Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

10. HISTORIENS TEORI

Vi har tidligere talt om epistemologie eller videnskabsteori hos Althusser, og den vigtigste pointe i denne forbindelse var. at en epistemologie var umulig, hvis den ikke hvilede på en historieteori; idet videnskabshistorien – som var den umiddelbare base for epistemologien – udgjorde en lille del af den historiske videnskabs kontinent. Vi må nu undersøge Althussers historieteori – hvordan konciperer Althusser en historisk materialisme?

Man kunne spørge, om en historieteori ikke blot er den videnskabsteori, som historikerne lægger for dagen i deres konkrete afhandlinger; – er historie ikke bare et forsøg på at gribe kronologien. – at registrere kendsgerningerne etc. Imod denne ideologiske opfattelse af historie har strukturalismen været en vigtig problematisering,[1] og Althusser fortsætter kritikken. Den historiske forskning afslører en fundamental ureflekterethed, hvad angår dens teori og dens objekt.

»For at sige tingene brutalt, så lever historien i den illusion, at den kan klare sig uden teori i strikt forstand, uden en teori om sit objekt, og således uden en definition af sit teoretiske objekt. Det som tjener historien som teori, – det som historikerne selv betragter som deres teori – er deres metodologi.«[2] Deres »teori« er da blot deres praksis, – de regler, som de udvælger deres kilder efter o.s.v. De har ikke noget teoretisk objekt, men opfatter det »konkrete« som deres objekt, og dermed ligger de under for selvklarhederne. De ligger under for den empiristiske konception, hvor det blot skulle dreje sig om at registrere det konkretes kronologi, dets tidsfølge. Uden et teoretisk objekt kan historien ikke være en videnskab, og det kan da heller ikke undre, at den indrangeres som den hermeneutiske videnskab par excellence, og betragtes mere som digt end som videnskab.

Nu står man imidlertid ikke tomhændet og forudsætningsløs, når man vil forsøge at konstruere historiens teoretiske objekt, thi dette teoretiske objekt skal etableres på samme nivo, som den politiske økonomis objekt er blevet det hos Marx. Historieteorien må altså etableres ud fra ‘Kritikken af den politiske økonomi’, eller i det mindste have sin teoretiske base her. Der er imidlertid ikke identitet mellem kritikken af den politiske økonomi og historieteorien, men »den eneste forskel som man kan påpege mellem den politiske økonomis teori – som ‘Kapitalen’ er et eksempel på – og historiens teori som videnskab, kommer af det faktum, at den politiske økonomis teori kun tager en relativ autonom del af den sociale totalitet i betragtning, mens historiens teori har den komplekse totalitet som sådan til teoretisk objekt. Bortset fra denne forskel er der ikke den mindste forskel på den politiske økonomis videnskab og historievidenskaben ud fra et teoretisk synspunkt«.[3]

Det vil sige, at kritikken af den politiske økonomi, – i kraft af at der er tale om en identitet med historiens teori fra en teoretisk synsvinkel (med hensyn til teoretisk objekt), – må være selve udgangspunktet for en koncipering af historiebegrebet;[4] Men samtidigt afsløres en lige så vigtig pointe, hvad angår økonomikritikkens status: Dens udsigelsesfelt er ikke den samfundsmæssige totalitet overhovedet – som netop historien skal levere en teori for -, men alene den politøkonomisk rene totalitet, som hos Althusser blot er en del af samfundet som reproduktiv totalitet. Marxs udsagn i ‘Kapitalen’ går derfor ikke på samtlige fænomener inden for samfundstotaliteten, men det betyder imidlertid ikke, at det skulle være umuligt at konstruere en teoretisk konceptualisering af de ikke-implicerede zoner.

Vi har her bevidst drejet sprogbrugen i retning af den ‘besindige kapitallogik’s for at antyde, at der er store lighedsmomenter i den problematik, som præger og udgør grundlaget for den omfangslogiske bestemmelse, som man kan finde hos Althusser og hos f.eks. Schanz.[5]Der er nemlig i begge tilfælde tale om en kritik, af det man kan kalde identitetslogikken. Det er omvejen over en kritik af denne fiktive position, som skulle åbne for muligheden af at etablere et historiebegreb.

