Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

1. ”FILOSOFIKRITISK REKONSTRUKTION” OG ”KAPITALENS TILBLIVELSESHISTORIE”

Vi har allerede i indledningsafsnittet skitseret hvordan vi opfatter kapitallogikkens identitet, nemlig i mødet mellem den filosofikritiske rekonstruktion, som udløber af venstre-marxismen – specielt ‘den kritiske teori’[1] og den gedigne nærmest filologiske reinterpretation af den marxske økonomikritik, som udføres på grundlag af opdagelsen af Marxs ‘Rohentwurf’ fra 1857-58.[2] Grundrisse er idag en uomgængelig milepæl for marxforskningen, og det er indsigten i denne centrale status, der befordrer den nye marxreception, som danner fundamentet under kapitallogikken.

Roman Rosdolsky fortæller om sin opfattelse af Grundrisses stilling i den marxske økonomikritik på denne måde: »Da forfatteren til dette arbejde i 1948 var så heldig at kunne tage et af de dengang meget sjældne eksemplarer af Marx’ »Råudkast« i øjesyn, blev det klart for ham. at det drejede sig om et værk, der var grundlæggende for den marxistiske teori, men som på grund af sin ejendommelige form og sin delvist vanskeligt forståelige udtryksmåde næppe ville være egnet til at vinde indpas hos en større læserkreds. Derfor besluttede han på den ene side at »kommentere« værket, og på den anden videnskabeligt at vurdere nogle af de nye erkendelser, der er indeholdt heri.«[3]

På nogenlunde samme tidspunkt udgav russeren Witali S. Wygodski[4] et kommentarværk til den marxske økonomikritiks udvikling. I dette skrift finder vi tillige en kommentar til forskellige russiske behandlinger af den økonomiske teoris udvikling, samt en henvisning til østtyskeren Walter Tuchscheerer. som sammenstiller forskellige arbejder udført af historikere i DDR.[5]

Samme Tuchscheerer har bedrevet forskellige studier over den økonomiske teoris udvikling hos Marx[6] og han begrunder sit forskningsfelt således: »De fleste af de hidtil fremkomne (fra dissertationen, 1963 L-H.S.) bidrag om den økonomiske opfattelses udarbejdelse og udvikling hos Marx og Engels beskæftiger sig med deres arbejder fra 40-erne i forrige århundrede, medens den periode. – hvor den egentlige udarbejdelse og systematiske begribelse af den økonomiske teori finder sted hos Marx. dvs. de meget afgørende 50-ere. hvor Marx gjorde de vigtigste økonomiske opdagelser og udarbejdede sit økonomiske hovedværk -, længe så godt som overhovedet ikke blev undersøgt«[7]

Erkendelsesintentionen hos de tre nævnte forfattere afslører sig i undertitlerne: Hos Wygodski er undertitlen ‘Über die Entstehung des Werkes ‘Das Kapital’ von Karl Marx’; hos Tuchscheerer lyder den ‘Die Entstehung der ökonomischen Theorie von Karl Marx’; og endelig er ‘Entstehung’ nået frem til hovedtitlen hos Rosdolsky. De er altså kort sagt ‘Entstehungsgeschichten’.

Disse tilblivelseshistorier udgør fundamentet under den nye Marx- reception, som kendetegner kapitallogikken; – de er de teoriimmanente undersøgelser, som skal begrunde udgangspunktet i den modne Marxs økonomikritik, idet de viser, at den marxske økonomikritik ikke er fiks og færdig i 1840-erne. Helmut Reichelts dissertation – »Zur logischen Struktur des Kapitalbegriffs bei Karl Marx«[8] – ligger i direkte forlængelse og står i gæld til Rosdolskys arbejde; Reichelt poder Bachhaus[9] og Schmidt på som de første filosofikritiske ansatser. Også Reichelt forbliver i den immanente rekonstruktion og perspektiverne skal »læses« ud af hans fremstilling, idet det er selve den kategoriale udvikling, der er hans genstand. Hans erkendelsesinteresse rækker ikke stort videre end til en rekonstruktion af udviklingsrammen.

