Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

2. MARXISTISK TEORI SOM DOBBELTSTRATEGI

De to foregående kommentarer var nødvendige interventioner, fordi dialogen var negligeret på forhånd hos såvel Schanz som Schmidt[1] – i begge Althusser-kritikker var intentionen en demarkation i forhold til Althusser. Vi vil hævde, at disse demarkationslimer ikke var velplacerede. Vore demarkationer skulle demonstrere, hvorledes de omtalt kritikker egentlig ikke kan blokere for en teorialliance; man kunne det mindste hævde, at kritikkernes Althusser-reception måtte genovervejes, – under hensyntagen til indvendinger af den art, som vi her har formuleret.

Nærværende fremstilling kan forekomme skizofren, men det har sin saglige grund deri, at vi ikke finder, at hverken kapitallogikken i dens etablerede udformning eller Althussers ansatser slår til som marxistisk teori; de er lige fornuftige eller lige gale, og det er derfor, vi vil tale om teorialliance.[2] Der kan ikke længere herske tvivl om, at kapitallogikkens Marx-reception er den mest stringente marxistiske teori, i det øjeblik den kan transcendere væsenslogikkens prokustesseng; kapitallogikken vil intentionalt være en rekonstruktion af autenticiteten i økonomikritikken med alt hvad det indebærer af »shortcomings« (for nu at anvende Marxs eget udtryk). Vi har derfor konsekvent talt om den althusserske reformulering. fordi Althussers ansatser ganske vist er præciseringsforsøg, men ikke egentlige rekonstruktioner; det er på en gang Althussers force og hans svaghed.

Det er hans force, fordi det ubetinget er nødvendigt at overskride begrundelsesproblematikken, hvis det aktuelle øjeblik skal konciperes, og hvis man skal etablere en historisk materialisme, en historiens teori. På den anden side er det hans svaghed, fordi han ikke kan operere med et marxologisk reflekteret økonomibegreb, og hans kausalitetsbestemmelse står dermed svagere end det kunne være tilfældet.

Kapitallogikkens begrundelsesproblematik er – modsat dens proklamationer – noget nær politisk impotent. Det kan endda komme såvidt, at kapitallogikken ikke teoretisk kan legitimere et politisk engagement. Først i det øjeblik problematikken vendes på hovedet, bliver det muligt at argumentere mod den processerende værdis subsumtionspolitik. I dette felt er det mindre væsentligt, hvor langt man kan udskyde problematikkens venden på hovedet, (d.v.s. hvor »dybt« man kan spore (rekonstruere) kapitalens aflejringer), thi man vil aldrig kunne udradere en autenticitetskategori, og man vil ydermere aldrig hævde, at kapitalens logik skulle være den eneste væsentlige logicitet i det borgerlige samfund som reproduktiv totalitet; disse eksterne logicitetsmomenter kan ikke konciperes udelukkende i begrundelsen, idet deres resistens er et vigtigt element i en subversionsteori.

For at kapitallogikken kan vinde en (ikke blot analytisk – men) politisk potens, må subsumtionen og eksploitationen sættes i relation til magt- og repressionskategorier,[3] og det vil med lidt andre ord sige til en (klasse)kampskonception.[4] Her må man nemlig reflektere, at man ikke kan genoplive traditionelle klassekampskoncepter, thi repressionen må forstås i dens institutionalisering d.v.s. i dens af-personifisering – i dens spil af agenter (positioner): magtagenter. Nu kan dette tage sig ud som den rene idealisme, men det er ikke kernen; thi det vigtigste er netop at klassekampens forskellige former kan rodfæstes i den økonomiske klassekamp (som et forhold mellem eksploitation og repression). Denne rodfæstelse finder vi, udgør et vigtigt felt for en videre kapitallogisk strategi: Det er vigtigt at gøre sig klart, at klassekampen har utallige realisationsformer, for det er her den aktuelle intervention over for den umiddelbare repression kan sætte ind; men det er endnu vigtigere at fastholde, at det er den økonomiske klassekamp, som distribuerer repressionsformerne.

a.

