Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

1. OM DEN ALTHUSSERSKE REFORMULERING

Althusser er en marxistisk-leninistisk filosof, som opnåede den akademiske berømmelse ved en fejltagelse – nemlig som strukturalist: han gjorde Marx til strukturalist – sagde man. I en sådan udtalelse ligger der i det mindste en erkendelse af, at der ikke er tale om en strukturmarxisme – forstået som en legering,[1] men om et helhjertet og konsistent reformuleringsforsøg af den marxske revolutionære teori. Når Althussers reformulering deklasseredes som strukturalistisk siger det ikke noget om hans ansats, men om de positioner som i den strategiskpolitiske og teoretiske kamp har kunnet anvende strukturalismens »teknokratiske« tendenser som argument mod denne »falske« broder, for derved at slippe let om ved en egentlig stillingtagen til fornuften i han reformulering. Det ville imidlertid være hovedløst at bortskære strukturalistiske reminiscenser, – det gælder rettere om at lokalisere deres nødvendighed og bestemme deres plads i det rum, som er reformuleringens tavshed. Det viser sig da, at der er forskellige teorielementer, som udgør vigtigere formuleringsbaser end strukturalismen, thi hvad er strukturalismen?[2]

Man er ikke ganske overladt til sig selv, hvis man søger efter elementerne i Althussers teori; han har selv ved forskellige lejligheder[3]optrådt som biograf og motiveret sine interventioner. Althusser redegør i sin indledning til ‘Pour Marx’ for Frankrigs mangel på teoretisk marxisme, og han forstår, at partiet helt mangler »en teoretisk skole, som kunne skabe læremestre«.[4] Man må tage den fraværende tradition alvorligt, fordi den er medvirkende til, at Althussers ansatser er så egensindige og behandler kardinalpunkter, som kan synes perifere fra en traditionel tilgang til Marx. Da det ikke er en marxologitradition, ;som præger hans ansatser, må der være andre nedslag, – og det er opgaven at opspore disse nedslag. Da det ikke er en tradition, som er udgangspunktet må det nødvendigvis være klassikerne, der er grund- laget for Althussers ansatser. Blandt andet derfor er hans produktion een reformulering af den ortodokse teori. Grundstenene i hans bygning er Marx, Lenin og Mao; og derudover er den uden forbilleder, men stærkt præget af at der er tale om en læsning næsten uden hensyntagen til andre læsninger.

Hans reformulering er et led i rekonstruktionsbevægelsen som omfatter vigtige arbejder af Wygodsky, Rosdolsky, Reichelt, Zelcny[5] og flere andre, som alle er rekonstruktionsforsøg eller præciseringsforsøg over for den autentiske marxisme og dermed en reaktion mod tendenserne i post-marxismen. Hvor de tyske rekonstruktører ser den kritiske marxisme (Lukács, Korsch) som alternativer til forfaldet, dér betragter Althusser også denne som indfanget i empirismens net; han står af samme årsag på helt bar bund.

Det umiddelbare udgangspunkt er opgøret med stalinismen på SUKP’s tyvende partikongres i 1956, og alt hvad det førte med sig af humanistiske forviklinger. Althussers udgangsposition er erkendelsen af teoriens borgerliggørelse – en proces, som har fundet sted i reaktion mod personkulturen og partidisciplinen. Det er ikke denne reaktion, der er gal i afsættet, men den specifikke måde som afsættet tages på: – nemlig som genintroduktion af temaer fra den borgerlige frihedsideologi. Kort sagt er et sammenrend af ideologiske og teoretiske bestræbelser, der på ingen måde kan virke befordrende for teoriudviklingen og dermed for den politiske praksis – snarere tværtimod.

Althusser kommenterer i sin selvkritik de vigtigste elementer, der er indgået som begrebslån i hans filosofi, og som bl.a. har medført forskellige fejlinterpretationer af hans projekt. Det er karakteristisk for hans selvkritik, at den ikke indeholder indrømmelser på vigtige felter, men blot eksplikationer af centrale temaer.[6] Selvkritikken viser med ønskelig tydelighed, hvorledes ‘Epistémologien’ har spillet en vigtig rolle i hans reformulering. Epistemologien er kilden til teorilån som ‘la coupure’ og distinktionen mellem ‘science et ideologie’. Althusser har som sagt ikke haft en stærk marxistisk tradition at bygge på. men bygger så i stedet på en anden og stærk fransk tradition – nemlig den nyere franske epistemologie i særdeleshed (og på den franske filosofi i almindelighed). Det er muligt at påvise, hvorledes den mest fundamentale forskel mellem de tyske og de franske rekonstruktionsforsøg kan forskydes til deres respektive overtagelse af forskellige elementer fra tysk og fransk oplysningsfilosofi.[7]

