Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

2. STRUKTUR OG BEGREBSLOGIK

Når det er tilfældet, at den egentlige forskydning er immanent over for transcendental, så har det er vigtigt udslag i den måde, hvorpå man forstår logikken i ‘Kapitalen’.

Vi har argumenteret for, at der i ‘Kapitalen’ findes tre »forskellige« logikformer svarende til Hegels ‘Logik’;[1] og det betyder ikke, at det er tre vidt forskellige logikformer, men om former som ophæves af hinanden: Værenslogikken ophæves i væsenslogikken, og denne igen i begrebslogikken, som dermed rummer de to foregående som momenter. ‘Kapitalens’ logik kan da skitseres som henholdsvis en brugsværdilogik – der er en rudimentær sfære, men har indslag senere i fremstillingen – en værdilogik, der er en konstitutionslogik: indstiftelsen af refleksionsstrukturen -; samt endelig kapitallogikken: Her smelter brugsværdilogik og værdilogik sammen,[2] og kapitalen bliver direkte omstrukturerende i det materielle grundlag, og brugsværdilogikken finder igen indpas og bliver signifikant.

Nu behøver man imidlertid ikke nødvendigvis at være enig i dénne opdeling for at anerkende, at værdilogik og merværdilogik (kapitallogik) er forskellige i deres proceskarakter.

Værdilogikkens formpotens er en overgang til en anden form, medens merværdi logikken er en egentlig ‘Entwicklung’[3]; man må også anerkende, at overgangen fra den simple værdiform til pengeformen ikke er identisk med dén udviklingslogik, som findes i resten af ‘Kapitalen’; værdiens subsumption af naturalformen er ikke identisk med kapitalens subsumtion af arbejdsprocessen; forholdet mellem værdi og værdiform er ikke identisk med forholdet mellem kapitalens almene begreb og de mange kapitaler etc. Det er alt sammen forskelle, som ikke må udraderes, hvis den revolutionære teori ikke skal tabes på gulvet.[4]

Hvis man kan acceptere distinktionen mellem værdilogik (konstitutionslogikken) og kapitallogikken — som er en begrebslogik, merværdilogik (idet der ikke er tale om to planer, men om et relationsnet i et og samme plan) -, hvis denne distinktion kan anerkendes, da kan vi afsløre endnu en vigtig forskydning.

Althusser er anti-konstitutionel, og han må have svært ved at redegøre for værdilogikken, der (omend kun fremstillingslogisk) er en konstitutionsproblematik. Althusser er da også symptomal tavs med hensyn til værdilogikken, og i denne forbindelse bliver hans bestemmelse af den marxske terminologi som ‘empiristisk befængt’ ikke en tilstrækkelig motivation for fraværet – tavsheden. Vi må læse denne tavshed.[5]

Althusser har givet nogle praktiske råd om læsningen af ‘Kapitalen’s første bog, og de peger direkte ned i den problematik, som vi analyserer:

»Hvis man begynder at læse første bog fra dens begyndelse, dvs. med første afsnit, så kører man enten fast her og opgiver, – eller man tror at forstå, og det er endnu mere alvorligt, thi man har da store chancer for at have forstået noget helt andet end det som skal forstås her.

Med udgangspunkt i andet afsnit (forvandling af penge til kapital) er tingene gennemskuelige. Her bryder man direkte igennem til selve kernen i første bog.

Denne kerne, det er teorien om merværdien, som proletarerne kan forstå uden nogen som helst vanskelighed, fordi det ganske enkelt er den videnskabelige teori om noget, som de har en daglig erfaring for: klasseeksploitationen.«[6]

Denne læsevejledning siger ikke så lidt om Althussers Marx-reception. Det betyder ikke, at det skulle være kritisabelt i sig selv i første omgang at overspringe konstitutionsproblematikken; – Althusser har ubetinget ret i, at det kan være vanskeligt ikke at blive hængende i 1. kapitel (jævnfør Sohn-Rethel), og det kan være en kritik af en filosofikritisk tendens til at glemme klassekampen, politikken; thi det den militante proletar har brug for, er en videnskabelig indsigt i sin position for at kunne omsætte denne indsigt i praksis. Denne politiske begrundelse må ikke fortrænges, og Althusser foreslår da også, at man efter at have sikret den politiske forståelse – »og først da – forsøger at læse første afsnit, vel vidende, at det på alle måder er ekstremt vanskeligt og kræver detaljerede forklaringer«.[7]

Det er ingenlunde tilfældigt, at Althusser i første omgang udelader l. afsnit, for det, som det gælder om at forstå, er teorien om merværdien (strukturlogikken, begrebslogikken); thi merværdien er »begrebet for en eksisterende social produktionstruktur – for en eksistens, som alene er synlig og målelig i sine effekter«,[8] og det er ‘selve kernen i første bog’.

