det er først og fremmest en bestemt adfærdsform, nemlig rekordadfærden.

Sportskritikken mister altså et eller andet ved at kritisere sportens enhedsideologi, hvis den ikke først undersøger, hvorfor Sporten kan fremstå som en enhed. I kritikkens analyseren mistes der en mere omfattende kritisk tilgangsvinkel – en tilgangsvinkel, vi kan kalde den socialisationskritiske vinkel. At analysere Sport bliver en sport mellem andre – den bliver en sport, som i selve sin behandling udtrykkeligt udtaler Sporten.

Den gryende sportssociologi har haft held til at demonstrere, hvordan den moderne sport er et specifikt kapitalistisk produkt – hvorledes sportens organisations- og adfærdsformer passer som fod i hose til den industrielle kapitalisme. Men netop den megen ideologikritik får Sport til at fremtræde, som om den er ren “ideologi” og ikke samtidig, en real opfyldelse af nogle menneskers behov, uden at denne opfyldelse kan anskues som kompensation for en mangel et andet sted. Som en sådan gold kritik kan den aldrig få noget relevant forhold til den faktiske sportsudøvelse, da den på en eller anden måde ikke forstår sig på sport.

En af årsagerne, til at vi her i landet så sent har fået   oparbejdet ansatser til en sportssociologi, kan måske ligge i, at den er ligegyldig for danske forhold. Sportssociologien er i sidste instans en ydre fordobling af Sporten. Den er en viden om, hvordan sporten rent faktisk fungerer samfundsmæssigt – en viden om sportens organisation og sammenhæng; og som sådan er den en viden om, hvordan man behersker og benyttersporten. Den er ikke en analyse af Sportens væsen som velvære for deltagere, som spektakel for tilskueren, som analysegenstand for videnskaben. Sportssociologien forestiller sig en disinteresserethed, som ikke er reel. Der er al mulig grund til at støtte en dansk idrætsforskning i den svære oparbejdningsfase, men man bør ikke glemme, at den aldrig kan stå alene.

Selvom den danske sportssociologi for bare ti år siden ikke var til at få øje på, så betyder det ikke, at man ikke har bearbejdet sporten tidligere. I sociologisk og historisk regi har man blot ikke behandlet sporten videnskabeligt tidligere. Sporten er i al væsentlighed blevet betragtet som et emne for journalistisk beskrivelse. Sportens karakter af spas og arbejdsfrihed har gjort den uværdig for videnskaben, og det er præcis sammen med et tiltagende forståelse for sportens alvor, at også den videnskabelige beskrivelse finder indpas.

Den journalistiske beskrivelse har fungeret som den helt afgørende, og sportsjournalisterne har været eksperter i Sport og enkelte også i sportens historie. Den danske sportshistorie er i efterkrigstiden og frem til midten af 1970erne skrevet af journalister og ikke af faghistorikere. Men i takt med at sportens begivenheder bliver mere afgørende, er der sket en ændring, således at historikerne nu nærmest kaster sig over sportens historie. Det er imidlertid oftest sportens organisationshistorie og ideologiske historie, som faghistorikerne kan fatte interesse for. Den anonyme omgang med kroppen, som også viser sig i sportens historie, falder ikke i samme omfang i øjnene.

Den journalistiske beskrivelse af sportens historie er behæftet med en alvorlig mangel – en mangel, som består i, at historien opfattes som en række af begivenheder: I stedet for søndagens sportsbegivenheder overværer vi så historiens begivenheder. Og netop fordi der i den grad sættes focus på begivenheden, er det også de store begivenheder, som tæller; og en af de mere markante begivenheder med en vis historie er som bekendt de olympiske lege. Netop ved at sætte focus på denne begivenhed har den journalistiske historieskrivning været med til at fortegne sportens reelle historie og har været med til at cementere fordommen om olympismen[4].

Den journalistiske beskrivelse af sporten er en begyndelse, en relativ ligegyldig opremsning af begivenheder og disse begivenheders sammenhæng med andre begivenheder såsom vejret, farverne etc. Den gamle opstemte journalistiske beskrivelse havde imidlertid forstået én ting, som helt er gået fløjten i den moderne analyserende journalistik; den havde forstået, at stemningen på tilskuerpladserne var et ligeværdigt element i sportsbegivenheden – at det hele hang sammen, at der var tale om et omfattende socialt felt, som ikke standsede på banen som afmålt rum, men at dette rum for eksempel kunne forlænges til det nationale rum. Nu til dags er selv journalistikken angrebet af videnskabssygen: afskæring af uvæsentlige detaljer, formidling af resultater; og denne attitude suppleres af journalistens interview af eksperter; han spørger ikke om vejret eller om stemningen i bussen, men om taktik og fremtidsplaner. Sportsjournalisternes tid som sportens arkivarer er definitivt forbi.