Det må imidlertid understreges, at Althussers forhold til Epistemologien – samt lignende relationer, som vi senere skal kommentere – ikke er af samme art, som hans relation til Marx, Lenin og Mao. Hans projekt er i bund og grund marxistisk; men da han opfatter den marxske teori som afsluttet, introducerer Althusser forskellige teorilån, som han mener må være adækvate begreber for de problemstillinger, hvor Marx ganske rigtigt har leveret de praktiske løsninger, men hvor problemerne ikke er blevet stillet i adækvate termer. Denne mangel forklarer Althusser med, at Marx fra tid til anden falder tilbage i dén empirisme, som han tænker op imod, idet den marxske diskurs’ ubevidste er empiriens tale.

Althusser forholder sig til teksten som psykoanalytikeren til patienten, men han søger ikke at drage det ubevidste frem i dagens lys, derimod forsøger han at forstå det ubevidstes gennemslag – empirismen – som symptomer; dvs. som svagheder i teorien. Disse svagheder nytter det ikke at fortrænge, – de må udbedres. På samme måde med teoriens tavsheder (‘silence’): de er – på samme måde som det ubevidstes gennemslag – symptomer på reelle vanskeligheder, som det står tilbage for den marxistiske filosofi at udbedre. Det er til disse videre konstruktioner, at Althusser benytter sig af teorilån fra videnskaber, der har undersøgt identiske fænomener. Althussers teori er kort sagt en symptomallæsning, – en læsning af symptomer; men tillige en terapi, thi symptomerne er symptomale, dvs. fejltagelser, der peger ud over sig selv mod det videnskabelige element, som kan eliminere symptomet. Det er i denne forstand, at Althusser har flirtet med den strukturalistiske sprogbrug, og ikke ved at gøre Marx til strukturalist.[8] Althusser har skønnet, at et lingvistisk begreb vil være en adækvat betegnelse for den operation, som Marx foretager, men som han beskriver i empirismens forklædning.

Ud over Epistémologien og til dels strukturalismen[9] har Spinoza filosofi spillet en helt afgørende rolle for Althussers filosofikritiske konstruktion; – og Althusser understreger netop, at han vil læse Marx filosofisk[10] i modsætning til økonomerne og historikerne. Den teorihistoriske rekurs er ikke særlig udtalt i hans fremstilling, men den kan afsløres via en læsning af hans diskurs. Det er i videnskabsteoretiske eller kausalitets- eller determinationsteoretiske sammenhænge, at Spinozas vigtige funktion afsløres; – og det kræver ikke noget større kendskab til Althusser, før man kan erkende vigtigheden i denne indflydelse, da Althussers indsats specielt er viet netop disse problemstillinger. Althusser indrømmer denne fundamentale forkærlighed til Spinoza i sit disputatsforsvar,[11] hvor han gør status over de problemstillinger, som har ledet hans anstrengelser. Her bliver det tillige klart, at det, der er blevet forstået som epistemologiske eller strukturalistiske reminiscenser, ofte dybest set er spinozistiske elementer.

Hvad er det da for termer, som Althusser specielt har koncentreret sig om? Det er dels problemet om ‘i sidste instans’, – dvs. eksplikationen af økonomiens determination af andre momenter af den samfundsmæssige virkelighed. Althusser er – som vel alle ædruelige marxister – ikke tilfreds med den eksplikation af den historiske materialisme, som Engels forsøger i de såkaldte ‘Alderdomsbreve’.[12] Althusser forsøger derfor på økonomikritisk grund, at bestemme en determinationssammenhæng; han ender med at begribe reproduktionsbegrebet og klassekampen som indfaldsvinklerne til en forståelse af økonomiens determination i sidste instans. Inden det kommer så vidt, har Althusser forsøgt at bestemme en strukturel og en metonymisk kausalitet[13] i forsøget på at levere et begrebsinventarium til en marxistisk videnskab, som kan stå i revoltens tjeneste. Ledemotivet for Althusser har været at lokalisere det sted, hvor det kan lade sig gøre at gribe ind for at ændre tingenes tilstand, og dette er – når alt kommer til alt – fornuften i ‘i sidste instans’-kategorien: den anviser interventionsstedet. Dette overordnede motiv må fastholdes, fordi det tilsyneladende træder i baggrunden for mere besnærende eksploitationer af hans ansatser hos althusserianerne, som i samtlige henseender står tilbage for mesteren.[14]