a

Mest abstrakt kan identitetslogikken bestemmes ud fra Marxs kritik af Hegel. Marx påstår om Hegel, at denne »gerådende ud i den illusion, at fatte det reale som resultat af den i sig selv sammenfattende, i sig selv fordybende og. sig selv af sig selv bevægende tænkning, selv om den metode at stige fra det abstrakte op til det konkrete kun er den måde, hvorpå tænkningen tilegner sig det konkrete, reproducerer det som åndeligt konkretum, men på ingen måde selve det konkretes tilblivelsesproces«.[6] Vi vil kalde dette for det erkendelsesteoretiske problem, fordi erkendelsen her er det samme som selverkendelse, hvor den teoretiske rekonstruktion blot er ‘Logos’s tale eller Guds tanker før han skabte verden.[7] I hegelianismen er verden, Ideen i den anderledesværen – i den materielle form; der er tale om et fundamentalt selvmanifestationsprincip;[8] men vi taler egentlig mod en fiktiv position, som ganske vist kommer frem i forskellige hegelinterpretationer (der i blandt Althussers), men dog mest eksisterer som tendenser.

Der er altså tale om en essens, et væsen, som sætter noget andet og er oprindelig, og altså eksisterer før manifestationen; en art substans,som er tilstede i sine former – i sine fremtrædelser. Det mest trivielle, men samtidigt måske det mest heuristiske eksempel er det kristne Gudsbegreb (eller burde man nøjes med at sige vores ideologiske illusioner om Gud, skaberen og skaberordet). Dette er det mest banale eksempel på den problematik, vi skitserer, men alligevel fungerer der ofte dybe reminiscenser af dette åndelige princip, som er skaber og tilstede i alle sine fremtrædelser. Dette centrale subjekt får forskellige udformninger. Hegel er et forsøg på en begribelse, men også forskellige materialistiske eller »marxistiske« ansatser bygger på dette selvmanifestationsprincip. Subjektet, som yderliggør sig, sætter i denne proces den intelligible del af verden, og er dermed selv genstand for begribelsen. Når subjektet (kernen) er begrebet, er formerne eller historien begrebet.

Nu skal det ikke forstås således, at dette subjekt skaber verden – så at sige med hud og hår – men den del af verden, som er historisk formidlet og alene bliver intelligibel via denne formidling. (Vi tænker altså også på, at Marx i ‘Parisermanuskripterne’ – og for den sags skyld også i ‘Den tyske ideologi’ – taler om én videnskab, nemlig videnskaben om historien). Der kan aldrig tales om ren natur (abstrakt natur), men kun om denne for så vidt den er historisk formidlet (formbestemt). V er dermed på sporet af teoriens udsigelsesfelt, og det som muliggør denne udsigelse.

Marxister har tænkt substansen forskelligt: Det kan være en social klasse, det konkrete Individ, Mennesket, det samfundsmæssige arbejde eller den processerende værdi – kapitalen, kapitalen i almenhed. Denne har en tendens til at være nav-værende, d.v.s. tilstede i sine former som en art essens. En sådan konception er kapitallogikkens fare, thi den kan ende i en sådan substans og essens tænkning, hvor kapitalen som overgribende subjekt bliver til en ny ‘Geist’, og dermed til noget, der ikke udelukkende eksisterer, som altid allerede ophævet i sine former. Den kan gå hen og blive til noget, som skulle eksistere ved siden af formsubsumtionen – d.v.s. være oprindelig; men allerede Marx påpegede, at kun det hegelske begreb mestrede denne kunst. Den position, som er fiktiv skydeskive her, opererer med en cirkulær totalitet, hvor centrum (essensen) er tilstede, som en kerne i fremtrædelserne. Den teoretiske proces bliver da udelukkende et forsøg på at uddestillere denne essens, eller lade den fortælle sin »historie«; den teoretiske diskurs reduceres til et medie for essensens selvfremstilling.[9]

Der findes en anden pol, som på samme måde blokerer for et videnskabeligt historiebegreb, nemlig økonomismen. Vi kan grovkornet karakterisere denne position som en lineær determinisme, hvor alt slet og ret er bestemt af økonomien;[10] man kunne sige, at basis fuldstændig determinerer overbygningen, hvorved alt hvad der foregår i superstrukturen, blot er et udslag af noget i infrastrukturen.

Vi kan altså opregne to former for totaldetermination: dels en vulgærhegelianisme, dels en økonomistisk; og faktisk har de vist sig at. være solidariske i deres forfejlethed og i deres konsekvenser. umuligheden af at tænke fremtiden.[11]

b

Hverken vulgærhegelianismen eller økonomismen kan overskride determinationen, idet den teoretiske proces selv er determineret. I denne problematik kan man kun forsøge at hente historien i teorien[12] – man kan aldrig overskride den mod fremtiden.