Althusser vil altså forstå ‘Kapitalen’ på begrebslogikkens nivo, thi her er de hegelske reminiscenser mulige at retouchere bort, uden at teorien som sådan invalideres. Men det er ikke tilfældet på det væsenslogiske nivo! Althusser har helt specielle vanskeligheder med dette afsnit af ‘Kapitalen’ – teoretiske vanskeligheder.[9] Men der er tillige endnu et aspekt, »og dette aspekt kan man ingenlunde negligere; en del af vanskelighederne i første bog, specielt de som første kapitel af første afsnit og teorien om ‘fetichisme’ byder på, kommer af den terminologi som er arvet fra Hegel og som Marx i følge sit eget udsagn havde en svaghed for at flirte (‘kokettere’) med«.[10]

,Det er ikke så sært, at Althusser har vanskeligheder og må fortrænge 1. kapitel, på samme måde som han må fortrænge ‘Grundrids’,[11] da de hegelske kategorier her er helt afgørende for fremstillingen[12] (for afledningen og konstitutionen af den specifikke logikform), og de kan ikke transformeres til Althusser-kategorier uden at miste deres specifica: Althussers procesbeskrivelse kan ikke gøre rede for formpotensen – eller rettere – vil ikke gøre rede for den; – thi Althusser kan netop godt forstå vareanalysen hegeliansk, men hans projekt er at transformere de hegelske kategorifiseringer til »marxistiske«.

Vi kan kort resumere: Althusser understreger på det kraftigste ‘Kapitalens’ strukturlogik, – dens begrebslogik,[13] men har svært ved at koncipere de afsnit af ‘Kapitalen’, som ikke er begrebslogiske – forstået som endnu ikke begrebslogisk ophævet. Kapitallogikken agerer direkte modsat.

Kapitallogikken understreger ‘Kapitalens’ væsenslogiske karakter, men har svært ved at koncipere de ‘begrebslogiske’ afsnit i væsenslogiske kategorier. Man mener ikke, at der er den store forskel på væsenslogik og begrebslogik. Men som vi så, er der faktisk selveste udviklingsbegrebet til forskel og ophævelsen af diremptionen i virkeligheden, som kapitallogikken konciperer i empiristisk forstand.[14] Denne erkendelse eksisterer imidlertid i praktisk tilstand i den kapitallogiske diskurs, og vi mener her at kunne antyde en symptomal læsning af den kapitallogiske diskurs, som skulle transformere de væsenslogiske bestemmelser, der rent faktisk ikke længere er væsenslogiske, til deres navn i en begrebs- eller strukturlogik, thi det ville være en nødvendig kapitallogisk selvkritik. Vi mener kort sagt, at det er misvisende at tale om teorien som en væsenslogik. Det er korrekt når Krahl taler om ‘den marxske vareanalyses væsenslogik’, men problematisk når Schanz siger, at »Kritikken af den politiske økonomis dechiffreringslogik bliver væsenslogisk derved«, at »den ønsker at rekonstruere i tænkningens medium realitetens almene bevægelsesformer og »lag««.[15]

I sine forsøg på at understrege det helt centrale i konstitutionsproblemet er man i kapitallogikken kommet til at overvurdere dén Væsen- Fremtrædelsesfigur, som nok var et vigtigt moment i en positivismekritik, men som tillige har været kilde til mange misforståelser; til eksempel, at kapitallogik skulle være paradigme på den problematik, som Althusser bestemmer som empiristisk. Kapitallogikken er empiristisk, fordi den er rekonstruktion af virkelighedens egen logik – altså tilegner sig en oprindelig indskrift -, og ikke fordi den siger Væsen-Fremtrædelse. En kapitallogik, som er knap så prætentiøs i sin tilegnelsesproblematik, behøver ikke at være empiristisk i sin erkendelseskonception.

