Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

1. TO KOMMENTARER

Som indfaldsvinkel til en evaluering af en sådan strategi og dens potenser vil analysen relatere sig til to formulerede kritikker af dialogen.

a

Alfred Schmidts skrift, rettet mod Althusser,[1] har været en af de ankerpæle, som definerede ståstedet for en kapitallogisk kritik af Althusser. Men hvordan forholder det sig egentlig med denne kritiks ædruelighed? Os bekendt er der ikke taget til genmæle mod Schmidt, og det til trods for. at han tager fejl på afgørende punkter.

Det er evident, at Schmidt må gå ind i en heftig debat med »strukturalisterne«, thi deres position er præcis en kritik af Schmidts antropocentrisme. I det ‘subjekt’ hos Schmidt er antropos, må han blive fornærmet over den påviselige solidaritet mellem subjekt-historicisme of empiristisk erkendelseskonception.

Schmidts oprindelige fejl[2] bestod i. at han identificerede Althusser med Lévi-Strauss, og det er en ganske uholdbar indfaldsvinkel. Schmidt måtte da blive fikseret i Althussers ideologibegreb, fordi det var det eneste sted, hvor Althusser sagde noget i retning af »ubevidste strukturer«. Nu er Schmidts Lévi-Strauss forståelse temmelig pauver, men når denne forståelse ydermere skal kanaliseres i retning af en Althusserkritik, ja da får den et næsten komisk skær. Hvis artiklen havde været Schmidts eneste bidrag til diskussionen, måtte hans position forbigås i tavshed, men Schmidt har faktisk leveret et anderledes gennemtænkt bidrag til en kontrovers – nemlig i omtalte ‘Historie og Struktur’.

Vi omtalte tidligere forskellen mellem de to skrifter, som et epistemologisk brud, – det var en polemisk spidsfindighed, men det illustrerer ganske godt forskellen i de to ansatsers teoretiske nivo. I ‘Historie og struktur’ har Schmidt forstået en vigtig ting til forskel fra ‘Det strukturalistiske angreb på historien’. Den vigtige erkendelse udmøntes i, at en Althusser forståelse må gå via den italienske marxisme og den nye videnskabelige ånd – d.v.s. epistemologietraditionen. Der kan da ikke herske tvivl om, at Schmidt hermed faktisk er nået til en rimelig forståelse af Althussers positioner. Imidlertid går Schmidt galt i byen i sin kritik.

Hans kritik kan kondenceres ned til fire punkter, som imidlertid er solidariske. Schmidt kritiserer Althusser for dennes i) anti-historicisme – ii) historiefortrængning – iii) for hans erstatning af totaliteten med indholdsløs totalisme – samt endelig for hans iiii) anti-humanisme. Som man vil se, er denne kritik rettet mod centrale punkter i den althusserske reformulering.

Følgende to tekststeder kan illustrere Schmidts position:

»Historisk kontinuitet og ubeskadiget – refleksionsdygtig – subjektivitet hører sammen. Det er derfor en rigtig følgeslutning, når toneangivende strukturalister forbinder kritikken af den traditionelle, kronologiske historietænkning med en ikke mindre skarp kritik af begrebet om enhed og Jeg-ets indre historicitet, og derved ophæver den erkendelsesteoretiske subjekt-objektproblematik.«[3]

Man vil i sammenhængen kunne se, hvorledes Schmidt ikke kan adskille de to logikformer (dels antropologik – dels strukturlogikken), men alligevel er hans pointe korrekt. Hans egentlige fejltagelse ligger dog i forlængelse af den manglende distingveren:

»Marx forfægter i KAPITALEN – det har vi vist her – alt andet end en ureflekteret historisme, som umiddelbart paralleliserer erkendelsen med hændelsernes kronologiske rækkefølge. Så vidt kan man tilslutte sig de strukturalistiske fortolkere som Althusser og Poulantzas. Men ikke, når de bestrider den Hegelske LOGIKs konstitutive rolle for Marxs økonomiske værk og forkynder en ‘teoretisk anti-humanisme’ og ‘anti-historicisme’. Hertil byder teksterne ingenlunde en sådan fortolkning støtte. Hverken temaet om historie eller om den menneskelige natur bliver i KAPITALEN per se forkastet som ‘ideologisk’, sådan som de parisiske forfattere hævder.«[4]

Dette er Schmidts afsløring af sit ærinde og sine fejlinterpretationer. Det er hans sammenblanding af logikformerne, som medfører, at han ikke kan forstå forskellen mellem historisme og historicisme. Historicismen kræver netop en ekspressiv totalitet (et totaliserende subjekt), og det er dermed noget ganske andet end historisme.[5] Dette er vigtigt, thi det bærer samtlige Schmidts kritikpunkter.