Det andet centrale emne, som er genstand for behandling hos Althusser, er ‘erkendelsesprocessen’ og det er i denne forbindelse, at han indløser forskellige teorilån fra Epistemologien og fra Spinoza. Det er i denne forbindelse, at Althusser afslører sin forkærlighed fer abstraktionen eller konstruktionen som modsætning til empirismens realabstraktion eller mangel på abstraktion. Althusser er imidlertid ikke tilbøjelig til at vedgå den store rolle, som specielt Bachelard spiller for hans teori overhovedet, og det kan skyldes, at netop denne indfaldsvinkel (som også vil lede vores arbejde) kan have en tendens til at overskygge hans egentlige marxistiske interesse, dvs. politiske interesse, og dermed tvinge teorien farlig tæt til en formalisme, som er i modstrid med Althussers videnskabsforståelse. Alligevel er det vigtigt at pointere denne indfaldsvinkel, og dette arbejde vil faktisk hævde, at det er overordentlig vanskeligt at nå til en forståelse af kernen i den althusserske reformulering, hvis man ikke opfatter Althusser i relation til den franske epistemologietradition.[15]

Som et sidste centralt tema må man nævne ‘Marx og den teoretiske humanisme’, og det er et tema som Althusser har tilfælles med strukturalister. Althusser forsøger med udgangspunkt i teoriudviklingen hos Marx at påvise, hvorledes humanismen er ren ideologi, og at socialismen ikke kan funderes i en moralsk forargelse over kapitalismen. Humanismen er et led i antropologikken og altså en misforstået refleksion over kraftcentret for den historiske proces. Historien er en ‘proces uden Subjekt’, hævder Althusser, og individerne er ikke små kraftcentre men bestemte positioner; Althusser hævder da, at marxismen er en dekonstruktion af den borgerlige illusion om individet, på samme måde som psykoanalysen i sin ortodokse form er det.[16] Dette peger tillige på en fortielse hos Althusser, nemlig relationen til psykoanalysen. Althusser omtaler den så godt som aldrig, og dog er hans begrebsinventar bearbejdede lån fra psykoanalysen. Selvfølgelig får Freud nogle henvisninger og fodnoter, men de står slet ikke mål med den reelle betydning freudianismen har haft for Althusser – vel at mærke freudianismen i Jacques Lacans udformning.[17] Egentlig kunne Althusser betragtes som lacanianer, og væsentlige elementer hos Althusser vidner om en psykoanalytisk inspiration, – og det gælder såvel epistemologien som determinationsbestemmelser samt ikke mindst historiebegrebet. Selvom fortielsen virker tilslørende, er det dog i god overensstemmelse med hans videnskabsforståelse i øvrigt, og en aktuel marxistisk strategi må reflektere de fremskridt, som er gjort inden forandre genstandsområder, – her specielt lingvistikkens og psykoanalysens.

Det ville overskride arbejdets rammer yderligere, hvis vi forsøgte på at levere en systematisk fremstilling af Althussers filosofi; den har for mange facetter, men paradoksalt nok fremstilles det meste af filosofien i hver enkelt af hans artikler, men blot ud fra forskellige synsvinkler. Endvidere vanskeliggør Althusser selv sagen ved at pointere, at hans produktion består af daterede essays og positioner. Dette byder et hensyn til udviklingen i de specifikke temaer som behandles. Hvis den følgende fremstilling kan tage sig disparat og selvmodsigende ud, er det ikke mindst begrundet i sagens natur: Althussers skrifter er selvmodsigende i ordet, men søger man at opspore kernepunkterne, vil man opdage, at ansatserne hænger sammen som ærtehalm. Vi forsøger at opspore denne sammenhæng, men er måske ikke på alle områder nået tilstrækkeligt vidt. Det betyder tillige for en tematisk diskussion, at der kan opstå gentagelser; vi har forsøgt at begrænse disse og forfølge de temaer, som vi finder må være relevante.


[1] Legeringer er altid fordækte og her kan freudo-marxismen tjene som skræmmebillede. I legeringen må der renonceres på væsentlige aspekter i alle de impliceredes positioner. Når vi fremover taler om elementerne i Althussers teori, må det ikke forstås i denne betydning. Struktur-marxismen kan anvendes som betegnelse for Maurice Godaliers arbejder.

[2] At denne etikette ikke dækker over en reel koncensus turde være en kendt sag. Alligevel er der forskellige temafællesskaber hos de forskellige enkeltpositioner der bliver kaldt »strukturalisterne«.

[3] Se »Aujourd’hui« i ‘Pour Marx’, Paris 1972 (65), samt »Element d’auto- critique«, Paris 1974 (Hachette) og »Estil simple d’etre marxiste en philosophie?« i ‘La Pensée no. 183, oktober 1975. Sidstnævnte findes endvidere nu optrykt i samlingen »Position«, Edition Sociale, Paris 1976 (p. 127-172).