Fortrængningen af konstitutionsproblematikken er Althussers adelsmærke. Det er en fortrængning, som ikke alene sætter sig igennem i hans Marx-reception, men i hans teori overhovedet. Vi demonstrerede, hvorledes han også ideologi teoretisk på sin vis fortrænger konstitutionsproblemet, (- men ikke så meget subjektets konstituering som teoriens konstitutionsfundament; Althusser opererer f.eks. ikke med nogen manglens dialektik). Af denne grund bliver hans epistemologiske problematik en fortrængning af formidlingsformerne, og bliver til spinozisme i såvel epistemologisk som determinationsteoretisk sammenhæng.

Alligevel er det Althussers immanentiske tilgangsvinkel, som bevirker, at hans ansatser umiddelbar har politisk kraft,[5] og af samme grund kan Althusser anvendes i konkrete sammenhænge. Vi tænker her specielt på hans ideologibegreb, hans filosofiintervention samt hans historiske materialisme.

Vi slog tidligere fast, at ideologiteorien hos Althusser ikke er et forsøg på at koncipere de ortodokse ideologibestemmelser hos Marx. Det var et forsøg på – i forlængelse af Gramsci – at oparbejde en teori for ‘ overbygningsfænomener’. Det blev endvidere et forsøg på at levere en teoretisk bestemmelse af subjektkategorien og dermed en bestemmelse af kulturloven. Althussers symbolske orden. Denne ideologiteori (eller de ansatser til den, som eksisterer) giver anvisning på de felter, hvor man som socialist kan gribe ind i kampen mod den herskende orden. Selvom denne teori, som netop ikke er traditionel marxisme, ikke tager højde for ansatser til ideologibestemmelse hos Marx, er den måske alligevel den del af Althussers reformulering som umiddelbart – ved hjælp af de empiriske begreber om ‘ideologiske statsapparater’ – kan anvendes i en intervention. Problemet er blot, hvor langt man skal holde fast i en traditionel ideologibestemmelse.

Althusser er faktisk tæt ved en traditionel forståelse i hans definition af de ideologiske udsagn/sætninger: »En ideologisk sætning er en sætning. der, alt imens den er symptom på en virkelighed, der adskiller sig fra den virkelighed, den tager sigte på, er en falsk sætning, forsåvidt den går på det objekt, den tager sigte på.«[6] Dette er et aspekt, som reflekterer ‘den falske bevidsthed’, men det er ikke kernen i den traditionelle ideologiopfattelse; på sin vis er der nemlig ikke nogen kerne.

De ideologiske udsagn kan alene være »falske« i den forstand, hvori Althusser fremstiller det. Vi vil med andre ord hævde, at ideologibestemmelsen hos Marx oftest gribes forkert an. Ideologien er fordrejet bevidsthed, men hvorfor? Fordi det levede forhold til produktionsbetingelserne – som imagineres i ideologien – er underlagt en real-fordrejning. Derfor er den ideologiske tankeform faktisk sand, fordi den udtaler sig om de faktiske forhold (som de rent faktisk er: fordrejede); men ideologiens fejl sætter ind i det øjeblik, den tror at tale om autentiske relationer. Den siger dermed noget sandt – men ikke om det, den tror at tale om: autenticiteten – men om det den tror ikke at tale om: den realfordrejede virkelighed. Fordrejningen har dermed ikke noget med den ideologiske bevidsthedsform at skaffe, men med virkeligheden. Fordrejningen må altså ikke lægges ind i hovedet på agenterne. Det er den mest centrale fejltagelse, man for foretaget over for den marxske ideologibestemmelse, når man har taget udgangspunkt i fetichismebestemmelsen hos Marx:[7] Fetichismen er ikke nogen bevidsthedsform. Når Marx bestemmer det religiøse fetichismebegreb som det fænomen, at »produkter af den menneskelige hjerne (synes) at være selvstændige væsner, der er begavet med et eget liv og står i relation til hinanden og til menneskene«. Så er hans eget fetichismebegreb en parallel hertil: »Således er det i vareverdenen med produkterne af den menneskelige hånd. Dette kalder jeg fetichismen, som klæber sig til arbejdsprodukterne, så snart de produceres som vare, og som derfor er uadskillelig fra vareproduktionen.«[8] Når Marx endvidere kan hævde, at »vareformens fetichisme er mere frapperende i ækvivalentformen end i den relative værdiform«,[9] så må det være slut med at forstå fetichismen som en bevidsthedsform. Fetichismen er reel, på nøjagtig den samme måde som fordrejningen er reel: »… denne fordrejning og fordrejethed (er) en virkelig og ikke blot ment – blot i arbejderens og kapitalistens forestilling eksisterende.«[10]