Med denne erkendelse som udgangspunkt vil vi kort kommentere Schmidts kritik.

Schmidt har ganske rigtigt påvist, at ‘Kapitalen’ ikke er ureflekteret historisme, men en sådan erkendelse skulle ikke berettige Althusser til at tale om anti-historicisme. Man må her kort og godt konstatere, at Schmidt misforstår forholdet mellem de to historiekoncepter; Schmidt kommer derfor til at hævde, at Althusser er historiefortrængende, men det er en klar fejlforståelse, som dog helt er afhængig af den første misforståelse: Anti-historicisme og historiefortrængning er ingenlunde det samme. Nærværende fremstilling skulle gerne have demonstreret, at der i høj grad findes historietænkning hos Althusser; men Schmidt forveksler historien og historiens teoretiske objekt, og der fører over i det tredie kritikpunkt. Schmidt mener nemlig .at Althusser erstatter totaliteten med indholdsløs totalisme, og denne kritik er en naturlig følge raf det første punkt, da der jo er solidaritet mellem historicisme og totalitet – det forstår Schmidt imidlertid ikke.

Selvom man påpeger misforståelser med hensyn til såvel historicisme som teoretisk objekt, så rummer totalismekritikken en fornuft. Bliver Althussers helhed en indholdsløs totalisme? Ja, den er indholdsløs – men sikkert ikke i den facon, som det foresvæver Schmidt. Helheden (som begreb) har ikke noget indhold – den er en ren formrelation.[6] Når man understreger denne relation, så er totalisme ikke længere et kritikpunkt, og man har ganske misforstået det althusserske historiebegreb, hvis man opfatter helheden som en samling af instanser i en dårlig uendelighed.

Schmidt foler sig ramt i hjertet af Althussers anti-humanisme, men det har han egentlig ikke nogen særlig grund til. Der er tale om en teoretisk anti-humanisme. og det, der står i centrum, er ikke opgøret med det humanistiske »Menschenbild«; kernen er derimod en kritik af antropocentrismen, som et aspekt af historicismen. Man kan derfor sige, at Schmidt renoncerer på sin oprindelige indsigt (se første citat) i forholdet mellem subjektivitet og kontinuitet, idet han ikke formår at overføre del til antropocentrisme og historicisme.

Selvom der naturligvis må en mere udførlig argumentation til. for at dokumentere disse hastige bemærkninger, så står det klart: Schmidt vil stadigvæk i ‘Historie og Struktur’ forstå Althusser i strukturalistisk regi – dvs. forstå Althussers ansatser som anti-historie.[7]

b

Hans-Jørgen Schanz har ligeledes formuleret en eksplicit Althusser- kritik, og denne kritik står centralt i Schanzs rekonstruktion. Vi vil hævde, at Althusser er lige så vigtig for Schanzs rekonstruktion som Krahl og Reichelt. Schanz er i den grad afhængig af Althussers problemstillinger, at hans forsøg på at likvidere Althusser tager sig ud som et fadermord.[8] Schanz argumenterer for sit opgør ved at henvise til Althussers udbredelse i Skandinavien, og derfor skulle opgøret være et vigtigt politisk element. Vi finder dette argument legitimatorisk, og specielt det »politiske argument« er misvisende. (Vi finder egentlig, at Schanz’ Althusserkritik er det teoretisk mindst stringente, man har set fra Schanz’ hånd, idet hans projekt som helhed ellers er præget af en uhørt stringens og hæderlighed).

Schanz har mere end et dusin anklagepunkter mod Althusser, men de forskellige punkter er ikke egentlig udfoldede kritikansatser. Vi mener, at kritikken kan kondenceres til seks vigtige ansatser.

