Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

2. OM FASESPECIFIKATION AF DEN MARXSKE TEORIUDVIKLING – HISTORISK MATERIALISME OG ØKONOMIKRITIK

En analyse, som ønsker at diskutere den marxske teori og den marxske videnskabsteori i særdeleshed, støder umiddelbart på forskellige vanskeligheder. Dels har Marx ikke udarbejdet en videnskabsteori – dels findes der ikke et værk, som kan kaldes et koncensus-værk – og endelig har vi ingen garanti for, at Engels i sine redaktioner er i stand til at reproducere den marxske intention. Disse vanskeligheder – og der kunne nævnes andre – medfører, at en nøjere undersøgelse af den marxske teoriudvikling er uomgængelig for en aktuel genfremstilling af den revolutionære teoris kernepunkter.

Althusser-skolen og kapitallogikken stemmer overens i fasespecifikationen af den marxske teoriudvikling, og specifikationen har den samme betydning for genfremstillingens udgangspunkt i de to diskurser, der er med andre ord tale om en teoretisk isotopi.

Den simple erkendelse af, at der ikke findes noget koncensus-værk, fører direkte over i en bestemmelse af hvilke afsnit i teoriudviklingen, der udgør den egentlige marxisme: er det den unge Marx eller den ældre, thi der findes åbenbart forskellige Marx-er. Det ville imidlertid være en misforståelse at opfatte det marxske teorikorpus som et supermarked med selvbetjening, hvor man kunne vælge efter eget mål. Den marxske teori er andet end en brokkasse, hvor teologer, historikere, økonomer og filosoffer hver kan hente passende elementer hjem, idet denne parcellering blot ville være en pendant til den enkeltvidenskabelige sønderlemmelse af økonomikritikken. Tilbage står imidlertid selve redegørelsen for, hvorfor denne parcellering drives vold på den marxske teori – eller burde man sige teorier?

Man kan ikke simpelthen argumentere for, at det sidste værk skulle være den mest adækvate udformning af en teori (det ville i hvert tilfælde ikke være et argument), thi man er i postmarxismen ingenlunde enige om, at der skulle være tale om en teoriudvikling. Der er f.eks. talrige interpretationer, der betragter den marxske teori som udfoldet med ‘Den Tyske Ideologi’s historiske materialisme og det på trods af Marxs egne forsikringer om det modsatte.[1] I følge en sådan interpretation er den tidligere historiske materialisme med dens encyklopædiske videnskabsintention en teori for al historie, og økonomikritikken skulle så være en speciel analyse af den kapitalistiske produktionsmåde.[2]Såvel kapitallogikken som Althusser vender sig mod en sådan interpretation. For dem at se, hersker der ingen tvivl om. at ‘Kapitalen’, dvs. økonomikritikken er den marxske videnskab i dens endelige udformning og ikke blot et historisk materialistisk specialstudium af kapitalismen; men der må kunne argumenteres for denne reception.

Hans-Jørgen Schanz har meget stringent argumenteret for, at økonomikritikken nødvendigvis må være selve rekursbasen,[3] idet han argumenterer for, at det allerførst er økonomikritikken der kan indløse det »programmatiske materialistiske grundsyn« og altså opløse dets karakter af program. »Det materialistiske grundsyn, som Marx har vundet før kritikken af den politiske økonomi, bliver ikke liggende udenfor kritikken af den politiske økonomi, efter at denne er oprettet, men er på engang (genetisk) en quasi-filosofisk forudsætning for tilgangen til analysen af den politiske økonomi, samtidigt med at dette grundsyn både bliver præciseret og desuniversaliseret.«[4] På denne måde kan der leveres et teoretisk argument for, at teoriudviklingen frem til økonomikritikken må tages med forbehold, thi den er modsigelsesfuld og er ikke i stand til at indløse sit eget program.[5] Denne indfaldsvinkel er en fortsættelse af Reichelts bestræbelser.,[6] hvor man med udgangspunkt i de to vigtige kategorier fordobling og fordrejning – kategorier som er vigtige for den økonomikritiske fremstilling overhovedet – undersøger, hvad der i de tidlige værker bærer frem mod økonomikritikken.

Da han finder disse aspekter reflekteret i de tidlige værker er han tilbøjelig til at konkludere, at teoriudviklingen hos Marx forbliver centreret omkring dette dobbeltaspekt, og at det på denne måde udgør den egentlige koncensus i teoriudviklingen – en koncensus, som naturligvis kun kan lokaliseres, når der rekurreres fra økonomikritikken. Denne ‘aufhebungstaktik’ må ses som en implicit polemik mod Althussers teori om teoriudviklingen som brudfyldt, men – vil vi hævde – en malplaceret polemik. Thi når man hævder, at der er tale om fundamentale brud, hævder man ikke samtidigt, at teorien nødvendigvis udtaler sig om noget helt andet end tidligere – at der overhovedet ikke skulle være fælles elementer. Hertil kan kun siges, at en påpegning af fordoblingsstrukturens gennemgående vigtighed kun kan opfattes som en kritik af Althusser, hvis man opererer med et misforstået problematikbegreb. Althusser vil blot påpege, at man ikke kan lade begreberne svømme: Når der står fremmedgørelse i en økonomikritisk problematik, kan det ikke transformeres om til fremmedgørelse i en tidligere problematik. På samme måde må det faktum (og Reichelt har demonstreret, at det er et faktum), at fordoblingsstrukturen er et gennemgående træk, ikke forlede til en for hurtig identifikation af den position som fordoblingsstrukturen indtager i de tidlige værker og i økonomikritikken. Vi forsøgte netop i et tidligere afsnit at argumentere for, at fordrejning og fordobling indtog en ganske anden position i økonomikritikken end tidligere. Tidligere var den bundet til en antropologi, hvorimod bestemmelserne i økonomikritikken er kernen i en konstitutionslogisk problematik. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er tale om et fundamentalt træk som er fælles, nemlig erkendelsen af virkelighedens spaltning.[7]

