Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

1. DETERMINATION OG SUBJEKT

1. DETERMINATION OG SUBJEKT

I det omstående tekststed skydes mod fiktive positioner, thi der er ingen ædruelig marxist, der vil kunne genkende sin egen position i denne karikatur, og derfor kan den kun være udtryk for en tendens til rekonstruktionisme. Der er al mulig grund til at advare mod denne tendens.

Denne advarsel er ingenlunde ubegrundet, da kapitallogik i mere vulgære udgaver – letkøbt epigoneri – har haft en tendens til Sjæl, Gud, Substans og Kapital.[1] Man misforstår her ganske, at der ikke går en lige linie fra subjektiv-reflektorisk logik til Historiens Subjekt. De er ingenlunde tilfældigt, at Schanz ikke taler om ét historiens Subjekt Det tætteste Schanz kommer til formuleringer, der kan misforstås og vulgariseres, er bestemmelsen af værdiloven eller det almene kapitalbegreb. som den »transcendentale udviklingsbegrundende logik«;[2] men dette begreb kan ikke umiddelbart overføres på den mangfoldige virkelighed, og kan da slet ikke være »istand til at gøre rede for historiens samlede fænomener«! (Behøver vi at understrege det yderligere?) Behøver vi at analysere, hvorledes parret det almene/og irreduktibiliteten – eller den funktionale distinktion mellem den politøkonomiske rene totalitet og det borgerlige samfund som reproduktiv totalitet – altsammen indicerer en insisteren på en anti-reduktionisme. Det kan altså ikke være i dette regi, at man skal analysere den ædruelige kapitallogiks Subjekt-begreb – ikke som ét Historiens Subjekt.

Alligevel står det tilbage at bestemme den ‘udviklingsbegrundende logik’, som altså er en ‘subjektiv-reflektorisk logik’. Denne logik udtrykker en procesrationalitet i historien, men ikke Historiens- procesrationalitet. Udvikling og Historie er ikke rene synonymer.

Et vigtigt sted i Grundrids taler Marx om udvikling: »Det skal bemærkes, at de nye produktivkræfter og produktionsforhold ikke udvikler sig af intet, ej heller af luften, heller ikke i skødet på den sig selv sættende idé; men inden for og i modsætning til produktionens forhåndenværende udvikling og overleverede, traditionelle ejendomsforhold.«[3]Marx udtrykker her, hvorledes udviklingen ikke er fødsel, men udvikling inden for nogle samfundsmæssige rammer, som ikke kan reduceres til en ‘Gesetztsein’, men han radikaliserer synspunktet lidt senere i teksten: »Selve dette organiske system (det fuldendte borgerlige system, L-HS) som totalitet har sine forudsætninger, og dets udvikling til totalitet består netop i at underordne alle samfundets elementer under sig eller at skabe de organer, der endnu mangler, ud af samfundet. Det bliver således historisk til en totalitet. Denne totalitets vorden udgør et moment af dets proces, dets udvikling.«[4]

Det er denne udviklingsproces, som vi overværer i ‘Kapitalen’. Det er denne subsumtionspolitik, som er en procesrationalitet i historien; i sidste instans og kort: merværdidriften. Men det betyder ikke i samme åndedrag, at denne historiske rationalitet skulle være historiens Subjekt. Selvom der er en rationalitet i historien, er denne imidlertid ikke nødvendigvis den eneste rationalitet i historien.

Kapitallogikken kan da også som Althusser tale om en drivkraft(‘moteur’), og denne drivkraft er klassekampen-, thi klassekampen (udbytningen) er blot et andet udtryk for merværdidrift – driftens eksistensmodus. Hvor er da den egentlige forskel?

Her vender vi tilbage til Subjektet, thi det er selve spørgsmålet om afledning (begrundelse) og grund i sig selv! Det er i denne kerne, problemet ligger begravet, og ikke i tilsyneladende terminologiske modsætningsforhold; et videnskabeligt begreb kan som bekendt have forskellige betegnelser, d.v.s. mere eller mindre adækvate udtryk.