Derfor har Althusser ret i sit udgangspunkt til en ideologi teori: Det der må focuseres på er selve imagineringen. selve den måde som det levede forhold (og det er et fordrejet forhold) reciperes på. Det er derfor, at Althusser hævder, at ideologien er omnihistorisk, thi man vil altid imaginere dette forhold, hvad enten det er fordrejet (d.v.s. under vareproduktion) eller ej. Det er selve mekanismen, som han har forsøgt at bestemme. Den egentlige modsætning opstår først, når man vil hævde, at de kognitive strukturer er realfordrejede. Vi mener med andre ord, at det er vigtigt at tænke sig om en ekstra gang, inden man forkaster Althussers ideologibegreb, fordi det er omnihistorisk – det må ses i den rette sammenhæng. Man må anerkende klare indsigter, som hans ideologiteori indeholder, og analysere dens anvisning af en socialistisk strategi for kulturen i bredeste forstand.

b.

Vi har allerede emfaseret, at Althussers filosofiintervention over for videnskaberne ikke kan være en tilstrækkelig position at indtage, når man ønsker at forstå videnskabernes indpas i samfundsformationen. Althusser kunne selvfølgelig ikke ud fra sine præmisser strække sin intervention til mere end en ideologikritik, idet filosofien netop intervenerer i sig selv. Supplementet må derfor komme fra teorien om samfundsformationen som helhed, d.v.s. fra historieteorien; men her så vi, hvorledes det teoretiske nivos relative autonomi tenderede mod at blive en absolut autonomi, og det peger igen på, at Althussers økonomibegreb ikke helt kan indløse dets opgaver.

Kapitallogikken kan mere stringent bestemme videnskaben i relation til produktionen og reproduktionen, fordi den kan bestemme videnskaben i relation til værdiaspektet, og dermed anvise videnskaben dens samfundsmæssige rolle, og dens plads i den totale arbejdsproces. Kapitallogikken kan påvise, hvorledes den reelle og den ideelle arbejdsproces adskilles, – hvorfor fysikkens og biologiens udviklingstendenser nødvendigvis måtte være forskellige etc. – alt sammen ud fra kapitalens subsumtion af arbejdsprocessen.

Kapitallogikken kan så at sige distribuere de enkelte videnskaber, og tildele dem deres rolle i den samfundsmæssige livsproces. Den kan imidlertid ikke anvise nogen forståelsesform for de enkelte videnskaber, og her er faren som omtalt, at man blot annekterer de etablerede borgerlige videnskaber. Denne empiristiske tendens må omgås, thi det vil bryde med den egentlige intention i økonomikritikken. Problemet er blot, at økonomikritikkens forståelsesform ikke kan transponeres til andre genstandsfelter, idet økonomikritikkens forståelsesform hviler i en fordrejning og en dialektikkonstitution. Den henvisning som kapitallogikken kan fremhæve over for enkelte videnskaber, er deres karakter af indpas i den reproduktive totalitet,[11] og ikke en intervention i deres konkrete praksis. Derfor kan man ikke overføre økonomikritikkens radikale anti-empirisme (forstået i modsætningen teori/empiri) til enkeltvidenskaberne. Endvidere er det en illusion at forestille sig, at økonomikritikken skulle ophæve samtlige videnskaber. Man må pointere, at økonomikritikken ikke befinder sig på samme plan som sociologi, økonomi etc.: Økonomikritikken er blandt andet teorien om disse videnskabers orden – deres fordeling.

