Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

1. OM GENFREMSTILLINGEN AF DEN MARXSKE TEORI

Såvel kapitallogikken som dén del af Epistemologien, vi nu beskæftiger os med, er forsøg på en præcisering af den marxske teori, og er dermed en kritik af den postmarxistiske tradition. Denne kritik er nødvendig fordi »den for den autentiske teori karakteristiske og specificerende videnskabelige kritikform er »gået tabt i den tradition, som skulle være en videreudvikling af den«.[1] Denne forfaldshistorie er naturligt forbundet med de socialistiske teoretikere, der så det som deres hovedopgave at popularisere den marxske værdi- og merværditeori,[2]men denne popularisering havde omkostninger i form af visse forfladigelser. Da de marxistiske teoretikere i II. internationales reformisme var orienteret mod den samtidige neokantianisme og positivisme fortrængtes den hegelske arv, og den dialektiske totalitetsbetragtning blev forladt til fordel for den nøgne empiri, – da blev det specifikke ved den marxske økonomikritik helt overset.[3]

Først en filosofikritisk læsning kan bryde gennem det dynd, der dækker for en aktuel frugtbar anvendelse af marxismens teorielementer. Først en læsning, som er forpligtet på den marxske diskurs specifikke videnskabsbegreb, formår at stille de aktuelle problemer anderledes. En sådan læsning må gå til kilden selv. Den marxske teori er blevet utvetydigt aktuel igen, fordi kapitalismen har gennemgået en rekonstruktion siden anden verdenskrig, og idag tilsyneladende kører krisefrit eller i det mindste uden kriser af et så alvorligt tilsnit, at de truer den herskende orden; og samtidigt er den herskende magt nu så veletableret i sine magt- og hegemoniapparater, at der er tale om en veritabel navnefortabelse.[4]

Nu må en hævdelse af en Marx-ortodoksi ikke forstås som en Marx-dogmatik,[5] men som en insisteren på, at fundamentet for den aktuelle frugtbargørelse af den marxske teori må hvile på de »autentiske« udsagn og intentioner. Først på dette grundlag kan det lykkes at undgå postmarxismens afsporinger, og genvinde dén analytiske potens, som den autentiske teori indeholder. På sin vis er et sådant præciseringsforsøg ikke enestående i postmarxismens historie. Man må faktisk betragte Engels ‘Alderdomsbreve’ og hans ‘Antidüring’ som udtryk for den samme intention, nemlig på en gang at være et præciseringsforsøg og et forsøg på at tilpasse teoriens udsigelsespotens til den aktuelle problematik; – for Engels var den aktuelle problematik Dührings relative succes og arbejderbevægelsens eller socialdemokratiets transformation til en massebevægelse.[6] Disse specifikke hændelser var bestemmende for Engels’ intervention, og hans præciseringsforsøg må ses i lyset af disse ikke-diskursive hændelser. Det samme gør sig gældende for venstremarxismens reformuleringer i tyverne, som kan ses som en fortsættelse af Engels’ bestræbelser i retning af en kritik af de positivistiske tendenser i den socialistiske bevægelse. I tyverne er tabet af klassebevidsthed blot blevet et endnu mere presserende problem – et problem, som tilspidses med fascismens faktiske gennemslag, og som bliver bestemmende for frankfurterskolens intervention. Men nu er interventionen blot blevet en ren akademisk intervention, der har løsrevet sig fra arbejderbevægelsens fundament, og som ud over klasse- bevidsthedsproblemet tvinges til et focus på marxismens videnskabelige gehalt. Som akademisk intervention bliver positivisme-kritikken en kritik. som nok opretholder en kritik af de positivistiske tankeformer – bevidsthedsblokader -, men som i videste udstrækning centreres omkring positivismens videnskabelighedsneurose og videnskabsforståelse overhovedet.[7]