Modsætningen til Reichelts »lærde« rekonstruktion finder vi hos Hans-Jürgen Krahl,[10] hvor det filosofikritiske element træder frem på bekostning af den eksakte rekonstruktion af den kategoriale udviklingsramme; det er derfor hos Krahl, at den traditionelle lærdhed overskrides til fordel for det politiske engagement, og teoriudviklingen på ny bindes til en politisk bevægelse, nemlig studenterbevægelsen.

Den politiske situation er over alt tilstede i Krahls noter, og hans problemer stiller sig i den politiske kamp og formuleres ikke over en rekonstruktion af en marxistisk autentisitet (a la Reichelt) men nok over en ortodoksi, idet han pointerer, at teorien må tilpasse sig eller reflektere de nye situationer,[11] og at det af samme grund ikke er tilstrækkeligt at fremføre gammelkendte paroler. Samtidigt må det fastholdes, at Krahls noter har karakter af strøtanker og indfald, og at de derfor ikke kan indoptages uformidlet; de må netop forankres i en gedigen økonomikritik.

Alfred Sohn-Rethels ansatser er – i det mindste i Sohn-Rethels selvforståelse – et andet filosofikritisk rekonstruktionsforsøg over for teorielementer hos Marx. Sohn-Rethel har unægteligt et stort problemfællesskab med kapitallogikken, og han vil på samme måde som resten af skolen – »for en passende forståelse af den indre dialektik og systematik i det marxske hovedværk – henvise til de fremragende studier af Rosdolsky og Reichelt«.[12] Imidlertid må det dog fastslås, at Sohn- Rethels ansatser som helhed må falde uden for kapitallogikken, fordi han giver afkald på forskellige centrale Marx-positioner, og dermed ikke gør sin teori afhængig af en marxistisk arbejdsværditeori. men blot er et supplement til en hvilken som helst værditeori.

Man kan finde en lignende henvisning til oparbejdelserne af den kategoriale udvikling hos Alfred Schmidt[13] i hans ansats til etablering af en marxistisk historik. Schmidts projekt er sværere at diskvalificere som filosofikritisk rekonstruktionsforsøg. fordi han i vid udstrækning holder sig til en tekstnær eksplicitering af den marxske teori. Den kritik, man kapitallogisk kan rejse mod Schmidt, angår hans Lukács-tilslutning. Denne tilslutning bevirker, at han ikke i tilstrækkelig udstrækning er i stand til at adskille de to determinationsformer, som udgør antropologikken og kapitallogikken,[14] men denne forvirring skyldes ikke Schmidts underkendelse af to former for determination; – der er snarere tale om, at den sidste ophæver (i kvasihegeliansk forstand) den første, således at historie-potensen forbliver menneskenes ejendom. Schmidt vil med andre ord ikke forlade det antropologiske element som både han og Marcuse har overtaget fra Sartre. Når dette arbejde alligevel insisterer på Schmidt som en kapitallogisk position, så hænger det sammen med hans position som overgangsfigur mellem den kritiske teori og kapitallogikken, derigennem at han tilfredsstiller den bestemmelse vi med Krahl har gjort af den filosofikritiske rekonstruktion. Endelig er Schmidt en privilegeret plads for diskussionen med Althusserskolen. fordi han udnytter de seneste økonomikritiske rekonstruktioner i sin argumentationsgang.