Anti-empirismen forsvares af Althusser på det samme nivo som videnskaberne selv. Hver videnskab må producere dens eget teoretiske objekt, og dette krav inhærerer en ikke-empiristisk tilgang; da der alene er tale om en videnskab, hvis der findes et teoretisk objekt, medfører det tillige, at enhver form for empirisme automatisk er »ideologi«. Det er den radikale anti-empirisme, som vi finder både hos kapitallogikken og hos Althusser, der må forsvares i hvert enkelt tilfælde, d.v.s. med hensyn til hver af de enkelt teorier, som går under navnet videnskaber; thi det er først fra det teoretiske objekt, at det bliver muligt at bestemme det specifikke nedslag som affirmationen til merværdiproduktionen bevirker i den enkelte videnskabs praksis. Det teoretiske objekt er med andre ord selve begrebet for det aktuelle genstandsfelts egenlogik.

c.

Den vigtigste diskussion må nødvendigvis dreje sig om økonomikritikkens og den historiske materialismes teoretiske objekter: historiens teori. Historiens teori skulle netop være teorien for helheden – den reproduktive totalitet – altså være det teoretiske objekt for historievidenskaben. Den vigtigste opgave må her være at bestemme bevægelseslogikken eller dynamikken i denne helhed.

Så længe der ikke findes en marxistisk teoriansats, som er i stand til at ophæve de klare fortjenester, som må tilkendes såvel kapitallogikken som Althusser på dette felt – så længe vil vi plædere for en dobbeltstrategi, det vil sige for en teorialliance også for denne problematik. Denne indfaldsvinkel har vi skitseret i forbindelse med vores distinktion mellem metonymisk og strukturel kausalitet hos Althusser, idet vi antydede, at det var den samme intention, man finder hos Schanz i hans analytiske skelnen mellem subsumtion og subsumtiv intervention. Dette er distinktioner, hvor man genkender både forskellen mellem økonomikritik og historisk materialisme, men også den traditionelle skelnen mellem basis og overbygning. Det er forskellige distinktioner, som heller ikke skærer ens, men trods alt er udtryk for en og samme problematik. Det er forsøget på at sammenholde disse relationer i historiens teori, som stadigvæk er det aktuelle program.

Kapitallogikken har foreløbigt kun udarbejdet en økonomikritik, medens Althusser har såvel en økonomikritik som en historisk materialisme,[12] og dette moment hænger sammen med den centrale forskel mellem transcendentalistisk og immanentisk indfaldsvinkel. Dersom kapitallogikken havde været en identitetslogik, da havde den subsumtive intervention været et tilstrækkeligt begreb for en videreudvikling af økonomikritikken til tillige at være en historisk materialisme for kapitalismen; men det er som bekendt ikke tilfældet, og derfor må problematikken vendes. Men i denne venden på hovedet opstår den historiske materialisme igen som problem, thi hvis man ønsker at drive teori på helheden – den reproduktive totalitet – da er den transcendentalistiske bestemmelse ikke tilstrækkelig, og en immantisk bestemmelse bliver uomgængelig. I denne opsætning er der ikke umiddelbar nogen modsætning mellem kapitallogikken – i Schanzs udformning – og Althussers bestræbelser.

Dersom økonomismen og reduktionismen skal undgås, må man foreløbigt alliere disse bestræbelser. Når man tager sit udgangspunkt i en anti-reduktionisme, peger det direkte mod. at det ikke kan lade sig gøre at bestemme helhedens mangfoldige aspekter inden for økonomikritikkens problematik. Bevægelserne i de eksterne zoner kan ikke reduceres til de centrale bevægelser i den politøkonomiske rene totalitet. De enkelte bevægelser kan kort og godt ikke reduceres til nogen central overhovedet. Det er dette fænomen, som Althusser kalder væsenssnittets umulighed, og det er helt klart en pointe, som man også kapitallogisk må fastholde. Althussers historiebegreb bliver dermed uhyre relevant, når man med et kapitallogisk udgangspunkt vil forsøge at oparbejde en historisk materialisme.