Schanz må siges at repræsentere et fremskridt i forhold til Reichelt, fordi han lokaliserer udviklingslogikken som en mangelstruktur, men da ikke som en positivistisk perfektion af viden, – men som en struktureret genfordeling, der har videnskabsbegrebet og abstraktionerne som orienteringspunkt. Med dette orienteringspunkt kommer Schanz til at ligge meget tæt op ad den fasespecifikation, som Althusser plæderer for med problematikskiftene som orienteringspunkt. Schanz forlanger, »at ethvert forsøg på at bestemme denne udvikling (den marxske teoriudvikling. L-H S) og dermed faserne, den gennemløber, nødvendigvis må have bestemte (og i den marxske teori selv begrundelige, omend ikke nødvendigvis eksklusivt begrundede) orienteringsbegreber.[8] Althusser udtrykker samme intention på sin sædvanlige abstrakte facon, år han fremfører, at orienteringsvinklen stiller spørgsmål »til et objekt om dets natur, ud fra en teoretisk problematik, der, idet den sætter sit objekt på prøve, selv sættes på prøve af sit objekt«.[9] Intentionen består kort sagt i, at orienteringsvinklen ikke er tilfældig, men skal kunne begrundes i teorien selv.

For Schanz bliver orienteringsvinklen som sagt »videnskabsbegrebet, herunder mere bestemt opfattelsen af abstraktionerne«;[10] men hos Althusser findes der ikke et umiddelbart tilgængeligt eller ekspliciteret orienteringspunkt – og dog. Hvis man læser tilstrækkeligt bevidst, viser det sig, at indfaldsvinklen til studiet af den marxske teoriudvikling er »spørgsmålet om den marxistiske filosofis differentia specifica«.[11] og når man samtidigt påtænker, hvilken status den marxske filosofi indtager i den teoricistiske periode – nemlig som videnskabslogik – bliver det klart, at Schanz igen har ekspliciteret en fælles orienteringsnøgle.

At denne nøgle hos Althusser rent faktisk er videnskabsbegrebet i den teoricistiske forklædning af filosofi, fremgår måske endnu tydeligere i artiklen om det teoretiske arbejde, hvor det hedder: »Vi vil hævde, at den marxske filosofi kan findes der, hvor den er i arbejde. Vi vil hævde, at den marxistiske filosofi findes i ‘Kapitalen’ i praktisk tilstand, at den er præsenteret i ‘Kapitalen’s teoretiske praksis, helt præcist i måden at begribe ‘Kapitalen’s objekt på, – i måden at stille dens problemer på, i måden at behandle dem og løse dem.«[12] Selvom man i kraft af en ‘læsning’ kan bestemme denne orientering, så har Althusser ikke selv leveret en nærmere begrundelse for logikken i hans faseinddeling. Han beder blot om, at man vil tillade ham »i yderst summarisk form, at resumere nogle få resultater af et studium«.[13] Men dette resume over et studiums resultater indicerer, at studiets genstand har været den marxske filosofi i althussersk forstand.

Men hvordan ser nu faseinddelingen ud, når det åbenbart er et problem, »hvilke tekster af Marx vi skal betragte som marxistiske?«[14]Det er altså ikke »Marxs signatur, men Marxs ‘tænkning’ i streng forstand, som kan autentificere en tekst som marxistisk«.[15] Vi vil kort fremstille denne inddeling, som den fælles tager sig ud fra de to positioner, samt blot antyde de formelle epistemologiske fordelingsdefinitioner (brud, snit, reform).

a.

Der hersker ingen tvivl om, at de to vigtigste omrokeringer indledes af ‘Den Tyske Ideologi’ og ‘Grundrids’ (forstået som første gang økonomikritikken manifesterer sig diskursivt). Dermed må der arbejdes med tre afgørende faser: i) ungdomsskrifterne,[16] ii) de historisk materialistiske skrifter,[17] samt iii) de økonomikritiske skrifter.[18]

ad i):