Forskellen ligger kort sagt i tilgangsvinklen: Althussers tilgangsvinkel er immanentisk-, kapitallogikkens er transcendentalistisk.[5]

Kapitallogik er afledning[6] og rekonstruktion af værdilovens gennemslag i samtlige dens aspekter, og de enkelte former og strukturer får deres teoretiske relevans efterhånden som de aktualiseres som værdibærende i bredeste forstand – efterhånden som de begrundes i kapitalens totalitetsvorden. Det er ikke en reproduktion af en simpel emanatistisk logik, hvor en original modsætning spaltes i mangfoldigheden, men en rekonstruktion af teoriens omgangslogik; og udsigelsesfeltet kan da heller ikke være noget én gang givet, idet udsigelsesfeltets grænse, omfangslogikken, forrykkes i samme takt, som man erkender (rekonstruerer), at værdiloven har tilkæmpet sig nye zoner. Vi kunne med Marx sige, at værdiloven »bemægtiger sig nye terræn«[7] for derved at spille på den dobbelte betydning af disse zoner, d.v.s. såvel geografisk som formmæssigt.

En konsekvent kapitallogik bliver en firdobbeltlogik. thi værdiloven slår tillige ned i (koloniserer) de kognitive strukturer, hvorved kapitallogikken ikke alene må reflektere en form for autenticitet, men tillige autenticitetens enhed med værdibestemmelsen, og værdilogikken samt endelig den værdibesatte kognitive logik.[8] I forlængelse heraf må kapitallogikken operere i en dobbelt subjekt-objektlogik,[9]men kan alligevel aldrig tilfulde gennembryde feticheringerne, og derfor ophæves problemet om »sand erkendelse«, idet erkendelsen ikke kan være anderledes. For derfor ikke at ende i en cartesisk problematik, må man fastholde rekonstruktionen af virkelighedens egen logicitet, og det er muligt, da denne har refleksionsstruktur, bevidsthedsstruktur, subjektivitet. Men er fremstillingen da ikke et blot og bart medium for objektets selvfremstilling, og harmonerer det nu med den centrale insisteren på irreduktibiliteten? Det er en lukket cirkel, men ikke nødvendigvis en ideologisk eller fejlagtig cirkel; det er en cirkel som peger bort fra sig selv, thi ligegyldigt hvor dybt man sporer aflejringerne (ligegyldigt hvor langt man solidariserer sig med Hegels, Engels’ og Lenins kritik af Kant) så kan man ikke overskride begrebet for en autenticitet, selvom den ti] sidst (med en Althusserformulering) ender med at blive en filosofisk kategori; – Althussers indfaldsvinkel er modsat, for han starter ud med den filosofiske kategori.[10]

Da Althusser på forhånd anser enhver tale om oprindelse for fordægt. må man indtage en anden angrebsvinkel. Genstandsfeltet skal ikke begrundes, idet de sociale manifestationer på forhånd anerkendes son. social signifikante. Det er derfor en misvisning i Althussers diskurs, når han opretholder totalitetsbetegnelsen i nogle sammenhænge; og man bør i forsøget på at klarificere forskellen mellem en kapitallogisk totalitet og »den marxistiske totalitet« kalde denne sidste ved sit navn i althusseriansk regi: nemlig en ‘altid-allerede-givet-struktur’ (‘structure toujours-déja-donnée’) – en helhed. Altså modsat totalitetens vorden. Den helhed, som må begribes, er den sociale formation, hvis teoretiske begreb er produktionsmåden. Produktionsmådens globale struktur er det nødvendige begreb for at forstå produktionsmådens regionale strukturer, og disse igen nødvendige for forståelsen af effekterne. Determinations»rækken« går derfor den modsatte vej af kapitallogikkens: Regionale strukturer har så at sige altid allerede et virkningsindeks – også på den politøkonomiske struktur: den strukturelle kausalitet er altid-allerede en forudsætning for den metonymiske kausalitet!