I det kapitallogiske præciseringsforsøg er videnskabsbegrebet son kernepunkt endnu niere udtalt end i den ‘kritiske teori’, og samtidigt e bevidsthedsproblemet på det nærmeste fortrængt. Denne fordeling af slører til fulde teoriens tiltagende akademisering,[8] og den dertil svarende tiltagende afstand til arbejderbevægelsen. Denne kløft er imidlertid ikke blot et udtryk for en teoricistisk tendens, men tillige en afspejling af en omrokering i den revolutionære teoris subjektive potentialer. Nu kunne der siges meget om fænomener som ‘borgerliggørelse af arbejderklassen’ og andre mere eller mindre ideologiske udtryk for en korrekt videnskabelig indsigt: indsigten i, at kapitalens eksploitationsgrundlag ikke kan reduceres til industriproletariatet. – Lad det stå ved konstateringen af. at den fornyede teoretisering ingenlunde er tilfældig, men afhængig af de problemer den ikke-diskursive praksis sætter for den diskursive praksis. Med andre ord er den teoretiske intervention bestemt af den konkrete konjunktur.

Når nu repressionen ikke kan reduceres til arbejdsprocessen i den kapitalistiske produktion (eksplorationen), da må teorien udvikles i en grad, som sætter den i stand til at reflektere de ændrede udbytningsforhold, hvorved den kan være vejleder for den strategi, som skal takle denne repression. Skal en sådan intention kunne indløses, må selve grundlaget restaureres; der er ingen vej uden om reformuleringen eller rekonstruktionen.

Kapitallogikken og »Epistemologien« er fælles om en genfremstilling, der har erkendt, at den eneste frugtbare indfaldsvinkel til genfremstillingsarbejdet går over en bestemmelse af ‘Kapitalens’ specifica i metodisk henseende, – d.v.s. med focus på ‘Kapitalen’ som et videnskabeligt værk. Kun hvis det er muligt at indfange ‘Kapitalens’ videnskabslogik, kan en videreudvikling af den autentiske teori blive andet end intention og program.

Man kan derfor konkludere, at Schanz har ret. når han som anført[9]tematiserer Althussers reformulering omkring dennes bestemmelse af videnskabslogikken – den marxske filosofi -. men videre, at Schanz foretager en symptomal fejlprioritering, når han i samme åndedrag hævder, at Althusser primært forstår denne filosofi (ikke som videreudviklingens fundament, men) som teorien for vidensproduktion.[10]Schanz kommer derved til at foretage en for tidlig distance til Althussers reformuleringsprojekt. Det er imidlertid hævet oven enhver tvivl, at denne distance på et tidspunkt må fremtræde, og den kan faktisk lokaliseres i selve genlæsningsprojektets omfang.

Althusser kan støtte sig til en anden rekonstruktion i sit arbejde, nemlig Jacques Lacans rekonstruktion af Freud.[11] idet Lacans projekt med hensyn til Freud er et analogt projekt til Althussers eget projekt med hensyn til Marx. Men det er ikke denne analogik, som muliggør en dialog med Lacan; men selve den reformulering af den marxske teori, som Althusser foretager.

I den konkrete konjunktur er det for Althusser uomgængeligt, at psykoanalytiske refleksioner må tages i betragtning, når eksplorationens gennemslag (i repressionsformer) skal kortlægges, og revoltens mulighedsbetingelser skal bestemmes. Hos Althusser sker dette hensyn til psykoanalysen ikke via en egentlig inkorporation, men ved at udnytte psykoanalytiske kategorier i oparbejdelsen af en egentlig ideologi-teori. Althusser vil ikke tale om kapitalismens nedslag i det psykiske apparat, men reflekterer hvorledes det psykiske apparat interfererer med kapitalens magtapparater i de ideologiske magtapparater. De ideologiske magtapparater — som er et andet navn for Gramscis hegemoniapparater – bliver det sted, hvor althusserianismen ser de herskende magtforhold cementere sig, og derfor står kampen i denne region uhyre centralt for den socialistiske strategi. Disse ansatser bliver da også en direkte henvisning til de intellektuelle om de kamppladser, hvor de kan gribe praktisk ind. Hele formidlingen af den borgerlige kultur foregår via disse apparater, og de intellektuelle – kulturformidlerne – er ‘cementet’ eller ‘kittet’,[12] som sørger for, at relationerne hænger sammen. De ideologiske magtapparater indtager en meget vigtig position i den althusserske teoridannelse, fordi de knyttes sammen med reproduktionen, og dermed bliver det sted, hvor begrebet om ‘relativ autonomi’ og ‘det økonomiske nivos determination i sidste instans’ fremtræder som andet end forsikringer; Althusser er her på sporet af det videnskabelige begreb for instansernes ‘virkningsindeks’ på helheden. Det sker i kraft af reproduktionsbegrebet, som bevirker, at ideologiteorien forpligtes økonomikritisk.