I denne fase gennemgår Marx en politisk modningsproces, idet han i artiklerne i ‘Rheinische Zeitung’ frem til 1842 indtager en rationalistisk og liberal position – en borgerlig radikal position -, som bliver til en rationalistisk og kommunitarisk position; men altså ikke en egentlig socialistisk position. Marxs kritik er i denne fase bundet til en antropologisk orienteret videnskabslogisk figur, som bringes i anvendelse, for at vise, hvorledes den fænomenale verden udtrykker en spaltning mellem det menneskelige væsen og dets faktiske eksistens. Denne spaltning konciperes i begrebet fremmedgørelse,[19] og kritikken af fremmedgørelsen er en kritik af abstraktionerne – spaltningen mellem mennesket og dets væsen, som er arbejdet. Begrebet arbejde skal opfattes som bærer af de andre livsytringer, og Marx kan derfor knytte an til Regels arbejdsbegreb. Selvom det er den klassiske økonomis arbejdsbegreb, der står i centrum, er det i en specifik receptionsproblematik, som er overtaget fra den tyske idealisme; og i denne tilknytning til den tyske idealisme står Marx måske nærmere Kant-Fichte end Hegel, som i sin ‘Fænomenologi’ idealiserer et materialistisk arbejdsbegreb. Historieteoretisk er kritikken af abstraktionerne en kritik af Hegels fortolkning af udvikling, – en kritik, som følger Feuerbachs syntese af sensualistisk materialisme og etisk-historisk idealisme og af samme grund forbliver demarkationer af den ideologiske problematik. I receptionsparret tysk klassisk idealisme/engelsk økonomisk materialisme er den første dominerende.

ad ii):

Denne fase adskiller sig fra den første med et ‘epistemologisk snit’. Når dette snit lokaliseres mellem ‘Den Hellige Familie’ og ‘Den Tyske Ideologi’ er det samtidigt antydet, hvad der er essensen i bruddet, nemlig aftrapningen af den antropologiske figur; thi de to værker har samme kritikgenstand – den hellige familie: (Ludwig Feuerbach), Bruno Bauer, Max Stirner, (Karl Grün), kort sagt den tyske ideologi. Men medens kritikken i ‘Den Hellige Familie’ formidles over antropologikken, er denne tendentielt opgivet i ‘Den Tyske Ideologi’, og måske allerede glimtvis i ‘teserne om Feuerbach’.[20]

Den antropologiske fremmedgørelsesfigur udskiftes med begrebsparret produktivkraft/interaktionsforhold,[21] og det siger noget meget væsentligt om de Marx-Engelske bestræbelser, idet det stadig er ‘arbejdet’, der står i centrum. Nu ikke længere som det menneskelige væsens ytring, men arbejdet som det specificeres af den givne produktionsmåde (d.v.s. som kollektiv produktion) (jævnfør sjette Feuerbachtese: fra ‘inwohnendes Abstraktum’ til ‘Ensemble der gesellschaftlichen Verhältnisse’). Dermed bliver studiet af den klassiske økonomi som udtryk for produktionsmåden igen sat på programmet, men denne gang med en anden prioritet: I receptionsparret økonomi/filosofi er det nu økonomien, der er dominerende, og filosofien, som reciperes med basis i økonomien, – dvs. modsat den første fase. Dette har imidlertid vægtige konsekvenser for teorien, idet der ikke overtages en kritisk figur fra den tyske idealisme (Feuerbach) som tidligere, men en ufordøjet teoretisk kerne fra den klassiske økonomi; thi som begrebsparret produktiv- kraft/interaktionsforhold antyder, er der klare antropologiske reminiscenser, som først afvikles lidt efter lidt, for i ‘Grundrids’ at blive afløst af produktivkraft/produktionsforhold – en udskiftning, som fuldbyrder antropologikkens endeligt.

Den kritik af den klassiske økonomi, som Marx formulerer, er ikke en kritik af dens økonomibegreb, thi det går næsten uproblematisk igen i den historiske materialisme, men en kritik af dens opfattelse af privatejendommen som en historisk invariabel (naturalisering) og uomgængelig ejendomsform. Det er dette kritikpunkt, som binder Marxs to kritikgenstande sammen, thi det er det samme han kritiserer specielt Hegel for: nemlig en hypostasering af privatejendommen. Faktisk strækker kritikken sig ikke til mere.[22] Der overtages ufordøjet langt vigtigere elementer historisk materialisme fra økonomien, f.eks. produktivkraftbegrebet. Marx reproducerer den klassiske økonomis opfattelse af, at fremskridt er bundet til udviklingen af arbejdets produktivkraft, og denne udvikling anses for at være naturhistorisk nødvendig. I en sådan opfattelse bliver udvikling noget automatisk (udvikling af produktivkræfterne). men udviklingen er da ikke selv noget historisk formidlet begreb.[23] Marx problematiserer ikke den klassiske økonomis økonomibegreb, men dermed bliver han tillige indfanget af den klassiske økonomis implicitte historiebegreb, for dét kan ikke adskilles fra deres økonomibegreb; i sidste instans er der tale om et (liberalistisk) antropologisk historiebegreb, der netop heller ikke på dette tidspunkt begrundes i historien selv. Man må faktisk hævde, at den klassiske økonomi er en slags historisk materialisme.

Det arbejdsbegreb, som vi finder i ‘Den Tyske Ideologi’, er ligeledes den klassiske økonomis, og det er karakteriseret ved at være et arbejdsbegreb slet og ret. Marx gør selv opmærksom på, at det nye ved hans økonomikritik ikke er opfindelsen af brugsværdi og bytteværdi, men forbindelsen mellem dem; og det vil sige denne distinktions sammenbinding med arbejdets dobbeltkarakter. En sådan refleksion over arbejdsbegrebet findes ikke tidligere (og altså heller ikke i den historiske materialisme) og intentionaliteten i den samfundsmæssige udveksling forbliver enkeltindividernes brugsværdidrift, men alligevel kan de økonomiske lovmæssigheder ikke reduceres til enkeltindividernes intentioner.[24] Brugsværdien er målet, hvorimod bytteværdien er et nødvendigt reguleringsprincip; pointen er kort sagt, at arbejdsbegrebet forbliver uberørt af produktets dobbeltkarakter.