Når vi her har fremhævet Krahl på bekostning af Reichelt. så må det pointeres, at der er tale om to faser i teoriudviklingen og dennes forhold til den almene politiske konjunktur. På sin vis er Krahl med sin insisteren på kritikken af den politiske økonomi en undtagelse blandt den nye oppositions teoretikere. Studenterbevægelsen forstod sig selv teoretisk på en sådan måde, at tilegnelsen af kritikken af den politiske økonomi ikke længere blev betragtet som en afgørende og dominerende del af en teori, der skulle lede en omvæltende praksis. Bevægelsens erfaringer var indhøstet gennem provokativ protest mod »systemet« og teorien blev først oparbejdet i konfrontationsfeltet. Den »teori«, der skulle legitimere aktionsformerne, var så at sige skizofren, fordi den på den ene side var klassisk kommunistisk med hensyn til en subversiv praksis: omvæltningen af systemet; men samtidigt kunne subversionen ikke opfattes i traditionelle klassekampskoncepter, fordi arbejderne ikke længere besidder revolutionære organisationer og de enkelte arbejdere er hjælpeløst integreret i systemet. Denne situationsopfattelse var bestemmende for, at teoretiske refleksioner over ‘Das Kapital’ blev betragtet som eksklusiv luksus og som udslag af en arkiv-interesse, der er alt andet end socialistisk.[15] I en sådan fase fastholder Krahl økonomikritikken, og han forstår samtidigt, at det er nødvendigt med en refleksion over de ændrede betingelser; men i denne refleksion må økonomikritikken forblive fundamentet.

Det blev klart, at det var nødvendigt med grundige studier over økonomikritikken, hvis studenterbevægelsen skulle kunne indløse sine to artikulationsfelter, der dels var helliget forsøget på at kritisere den borgerlige videnskab og oprette socialistiske studier – studenterbevægelsens videnskabelige praksis -, dels var et formuleret ønske om at fungere som katalysator for dén samfundsmæssige bevidstgørelsesproces, der måtte være en betingelse for en subversion. Hvis disse intentioner skulle føres ud i livet, var det nødvendigt at overskride dc agitatoriske slagord, og de grundige ‘Kapital’-studier blev forudsætningen for en overskridelse. Reichelts arbejde falder derfor på et tørt sted. De abstrakte negationselementer, som præger slogans, må funderes i økonomikritikken, og det er denne funderingsmanøvre, der bliver til kapitallogik. Det betyder selvfølgelig ikke, at studenterbevægelsen som sådan bliver kapitallogisk orienteret, men det betyder, at den del af studenterbevægelsen, som overlever frustrationens apati, kan gøre det i kraft af revolten som læreproces.[16]

I og med at der udgives flere og flere af Marxs økonomikritiske manuskripter, opstår der nødvendigvis refleksioner over lighedspunkter og forskelle mellem forstudierne og det endelige værk: ‘Kapitalen’. Vi får via disse studier en indsigt i det Wygodski kalder Marxs skabende laboratorium,[17] og man kan begynde at ane, hvad det er, der driver teoriudviklingen og er bestemmende for de ændringer i planen for det samlede økonomikritiske studium.[18] Det viser sig. at »spørgsmålet om opbygningsplanen og systematikken i det marxske værk ikke er et »filologisk«, men et metodologisk problem«.[19] Det er fordi Ros- dolsky og Wygodski »anser« ‘Kapitalen’s metode for at være den mest værdifulde og stabile del af Marxs økonomiske lærebygning,[20] at de er i stand til at gennemskue, hvorledes der i ‘Grundrids ikke er tale om andet end udfoldelsen af ‘kapitalens almene begreb’. Men samtidigt er de to forfattere enige om, at det almene kapitalbegreb indtager en anden status i ‘Kapitalen’ end i ‘Grundrids’; – hertil er imidlertid kun at sige, at »dette anser vi (- og dette ‘vi’ kan gå på kapitallogikken i dens videre udvikling – L-H.S.) for at være en fejltagelse«.[21]

Kapitallogikken vil fastholde, at Kapitalen på samme måde som Grundrids er en udfoldelse af det almene kapitalbegreb. og det er følgerigt for en marxistisk strategi i det hele taget. Det er ved at insistere på dette moment, at kapitallogikken kan omgå de problemer, som oftest har ført til revisioner af den marxske teori;[22] d.v.s., det først er i kraft af en korrekt reception af den marxske økonomikritiks metode og didaktik – gennem en rekonstruktion af ortodoksien – at det bliver muligt, at anvende den marxske økonomikritik forskningsfrugtbart. Det er med andre ord uomgængeligt at kortlægge det marxske videnskabsbegreb, hvis man vil undgå de forskellige forkortninger til enkeltvidenskab, som kendetegner utallige marxreceptioner.