Med kapitallogikkens specielle focus på videnskabslogikken i økonomikritikken varekapitlet stå i centrum, da det allerførst er her, at denne videnskabslogik begrundes eller sættes i scene: her konstitueres dialektikken.[16]Det er heller ikke tilfældigt, at Althusser ikke påviser, at fremstillingen også i strukturlogikken er dialektisk; det er ikke tilfældigt, at han ikke diskuterer dialektikbegrebet i kritikken af den politiske økonomi, thi dialektikken konstitueres netop i væsenslogikken og kan ikke forklares retrospektivt.[17]

Schanz formulerer ganske klart kapitallogikkens dialektik opfattelse, når han hævder, at »den marxske kritik af den politiske økonomi er således også en kritik af den dialektiske logik«,[18] thi det understreger dialektikkens historiske status, som hænger sammen med vareproduktionen.[19] Dialektikken har kun gyldighed, der hvor noget alment sætter sig igennem på bekostning af det individuelle, og det er præcist det fænomen vi analyserede som ‘Verkehrung’.

Dialektikken hænger altså sammen med fordrejningen: kritik af fordrejningen er også kritik af den dialektiske logik og den dialektiske bevægelsesform vil forsvinde med fordrejningen. Det er en sådan dialektikopfattelse der gør sig gældende i økonomikritikken, hvor det er den kapitalsubsumerede del af samfundet, der har en dialektisk bevægelsesform.

Da Althusser ikke har noget fordrejningsbegreb, kan hans dialektikbegreb nødvendigvis heller ikke ækvivalere med kapitallogikkens men alligevel er man fælles om en kritik af den østeuropæiske marxismeleninismes dialektikforståelse.[20] Kapitallogikken viser denne afstandtagen ved at erstatte det belastede dialektikbegreb med ‘kapitallogik’, og man har i samme omgang via denne substitution illustreret »dialektikkens« omfangslogik. Kapitallogikken leverer dermed ikke en egentlig kritik af f.eks. naturdialektikken, men gør opmærksom på, at dialektikkonceptionen hos Marx er helt og totalt objektbundet. Det betyder imidlertid samtidigt, at man ikke vil kunne spore en dialektik i andre genstandsområder – det kræver i det mindste en usandsynlig demonstration af en fordrejningsrelation. Men det er imidlertid ikke det samme som at fraskrive en dialektikopfattelse og formelt tilsnit enhver forklaringskraft overfor processer, som ikke er kapitalsubsumerede.[21] Det er et sådant formelt dialektikbegreb, vi finder hos Althusser.

Når Althusser ikke vil høre tale om konstitution og fordrejning betyder det ikke, at han ophæver solidariteten mellem stof og metode, men at han foreslår et generelt dialektikbegreb; denne investering hænger sammen med hans opfattelse af kausalitetsstrukturen, thi som vi fremdrog, finder Althusser ikke, at den determinationstype – den nye rationalitet som Marx grundlægger, den strukturelle kausalitet – skulle være enestående for det marxske genstandsfelt, men netop også den kausalitetstype, som f.eks. lingvistikken og psykoanalysen i praksis har produceret. Althussers dialektik – hans procesbeskrivelse – konciperes da også i psykoanalytiske begrebsstørrelser.[22] og den er så forskellig fra det vi kaldte (med et lidt misvisende udtryk) »øst-marxismen«, at det ville være meningsløst at kalde hans dialektik for en fortsættelse af denne tradition. Det er nemlig i sidste instans Mao Tse-tungs modsigelsesfilosofi,[23] der transformeres over i en psykoanalytisk logik; og det betyder til gengæld, at Althusser heller ikke i sin selvforståelse skulle reproducere ‘Kapitalen’s logik – jævnfør vores tidligere diskussion – men foreslår en generel materialistisk dialektik, d.v.s. procesbeskrivelse.