Nu forblev ‘Den Tyske Ideologi’ upubliseret, men alligevel må man ikke overse, at den skulle have en funktion som konkret intervention over for den nyeste tyske filosofi og den tyske socialismes forskellige profeter. Denne status af ‘position’, som dette vigtige skrift har, blev afkrævet af situationen på samme måde som Marxs andet vigtige økonomiske skrift. ‘Filosofiens Elendighed’. Det var simpelthen livsvigtigt for den internationale arbejderbevægelse, at man kunne skille sig af med denne falske broder, Proudhon, fordi han på samme måde som senere Dühring havde en magtposition inden for fagbevægelsen, som ville være blokerende for den videre strategi.

‘Filosofiens Elendighed’ er et brud med en utopisk løsning på kapitalismens modsigelser – et brud, som Marx kan foretage på baggrund af dén teoretiske base, som han funderede med den historisk materialistiske økonomi, der var en afskæring, et snit, som løsrev den revolutionære teori fra historiefilosofien. Marx intervenerer ikke blot mod Proudhons historiefilosofi, men mod hans økonomiske indsigt, som er et aspekt af denne filosofi. I dette skrift reproducerer Marx Ricardos arbejdsværditeori. som en position, der kan indtages mod Proudhon, thi »Ricardo viser os den borgerlige produktions reale bevægelse, der konstituerer værdien. Hr. Proudhon abstraherer fra denne reale bevægelse. han aser og maser med at opfinde nye fremgangsmåder og indrette verden efter en angivelig ny formel, der kun er det teoretiske udtryk for den reale bevægelse, som Ricardo har skildret så udmærket«,[25]og videre, at »Ricardos værditeori er den videnskabelige fremstilling af nutidens økonomiske liv; hr. Proudhons værditeori er den utopiske udlægning af Ricardos teori«.[26] Men når Marx indtager Ricardos bastion, kommer han også til at reproducere den ricardianske arbejdsværditeoris modsigelser – heriblandt begrebet om arbejdets værdi, som Marx i sin økonomikritik er i stand til at komme bag om.

Det er opløsningen af illusionen om arbejdets værdi, der er i det næste snit i den marxske teoriudvikling, idet det er dette begrebs økonomikritiske pendant – arbejdskraftens værdi og arbejdets dobbeltkarakter – der er nerven i den marxske arbejdsværditeori.[27] Inden vi undersøger denne reform (et videnskabsinternt snit), må vi kort nævne de implikationer for den historisk materialistiske problematik, som vi finder i ‘Manifestet’.

Nu er ‘Manifestet’ et politisk kampskrift, og vi finder ikke nogen videre udvikling af filosofien eller videnskabsbegrebet i dette skrift, men det samler teorien om historien og teorien om kapitalismen, og er derfor vigtig i selve diskussionen mellem historisk-materialisme og økonomikritikken, fordi man over for en aktuel strategi må spørge om, hvorvidt økonomikritikken virkeligt er blevet formidlet til en revolutionsteori: man kunne spørge om. i hvilket omfang den økonomikritiske rekonstruktion tillige er en rekonstruktion af en revolutionsteori.

Ekskurs:

Althussers Lenin-periode er et positivt svar på dette spørgsmål, idet han forsøger at lokalisere selve kampens sted, – men også Krahl stillede sig dette spørgsmål, som angår forholdet mellem produktion og klassekamp.[28] og det er vigtigt for en aktuel koncipering af forholdet mellem økonomikritik og en økonomikritisk reflekteret historisk materialisme. Det er med andre ord ikke kun real-analyser, der er det aktuelle problem, men i samme grad formuleringen af en socialistisk strategi, dvs. politikopfattelse: hvordan artikulerer man sig socialistisk under senkapitalismens herredømmebetingelser?

Imidlertid kan økonomikritikken og revolutionsteorien ikke forblive i et udvendigt forhold, for da vil man blot reproducere forskellige voluntaristiske engagement-koncepter, som ikke kan teoretisk begrundes, nomikritikken leverer ikke noget utvetydigt argument for kapitalismens Dette er ikke noget skin-problem – det er et reelt problem. – thi øko- nødvendige undergang. Den oprindelige forfægten af sammenfaldet mellem krise og revolution må relativeres i den videre teoriudvikling. Selvom Marx fastholder, at »modsigelsen i denne kapitalistiske produktionsmåde består netop i dens tendens til absolut udvikling af produktivkræfterne, som bestandig kommer i konflikt med de specifikke produktionsbetingelser, hvori kapitalen bevæger sig, og som er de eneste, den kan bevæge sig i«,[29] – samt at der er skranker for den kapitalistiske produktionsmåde, som bl.a. ytrer sig ved, at udviklingen af arbejdets produktivkraft frembringer en lov – profitratens tendentielle fald -, »som på et vist tidspunkt kommer i den heftigste modsætning til dens egen udvikling og derfor bestandig skal overvindes gennem kriser«.[30] Selvom man med andre ord økonomikritisk kan fastholde krisernes naturlovmæssighed,[31] så er der ingen garanti for krisens udfald: en kapitalrestauration eller revolutionær situation.

