Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

1. DEN MATERIALISTISKE SELVFORSTÅELSE

»Indholdets forrang overfor Formen er forøvrigt intet andet end en definition af materialisme.« Henri Lefebvre

Ovenstående udtalelse af Henri Lefebvre signaliserer, hvor vanskeligt det er at udfylde en ramme for teoriernes selvforståede materialisme – thi hvad er form, og hvad er indhold. Epistemologien (Althusser, Derrida) vil hævde rene formteorier, og det samme intenderer kapitallogikken, når den henviser til form-begrebet som et vigtigt element, hvor Marx kan knytte an hos Hegel. Ovenstående programmatiske udtalelse er med andre ord intet bevendt, fordi form-indholdskonstellationen ikke er forskelsløs gældende, og derfor må præciseres i hvert enkelt tilfælde.

For Lefebvre er det relationen mellem Væren (‘Sein’) og Tænken (‘Denken’) der står i centrum: »Materialismen hævder i det væsentlige, at Værenen (som blotlagt og undersøgt Indhold, der ikke a priori behøver at blive defineret og udformet) bestemmer Tænkningen.«[1] Det viser sig da at være en traditionel materialismedefinition, idet formidlingsformen mellem ‘Sein’ og ‘Denken ikke gøres til genstand for en refleksion, og det derfor ikke er klargjort, hvorvidt eller hvordan videnskaben tilegner sig genstanden for overvejelserne.

De to diskursformationers forhold til en materialisme følges ikke ad længe. Imidlertid er det grov-materialistiske postulat angående værens primat over tanken ganske vist en base, men den er til gengæld temmelig intetsigende. Dersom prioriteringen mellem væren og tænken er den eneste karakteristik af materialismen, der kan opereres med. bliver materialismen til en ren modsætning til et andet grænsebegreb – idealismen. Materialisme bliver et flatus vocis. som mister sin videnskabelige stringens for at blive ren politik.[2]

Forholdet mellem idealisme og materialisme kan som princip for en kritisk filosofihistorie udføre en subsumption af forskellige historiske positioner, men kan ikke gøre rede for det specielt kapitalistiske materialisme-problem, som består i, at livtaget med naturen (forstået som det stofskifte, der er grundlaget for den menneskelige eksistens) er formidlet via en ‘anden natur’, som er den selvstændiggjorte samfundsmæssighed. Selvom epistemologien ikke vil tale om et specifikt kapitalistisk materialisme-problem, er det evident, at dén materialismeforståelse der kommer til udtryk kun for en overfladisk betragtning bliver identisk med Engels og Lenins mere bastante formuleringer om materien som bevidsthedens mulighedsbetingelse; epistemologien falder ikke sammen med de filosofiske positioner, som ud fra denne base formulerer en »materialisme, som slet og ret erstatter den absolutte ånd med ordet materie eller kosmos.«[3]

En videnskabelig materialisme kan ikke nøjes med at hævde, at materien er det objektive, der eksisterer uafhængigt af vores omgang med den,[4] for Hegel har på sin vis ret, når han overfor »materialismen« hævder, at »Materie er selv allerede et abstraktum, der ikke kan sanses (wahrzunehmen). Man kan derfor sige, der gives ingen Materie; thi sådan som den eksisterer, er den altid noget bestemt konkret.«[5] Omgangen med »materien« foregår altid i kraft af en konkret formbestemmelse ved denne, – der er altid tale om materialitetsformer og ikke om materie eller natur ‘som sådan’. Materien kan ikke være et videnskabelig begreb, men kun en filosofisk kategori – et filosofisk abstraktum.

Vanskeligheden ved materialisme-begrebet udgøres af en fare for at falde bag om Marx’ kritik af den anskuende materialisme og forsøget på at pode idealismens fortjenester på et materialistisk grundsyn. Man må fastholde, at Marx’ ‘nye materialisme’ »adskiller sig fra såvel idealismen som materialismen, og er samtidigt begge disses forenede sandhed.«[6] Der er altså forskel på materialisme. Marxs anklagepunkt hos ‘al hidtidig materialisme’ retter sig mod virkelighedsopfattelsen. Manglen ved teorierne består i, »at tingen, virkeligheden, sanseligheden kun opfattes i form af et objekt eller noget, der betragtes; men ikke son sanselig, menneskelig virksomhed (Tätigkeit), praksis, ikke subjektivt. Derfor blev den aktive side (tätige Seite). i modsætning til materialismen. udviklet abstrakt af idealismen.«[7] Hvordan denne ‘tätige Seite’ rent faktisk ser ud, når den forstås materialistisk, forbliver en gåde i den fase af teoriudviklingen, og indløses først videnskabeligt med økonomikritikken.