Det er Althussers forståelse at den marxistiske helhed,[13] der må geninterpreteres ud fra en specifik kapitallogisk horisont. Det er begrebet om de differentielle historier og tider samt nivoernes relative autonomi. Det er umuligt at udskære en historisk epoke og operere med en totalitets analyse, hvor målet skulle være at opspore selve sjælen – en sjæl, som manifesterer sig i samtlige sfærer (nivoer); og det er præcis denne illusion som Althusser og Foucault med stor styrke har forsøgt at bekæmpe. Vi vil derfor hævde, at Althussers teori om differentielle historier er uomgængelig i en eller anden form; men problemet består i at forstå den afhængighed, der som sit resultat har den relative uafhængighed, d.v.s. hvordan kan man egentlig forstå dynamikken i helheden og nivoernes relative autonomi?

Denne bestemmelse kan netop kun finde sted ud fra det nivo, som distribuerer (dvs. er den afhængighed) den relative uafhængighed. Dette nivo, som distribuerer uafhængigheden er økonomien; – det betyder med andre ord, at økonomikritikken – kapitallogikken – må udvikles mod denne funktion.[14]

Det vi antyder, er, at Althussers økonomibegreb ikke er i stand til at indløse den vigtige funktion, som det skal administrere. Fornuften i ‘sidste instans’ determinationen ved økonomien forbliver en skinløsning,[15] idet det (stik imod intentionen) bliver påklistret udefra som det determinerer hvilket nivo som kan være dominerende; det forbliver på det nærmeste en forsikring. Det må være Althussers begreb om ‘overdetermination’,[16] som kan bibringes en anderledes potens, hvis det sættes i relation til kapitallogikkens økonomibegreb, fordi det her ville være muligt at binde såvel økonomideterminationen som økonomi og dominans sammen i et og samme medie: økonomikritikken. Når økonomi konciperes marxistisk er der nemlig ikke tale om et snævert begreb (reduktionisme, økonomisme), thi det overskrider den politøkonomiske rene totalitet[17] som aktionsfelt, og er derfor i sidste instans et begreb for determination: økonomibegreb og »økonomidetermination« er ikke to forskellige ting, men to aspekter af samme sag – det marxske økonomibegreb. Dominansen må ligeledes bestemmes i relation til økonomibegrebet, thi determination og dominans er kun analytisk de- chifrerbare, fordi det økonomikritisk kan demonstreres, hvorfor denne eller hin instans kan være temporær udviklingsbestemmende, thi intet element kan være dominerende, hvis det modsiger den økonomiske instans.

Det er derfor vi vil plædere for cn midlertidig analytisk dobbeltstrategi, som tager udgangspunkt i den marxistiske helhed. Man må tage udgangspunkt i de differentielle historier – altså i den immanentiske tilgangsvinkel på den ene side, for så på den anden side at opspore determinations- og dominansbestemmelser i kraft af økonomikritikkens transcendentalistiske tilgangsvinkel. Denne anden vinkel er ikke en ny reduktionisme, thi de enkelte historier og tiders resistens er et lige så vigtigt led i determinationsbestemmelsen, og en fraværende determination er stadigvæk en determination, thi det er en bestemmelse af en specifik afhængighed.[18]18

d.