Når man vil forsøge at bestemme marxismens differentia specifica kan det være oplysende at undersøge de elementer, som denne teoridannelse er udsprunget af og står i gæld til. Lenin bestemmer i sin Karl Marx biografi marxismen, som »systemet af Marxs anskuelser og lære. Marx var fortsætteren og den geniale fuldender af det 19. århundredes tre åndelige hovedstrømninger, der tilhører menneskehedens tre mest fremskredne lande: den klassiske tyske filosofi, den klassiske engelske politiske økonomi og den franske socialisme i forbindelse med de franske revolutionære lærer overhovedet«.[23] Denne opfattelse af den marxske teoris kilder er næsten klassisk, og den kan da også bruges til at illustrere, hvad det er for elementer den kapitallogiske reformulering prioriterer. Desuden vil denne prioritering kunne indicere teoriens ændrede status som revolutionær teori.

Det viser sig hurtigt, at det er den klassiske tyske filosofi og den klassiske økonomi, der bliver genstand for fornyede overvejelser, hvorimod den franske eller den utopiske socialisme fortrænges. Der er flere årsager til dette. Det er ikke alene et udtryk for, at de socialistiske alternativer, som udgør den franske socialisme, er anakronismer;[24] de skyldes rettere at den marxske økonomikritik er en videnskabelig kritik af utopisternes økonomiske illusioner. Denne kritik kan Marx allerede levere i 40-erne selvom han står på den klassiske økonomis standpunkt. Den klassiske tyske filosofi er genstand for en dobbelt reception,[25] hvor økonomikritikken med dens Darstellungsbegreb bliver det medium, hvori metafysikkens kategorier reflekteres. Men denne refleksionsramme lader sig først begribe eller løsrive, i det øjeblik Marx bliver i stand til at kritisere den klassiske økonomi. Derfor må Lenins »fortsatte og fuldendte« forstås som kritik af alle de tre positioner, som formes i det 19. århundrede. Det er vigtigt at gøre sig klart, at den marxske teori ikke er en positiv økonomisk teori, men en økonomi- kritik og dermed samtidigt en filosofikritik og en utopikritik. Der er imidlertid den forskel, at utopikritikken kunne formuleres uden økonomikritikken, og derfor er denne kritik et så godt som overstået stadium på økonomikritikkens niveau.


[1] Jævnfør Krahl op. cit. p. 250. Til den kritiske teori henregnes oftest Horkheimer, Ardono, Marcuse samt Habermas, men når vi taler uspecifikt om ‘frankfurterskolen’ tænkes på et bredere felt, som omfatter flere generationer og blot er karakteriseret ved sin emnekreds.

[2] Der er ingen grund til i dette arbejdes rammer, at behandle Grundrisses receptionshistorie fra dens udgivelse i 1939 eller kommentere de forskellige afsnits sammenhæng. Vi kan her henvise til H-J Schanz/Mihail Larsen: »Oversætternes forord« (ixxxxi) i Karl Marx: Grundrids, Århus 1974.

[3] Roman Rodolsky: »Zur Entstehungsgeschichte des Marxschen ‘Kapital’«, Frankfurt 1974 (68), p. 7. D. udg.: ‘Kapitalens tilblivelseshistorie’. Modtryk, p. 7.

[4] Witali Solomonowitsch Wygodski: »Die Geschichte einer grossen Entdeckung«, Berlin 1970 (67). Den russiske udgave er fra 1965. Wygotski er i mindre grad end Rosdolsky parafraserende og derfor lettere tilegnelig; men samtidig mangler man helt de vesteuropæiske referencer, som findes hos Rodolsky.