Den forskellige prioritering af ‘Kapitalen’s logik, – og i forlængelse heraf den forskellige dialektikopfattelse – er vigtige forskydninger, men ikke egentlige modsætninger. Man kunne udmærket forestille sig en symboise i dette vigtige felt, thi de støtter gensidigt hinanden: i) Althusser mangler konstitutionen, men har til gengæld en »bedre« strukturlogik; ii) kapital logikken har et marxistisk dialektikbegreb, men mangler til gengæld en analytisk procesbeskrivelse. Det er den slags tilsyneladende inkommensurrabiliteter som dette arbejde har set det som sin mission at kvæle ved roden, og det kunne kun lykkes via en møjsommelig reformulering af interposivitets-konfigurationerne.


[1] Se hertil Del IIA.

[2] Jævnfør ‘Hegel Werke’ 6, p. 6-245 f.

[3] Jævnfør Marx i ‘Studienausgabe’, p. 246, hvor man kan se Marx karakterisere overgangen fra den analytiske synsvinkel til at sammenholde modsætningernes aspekter ved hjælp af ‘Entwicklung’, og det svarer til Hegels brug heraf. Det indicerer, at der ind til da ikke har været tale om udvikling.

[4] Hen ad vejen taber den filosofikritiske læsning meget let forståelsen for det revolutionerende i teorien, hvad angår pengeteorien og kapitalteorien. Dette tab bliver des jo større, hvis den filosofiske interpretation ikke bestemmer logikstrukturrene korrekt, for da kan den blive direkte blokerende for de økonomiteoretiske landvindinger.

[5] Det er en tavshed. Man kunne indvende, at Althusser ikke endnu har koncentreret sig om dette felt blandt andet fordi arbejdsdelingen i ‘Lire le Capital’ har fungeret således, at Pierre Macherey behandlede problematikken i sit indlæg (se Roger Establet/Pierre Macherey: ‘Lire le Capital’ IV, Paris 1973); – imidlertid afslører Macherey ikke større forståelse for værdiformsproblematikken, og det er med nød og næppe, at det lader sig gøre at anvende althusserske kategorier i bestemmelsen, og da kun Generaliteterne. Jacques d’l-Iont (udg.): ‘La logique de Marx’, Vendôme (PUF) 1974, er der tale om en fransk Althusser-kritik som står fast på en relation til hegelske logikformer, men bidragydernes kritik kan ikke sammenlignes med en kapitallogiks kritik, da den ikke på nogen måde kommer bag om konstitutionsproblematikken.

[6] Fra »Comment ‘Lire le Capital’?« i L’Humanité d. 21-3-69. Optrykt i ‘Positions’, p. 49-61. Citeret herfra p. 52 – vores understregning.

[7] ibid p. 59.

[8] ‘Lire le Capital’ II, p. 54.

[9] Nemlig at forstå arbejdsværditeorien som et specialtilfælde af værdiloven (som han for øvrigt finder er problematisk som begreb), samt merværdien som et specialtilfælde af den mere omfattende teori om merarbejdet. Igen viser det sig. at det er hans afledningsversion, der giver ham problemer.

[10] ‘Positions’, p. 59.

[11] På sin vis kunne man behandle Grundrisseinterpretationen som en forskydning for sig. Begge positioner taler om ‘Grundrisse’ – kapitallogikken som en meget vigtig tekst – Althusserskolen som en fortrængt tekst – altså af mindre betydning.

[12] Dersom Althusser havde haft et bedre ‘Grundrisse’-kendskab ville han uden tvivl have understreget følgende udtalelse på det kraftigste: (»Det bliver senere nødvendigt, før dette spørgsmål forlades, at korrigere den idealistiske manér ved fremstillingen, der frembringer det skin, at det skulle dreje sig alene om begrebsbestemmelser og disse begrebers dialektik. Altså frem for alt den frase: produktet (eller aktiviteten) bliver vare; varen bytteværdi; bytteværdien penge«). ‘Grundrisse’, p. 69.

[13] Althusser ville selvfølgelig ikke anerkende, at det er en begrebslogik i Hegels forstand og det omvendte ville heller ikke være tilfældet. Jævnfør Hegel: »Den eneste overskridelse af spinozismen kan alene bestå deri, at dens standpunkt for det første bliver anerkendt som væsentligt og nødvendigt, men for det andet at dens standpunkt bliver ophævet til det højere ud fra sig selv. Substantialitetsforholdet, betragtet helt alene i og for sig selv, fører over i sit modsætning – Begrebet.« ‘Werke’, 6, p. 250.