Kritikken består da af følgende elementer: 1) Kritik af Althussers Hegel-tilknytning. 2) Kritik af reformuleringen af logikformen hos Marx. 3) Kritik af Althussers læsning af ‘Kapitalen’ som en vidensproduktion. 4) Kritik af det formaliserede produktionsbegreb. 5) Kritik af Althussers manglende receptionshistoriske selvrefleksion. 6) Kritik af det umarxistiske ideologibegreb. Af disse punkter er nogle selvfølgelig vigtigere end andre, og tolv af indvendingerne retter sig mod de to første punkter.

Schanz kalder Althussers Hegel-kritik for en skyggeboksning, og her har han ubetinget ret; men pointen må blot være, at Althusser i sidste instans har ret, når han påpeger, at Hegel (i Althussers regi: Historiefilosofiens Hegel) ikke er tilstede i Marxs diskurs; — der er med andre ord en anden Hegel (nemlig Logikkens Hegel), som er operationel hos Marx. Althusser ville naturligvis ikke anerkende dette sidste perspektiv, men ikke des mindre er hans første anvisning – skyggeboksning – men alligevel korrekt. Dette er ikke polemisk Althusser-apologi, men blot et forsøg på at nivellere det tilsyneladende så vigtige kritikpunkt, thi det fører direkte over i det næste, som er kritikken af logikformen.

Her mener vi, at Schanz ikke er nået til en tilstrækkelig forståelse af logicitet hos Althusser. Schanz stiller efter vor opfattelse problemer forkert. Vi har allerede tidligere nævnt, at en sammenligning mellem kapitallogikkens logicitetskonception og Althussers samme ikke skal foretages mellem det almene kapitalbegreb og den sociale formation. – det er faktisk det Schanz gør.[9] Vi har plæderet for. at konfrontationen må foregå på planet for produktionsmådens struktur(logik) og kapitalens almene begreb(slogik); og vi vil med andre ord hævde, at Schanzs væsenslogiske focus blokerer for en eventuel forståelse af strukturlogikken hos Althusser.

Det er Schanzs konstitutionsfocus, som får ham til at afsværge Althusser, og der har sin rimelighed, idet kritikken blandt andet retter sig mod den manglende formidling mellem realobjekt og tankeobjekt hos Althusser. Det er helt evident, at Althusser må afskrive denne formidling, når han nægter den konstitution (og dermed formidlingen) som Schanz forlanger. Schanzs konklusion er korrekt ud fra hans præmisser, men vi har tidligere[10] gjort opmærksom på, at vi ikke i denne forbindelse finder Schanz’ problematik bæredygtig. Vi mener som sagt ikke, at kapitallogikken er afhængig af en oprindelig identitet mellem realabstraktion og tankeabstraktion; vi har påvist, at det var konstitutionen af en emanatistisk logik som sådan, der må udgøre argumentet; – det var netop derfor vi satte fordrejning og fordobling i centrum for vores fremstilling. Det er selve skiftet i ontologisk prioritering, der er vigtig.

Man må sammenligne kapitallogikken med metonymisk kausalitet og ikke med den generelle strukturelle logik, som det er tilfældet hos Schanz.[11] Schanz focuserer for meget på ‘Pour Marx’ i sin kritik, og det er en forkert indfaldsvinkel, fordi Althusser her taler om en historisk materialisme og ikke om økonomikritik i samme omfang, som vi finder det i ‘Lire le Capital’. Schanz sammenligner med andre ord ikke sin egen økonomikritik med Althussers økonomikritik. Dersom Schanz havde taget Althussers henvisning til ‘Darstellung’ alvorligt.[12]da kunne denne fejlvurdering være undgået. I det øjeblik hvor man vil vurdere Althussers ansats til en historisk materialisme, må det naturligvis være den sociale formation, som står i centrum, men økonomikritisk er det produktionsmåden og dens struktur, der bliver relevant. Man kan faktisk undvære Althussers fremstilling i ‘Pour Marx’, fordi ‘Lire le Capital’ reflekterer såvel økonomikritisk som historisk materialistisk. Althusser er derfor vigtig, når man skal diskutere økonomikritik over for historisk materialisme, men for at kunne udnytte de eventuelle potenser er det helt nødvendigt at stille problemet korrekt. Det er det vi har forsøgt via distinktionen mellem metonymisk og strukturel kausalitet. Man kunne endda tilføje, at denne distinktion blev foretaget netop med dette problem for øje.