Kapitallogikken står overfor de samme problemer: de intellektuelles position, den subjektive faktor, økonomiens gennemslag, – men er i første omgang i sin problemløsning gået over uddannelsesøkonomien.[13]Denne vej er ingenlunde kun udtryk for en universitetsnarcissisme, men er sagligt begrundet i rekonstruktionens focus på det videnskabelige arbejde og kvalifikation af arbejdskraft overhovedet. Socialisation som uddannelse er i klar forlængelse af Marx’ udtalelser om, at det er en »sund og berettiget tendens«, at inddrage »børn og unge af begge køn« i den samfundsmæssige produktion;[14] blot er de materielle betingelser andre idag og mindre gennemskuelige. Der er sikkert få forældre der erkender, at deres børns skolegang er porten til en deltagelse i den samfundsmæssige produktion og eksploitation. De betragter skolen som et privilegium, ikke som nødvendig tvang. I dag er skole og produktion adskilte, og det var de ikke på Marxs tid.[15] Den uddannelsesøkonomiske focus kan ses som en klar tendens mod at reducere den subjektive faktor til dens bestemmelse som arbejdskraft, som det kommer til udtryk i forskellige overpotenseringer af det marxske karaktermaskebegreb. Karaktermasken er det marxske begreb om individet, som er degraderet til at være en funktion af sin produktive ejendom, og det e rettet mod den ideologiske illusion om individets autonomi; men karaktermaskebegrebet må ikke medføre, at der ikke længere gemmer sig ansigter bag maskerne: der kan ikke være tale om en total tilpasning, mimesis – thi da bliver emancipationen utænkelig i dette ords dobbelte konnotation – dels er det umuligt at tænke den, transcendere masken – dels ville forestillingen af samme grund være umulig.[16] Dekonstruktionen af individet til en ren mimesis er teoretisk selv-mord. Hvis ikke denne Thanatos kontrolleres, står vi med en reduktionistisk teori, som ikke kan være egentlig vejledende for den socialistiske teori, og som ikke kan være egentlig vejledende for den socialistiske strategi. Det er imidlertid igen et udtryk for, at balancen i parret bevidsthed-videnskabelighed falder ud til fordel for en bestemmelse af det videnskabelige arbejdes indpas i den reproduktive totalitet.[17]

Vi kan altså ikke lokalisere en egentlig rekonstruktion af Freud i den kapitallogiske diskursformation, men man er enige om at undgå freudo-marxismens faldgruber,[18] når den subjektive faktor er på tale. Alfred Lorenzer – som dog ikke er kapitallogiker – er sig denne fare bevidst på sin måde, men Lorenzer er dog ikke en egentlig genlæser, og han er blevet grundigt kritiseret for en for lemfældig omgang med de freudske kategorier. Socialisationsteorien kommer da til at hvile på et usikkert grundlag, som er den tyske hermeneutiske freudinterpretation, og kan da vanskeligt indgå i et frugtbart felt med en marxistisk subjekt refleksion.

Denne relation oprettes da i en egentlig kapitallogisk socialisationsstrategi,[19] der tager højde for de nedslag, som den kapitalistiske produktionsproces har haft også så dybt som i de psykiske strukturer. Et af de vigtigste elementer er Krahls påpegning af den abstrakte tidsnorms store betydning for spørgsmålet om, hvorfor lønarbejderne ikke protesterer mod kapitalforholdet, for kapitalens reproduktion beror på den kendsgerning, at de lader sig udbytte. »Det vil sige: en afgørende ‘subjektiv faktor’ er bærer af den kapitalistiske reproduktionsproces eller tenderer så vidt det er muligt mod en destruktion af denne i proletariatets ånd: proletariatets bevidsthed. Den fremstår »… i mere snæver forstand som en tidsbevidsthed … «[20] Igennem kapitalismens etableringsfase inderliggøres den økonomiske magt hos arbejderne, og »inderliggørelse af økonomisk magt betyder først og fremmest: arbejdsnormernes internalisering i tidsbevidstheden«.[21] Denne inderliggørelse af den abstrakte tidsnorm er et nødvendigt meta-økonomisk træk, som allerførst sikrer udbytningen, og samtidig er denne inderliggørelse et historisk træk: I etableringsfasen var det ikke unormalt, at arbejderne standsede arbejdet, når de havde tjent tilstrækkeligt på samme måde, som vi er vidne til det når gamle produktionsformer og nye områder indfanges, subsumeres under, værdiloven. Den subjektive faktor er således også for en ædruelig kapitallogik[22] et vigtigt moment i forståelsen af det borgerlige samfund som reproduktiv totalitet. Selvom kapitallogikken ikke på samme måde som Epistemologien, kan henholde sig til en rekonstrueret freudianisme, erkender man det væsentlige i en analyse af socialisationen.