Med udgangspunkt i ‘Manifestets’ bestemmelser leverer Marx i artiklerne ‘Klassekampene i Frankrig’ og ‘L.B.s attende Brumaire’ en konkret analyse af. hvorfor kontrarevolutionen kunne sætte sig igennem i samtidens Frankrig. Disse artikler er vigtige for en forståelse af ‘den konkrete konjunktur’, fordi rene akkumulationsanalyser ikke er en tilstrækkelig – omend uomgængelig – analyse af den konkrete situation. Men nu er den konkrete konjunktur ikke identisk med en marxistisk historievidenskab, og sætter man denne videnskab i centrum. gør der sig det samme gældende: også dén må udfoldes post- økonomikritisk (dvs. med rekurs fra økonomikritikken), fordi historiebegrebet ganske enkelt bliver et andet i økonomikritikken.

Der rejser sig her et væsentligt problem, thi økonomikritikken indskrænker det umiddelbare udsigelsesfelt til kapitalismen, hvorimod de historiske materialisme, som den konciperes i ‘Den Tyske Ideologi’ og ‘Manifestet’, i sin intention er encyklopædisk. Den vil med andre on udtale sig om hele historien med samme autoritet. Nu har vi allerede tidligere fremhævet, at også økonomikritikken peger ud over sit umiddelbare udsigelsesfelt, og derfor er der et problem, som må afklares mellem dc to historiekoncepter. Problemet består i. at bestemme i hvilken grad økonomikritikkens pegen-ud-over-sig-selv kommer i karambolage med historieteoriens specifikke objekt: samfundsformationen. Det historisk materialistiske program er så generelt, at det ikke siger noget om samfundsformationens specifikke bevægelseslove, men det siger noget om den måde man kan nærme sig en forståelse af disse formationer på. og derfor kan den ikke forkastes. Vi kan tilslutte os Schanz. når han hævder, »at en indreflektion af økonomikritikkens landvindinger i begrebet for den historiske materialisme, således som det er konciperet forud for økonomikritikken, vil kunne forøge dette generelle historiematerialistiske begrebs analytiske potens …«[32]

ad iii):

Den marxske økonomikritik er en kritik af den klassiske økonomi og den historiske materialisme. Som vi demonstrerede.[33] hviler økonomikritikken på en ny opfattelse af abstraktionen og af idealismen; men for at denne nye opfattelse overhovedet kan slå igennem, er det nødvendigt. at Marx reformerer den økonomiske problematik. Denne reform kan illustreres med overgangen fra en ricardiansk arbejdsværdi- teori til en marxistisk, hvilket bl.a. er overgangen fra arbejdets værdi til arbejdskraftens værdi. Men hvad er eksemplet en illustration af?

Eksemplet med arbejdskraftens værdi demonstrerer kernen i økonomikritikken: Denne kerne er Marxs insisteren på FORMEN og ikke på det formløse indhold.[34] Denne insisteren kommer klart frem i følgende korte citat: »Det er lige så umuligt at gå direkte fra arbejdet til kapital, som det er at gå direkte fra de forskellige menneskeracer til bankieren eller fra naturen til dampmaskinen.«[35] Det er ikke udviklingens indhold, men dens form der står i centrum, og først med denne form-emfase kan det marxske vidensbegreb indløses.[36]

Først da kan Marx fremstille enheden i sønderrevetheden.

I økonomikritikken er den antropologiske figur definitivt afløst. Men nu afløses den ikke af produktivkraft/interaktionsforhold. som jo forbliver ekstremer med en fraværende formidling; i økonomikritikken er denne logik blevet til produktivkraft/produktionsforhold,[37] og dette skift er identisk med afviklingen af den uformidlethed mellem ekstremerne, som gjorde sig gældende i den historiske materialisme.

Problemet angående ekstremernes uformidlethed løser Marx i ‘Grundrids’, hvor han introducerer politøkonomiske dobbeltformer og deres formidlingsformer. Dobbeltformernes aspekter (arbejdets dobbeltkarakter, varens dobbeltkarakter, fordoblingsstrukturen i det hele taget) falder ikke længere fra hinanden, idet Marx lokaliserer reale samfundsmæssige former, som modsætningerne kan bevæge sig i: pengeformen, kapitalformerne. På den måde er ekstremerne ikke uformidlede, thi produktivkraft og produktionsforhold bindes sammen af former ved den kapitalistiske produktion. Derved er produktionsbetingelserne ikke passive skranker, som det var tilfældet med interaktionsbetingelserne. for »efterhånden som den kapitalistiske produktion skrider frem, udvikler den også sine egne betingelser og gør sin specifikke karakter og sine immanente love gældende for alle de samfundsmæssige forudsætninger, inden for hvilke produktionsprocessen foregår«.[38] Økonomikritikken kan præcist demonstrere, at disse ‘immanente love’ er andet og mere end det formløse begreb om produktivkraftens udvikling via en helt abstrakt arbejdsdeling.[39]

Når økonomikritikken er rekonstruktionen af den processerende værdis subsumtionspolitik, og produktivkraftudviklingen behandles inden for dennes rammer, så må vi vende tilbage til økonomikritikkens historieteoretiske konsekvenser; thi hvis økonomikritikkens kategoriale fremstilling samtidigt er en fremstilling af produktivkræfternes udvikling (de økonomiske formers historiske rækkefølge) da er den historiske materialisme ophævet i økonomikritikken; dette er imidlertid kun tilfældet, hvis produktivkraftudviklingen har samme status i de to teorier – hvis økonomikritikken er et forsøg på at skrive historie.