[4] ‘Pour Marx’, p. 16. ‘For Marx’, Rhodos 1969, p. 21.

[5] Vi tænker her på Jindrich Zeleny: »Die Wissenschaftslogik und ‘das Kapital’«, Berlin 1973 (1962). Zeleny er absolut filosofikritisk og kunne være behandlet som kapitallogiker, alligevel er hans positioner forbigået for at opretholde nogle klare linier.

[6] Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke også er tale om en kritik. Althusser gør forskellige indrømmelser, hvoraf den vigtigste er kritikken af formalismen, teoricismen, og dens manglende politikemfase. Som vi skal se, kan udviklingen hos Althusser i løbet af ti-året bestemmes som politikkens triumftog.

[7] Nu kan man studse over, at Sartre og Lefebre ikke bliver nævnt som fransk marxisme; men sagen er den, at de faktisk er »tyske« i hele deres filosofiske grundlag. Forskellen mellem den tyske og den franske oplysning – romantik og mekanisk materialisme – og dens betydning for rekonstruktionerne afslører sig mest evident i determinationsbestemmelserne.

[8] Dette er Alfred Schmidts anklagepunkt. Schmidt hævder, at Althusser »tænker ikke (eller kun sjældent) velkendte marxistiske sagsforhold i strukturalistisk sprog (hvad der sikkert kan tjene til at klargøre dem), men giver ubetinget strukturalistiske positioner ud for at være marxistiske.« ‘Geschichte und Struktur’, p. 105. Som vi skal se, må Schmidt selv renoncere på strukturalismeanklagen, og opgiver troen på, at det er muligt at kritisere Althusser ved at kritisere strukturalismen som sådan.

[9] Alt hvad der er fransk, er faktisk ikke samtidig strukturalistisk, hvad nogen lader til at antage. En sådan begrebsforvirring kan kun virke tilslørende på de faktum, at Bachelard f.eks. litteraturteoretisk er en direkte modsætning til strukturalisterne.

[10] Se ‘Lire le Capital I’, p. 11, Paris 1975 (68). Vi citerer ikke originaludgaven fra 1965, men »Lire »le Capital« en quatre volumes«, Petite Collektion, Maspero.

[11] Se ‘Est-il simple…’, op. cit. p. 18 ff. Her vil han fastholde spinozistiske elementer, men allerede i ‘Elements d’autocritique’ hed det: »Vi har været skyldige i en anderledes stærk og kompromitterende lidenskab: vi har været spinozister. På vores egen måde, naturligvis …«, p. 65. ‘Marxisme og klassekamp’, Aurora 1976, p. 116.

[12] Alderdomsbrevene’ betegner det antal breve til ledende folk inden for SPD (Bloch, Schmidt, Bebel og Mehring) som Engels forfattede i 1890’erne. I disse breve forsøger Engels at præcisere den historiske materialisme. Den direkte anledning er Paul Barths indvending mod teorien; og igen ser vi altså, at Engels præciseringsforsøg er en direkte intervention; jævnfør ‘Anti- Düring’.

[13] Althusser skelner tilsyneladende ikke mellem de to kausalitetstyper. Vi vil dog argumentere for en adskillelse, fordi der efter vores opfattelse opstår en vægtig modsætning mellem ‘Pour Marx’ og ‘Lire le Capital’, hvis man ikke kan bestemme kausalitetstyperne nærmere. Selvom der må distingveres, er der dog i begge tilfælde tale om rene formteorier.

[14] Når vi i dette arbejde næsten fortrænger vigtige elever som Balibar og Poulantzas er det ud fra denne erkendelse. Den skematisme, der kendetegner dem, er en simpel udvanding af præcise bestemmelser hos Althusser. Deres arbejde virker – modsat al forventning – ikke klarificerende på Althussers ansatser, men hans omvendt formidlende på deres.

[15] Denne erkendelse er også Schmidt kommet til, og dette kan forklare diskrepansen mellem argumentationsstyrken i ‘Det strukturalistiske angreb på historien’ og ‘Historie og struktur’.

[16] Derfor er der ikke lukket for en dialog mellem psykoanalysen og marxismen, men det må ikke ske på freudomarxismens grundlag, og enhver form for egopsykologi er et tilbageskridt. Althussers ideologiteori er et forsøg på at etablere en argumentationsflade for et møde.

[17] Nu har Althusser skrevet »Freud og Lacan« (genoptrykt i ‘Position’ op. cit.) men her fremtræder Lacans projekt blot som en parallelansats til Althussers reformulering af den marxske teori, som en reformulering af den ortodokse freudianisme. Den egentlige gæld må læses frem. Selve den teatermetaforik som Althusser skrifter er så rig på, er det mest rene udtryk for psykoanalysens afgørende betydning.