Ekskurs om socialisationsteori som program.

Epistemologien og kapitallogikken er fælles om en fundamental kritik af den antropologiske subjekt-objektlogik samt en pointering af teoriinventarets historiske binding. I det øjeblik antropologikken er overskredet stiller problemet angående ‘subjektet’ – den subjektive faktor – sig anderledes, og der skulle være åbnet for en teoretisk bestemmelse af subjektets position. Først da kan socialisationsteorien skitseres som projekt.

At ‘Kritikken af den politiske økonomi’ ikke umiddelbart er en socialisationsteori er velkendt, men at det tillige er nødvendigt at oparbejde en sådan er mindre velkendt. Den fremskredne kapitalisme bestemmer subjektivfaktoren anderledes end den liberale kapitalisme, og de få formuleringer Marx har angående socialisationsfænomener er ikke tilstrækkelige længere.[23] Subjektivfaktoren er ikke længere reducerbar til »de tomme mavers princip« andet end i ekstreme subgrupper, som ikke kan udgøre noget subversionspotentiale. Her står man altså på næsten bar bund, men det må ikke medføre, at man springer over hvor gærdet er lavest og blot genopliver freudomarxismens spøgelse! At det er nødvendigt at reflektere en ‘anden natur’ er korrekt, men denne nye natur er ikke den ‘indre natur’, og socialisationsteorien må ikke blive blot og bar en ny legitimationsbase for psykoanalysen (selvom socialisationsteori er utænkelig uden psykoanalytiske spekulationer).

I de forskellige ansatser, som indtil videre har fået prædikatet socialisationsteori, er det stort set psykoanalytiske kategorier, der har monopol på en teoretisk bestemmelse af socialisationsfænomenerne. Denne tendens kan imidlertid ikke opretholdes, idet socialisation – forstået som subjektets dannelse – er en proces, der ikke er reducerbar med den første ‘lidelseshistorie’ som kaldes primær socialisering.[24] Subjektkonstitutionen er ikke en én gang for alle afsluttet indstiftelse, men er en til stadighed foregående proces – en historisk proces.

Det er en del af vor tese, at analysen af subjektet må reflektere det altid-allerede konstituerede forhold mellem subjekt og ikke-subjekt. Man må pege på denne relation samt forsøge at karakterisere denne betingelse. Konstitutionsforholdet er imidlertid altid et historisk særegent forhold, og en socialisationsteori må derfor i sidste ende hvile på en historieteori (usamtidighedsnettet).

Som et af de vigtigste begreber til opstillingen af en kritisk socialisa- tionsteori hører ‘reproduktionen’[25] og mere specielt reproduktionen af arbejdskraften. Som reproduktionsfaktor finder vi, at ideologien er et vigtigt element, ikke mindst fordi ideologiformidlingen via kulturapparaterne (Kirken, familien, skolen, retsvæsenet, de politiske partier etc.) er med til at sikre arbejdskraftens accept af den herskende ideologi, og dermed bliver et vigtigt led i dén opdragelse og tilpasning af arbejdskraften. som er nødvendig med henblik på »opretholdelsen« af den kapitalistiske produktionsmåde.