[1] Se MEW 13-10. ‘Bidrag’, p. 15, hvor det hedder: »De afgørende punkter i vor opfattelse blev først videnskabeligt antydet, omend polemisk i mit skrift ‘Filosofiens elendighed’, der blev udgivet i 1847 og var rettet mod Proudhon.«

[2] Som et eksempel der er relevant i vores diskusionssammenhæng kan der henvises til Auguste Cornu, hvor det bl.a. hedder: »Idet de således korrelativt kompletterede deres historieopfattelse giver Marx og Engels definitivt den historiske materialismes principper i ‘Den tyske ideologi’.« Findes i ‘La formation du materialisme historique’, La Pensée 115, 1964, p. 8. Til en egentlig bestemmelse af Cornus position, hvor abstraktion og hegelian- isme behandles, må henvises til Cornu: ‘Karl Marx et Fr. Engels. Leur vie et leur oeuvre. T I, II, HI’ (PUF). Her analyseres imidlertid kun teoriudviklingen frem til 1845.

[3] Se Schanz: ‘Til rekonstruktionen …’, p. 20-38, men klarest i artiklen ‘Til det marxske historiebegreb’, Historievidenskab 5-6-7, op. cit.

[4] ’Til rekonstruktionen …’, p. 37.

[5] Schanz fremstilling er så kort og klar, at det ville være uøkonomisk at reproducere den på dette sted. De indvendinger, vi måtte have, kan ikke på nogen måde problematisere fremstillingens klare pointer.

[6] I afsnittet: »Die materialistische Geschichtsauffassung im Marxchen Frühwerk«, p. 1973, 49-95 in op. cit.

[7] Det er selvfølgelig ikke nogen hemmelighed, at Althusser ikke ville kunn godtage denne argumentation: konstitutionslogikken er præcis det felt, hvor Althusser falder bag om Marx, men det er ikke en fortrængning, som invaliderer hans projekt.

[8] Mihail Larsen/Hans-Jørgen Schanz: »Oversætternes forord« i ‘Grundrids’, Modtryk, p. XX.

[9] Althusser: ‘Pour Marx’, p. 31, 34.

[10] Larsen/Schanz op. cit. p. XX.

[11] ’Pour Marx’, p. 23 f, 27.

[12] »Sur le travail théorique«, La Pensée 132, 1967, p. 15. I det hele taget er denne artikel lidt af et mysterium i det Althusserske forfatterskab – den er uomgængelig som formidling for en Althusser-inspireret real-analyse, og hører derfor på sin vis sammen med ‘Pour Marx’ og ‘Lire le Capital’. Det er et opus som er let at misforstå, og det er omgået i samlingsværket ‘Positions’ som ellers er forskelligt sammenskrab – det kunne tyde på, at Althusser selv fortrænger artiklen, dels p.g.a. dens teoricisme, dels p.g.a. dens karakter af et teoretisk tilbagefald.

[13] ’Pour Marx’, p. 25, 28.

[14] »Sur le Travail théorique«, p. 14.

[15] ibid.

[16] Vi bruger denne hævdvundne betegnelse for ikke at forstyrre begreberne for meget; Den omfatter skrifterne til og med ‘Den Hellige Familie’: dvs. ud over doktorafhandlingen fra 1893 – som undersøger, hvorledes frihedsbegrebet kan tænkes inden for en atomteori (Demokrit-Epikur) -, artiklerne i ‘Rheinische Zeitung’ (hvoraf debatten om ‘Holzdiebstahl’ – loven hører til de berømteste), – de i Paris skrevne artikler til ‘De tysk-franske Arbøger’ eller burde man sige bog) (Til Jødesprøgsmålet’, ‘til kritikken af den hegel- ske retsfilosofi’, Indledning), MEW 1. Hertil kommer de ikke offentliggjorte ‘Til Kritikken af den Hegelske Retsfilosofi. Kritik af den Hegelske Statsret’ (MEW 1) fra 1943 samt ‘Økonomisk-filosofiske Manuskripter’ (MEW Er 1) fra 1844, – og endelig ‘Den hellige Familie’ som ligeledes er skrevet i 1844, men som udkom i 1845 (MEW 2).