Vi har minimeret antallet af praktiske anvisninger, thi målet med fremstillingen var en afklaring af et teoretisk felt; – et stykke grundforskning, som skulle levere det materiale som konklusionerne kunne drages på. Det var et forsøg på at påvise, at handlingsblokaden kan overskrides teoretisk, og det var et forsøg på at trække en demarkationslinie i forhold til de teoriansatser, som på et for løst grundlag udnytter de to diskursformationer ved ikke at stille spørgsmålet om en interpositivitet korrekt, idet man enten nivellerer forskellen i udgangspunkt eller tager aggressivt afstand fra en karikatur af den ene diskursformation. De to diskurser er to forskellige teorier, som ikke lader sig legere, og alligevel vil vi hævde – og det er det vi har forsøgt at demonstrere – at de fra deres forskellige vinkler støder frem til en identisk positivitet. En positivitet som kræver en ny forståelsesform, en ny teori, men en forståelsesform som må udgå fra det skitserede diskursfelt, som dels udgøres af en ansats som er for hurtig i sine løsninger og dels af en ansats som i sin egensindighed bliver sin egen ‘obstacle’. Hic Rhodos, hic salta!

Vi vil nu afslutningsvis vende opmærksomheden mod et andet genstandsfelt. Vi vil forsøge at demonstrere, hvorledes de to teori-legemer kan indgå i en konstruktiv symbiose, når det drejer sig om en teori om socialisationen. Afslutningsafsnittet vil nok stå relativt isoleret, men det skulle have den funktion at demonstrere, hvorledes man fra forskellige vinkler kan støde frem til et landskab, som må konceptualiseres i en dobbelt strategi.


[1] Vi har fremstillingsøkonomisk udeladt en kommentar til »Projekt Klasseanalyses« Althusserkritik. Vi vil dog henlede opmærksomheden på, at vi har kommenteret et vigtigt kritikpunkt nemlig generalitet I. Se p. 143 i dette arbejde.

[2] Det skal netop være en alliance og ikke noget giftemål. Vort problem består kort og godt deri, at vi anser begge diskurser (i deres nuværende udformning), som forfejlede på centrale punkter, og man står ikke med teorién i kraft af en symbiose. Det vil blive nødvendigt med en stringent kritik af de to diskursformationers epistemologiske grundlag, og vi kan henvise til, at en sådan kritik må tage udgangspunkt i formbegrebet hos Marx for at opspore de epistemologiske implikationer. Det vil måske da vise sig, at Marxs epistemologiske problematik bærer videre end man forestiller sig nu.

[3] Det er ikke kun et spørgsmål om at afmystificere Krahls udtalelse: »Værdi er altså repression« (op. cit. p. 377/212) og dekonstruere dens humanistiske konnotationer i videnskabeligt regi; det er lige så vigtigt at interpretere det politiske signal, som ligger i udtalelsen. Nu må repressionselimination ikke forveksles med en genindsættelse af lystprincippet – det ville præcis være en humanistisk illusion. Målet må i første omgang være den specifikt kapitalistiske repression.

[4] Her må arbejdskampserfaringerne naturligvis være relevante, thi her ser vi repressionen realisere sig. Men hvad vil klassekamp sige? Hvad er en klasse etc. – det er spørgsmål som tager sig banale ud, men langt fra er det. Represionen over for studenterne og andre uddannelsessøgende er ganske vist som Habermas rigtigt påpeger (se »Die Linke antwortet…, op. cit. p. 13) ikke identisk med en arbejdskamp, men pointen er blot, at de to kamprelationer ækvivalerer som kamp mod disse gruppers respektive umiddelbare repressionsinstanser.

[5] Når Schanz hævder om Althusser, at »hans teori rummer kun meget lidt potens i kritiske dechifreringssammenhænge« (‘Til rekonstruktionen …, p. 216) må det betragtes som noget af en tilsnigelse.

[6] Althusser i ‘Philosophie et…’, p. 20. ‘Filosofi, ideologi og videnskab’, p. 52. Når Engels et meget berømt sted (MEW 39-97) taler om ‘falsk bevidsthed’, så hænger det præcis sammen med en oprindelig definition af ideologi som en idé-videnskab. Det går igen i ‘Den tyske Ideologi’, hvor man angriber den tyske »idévidenskab«. Denne »videnskab er netop falsk, fordi den opfatter idébevægelserne som drivkraft (»en falsk resp. tilsyneladende drivkraft« (Engels)) for de historiske bevægelser. En plat bestemmelse af ideologi som ‘falsk bevidsthed’ er ganske uinteressant – og forkert.