Dette implicerer, at en politologi eller bare en bevidst politik bliver en umulighed, og som Althusser formulerer det: »Det er derfor, at en hegeliansk politik – i strikt betydning – ikke er mulig, og at man faktisk aldrig har kendt en hegeliansk politiker.«[13] Dette er et meget vigtigt moment for Althusser: Det må være muligt at formulere en subversiv politik.[14] Denne mulighed må ikke falde bort til fordel for en fatalisme, hvor skæbnen er de økonomiske bevægelser, som handler ud fra sig selv hen over hovedet på masserne, idet de følger sine egne ubrydelige logikker.

Det er de samfundsmæssige relationer, som har skabt disse logikker, og de kan afskaffes; politisk handlen er med andre ord mulig, og det kan betale sig at være politisk. Dette kommer blandt andet til udtryk med hensyn til revolutionernes gennemslag: De er ikke slået igennem i England og Tyskland – hvad en deterministisk logik skulle formode – men i andre og umodne regioner: i Rusland. Kina og på Cuba. Revolutionen er altså ikke alene determineret af økonomiske relationer. Endvidere ville emancipationen være utænkelig, hvis der var tale om en totaldetermination: hvis altså den marxske teori havde været en identitetslogik.

Det vi her har søgt at anskueliggøre, er nødvendigheden af at tænke et begreb om ‘relativ autonomi’, uden samtidigt at miste begrebet om økonomien som det vigtigste aspekt; kort sagt, nødvendigheden af at producere en ikke-reduktionistisk økonomisme.

Så langt kan den besindige kapitallogik og Althusser være enige- Det gælder om at overskride hegelianismen og økomismen. Schanz f.eks. tænker denne overskridelse ved at tale om to forskellige totaliteter – ved at tale om, at tingen ikke går glat op i begrebet – ved at tale om materialitetsformer og deres egenlogik. Han tænker økonomiens determination ved hjælp af et begreb om en formsubjektiv-interventionspotens.[15] Han laver med andre ord en ny topik, som skal afløse basis-overbygning og determination i sidste instans.

Nu er problemet rettere, hvorledes man skal koncipere de fænomener, som ikke umiddelbart er underlagt eller står i affirmationsforhold til kapitalen, og her har den vist sig en tendens til at konceptualiseringen i disse zoner overlades til empirismen og dermed til borgerlighed (i det mindste er dette en begrundet fare). I Althussers regi er denne retræte ikke mulig. De felter som ikke konciperes via ‘kritikken af den politiske økonomi, må ikke overlades til empirister.

Althussers løsningsforsøg er mere traditionel end kapitallogikkens – forstået som mere på linie med de postmarxistiske forsøg idet han forsøger at bestemme, hvad der ligger bag Engels’ forsøg på at klarlægge forholdet omkring determinationen i ‘sidste instans’. Vi må konstruere historiebegrebet ellers indtager empiristerne feltet med deres kronologistiske konception. Konstruktionen går vejen over en dekonstruktion af en ideologisk problematik: Historicismen.

Denne dekonstruktion vil vi formulere ved at skelne mellem TOTALITET og HELHED.

Totaliteten er et hegeliansk begreb, som er blevet udvandet til blot sat være det, at lægge større vægt på helheden end på de forskellige dele. Totaliteten kræver imidlertid et centralt subjekt, som totaliserer sig. og hvor de enkelte elementer er udtryk for enheden i systemet – essensen er nærværende, tilstede i sine fremtrædelser, i sine former. De forskellige dele er ‘pars totalis’, dvs. et udtryk for helheden. De enkelte dele er begrebets eller essensens nærvær – det centrale subjekts fremtrædelser.[16] Totalisering og historicisme er to sider af samme sag: kernen er et centralt subjekt.