Den abstrakte bestemmelse af ideologi som subjektkonstitutionsfaktor, bør derfor suppleres af mere konkrete behandlinger af de magtapparater og institutioner, som »sikrer« repressionen, d.v.s. repræsenterer den umiddelbare magt over for individet og iværksætter samfundets forskellige normaliseringsforanstaltninger. Dersom man betragter normaliteten som eksponent for en »heldig« socialisering, kan denne på sin side kun begrebsliggøres i tilknytning til anormaliteten. Dette forhold er ikke historisk indifferent og peger endnu en gang på nødvend igheden af historieteoretiske overvejelser i forbindelse med oparbejdelsen af en socialisationsteori. I denne forbindelse bliver Canguilhem og Foucaults patologihistoriske[26] analyser relevante, bl.a. fordi patologien indtager en fremtrædende position i bevidsthedssfæren.

Man kan foreslå, at der i første omgang focuseres på tre ideologiske magtapparater, nemlig: skolen, familien og de politiske partier. Magtbalancen imellem disse tre apparater afslører udviklingen af produktionsprocessen og den bevidsthedsdannende effekt. Hvor kirken tidligere var den vigtigste tilpasningsinstans, er det idag skolen, der indtager den afgørende position og dette hænger sammen med de forskellige kvalifikationskrav[27] til den arbejdskraft, som skal indgå i den kapitalistiske produktionsproces.[28]

Den traditionelle families rolle som socialisationsinstans er i aftagende i og med at opretholdelsen og underholdet af familien idag overvejende foretages af to arbejdskræfter mod tidligere én. Hermed relativeres den traditionelle familie som socialisationsinstans, og en vigtig del af socialisationen overlades til forskellige institutioner: vuggestuer, børnehaver m.v.

Tidligere kunne de politiske partier identificeres med forskellige produktions(befolknings)grupper, men de teknologiske fremskridt har været medvirkende til. at den politiske meningsdannelse ikke længere i så vid udstrækning kanaliseres via de politiske partier, men i stadig højere grad formidles gennem massemedier – som mere eller mindre udtrykker statsmagten. I denne forbindelse er ændringerne i pressestrukturen oplysende. Tidligere havde partierne monopol på nyhedsformidlingen, via partipressen som stod i tæt samarbejde med partiledelsen, medens den nu er løsrevet fra partitilhørsforhold. Det er først omkring 1960, at man kan tale om en egentlig vælgerbevægelighed – og klassepartiernes grundlag smuldrer. Denne tendentielle opløsning af solidaritetsforholdet mellem produktionsgrupper og de i traditionel forstand dertil svarende politiske partier er et vigtigt element i forståelsen af de populistiske bevægelsers aktuelle gennemslagskraft. Hvilket er problemet om klassebevidstheden og problemet angående den tabte myndighed.

Det må derfor undersøges, hvorvidt det er tilstrækkeligt for en teori om subjektet og dets dannelse at operere med driftsstrukturelle og økonomiske bestemmelser. Er det nok udelukkende at hente begrebsmateriale i den freudianske og/eller i den marxske diskurs – eller må disse nøgleteorier suppleres med en teori, som – alt imens den undgår den rene samtænken – formår at reflektere det vi med Foucault kunne kalde magten. – Jævnfør magtapparater og statsmagten. – Det gælder simpelthen om at bestemme, hvad magten er for noget.[29] Man må analysere forholdet mellem begreberne eksploitation, repression og magt.

I første omgang anvendtes et langsigtet samfundssubversivt perspektiv som indfaldsvinkel til argumentation for det relevante i en socialisationsteori, men vi vil tillige henlede opmærksomheden på mere dagsaktuelle socialisationsopgaver. Ud over psykoanalytiske refleksioner over primærsocialisationen, – magt- eller repressionsrefleksioner om sekundær-socialisationen, – står vi idag med problemet om resocialisation, og denne kan kun begribes ud fra en teoretisk bestemmelse af socialisationen. Hvorledes renormaliseres de anormale – eller (og det er ikke kun et retorisk spørgsmål) intenderer man overhovedet en renormalisering? At dette kan problematiseres, viser forskellige analyser af asylets og fængslets oprindelse. Svaret afhænger af kravet til arbejdskraften! Det ville være forkert at antage at den arbejdskraft, som i den nuværende konjunktur ikke kan sælges, glat væk fungerer som en reservearmé.