[17] Når vi kalder denne fase for den historiske materialisme er det ikke uden betænkeligheder, fordi det blokerer for en egentlig økonomikritisk reflekteret historisk materialisme; måske ville betegnelsen »historisk-materialistisk økonomi« være mere dækkende, og danne modpol til den historisk-materialistiske økonomikritik. De vigtigste skrifter i denne fase er følgende: Det upublicerede ‘Den Tyske Ideologi’ fra 1845 (MEW 3), der ligesom ‘Den Hellige Familie’ er skrevet sammen med Engels; – ‘Filosofiens Elendighed’ fra 1847 (MEW 4), – ‘Det Kommunistiske Manifest’ fra 1848 (MEW 4), – ‘Lønarbejde og Kapital’ fra 1849 (MEW 6), – ‘Klassekampene i Frankrig’ fra 1850 (MEW 7), – og endelig ‘Louis Bonapartes attende Brumaire’ fra 1852 (MEW 8). Denne fase omslutter også dét Althusser kalder ‘Œuvre de la coupure’ samt ‘Œuvres de la maturation’ (‘Pour Marx’, p. 27, 30). Der ligger den fundamentale erkendelse i denne distinktion, at dette teorikorpus er i udvikling, hvor de antropologiske reminiscenser afvikles lidt efter lidt; set i relation til økonomikritikkens problematik er de dog alle kritisable og som sådan »homogene«.

[18] Den sidste fase udgøres af den marxske økonomikritik – af offentliggjorte såvel som upubliserede skrifter – og er det Althusser har kaldt ‘Œvres de la maturité’. De omfatter ‘Grundrids af kritikken af den politiske økonomi’ fra 1857, – Til kritikken af den politiske økonomi, som blev udgivet i 1859 (MEW 13), – ‘Teorierne om merværdien’ fra 1861-63 (MEW 26,1.23.), – samt ‘Løn, Pris og Profit’ fra 1865 (MEW 16), – og endelig ‘Kapitalen’ i de forskellige udformninger og tillæg (MEW 23, 24, 25) plus 1. udgaven af varekapitalen (Studienausgabe) – og ‘Resultater af den umiddelbare produktionsproces’ (Verlag neue Kritik).

[19] Vi vil igen henvise til Ranciere: ‘Lire le Capital III’, samt til den bestemmelse af antropologikken vi forsøgte i del I.

[20] Teserne er vanskelige at omgås, hvis man tager dem på ordel: de må ses i sammenhæng med det skift, som de er et klart udtryk for. Man kunne med Althusser sige, at begreberne er ude af balance og flertydige (déscquilibrés et équivoques (‘Pour Marx’, p. 25)). Den 6. tese formulerer en antropologikritik: »Feuerbach opløser det religiøse væsen i det menneskelige væsen. Men det menneskelige væsen er ikke noget abstrakt, der er det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af de sociale relationer.« MEW 3-6. ‘Den tyske ideologi’, p. 11.

[21] Produktionsforholdene begribes i ‘Den Tyske Ideologi’ ved hjælp af termer som »Verkehrsmittel«, »Verkehrsform«, »Verkehrsverhältnisse« – og det er med andre ord ‘Verkehr’ (interaktion) med dets konnotationer af ‘intersubjektivitet’, der står i centrum, så antropocentrismen er endnu ikke total transcenderet.

[22] Det kritikpunkt må heller ikke forklejnes, for det rammer den liberale ideologi og økonomi i selve nerven, som den allerede er formuleret af John Locke («Second treatise on Civil Government; kapitlet om ejendom). Locke argumenterer dér for, at: i) menneskene ejer sig selv, ii) naturen i sig selv har ingen værdi, iii) værdi skabes gennem menneskeligt arbejde (arbejdsværdilære), iiii) den, der har påført naturtingen værdi gennem sit arbejde, har også ejendomsretten over den værdifulde ting. Når man betragter Marx kritik i relation til denne tradition – som også har påvirket Hegels retsfilosofi – bliver den anderledes vigtig, fordi den påpeger noget åbenlyst modsigelsesfuldt i selveste denne økonomiske ideologis grundlag, idet ekspansionsmuligheden (ii) er en historisk illusion: alting ejes.

[23] Produktivkraftudviklingen er identisk med et fra Smith overtaget begreb om arbejdsdeling; det er dette begreb, som erstatter parisermanuskripternes fremmedgørelsesbegreb, men det er en naturgiven forudsætning, som ikke selv forklares: hvorfor udvikles arbejdsdelingen, produktivkraften? Først økonomikritikken med dens merværdidriftsteori kan forklare denne udvikling, som på dette tidspunkt (i fase ii) hos Marx) forbliver en uforklaret betingelse, som i sidste instans er et symptom for et antropologisk historiebegreb, der netop er den klassiske økonomis historiebegreb.

[24] Adam Smith formulerer denne dobbelthed, når han forklarer, at »ethvert individ arbejder nødvendigvis for at yde samfundets årlige revenu så meget han kan. I almindelighed intenderer han faktisk hverken at promovere den almene interesse eller han ved faktisk ikke hvor meget han promoverer den … som i så mange andre tilfælde – ledet af en ‘usynlig hånd’ til at frembringe et endemål, som ikke var en del af hans intention.« “The Wealth of Nations’ I, p. 400 (op. cit.). Tekststedet er velvalgt, idet det er et af de steder, hvor ‘the invisible hand’ træder klarest frem. Det er vigtigt, fordi det er det økonomiske systems kendemærke, en systemopfattelse, som har paralleller i den tyske idealisme. Først med kapitalismen kan der opstå en egentlig økonomisk videnskab, når videnskab ses som fremstillingen af et system. Det er derfor Marx taler om klassisk økonomi, thi her har vi et egentligt videnskabsbegreb. Det er nemlig først den klassiske økonomi, som kan fremstille ‘en indre sammenhæng’. Merkantilsystemet opererede ikke med selvregulerende love. Det selvreproducerende system ser vi først hos fysiokraterne i Quesnes’ ‘Tableau’. Hos Smith og Ricardo er det selve nerven.