Schanz er endvidere af den opfattelse, at generaliteterne hos Althusser »netop ikke tager højde for den højt besungne specificitet i realobjekterne«.[13] Dette havde været en korrekt indvending, hvis generaliteterne gav udtryk for en erkendelseseffekt i almenhed, men pointen var netop, at de tilhørte filosofiens »nivo« og pegede bort mod videnskaberne, hvor den egentlige specificitet hører hjemme. Derfor er ‘Kapitalen’ heller ikke i Althussers øjne en »teori for vidensproduktion i almindelighed«[14] men en specifik vidensproduktion – dvs. en videnskabelig erkendelse, en erkendelseseffekt. Det er Althussers anvendelse af Marx som eksempel i forbindelse med den kognitive tilegnelse, der kan være skyld i de til tider misforståelige udtalelser i ‘Lire le Capital’ – mere præcist i forbindelse med begrebet ‘samfundseffekt’.[15] men sagen i denne forbindelse er imidlertid en anden. Det er ikke relationen mellem ‘samfund’ og ‘erkendelse’, der spilles på her. men på ‘effekt’; Althusser forsøger at illustrere, hvad effekt i erkendelseseffekten betyder i hans terminologi.

Med hensyn til Althussers formalisering af produktionsbegrebet, stiller sagen sig lidt anderledes. Her har Schanz formelt ret i sin kritik.[16]Det er naturligvis ikke Althussers intention at karakterisere den kapitalistiske produktion (som netop er en specifik produktion og enhed af arbejds- og værdiøgningsproces); det må nødvendigvis være det universalhistoriske (filosofiske) produktionsbegreb, som konciperes i Althussers formaliseringer i transformationsbegrebet.

Schanz påpeger, hvorledes produktion hos Marx altid ses i relation til naturen: »Al produktion er tilegnelse af naturen fra individets side inden for og formidlet af en bestemt samfundsform,«[17] hedder det hos Marx. Alligevel finder vi ikke, at denne indvending er vigtig (selvom en udvandelse af begreber altid er kedelig), thi begrebet kan udmærket forsvares; idet den teoretiske ‘tilegnelse’ stilles op over for den kunstneriske, den religiøse og den praktisk-åndelige tilegnelse af »verden«, og Marx kalder det tankekonkrete for »et produkt af tænkningen« eller »et produkt af det tænkende hoved«,[18] Marx taler tillige direkte om »kunstproduktion«,[19] og når et ‘epos’ er produceret, begynder stringensen at vakle. Vi mener kort sagt, at Marx i denne diskussion lægger mere vægt på ‘tilegnelsen end på ‘produktionen’. Det er derfor, at Schanz kun formelt har ret i sin kritik, idet vi ikke finder, at produktion er anvendt så stringent hos Marx, som Schanz giver udtryk for.

Hos Schanz er receptionshistorie et vigtigt element, og han forsøger åbenbart at eksportere denne refleksion til andre teoriansatser, thi han kritiserer Althusser for, at denne »ganske glemmer at tage stilling til de marxistiske teoretikere, som før ham har taget afstand fra hegel- marxismen«.[20] – Althusser burde have set, at hegelmarxisterne i revolutionær henseende er mindre kritisable, end de marxister som afsværgede Hegel (II internationales teoretikere). Hvor rigtig denne indsigt end er, så kan det naturligvis ikke være et egentlig kritikpunkt mod Althusser. Hvis man skulle forsøge at konkretisere denne kritik-ansats, så får den sin fornuft som en kritik af Althussers tendens til udelukkende at tænke i blokke og positioner, som vi f.eks. kender det fra empirismekritikken: Ved hjælp af empirismebegrebet kan Althusser sætte ind over for en lang filosofisk tradition, men en sådan subsumtion må nødvendigvis medføre forenklinger.

Schanz har ubetinget ret i sit udgangspunkt i kritikken af ideologibegrebet hos Althusser. Der kan ikke herske tvivl om, at Althussers ideologibegreb ikke ækvivalerer med Marxs anvendelse af dette begreb.[21] (Man kunne her fremføre en på det nærmeste komisk pointe, fordi: fetichismeteorien har altid forekommet mig ideologisk).«[22] Det er altså ingenlunde den traditionelle ideologiforståelse, som vi finder hos Althusser, og det giver han da heller ikke udtryk for. Dermed bliver det også vanskeligt at kritisere ham for at overse den traditionelle forståelse, når den netop forekommer ham »ideologisk«.