[5] Se Wygodski op. cit. p. 12.

[6] Se Walter Tuchscheerer: »Bevor ‘Das Kapital’ entstand«, Berlin 1968. Værket er udgivet posthumt og består af forskellige dele: dels af en dissertation fra 1963, dels af en ikke færdigarbejdet afhandling fra 1966.

[7] Tuchscheerer op. cit. p. 21.

[8] Europäische Verlagsanstalt, Frankfurt 1970.

[9] Det drejer sig om Bachhaus’ artikel fra »Beiträge« op. cit. ‘Zur Dialektik der Wertform’, p. 128 ff. Kemene i denne artikel er det vi vil kalde det ‘kritiske spørgsmål’ (warum dieser inhalt jene Form annimmt), og det er det eneste vi vil behandle af Bachhaus, idet hans senere produktion peger bort fra det der er kapitallogik, dvs. peger bort fra vort emne.

[10] Se specielt »Zur Wesenslogik der Marxchen Warenanalyse«, KuK, p. 31-82. D. udg.: op. cit. p. 29-107.

[11] Denne interesse præger alle Krahls artikler, men kommer f.eks. klart frem i »Thesen zum allgemeinen Verhältnis von wissenschaftlicher Intelligenz und proletarischem Klassenbewuβtsein«, KuK, p. 330-348.

[12] Alfred Sohn-Rethel: »Geistige und körperliche Arbeit«, Frankfurt 1972 (70), p. 46.

[13] Se »Geschichte und Struktur«, p. 42, hvor der henvises til Helmut Reichelt med hensyn til spørgsmålet om ‘kategorialer Darstellung’.

[14] En sådan Lukács-tilslutning afstedkommer en lignende fejl hos Rodolsky, der heller ikke fuldt ud forstår den forvirring, der findes hos Lukács med hensyn til økonomikritikkens to determinationsformer.

[15] Studenterbevægelsens dagsaktuelle identitetsproblemer kan føre til lignende meningsforskelligheder, hvis erfaringerne fra revolten ikke respekteres.

[16] Når vi taler ganske uspecifikt om studenterbevægelsen, er det begrundet deri, at den danske og den tyske på dette punkt har gennemlevet de samme konflikter, samt at den danske er afhængig af den tyske også i den teoretiske afklaring. Når kapitallogikken har haft det store gennemslag herhjemme, hænger det sammen med denne situation, omend disse bestemmelser er vel grovkornede.

[17] »Studiet i Marxs økonomiske læres historie afslører hans skabende metode for os, og fører os ind i hans skabende laboratorium.« op. cit. p. 12.

[18] Disse planskifter har spillet en væsentlig rolle i den senere diskussion. Når vi omgår dem i dette arbejde så skyldes det, at de er gennemdiskuteret i Entstehungsgeschichterne og kritiseret og korrigeret i Winfried Schwarz: Das ‘Kapital im allgemeinen’ und die ‘Konkurrenz’ im ökonomischen Werk von Karl Marx in »Gesellschaft« I, Frankfurt 1974.

[19] Winfried Schwarz op. cit. p. 222.

[20] Roman Rodolsky i »Hundert Jahre Kapital«, op. cit. p. 9.

[21] Schwarz op. cit. p. 222.

[22] Det mest velkendte eksempel er striden om de marxske reproduktionsskemaer i andet Kapital bind. Se hertil Rosdolsky: »Zur Entstehungsgeschichte …«, p. 524-597.

[23] Lenin: »Selected Works I«, p. 33 – Moscow 1970.

[24] 60-ernes kulturradikalisme kunne udnytte den anakronisme – den utopiske socialisme – netop fordi den ikke i tilstrækkelig grad var teoretisk funderet. Det er ikke tilfældigt, at man begynder at oversætte Fourier til dansk i denne periode

[25] Dels historiefilosofisk i ungdomsskrifterne, men i den sene økonomikritik bliver abstraktionskritikken – idealismekritikken – det vigtigste element. Herom senere.