Den »marxistiske totalitet« har ikke et sådant subjekt, hævder Althusser, og derfor vil vi som sagt her vælge at kalde den for en helhed, for at fremhæve denne forskel. Den »hegelske totalitet« forudsætter en oprindelig essens, som ligger bag den komplekse fremtoning, og som har skabt historien gennem en eksteriørisering; den er derfor en struktur med et centrum. Den marxistiske helhed kan aldrig på denne måde adskilles fra de elementer, den består af – den har ikke noget centrum; den er en decentreret struktur. »Snakken om konstituerende og konstitueret subjekt er blot en ideologisk position – ingen teoretisk.«[17]

Hermed ser man forbindelsen til psykoanalysen, men vel at mærke til psykoanalysen i Lacans udformning. Lacan har nemlig indset, at problemet omkring ‘det ubevidste’ (psykoanalysens objekt) ikke er et spørgsmål om subjekt – som hos ego-psykologerne -, men om subjektets decentrering. Subjektet findes ikke i et centrum, men man kan konstruere det, når man analyserer dets virkninger, som de ses i symptomer og neuroser. Det samme gør sig gældende med hensyn til »historiens subjekt« – det er heller ikke centralt – det er ikke en ‘Geist’, men »det« kan konstrueres ud fra sine virkninger, dvs. som teoretisk konstruktion. Dermed er »det« ikke en nærværende essens, men fraværende – en fraværende årsag. Dekonstruktionen er dermed dekonstruktion af en enhedstænkning og dermed kritik af reducerende tænkning. Resultatet bliver et program, hvor man forsøger at forstå momenterne i deres spredning. Det er således denne grundtanke, vi finder udfoldet hos Foucault. Der er imidlertid ikke tale om en anarkisk spredning: det er rettere problemet at tænke denne sprednings orden.

Det er et historiebegreb, der tager hensyn til dette princip, Althusser forsøger at konstatere.

d

Den marxistiske helhed – som står i modsætning til »helheden« hos Hegel og Leibniz – »er konstitueret af en bestemt type kompleksitet, enheden ved en struktureret helhed, som er bestående af det man kan kalde nivoer eller instanser, adskilte og relativt autonome, som co-eksisterer i denne komplekse strukturelle enhed, idet de artikulerer sig i forhold til hinanden i overensstemmelse med de specifikke determinationsmåder, som i sidste instans fastsættes af det økonomiske nivo eller instans«.[18] Dette skulle være det teoretiske objekt for dén sociale formation, som er historieteoriens genstand.

Denne struktur eller dette hierarki er forholdsvis forståeligt, men der er for så vidt heller intet sagt ved at fremhæve denne erstatning (et videnskabeligt begreb sættes i stedet for en ideologisk betegnelse) af totalitetsbetegnelsen. Der står tilbage at undersøge den specifikke funktionsmåde, der karakteriserer helheden som dominantstruktur. Det er en dominantstruktur, idet hvert af de involverede nivoer (det økonomiske, det juridisk-politiske, det ideologiske, det teoretiske osv.)[19]kan have dominans – altså være dominerende; men det økonomiske nivo determinerer i sidste instans, hvilket der skal være dominerende i en social formation.[20]

Det vigtigste er at gøre sig klart, at der ikke er tale om et nærvær, som skulle være tilstede samtidigt i de forskellige instanser. Man må altså ikke tænke helhedens forskellige nivoers udvikling i en og samme historiske tid: »Typen af historisk eksistens på de forskellige nivoer er ikke den samme. Vi må i stedet tilskrive hvert nivo en EGEN tid – relativ autonom, idet den er relativ uafhængig i selve sin afhængiglied, af de andre nivoers »tider«.«[21] Hver af disse tider kan dog først skitseres, når man har etableret begrebet for den historiske tid. Hvis det nu er muligt at operere med differentielle historier, må man ikke lade sig forlede af autonomierne, men holde fast ved differensprincippet.. diakritikken, således at forstå, at deres relative uafhængighed samtidigt er deres afhængighed af relationaliteten til de andre tider. Når man vil begribe denne relative uafhængighed, består det i at bestemme relativiteten d.v.s. dén slags afhængighed, der som sit nødvendige resultat frembringer og fastsætter netop dén slags afhængighed. Man må med andre ord bestemme den slags afhængighed, som producerer den irelative uafhængighed, (effekter vi kan observere i de forskellige nivoers historie) ud fra det nivo, som fordeler eller artikulerer delstrukturerne i helheden. Det er ikke tilstrækkeligt at erkende, at der faktisk findes forskellige historier, som f.eks. Annale-folkene har gjort det, «det er selve begrebet for deres relationalitet, der skal konstrueres.

Det er meget vanskeligt at formidle Althussers opfattelse af dette kompleks af tider og indvirkningssæt, idet dette må konstrueres fra produktion til produktion; men man kan måske oplysende sige, at Marx faktisk konstruerer den økonomiske produktions tid i ‘Kapitalen’, idet han her analyserer de forskellige rytmers og svingningers indvirken, dels ved at opregne produktionen, cirkulationen og distributionen, og herudfra analysere den fikse kapitals omløbstid, den flydendes omløbstid, den variables omløbstid og pengenes omløbstid. Dette eksempel kan give et lille indtryk af, at det enkelte nivos tid er :sammensat af en uhyre mængde af bevægelser og rytmer, som man :må producere det teoretiske begreb for, på samme måde som Marx har analyseret kapitalens kompleksitet.