[25] MEW 4, p. 81. ‘Filosofiens elendighed’, p. 122.

[26] ibid.

[27] Jævnfør Althussers analyse af Marxs læsestrategi, hvor han netop anvendt dette som eksempel. Se ‘Lire le Capital’ I, p. 16-23.

[28] »Det, problemet altså drejer sig om, er forholdet mellem produktion og klassekamp; forholdet mellem kritikken af den politiske økonomi som en kritisk teori om den kapitalistiske produktion og den historiske materialisme som en teori om revolutionerne og klassekampen er blevet problematisk.« Krahl op. cit. p. 385/222 f. For andre kapitallogikere er forholdet ikke længere noget problem (Rosdolsky, Reichelt. Wygodski). Schanz tematiserer problemet, men ikke i relation til et klassekampbegreb – kun med hensyn til den historiske materialismes analytiske potens (se ‘Historievidenskab’ op. cit. p. 257). Relationen mellem økonomikritik og historisk materialisme står centralt i den Schanzske rekonstruktion.

[29] MEW 25, p. 268. ‘Kapitalen’ 3,2, p. 339.

[30] ibid. ibid p. 340.

[31] Allerede Engels tvivlede på krisernes »tiårige cyklus«, belært af historien (1886); se MEW 25, p. 40. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 116.

[32] Schanz i ‘Kritikkens elendighed’. ‘Historievidenskab 5-6-7’, op. cit. p. 257.

[33] Se afsnittet om kapitallogikkens teoretiske model.

[34] Radikaliteten for det marxske videnskabsbegreb i denne insisteren kan ikke overvurderes. Det peger direkte på den problematik som har været et centralt emne i den franske epistemologie: det er en negering af indholdets trancendentalitet – kritikken af den trancentale signifié – økonomikritik.

[35] ‘Grundrisse’, p. 170. Marxs kritik af Bastiat går da også på, at »den økonomiske form som sådan bliver droppet« hos Bastiat (‘Grundrisse’, p. 161). Marx kritiserer den klassiske økonomi for, at den aldrig stillede spørgsmålet om formen for udviklingen af produktivkræfterne. Marxs insisteren på formen slås måske allerbedst fast i følgende formulering: »Abstraheres der således fra kapitalens bestemte form, og kun indholdet betonet, qua hvilket den er et nødvendigt moment i alt arbejde, så er naturligvis intet lettere at bevise, end at kapitalen er en nødvendig betingelse for al menneskelig produktion …« »Kapitalen opfattes som ting, ikke som forhold.« ‘Grundrisse’, p. 169

[36] Jævnfør MEW 3, p. 6 (reduktionen af de himmelske former til det verdslige grundlag som utilstrækkeligt), samt MEW 23, p. 392 (om at udvikle de himmelgjorte former). Vi har allerede henvist til denne problematik flere steder.

[37] Det er måske nødvendigt at gøre opmærksom på, at denne opfattelse adskiller sig fra de skitserede ansatser. Man – f.eks. Schanz – reducerer raskt væk den forskel, som må kunne vises mellem begrebet ‘Verkehrsverhältnisse’ og ‘Produktionsverhältnisse’, og det er følgerigt for forholdet mellem historisk materialisme og økonomikritik. Egentlig er det den traditionelle facon at udtrykke forskellen mellem de to faser på.

[38] MEW 25, p. 206. ‘Kapitalen’ 3,1, p. 254.

[39] Vi har tidligere beskrevet, hvorledes kapitalen måtte skifte fra absolut – til relativ merværdiproduktion på grund af de fysiske skranker for arbejdsdagens forlængelse, og altså indlede sin reelle subsumtion af arbejdet og omstrukturere de givne arbejdsprocesser. Den kooperative arbejdsform giver en produktivitetsforøgelse uden et tilsvarende øget tilskud af variabel kapital. Kooperationen er den kapitalistiske produktionsmådes grundform, idet den allerførst muliggør såvel arbejdsdeling inden for hver enkelt produktion som kombination af arbejdskræfter, og det er nødvendigt for indførelse af maskineri. Den næste form er manufakturen (heterogen og organisk), hvor hvert delprodukt udgør det færdige produkt på et bestemt udviklingstrin. (manufakturens særlige form for arbejdsdeling lægges grundlaget for totalarbejdet og den industrielle produktion. Arbejdsprocesserne er endnu håndværksmæssige i deres form, og først med maskineriet involveres selve arbejdsmidlerne i kapitalens omstrukturering af produktionen, hvorved maskineriet bliver til et middel for den relative merværdidrift, da den nødvendige arbejdstid nedsættes. – Endelig kunne man følge Marxs udvikling af maskinsystemet frem til storindustrien, hvor arbejdskræfternes individuelle færdigheder nivelleres samtidig med, at der bliver tale om en ny arbejdsdeling derigennem at den ideelle og den reelle arbejdsproces adskilles (‘geistige und körperliche Arbeit’) for dog igen at blive samlet i totalarbejderen.