Langvarig arbejdsløshed virker nedbrydende. Man kan i denne forbindelse bruge ghettoernes befolkninger som eksempel. Her eksisterer der godt nok en menneskereserve, men de udgør ikke en reservearmé, fordi de simpelthen ikke er anvendelige i en arbejdsproces p.g.a. deres specifikke eliminering af arbejdsnormen. Et andet eksempel er de minoriteter som underlægges en kapitalistisk produktionsnorm (eskimoer, indianere o.s.v.) som heller ikke umiddelbart kan tilpasse sig en kapitalistisk produktionsnorm.[30] Disse grovkornede eksempler skal blot illustrere, at der i det borgerlige samfund findes erhvervstræning og erhvervstræningskoler for mennesker, som ikke glat væk affirmerer med normen, kravet. Vi anser derfor erhvervstræninger som et privilegeret sted for en analyse af samfundets socialisationsmekanismer.


[1] Schanz, op. cit. p. 7.

[2] Dette arbejde må ikke udelukkende anskues negativt; det er bl.a. disse populariseringsforsøg, der har medført, at masser af marxister har kunnet forstå ‘Kapitalens’ første bind. Vi tænker specielt på Kautskys ‘K. Marx’ ökonomische Lehren’. Man må medtænke den socialistiske bevægelses specielle karakter af bevægelse med en stadig bredere basis. Også Engels ‘Antidüring’ har karakter af, at der i arbejderbevægelsens historie er tale om en massebevægelse, som ikke fandtes, da Marx var teoretisk produktiv.

[3] Den modtagelse, som andet Kapitalbind fik, er ganske symptomal for den teoretiske konjunktur. Det forblev så godt som ukommenteret. Da man senere genopdager bindets centrale betydning for teorien om kriser og sammenbrudstendenser, forveksler man som tidligere omtalt de abstrakte reproduktionsskemaer med den konkrete kapitalistiske virkelighed.

[4] Jævnfør Roland Barthes op. cit.

[5] Lukács skelner med rette mellem dogmatik og ortodoxi. Hvor dogmatikken er erkendelsesdestruktiv i sin fastholdelse af filosofiske læresætninger, dér reproducerer ortodoxien teoriens interesse i at begribe realiteten.

[6] Vi tager Engels’ intervention lidt mere udførligt op senere.

[7] Denne skelnen mellem klassebevidsthedsproblemet og videnskabelighedsemfasen er en anelse kunstig, men tjener dog til at illustrere en tendens, som bliver endnu mere udtalt i den senere udvikling af den kritiske teori.

[8] Vi har allerede nævnt teoriudviklingens binding til en anden bevægelse: studenterbevægelsen – og Krahl som en position, der ikke glemmer det praktiske perspektiv. Hans position er igen væsentlig, fordi ingen stærkere end han har pointeret det vigtige i klassebevidsthedsproblematikken; han kan derfor ikke beskyldes for at bortreducere dette aspekt; – han er nemlig i stand til at tematisere de to aspekter – klassebevidstheden og videnskabeligheden – som to sider af samme sag. Sagen er en fortsat udvikling af den revolutionære teori.

[9] »Til rekonstruktionen«, p. 84.

[10] Jævnfør tillige »Til rekonstruktionen«, p. 191.

[11] Se hertil Althussers artikel »Freud et Lacan« i ‘Positions’.

[12] Dette er Gramscis betegnelser. Althusser bygger som sagt sin idcologiteori op på Gramscis grundlag. På samme måde som Marx skal overskrides på det politiske niveau ved hjælp af Lenin, så foregår denne overskridelse på det ideologiske niveau ved hjælp af Gramsci. Jævnfør Gramsci op. cit. p. 3-44.

[13] Nu er uddannelsesøkonomi ikke en ren marxistisk disciplin; faktisk må man sige, at den starter hos Adam Smith’s »Wealth of Nations« (se Book V, Article II »of the Expense af Institutions for Education of Youth«, p. 245-270 i bind II, Everyman’s Library, London 1971 (10)). I 50-erne har den borgerlige uddannelsesøkonomi et opsving, og er nu genstand for en vægtig marxistisk kritik, hvis hovednavne er Masuch, Huisken og andre.

[14] Se MEW 16-193.