Det er således også klart, at hvis man skulle producere det teoretiske begreb for filosofihistorien vil det ikke blive den traditionelle landevej man skal følge. Der må inddrages elementer, som set udefra, ikke har det fjerneste med filosofi at gøre. Der er kort sagt tale om et større studium, men det er vel at mærke ikke at forveksle med en empiristisk dataophobning. Man må studere Foucaults forskellige analyser af galskabens historie, eller asylets oprindelse, klinikkens oprindelse, fængselsvæsnets oprindelse; det er de historiske analyser, som kommer Althussers vision nærmest.

Vi vil ikke bevæge os videre ind på dette felt, da Althusser ikke har udarbejdet det i detaljer. Hele humlen drejer sig om, at undgå reduktionismen: at undgå den illusion, at historien skulle være begrebet ved at rekonstruere et totaliserende subjekts bevægelse. Udgangspunktet må være produktionsmådens fundamentale usamtidighed. De enkelte sagsforhold må lokaliseres i deres plads i helhedsstrukturen; og man må tænke deres funktion i strukturen ved at forstå, hvorvidt et element bliver overdetermineret d.v.s. får medløb, eller underdetermineres – altså får modløb. Kort sagt drejer det sig om at bestemme et givent elements virknings indeks. Det drejer sig om at forstå, hvorvidt et element får indflydelse eller ej, og »dette er intet andet end teorien om konjunkturen som er indispensabel for historieteorien«.[22] Historieteorien får her et snært af leninisme derigennem, at Althusser forsøger at tænke ‘den konkrete konjunktur’, som Lenin har påpeget; og således får historieteorien hos Althusser et mere »praktisk« aspekt, hvor klassekampen finder sit indpas.

‘Sidste instans’ kategorien skal foruden at bestemme dominans-fordelingen bruges til at garantere, bestemme, den politiske intervention. Det egentlige indhold i denne kategori bliver da interventionsstedet. At det økonomiske nivo er determinerende ‘i sidste instans’ indicerer da dybest set, at det er her, man praktisk skal gribe ind, hvis man vil forandre verden, og verden forandres kun via en intervention. På samme måde er filosofien bestemmende ‘i sidste instans’ på det teoretiske nivo, fordi den er klassekampen i teorien, og altså det sted man skal intervenere, hvis det teoretiske nivo skal revolutioneres.

Den klassekamps emfase, som kendetegner den sene og leninistiske Althusser, forandrer ikke noget ved det historieteoretiske fundament Althusser skitserer med begrebet om produktionsmåden og dominantstrukturen. Hvis man her rejser en kritik af en strukturalistisk tendens til fiksisme, overser man en anden del af den althusserske teori, som angår historien som proces; dette aspekt findes også hos Althusser[23]det vigtigste har for Althusser været at konstruere historiens teori: historievidenskabens teoretiske objekt.


[1] Denne problematisering finder vi hos Levi-Strauss, som har behandlet historien i relation til etnologien. Der er tale om en kritik i udvikling. Således opfatter han i ‘Anthropologie structurale’ (1958) historien og etnologi som komplementære forskningsdiscipliner, som opererer på hvert sit plan (tilfældighed/nødvendighed), – her er historievidenskaben stadig videnskabelig. Men i ‘La pensée sauvage’ problematiseres denne position på det kraftigste, idet Lévi-Strauss lader den historiske kendsgerning forsvinde, og gør historievidenskaben til ren metodologi; endelig er historien helt forvist i ‘Mythologiques’. På lignende vis er Foucaults ansatsen kritik – ligeledes Annalesskolens ansatser.

[2] ‘Lire le Capital I’, p. 156.

[3] ‘Lires le Capital I’, p. 137.

[4] Det må pointeres, at Althusser – på samme måde som frankfurternes filosofikritiske rekonstruktion af den ortodoxe marxisme – forsøger at etablere en historisk materialisme efter økonomikritikken. Den traditionelle historiske materialisme hviler på den klassiske økonomis økonomibegreb og dens latente historiebegreb. Kritikken af den politiske økonomi er derfor samtidig en kritik af den tidligere historiske materialisme, – hvilket dog ikke er det samme som en udradering.