Det må fremhæves at »Praxis«-begrebet – i det øjeblik det bindes til en idealismeforståelse – ikke blot skal forstås som »den sociale proces hvorunder mennesket forandrer områder af den materielle og sociale virkelighed«,[8] fordi virkeligheden selv er »praktische menschlich-sinnliche Tätigkeit.«[9] Man må retrospektivt fra økonomikritikken fastholde, at denne indkorporering af ‘idealisme’ forbliver relevant, og at den idealisme-kritik, der rent faktisk er til stede i »Die deutsche Ideologie«, ikke er en kritik af virkelighedsbegrebet og procesbegrebet, men ækvivalerer med empirismens kritik af metafysikken. Den marxske økonomikritik – som tillige er en idealismekritik – fungerer i kraft af en materialistisk lære om tingen, thi ligegyldigt hvordan rigdomsanalysen bestemmer den samfundsmæssige form, så udgør brugstingene rigdommens stoflige indhold, og de har derfor i ontologisk forstand primatet, men dermed er den ontologiske definition af materialisme blevet til mere end et postulat.


[1] Henri Lefebvre: »Der dialektische Materialismus«, Frankfurt 1970 (66, 40), p. 82.

[2] I politisk øjemed, kan man ofte se en ganske problematiseret opfattelse af materialismen som proletariatets standpunkt, og modsætningen – idealismen – som borgerskabets. Man har ikke gjort sig klart, hvori solidariteten mellem materialisme og kommunisme består. – og denne solidaritet er ingenlunde tidshistorisk invariant eller selvindlysende. Den oplysningsfilosofiske materialisme var i høj grad borgerskabets standpunkt mod en teologisk idealisme, hvorimod den aktuelle idealisme er en fungerende idealisme, som ikke kan bekæmpes med samme midler som den hidtidige materialisme bragte i anvendelse. Denne idealisme in re kan ikke bekæmpes ideologikritisk, men alene praktisk – som en eliminering af dens mulighedsbetingelse.

[3] Helmut Reichelt: »Zur logischen Struktur des Kapitalbegriffs bei Karl Marx«, Frankfurt 1970, p. 26. Dansk udgave: »Kapitalbegrebets logiske struktur hos Karl Marx«, Kurasje 1974, p. 55.

[4] Den fornuftige kerne i et sådant forslag består i at udgøre modsætningen til idealismen, som hævder, at der ikke findes nogen forudsætning for bevidstheden – at grundlaget kan gøres total transparent med andre ord er det i bred almindelighed problemet om, hvorvidt der er et værensgrundlag for erkendelsen, som den ikke selv kan gøre transparent. Som modsætning til idealismen må materialismen altså kunne udpege en væren, der und- drager sig den kognitive tilegnelses gennemskuen – dvs. unddraget sig en almengørelse.

[5] GWF Hegel: »Werke 8«, Frankfurt 1970 (Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften I), p. 111.

[6] Marx: »Ökonomisch-philosopische Manuskripte«, MEW El, p. 577. Marx betegner her sit standpunkt som »gennemført naturalisme eller humanisme« og ikke som det senere hedder: »ny materialisme« (MEW 3-7). Hos Lenin siges det, at såvel Feuerbachs antropologiske princip »som naturalismen er blot upræcise, svage omskrivninger af materialismen«, Werke 38, p. 61. Lenin ser materialisme overalt, og har ikke just bidraget til en afklaring af materialismebegrebet hos Marx. På samme måde virker Engels’ udtalelse om at agnosticisme blot er flov materialisme (MEAS II, p. 86) ikke klarificerende.

[7] MEW 3, p. 5. ‘Den tyske ideologi”, Rhodos 1974, p. 9.

[8] Uffe Juul Jensens formulering fra: Videnskabsteori, København 1973, p. 442. Men den er langt fra enestående.

[9] MEW 3, p. 6. Virkeligheden er subjektiv: »Det som er virkeligt, kan virke; dets virkelighed giver kundskab gennem det, som den frembringer.« Hegel, Werke 6, p. 208.