I pædagogikken er beskrivelsen af sporten også tendentielt videnskabeliggjort. Pædagogerne priser ikke længere sporten for dens bidrag til en harmonisk opvækst – for dens anvendelse af øvelser i det fri – ting som tidligere var helt afgørende elementer i den pædagogiske strategi. Nu er sporten blevet et styringsmiddel, et disciplinærmiddel med gratifikation og regler, som skal overholdes. Sporten er blevet til et pædagogisk middel, til en teknik; og det hænger sammen med, at det er en anden viden, som dominerer vores forståelse af sporten, end pædagogikkens viden. Det er den medicinsk-fysiologiske viden, som helt dominerer vores billede af sporten. Vore dages træningsprogrammer er præcist videnskabeligt sammensat for at opnå den optimale ydelse og ikke under henvisning til velvære og klassiske harmoniforestillinger. Det er ikke fornøjelsen, men en bestemt viden, som bestemmer vore dages sportsudøvelse. Den bestemmende viden er en viden om fysiologi og sundhed i det hele taget.

Sporten er ikke noget i sig selv – den er et middel til noget andet: maksimal ydelse, disciplin, sundhed. Det er denne reduktion til middel for noget andet, som karakteriserer sporten til forskel fra den oprindelige idræt. Reduktionen går nemlig videre end til middel for videnskabelige og sundhedspædagogiske strategier: Sporten er et middel til underholdning, til hasard, til drama, til gevinst og så videre. I et essay om Sport bliver den faktiske sportsudøvelse mere og mere ligegyldig, da det som omtalt er hele iscenesættelsen af sporten, som producerer sporten, og ikke omvendt.

Det gælder endda heller ikke længere om at deltage, men om at forbruge tid på deltagelse. Når man dyrker sport, forbruger man tiden demonstrativt unyttigt[5].Man demonstrerer, at man har energi tilovers, og at man ikke har behov for at anvende den nyttigt; og dermed anvender man trods alt tiden hensigtsmæssigt som investering i den sociale stratifikation. Dermed er sporten symbolet på fritidskulturen i det hele taget. Udviklingen i fritiden afføder, at tid anvendt til sport, og tid forbrugt til sport er demonstration af fritid; og igennem to århundreder har fritid været et privilegium og således belagt med social værdi. Derfor er det socialt værdifuldt at dyrke sport, og statistikerne over sportsdeltagerne viser da også en meget markant sportsdeltagelse blandt højere funktionærer samt i det hele taget blandt folk i de højere indtægtsgrupper og en meget lav deltagelse hos hjemmearbejdende og arbejdsløse, som jo ofte i princippet har tid nok, men netop ikke vil kunne anvende den demonstrativt til opnåelse af social værdi.


[1] Med lille s betegnes sporten i almenhed, et afgørende og iøjnefaldende element i den moderne kropskultur. Sporten er under olympismens ideologiske legitimation og i kraft af sin logiske struktur i færd med at blive universel.

[2] Med stort S betegnes Sporten som enhed og som diskursivt fænomen, Sporten også som samtaleemne.

[3] Samlebegreb for den i meget bred forstand sprogligt formidlede iscenesættelse af et bestemt vidensfelt. Diskursen kodificerer en bestemt viden om, hvordan man behersker et felt; men denne viden har mange former.

[4] I sportshistorien refererer olympismen til Pierre de Coubertins formulering af den olympiske ideologi omkring århundredskiftet, som betoner universelle værdier, mellemfolkelig forbrødring og fællesskab, og som skal medvirke til at skabe en bedre verden. I dag er ideen om verdensmesterskaberne som fænomen meget mere afgørende end olympismen; den abstrakte kvantificering og sammenligning overtager rummet fra de forskellige sportsgrenes uofficielle mesterskaber; men der er samtidig tale om en mere anonym kulturimperialisme, som kan legitimere sig i friheden for alle sportsgrene til mesterskaber; rekordforbedringsimperativet og sportsliggørelsen af kropskultur er imidlertid i sig selv en koloniseringsform. Der er tale om to faser i kulturimperialismens historie.

[5] I modsætning til det hensigtsmæssige henviser nytten her til en økonomisk rationalitet. Tab og spild er stiledes unyttige, men kan på den anden side godt være hensigtsmæssige.