Denne immanentiske strategi kan imidlertid ikke levere en egentlig forståelsesform over for økonomiens afgørende determination, thi de enkelte elementer i den globale struktur er ikke af samme virkningskraft, (eller den forklaring, der leveres fra Althussers side, er i det mindste ikke troværdig). Althusser har selv indset dette og har forsøgt at producere det teoretiske begreb for den regionale strukturs ‘determinations i sidste instans’, ved at påvise reproduktionen som gennemgangsled – både for økonomiens determination, og for de andre instansers i den globale struktur med deres determination tilbage på økonomien. Hermed bliver det et politøkonomisk begreb – reproduktionen -. der bliver det mest centrale begreb, men stadig formidlet over en immanentisk ordningslogik.

Hvis vi vender tilbage til vores udgangspunkt, så kan vi nu se forskellen i anerkendelsen af en drivkraft. Althusser forefinder klassekampen; han finder ikke først klasserne, og sætter kampen op: »Klassekampen udspiller sig ikke frit i luften, heller ikke på en rugbybane«,[11]hedder det hos Althusser. Althussers marxisme-leninisme sætter modsætningen (klassekampen) som primat over for dens aspekter (klasserne): »Klassekampen er ikke den afledte effekt af klassernes eksistens, hvor klasserne så (logisk og reelt) skulle eksistere [ør deres indbyrdes kamp: klassekampen er den historiske form for den modsætning, som (inden for en produktionsmåde) opdeler klasserne i klasser.«[12] Disse formuleringer viser slående, hvorledes Althusser ikke har nogen »afledningens tålmod« – at han end ikke i sit teoretiske medium vil tillade, at der sættes parenteser om nogle indslag i genstandsområdet. Det er ubetinget korrekt, at klasserne altid allerede er klassekamp, og at klassekampen er en historisk form for produktionsmådens modsigelse, men hvorfor kan adskillelsen i klasser ikke fremstilles adskilt fra sine effekter?[13] Hvorledes skal man politøkonomisk kunne begrunde klassekampen, hvis man ikke opsporer »dens årsag«[14].


[1] Da kapitallogikken var på sit højeste som modefilosofi sydede ‘Kaffestueme’ med ‘kapitalismens Subjekt’, det ‘manglende Subjekt for feudalismen’ osv. Man reducerede tendentielt den revolutionære teori til religionskritik: Dens største fortjeneste var afsløringen af kristendommens rationalitet som kapitalens rationalitet. (»Enhver som har, ham skal der gives, og han skal have til overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.« Matthæus 25-29).

[2] ‘Til rekonstruktionen…’, p. 201. Se endvidere p. 111, 118, 132, 133, 167 (dette er ikke en udtømmende liste).

[3] Se ‘Grundrisse’, p. 189.

[4] ibid. Marx behandler der produktionsmådens omformning som kapitalpolitik. (Vi understreger).

[5] Det er ikke uden betænkelighed, at vi opretholder to så traditionelle udtryk og egentlig ikke særlig stringente bestemmelser. De tjener dog til at fastholde forskellen mellem Spinoza og den tyske idealisme med hensyn til determinationsbestemmelsen – mellem oprindelsesfornægtelsen og konstitutionen. Kort sagt inhærerer denne modstilling samtlige af de allerede formulerede modstillinger.

[6] Hvis man ønsker at forvisse sig om, at »formgenetisk afledning« skulle være løsningen på alle problemer, kan der henvises til Mihail Larsen: »Til en reorganisering af intelligensens kritiske potens«. Studenterrådet, Århus 1972 -73. Man må forstå denne position som udtryk for den tidlige kapitallogiks optimisme.

[7] Jævnfør ‘Grundrisse’, p. 189.

[8] Dette er ikke et forsøg på at karikere. Vi mener, at det er konsekvent kapitallogik.

[9] Nemlig en fænomenologisk subjekt-objektlogik: Det subjektet kogniserer er dets eget feticherede udkast. Samt en kapitallogisk subjekt-objektlogik: Kapitalsubjektet og dets objekt.

[10] Det er et emne, som vi vender tilbage til. Det hænger sammen med sikringen af materialismen.

[11] ‘Réponse a John Lewis’, p. 30. ‘Marxisme og klassekamp’, p. 43.

[12] ibid p. 29. ibid.

[13] Jævnfør Althussers egne udtalelser i LIC II, p. 65.

[14] Vi mener, at dette eksempel meget klart illustrerer den immanentiske over for den transcendentalistiske analysestrategi, og det er en forskydning af karat.