Althusser kommer derved til at overse ‘den fordrejede virkelighed’, men på den anden side er den traditionelle ideologiforståelse politisk-strategisk tandløs,[23] selvom den stringente marxske ideologibestemmelse må være det politøkonomisk afledede ideologibegreb, samt Marxs skelnen mellem naturgroethed (Naturwuchsigkeit) og ideologi. Over for Marxs historiske ideologibestemmelser står Althussers omnihistoriske ideologibegreb, og deres form synes ikke umiddelbart til at opspore.[24]

Som det vil være fremgået af nærværende arbejde, er ideologibegrebet hos Althusser uhyre nuanceret, og det kan ikke måles med traditionelle marxistiske alen; man kunne derfor sige, at det vigtigste, Schanz får sagt om det althusserske ideologibegreb, er indeholdt i følgende afsluttende fodnote: »Det har ikke været intentionen her (i Althusser-kritikken, L-H S) at give en systematisk fremstilling og kritik af Althussers ideologibegreb. Hensigten har udelukkende været at påpege på hvilken måde den manglende forståelse af kritikken af den politiske økonomi virker ind på ideologibegrebet.«[25] Schanz har nemlig ret i, at det er Althussers tilgangsvinkel (den vi har kaldt immanentisk), der eliminerer den transcentalistiske afledningsstrategi.


[1] ‘Geschichte und Struktur’, München 1971.

[2] Der strukturalistische Angriff auf die Geschichte in ‘Beiträge …. op .cit.

[3] ‘Geschichte und Struktur’, p. 11.

[4] ibid p. 76. Jævnfør forøvrigt diskussionen i ‘100 Jahre Kapital’ op. cit. p. 71 f. Vi understreger.

[5] Historismen er netop den posthegelske historietænkning i den tyske tradition dvs. Dilthey etc.

[6] En relation i den forstand, som Marx påpeger i følgende kritik: »Kapitalen bliver opfattet som ting – ikke som forhold.«

[7] Fremstillingen yder måske ikke Schmidt fuld retfærdighed, for alt i alt er vi af den opfattelse, at Schmidts diskurs er lærerig og stringent (hvis blot man fastholder hans fejltagelser med hensyn til logikformer, teoretisk objekt, og historicisme.

[8] Som et enkelt eksempel kunne man henvise til Schanzs behandling af Engels’ præciseringsforsøg over for den historiske materialisme (se ‘Til rekonstruktionen …’, p. 26 ff samt ‘Til det marxske historiebegreb’, p. 19 ff). Disse afsnit er ikke skrevet uden sideblik til Althussers forsøg på at præcisere Engels.

[9] Se ‘Til rekonstruktionen …’, p. 199 ff.

[10] Se afsnit II A.

[11] Schanz kalder konsekvent den strukturelle kausalitet for metonymisk kausalitet. Nu er det en distinktion, som vi har foreslået her, og ingen kan selvfølgelig være forpligtet på den, men det er den manglende distingveren. som medfører, at sammenligningen foretages det forkerte sted.

[12] Se ‘Lire le Capital’, p. 64.

[13] ’Til rekonstruktionen…, p. 201.

[14] ibid p. 191.

[15] Se hertil ‘Lire le Capital’ I, p. 80 ff.

[16] Se ‘Til rekonstruktionen …’, p. 192 (fodnoten).

[17] ‘Grundrisse’, p. 9.

[18] ibid p. 22.

[19] ibid p. 30.

[20] ‘Til rekonstruktionen …, p. 194.

[21] Marx har på sin vis ikke noget ideologibegreb, men nok nogle ideologibestemmelser – bestemmelser af ideologiformer.

[22] Althusser: “Elements d’autocritique’, p. 55. ‘Marxisme og klassekamp’, p. 111.

[23] Man kunne her henvise til Anders Lundkvist: ‘Kapitalens bevidsthedsformer’, GMT 1972.

[24] Når man opsporer den, viser det sig, at Marx bestemmelser underordnes Althussers begreb, da de er tilknyttet en historisk ideologi.

[25] ’Til rekonstruktionen…, p. 216.