[7] Når man f.eks. taler om »feticheret bevidsthed« er det udtryk for en eklatant misforståelse af fetischismebegrebet hos Marx.

[8] MEW 23-86 f. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 172.

[9] ‘Anhang’ op. cit. p. 773/91.

[10] ‘Grundrisse’, p. 716.

[11] Dette indpas har naturligvis også konsekvenser for det videnskabelige arbejde og det er uhyre vigtigt at få bestemt af hvilken art disse konsekvenser måtte være.

[12] Når vi i det efterfølgende taler uspecificeret om historisk materialisme, så menes der hele tiden en økonomikritisk reflekteret – en efterøkonomikritisk historisk materialisme, og dermed tænker vi som bekendt ikke på den historisk materialistiske økonomi, som kendetegner Marxs anden fase.

[13] Her skal man undersøge elementerne i ‘Lire le Capital’ og kun anvende elementer fra ‘Pour Marx’, som klarificeringer af ‘Lire le Capital’s historiske materialisme – en teori som netop funderes i skriftets økonomikritik.

[14] Jævnfør Marxs vigtige anvisning i MEW 23-96, hvor det netop henvises til økonomien som dominansuddeler.

[15] Her må man imidlertid ikke glemme den anden og politisk vigtige forståelse af i sidste instans’, som jo gik på interventionsstedet. Derfor må ‘i sidste instans’ ikke forsvinde fra teoribilledet: det er en filosofisk kategori. Den er vigtig, fordi den tillige peger på en refleksion over Lenins opfattelse af det ‘afgørende led’. Det gælder nemlig ikke blot om at vælge ‘det afgørende led. Vel rettere omvendt: For at kunne opdage og identificere kædens øvrige led, må man først begribe kæden gennem det ‘afgørende led’.

[16] Den anden side af overdeterminationsbestemmelserne, nemlig deres prætention af at udgøre konceptualiseringen af den almene strukturelle kausalitet ophæves ikke ved, at bestemmelsen erstattes i politøkonomisk regi (metonymisk kausalitet). Denne ansats må følges op.

[17] Det er her Althussers økonomibegreb bliver for snævert (men langt fra økonomistisk), idet han taler om det økonomiske niveau som en fast afgrænselig region. Det er ingen tilfældighed, at Althusser taler om politisk økonomi og ikke om ‘kritikken af den politiske økonomi’. Dette indicerer i øvrigt, at kritikbegrebet hos Althusser er et andet, end det vi analyserede i forbindelse med videnskabsbegrebet i økonomikritikken. Der er tale om en alstedsnærværende kritik, som har sin base i kompleksitetsbegrebet og kompositionskravet, – i problematikbegrebet.

[18] Ovenstående peger mod en historisk materialisme for kapitalismen, men peger videre end det. Her må man udnytte økonomikritikkens pegen ud over sig selv tidshistorisk. I de epoker hvor økonomikritikkens økonomibegreb tilegner sig social signifikans kan dobbeltstrategien umiddelbart effektueres. Problemet opstår først der, hvor dette ikke er tilfældet, dvs. i faser hvor det overhovedet er problematisk at tale om historicitet. Her kunne vi foreslå, at man vender tilbage til en mere ortodox althusserianisme, og lader den »økonomiske« indfaldsvinkel koncentrere sig om grundejendommen, fordi den bliver den mest fundamentale økonomiske kategori i bestemmelsen af produktionsmåden. Grundejendommen er naglen til en forståelse af samtlige instansers potentielle dominans. Vi vil undlade at gå videre ad dette spor. Vi har blot intenderet at skitsere nogle indfaldsvinkler, som er nærmere overvejelser værd – og det var netop det mål vi satte os med vores fremstilling.