[15] Det må således ikke overses, at børnene faktisk fik en undervisning, selvom der kan fortælles uhyrlige historier om dens kvalitet. Kvalifikationsprocessen kan ikke totalt identificeres med denne undervisning. Desuden medregner Marx et andet og vigtigere perspektiv, nemlig en udveksling mellem håndens og åndens arbejde. Børnene skal lære at arbejde, for at kunne spise, og at arbejde ikke bare med hjernen – men også med hænderne. MEW 16-193.

[16] Vi kan finde et næsten absurd udtryk for denne illustration hos Reichelt, når han på det nærmeste hævder, at enhver strukturering forsvinder med kapitalforholdet. Se op. cit. p. 40, se også p. 60.

[17] Denne prioritering har et andet udtryk i forholdet mellem intern fagkritik og extern fagkritik.

[18] Den freudomarxistiske illusion repræsenteres af Fromm og Marcuse i sammentænkningen mellem Freuds historie (kultur)teori og den historiske materialisme – en strategi, som ikke byder hverken Freud eller Marx retfærdighed. Det er ikke Freuds kulturfilosofi, der skal stå i centrum for en diskussion.

[19] Vi tænker her på en ansats af Alfred Krovoza: »Die Verinnerlichung der Normen abstrakter Arbeit und das Schicksal der Sinnlichkeit« in ‘Das Unvermögen der Realität”, op. cit. Manglen ved ansatserne om tidsnormen er imidlertid, at de ikke har sat det i relation til et begreb om psykisk tid: et psykoanalytisk »historiebegreb«. Krovozas artikel er tillige grundpillen i hans dissertation: ‘Produktion und Sozialisation’, Frankfurt 1976.

[20] Krahl op. cit. p. 76, 99 f. Hele det lille afsnit med titlen »Transzendentalität und Kapital« (p. 74-81, 97-107) er relevant i socialisationsteoretisk perspektiv, men har samme mangel som Krovoza, som forøvrigt har hentet alle sine pointer hos Krahl og Lefebvre.

[21] Krahl, p. 77.

[22] Schanzs pointering af ikke-identiteten åbner for en forståelse af det vigtige i oparbejdelsen af en socialisationsteori. Modsat f.eks. Reichelt.

[23] For Marx er socialisationen umiddelbart identisk med arbejdskraftens opdragelse til arbejdskraft: kvalifikationen. Dette er med til at sikre fornuften i uddannelsesøkonomiske refleksioner, når talen er på socialisationsteori men eksistensen kan ikke reduceres til en eksistens som arbejdskraft.

[24] Nu er det ingenlunde indlysende, at det er teoretisk potent at operere i en traditionel skelnen mellem primær og sekundær socialisering. Socialisationsteori er ikke forpligtet på denne skelnen.

[25] Reproduktionen er på sin vis både et stærkt og et svagt begreb. Når vi bruger det her, henfører det til Althussers forsøg på at opklare de forskellige instansers virkningsindex dvs. forsøget på at binde ideologiteorien økonomikritisk.

[26] Se specielt Georges Canguilhem: »Le normal et le pathologique«, PUF 1972 (66) og Michel Foucault: »Folie et déraison. Histoirc de la folie a l’age classique.«Plon 1961 (10-18 udgave).

[27] På dette plan ophæves den umiddelbare modsætning mellem den ideologifocuserende analyse og den uddannelsesøkonomiske konceptualisering, og bliver nødvendige delelementer i cn samlet strategi.

[28] Dette problem – på samme måde som tidligere videnskabshistorien – annoncerer igen behovet for en teknologihistorie, som reflekterer arbejdsprocessens subsumtion under kapitalen.

[29] Foucault formulerer det således: »Cette difficulté, notre embarras a trouver les formes de lutte adéquatcs, ne vientelle pas de ce que nous ignorons ce que c’est que le pouvoir?« i »Les intellectuels et le pouvoir«, L’Arc 49. 1972, p. 7. Først når magten er placeret ved man hvor kampen skal sættes ind.

[30] Dette er tillige paradigme på de etnografiske problemstillinger, som opstår i kraft af værdilovens gennemslag dvs. den kapitalistiske produktionsmådes dominans over rudimentære produktionsformer. Problemet er ikke kun centreret ved de ydre grænser, men i samme grad ved de ‘indre grænser’ f.eks. ghettoerne i USA. – Det drejer sig om en reinternalisering af den abstrakte tidsnorm, thi først den sikrer en udbytningsaccept.