[5] Man kan antyde, at Schanz har været en flittig Althusser-læser. At han ikke kan anerkende Althussers løsninger eller at Althusser må forkaste Schanzs forslag, vender vi tilbage til.

[6] Grundrisse. p. 22.

[7] Jævnfør Derrida hvor han taler om »logos’ imperialisme«, se ‘De la grammatologie’, op. cit. p. 12. Om Guds tanker kan læses hos Krahl op. cit. p. 379.

[8] Vi siger hegelianisme og ikke Hegel, fordi han i vore øjne faktisk ikke indtager de positioner, som han ofte tilkendes. Hegels hovedintention er egentlig ikke at begribe skabelsen, men et forsøg på at garantere virkeligheden, materialiteten. Han finder, at det kun kan lade sig gøre i den logiske selvrefleksion; men der er imidlertid ikke tvivl om, at det kristne skabermoment findes hos ham; men tillige f.eks. Rosseaus ‘volenté général’.

[9] Fremstillet således, afsløres der en solidaritet mellem historicismen og empirismen.

[10] Horkheimer karakteriserer denne position ganske godt på følgende vis: »Økonomismen (som den kritiske teori nogen steder – hvor man påberåber sig den – er blevet reduceret til) består ikke i at anse det økonomiske for vigtigt, men i at tage det for snævert.« I ‘Traditionelle und kritische Theorie’ op. cit. p. 61.

[11] Prædikationsønsket er ikke det samme som positivisme. Det er f.eks. på grund af kriselovmæssigheder, at Marx kan anvende den udprægede naturlovsmetaforik.

[12] »Nærværet konstituerer en absolut horisont for al viden her, eftersom al viden aldrig er andet end eksistensen i videnen af helhedens indre princip. Althusser i ‘Lire le Capital’ I, p. 118.

[13] ibid.

[14] Se ‘Est-il simple …’ op. cit. p. 18.

[15] I Til rekonstruktionen …’ er dette begreb forsvundet, men alligevel er problematikken den samme. Man kan finde begrebet hos Peer E. Sørensen i ‘Elementær litteratursociologi’.

[16] Vi prætenderer ikke hermed at have undersøgt dette vigtige filosofiske pro blem udtømmende, men dog tilstrækkeligt til at se forskellen til Althussers helhed.

[17] Poulantzas i ‘100 Jahre Kapital’, op. cit. p. 74.

[18] ‘Lire le Capital’ I, p. 120 f.

[19] Dette osv. konkretiseres aldrig hos Althusser, og han skelner ikke mellem niveau og instans.

[20] Jævnfør Marx vigtige anvisning, som kan illustrere, hvad Althusser sigter til. Den historisk materialistiske topik, som Marx havde fremstillet i ‘Zur Kritik…’, var blevet kritiseret for kun at være gyldig for »nutidens verden, hvor de materielle interesser hersker, men hverken for middelalderen, hvor katolicismen herskede, eller for Athen og Rom, hvor politikken herskede.« Her overfor slår Marx fast: »Så meget er klart, at middelalderen ikke kunne leve af katolicismen og den antikke verden ikke af politikken. Tværtimod, den måde, hvorpå de skaffede sig udkommet, forklarer, hvorfor politikken dér og katolicismen her spillede hovedrollen.« MEW 25-96, ‘Kapitalen’ II, p. 183 f. Økonomien distribuerer i sidste instans dominansen.

[21] ‘Lire le Capital’ I, p. 124.

[22] ‘Lire le Capital’ I, p. 133.

[23] Det er specielt i sit ‘Réponse a John Lewis’, at Althusser diskuterer historien som proces og processens motor. Althusser er nemlig tvunget til at transformere problemet angående processens subjekt, fordi det stammer fra den idealistiske ideologi: produktionsforholdene er historiens overstregede subjekt, fordi det ikke er et subjekt. Althusser lader subjektbegrebet. Gud, Mennesket, masserne osv. forsvinde fra det videnskabelige historiebegreb, fordi det er funderet i den borgerlige ideologi. »Historien er et umådeligt ‘naturelt-menneskeligt’ system i bevægelse, hvis drivkraft er klassekampen. Historien er en proces uden subjekt.« ‘Réponse a John Lewis’, p. 31, ‘Marxisme og klassekamp’, p. 44. Denne transformation bliver vigtig i diskussionen med kapitallogikken, fordi denne fastholder subjektbegrebet og dermed dets konnotationer.