[14] Forstået som ekstrapoleringen af Wesen-Erscheinungsfiguren.

[15] Schanz: ‘Nogle problemer …’, op. cit. p. 4.

[16] Også dialektikbegrebet kan analyseres enestående som en forskydning, men da det i den grad hænger sammen med konstitutionen – ja, er konstitutionen – behandles det her, omend kort.

[17] Dette kan måske være en uheldig formulering, thi væsenslogikken er netop et kig tilbage på en konstitution fra det færdige resultat – fra den etablerede refleksion.

[18] ‘Til rekonstruktionen …’, p. 62.

[19] Jævnfør Reichelt op. cit. p. 81.

[20] Denne dialektikopfattelse er i dag så nuanceret, at det ikke er muligt at gøre rede for elementerne i en fodnote. Men man kan generelt sige, at udgangspunktet er et antal (og det svinger) dialektiske love formuleret af Engels i »Anti-Dühring« MEW 20) i) modsætningernes kamp og enhed – ii) negationens negation – iii) kvantitetens omslag i kvalitet. Endvidere er der to genstandsområder: dels tænkningen – den subjektive dialektik; dels materien (såvel samfundet som naturen) – den objektive dialektik. Traditionen er imidlertid inhomogen, og man skal vare sig for forkortninger.

[21] Tilbage står en undersøgelse af Sein-logikken som forståelsesform. I det øjeblik der ikke er tale om en væsenslogik med ‘eigene Bestimmungen’, men kun om ‘äuβere Reflexion’. Det er et aspekt man efter vores mening har glemt. Det er ikke nogen tilfældighed, at Engels (og Lenin for den sags skyld i Hegel-noterne) for største parten har deres diskurs og henvisninger til Sein-logikken, og dermed rent faktisk ikke modsiger kapitallogikken. Der er tale om en logisk overskridelse af en positivistisk (Engels ville sige metafysisk) virkelighedsopfattelse.

[22] Vi har allerede stiftet bekendtskab med ‘overdeterminationen’; derudover taler Althusser om modsætningernes ‘Verschiebung’ og deres ‘Verdichtung’, og peger altså direkte på Freuds drømmeanalyse. Althusser støtter sig til Lacan, som sammenligner ‘Verschiebung’ med ‘metonymi’ og ‘Verdichtung’ med ‘metafor’ (se ‘L’instance de la lettre dans l’inconscient ou la raison depuis Freud’ i »Ecrits I« op. cit.). Det er vigtigt at få analyseret procesbeskrivelsen i relation til en psykoanalytisk logik, da det bliver relevant i analysen af materialitetsformernes strukturer og lovmæssigheder og interferensen med fremmed bestemmelsen.

[23] Se ‘On contradiction’ op. cit. Man må i det hele taget stille spørgsmålstegn ved, hvor vigtig importen af Maos naivontologiske dialektikopfattelse er for procesbeskrivelsen. Mao skelner mellem primære og sekundære modsætninger, samt mellem modsætningernes primære og sekundære aspekter. Endelig er modsætningernes udvikling uensartet (uneven). Hos Mao hedder det: »Hovedmodsætningen i en tings udviklingsproces og kendetegnene ved processens væsen, bestemt af denne hovedmodsætning, vil ikke forsvinde før processen er fuldendt; men i en langvarig proces vil betingelserne sædvanligvis variere for hvert trin.« …Videre vil, blandt de mange større og mindre modsætninger, nogen blive intensiveret (jævnfør ‘Verdichtung’), nogen midlertidig eller delvis løst eller afdæmpet, og nye dukke op; (jævnfør ‘Verschiebung’) på denne måde er processen kendetegnet ved trin.« op. cit. p. 235. Længere fremme lyder det: »I enhver modsætning udvikler de to aspekter sig ujævnt. Undertiden synes de at være i ligevægt, men ligevægten er kun midlertidig og relativ, mens den ujævne udvikling er fundamental. Af en modsætnings to aspekter er den ene nødvendigvis hovedaspektet og den anden det underordnede aspekt. Hovedaspektet er den der spiller den ledende rolle i modsætningen.« op. cit. p. 333.