Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

2. TIL VIDENSKABSBEGREBET I KRITIKKEN AF DEN POLITISKE ØKONOMI

Efter således gentagne gange at have emfaseret kritik momentet, som også figurerer som titeldel i de marxske udgivelser, må det være tiden til at analysere den marxske videnskabs egenart, da den som kritik af en anden videnskab åbenbart selv er en videnskab. Marxs første økonomikritiske udgivelse bærer som bekendt titlen »Zur Kritik der politischen Ökonomie« og ‘Das Kapital’ bærer stadig denne titel som undertitel; derfor må den marxske videnskabs egenart være indeholdt i denne titel.

Vi har allerede anført det sted,[1] hvor Marx sætter fremstillingen i relation til hele den tyske tradition; i et brev af 12/11-1858 til Lasalle skitserer Marx sit projekt som »Økonomi som videnskab i tysk forstand«.[2] Hermed forstår Marx videnskab i den hegelianske betydning af videnskab. Med et sådan videnskabsideal i ryggen er Marx kaldet til at kritisere en position som Malthus’, – en position der på det nærmeste er Marxs modsætning. Derfor kan Marx da også udbryde, at »et menneske, – som forsøger at tilpasse videnskaben fra et tomt ydre standpunkt, fra videnskaben fremmede, ydre interesser – og ikke ud fra denne selv (hvor fejlagtig den så end er) -, kalder jeg »gemen«.«[3]Dette udfald siger meget om det marxske videnskabsbegreb og dets teorihistoriske baggrund, fordi det baserer vægten på en udvikling ‘aus ihr selbst’, hvilket præcis er kernen i det Marxske fremstillingsbegreb og dermed i hans videnskabelighed.[4] Hos Marx er ‘Darstellungs’-problematikken det medium og den form, hvor igennem problemerne fra den klassiske erkendelseskritik reflekteres; »I relation til fremstillingsproblematikken oparbejder Marx reflektionsformer vedrørende genstands- og historiespecifikke konstitutionsarter i realobjektet og i realobjektet for den videnskabelige bevidsthed om det«[5] hedder det hos Schanz. Fremstillingen er kortlægningen af ‘Kapitalen’s logicitet og lader sig derfor kun iagttage i funktion, d.v.s. i den kategorale udvikling; og det er da heller ikke tilfældigt, at redegørelsen for det marxske videnskabsbegreb hos både Krahl, Reichelt og Schanz sker i forbindelse med rekonstruktionen af den kategoriale udvikling.

Det er ikke det at bestemme videnskabeligheden i fremstillingens medium, der kan identificere den marxske videnskabeligheds egenart, thi heri adskiller han sig i intentionen ikke fra Hegel; derfor kan Hegel også være Marxs umiddelbare ideal. Fremstilling er åbenbart ikke en tilstrækkelig karakteristik, – der må påvises endnu et element: Det vigtige er, at Hegel ikke kan komme bag om sin egen fremstilling. – han er fanget i sin identitetslogik – fordi han ikke kan oparbejde den specifikke historiske begrundelsessammenhæng, som producerer en logicitet, som kræver denne specifikke fremstillingsform.[6] Hegel kan kort sagt ikke være konstitutionskritisk,[7] og det er i forbindelse med kritikmomentet, at Marx overskrider det hegelske videnskabsbegreb.

Marx beskriver selv sin opgave som følger: »Det arbejde, som det drejer sig om …. er en kritik af de økonomiske kategorier eller … det borgerlige økonomiske system fremstillet kritisk. Det er samtidigt fremstilling af systemet og gennem fremstillingen en kritik af samme.«[8]Det er sammenfaldet mellem kritik og fremstilling, der er økonomikritikkens differentia specifica, og det er i kraft af kritikmomentet, at Marx sprænger den Hegelske ramme for videnskabsbegrebet. Det kan han gøre, fordi han modsat Hegel ikke universaliserer dialektikken eller logicitetsmomentet i realobjektet; Marx kan med andre ord komme bag om dialektikken og påpege dens historiske status, fordi den udraderende identitetslogik er brudt ved overgangen fra ‘de filosofiske videnskaber’ til ‘kritikken af den politiske økonomi’. Økonomikritikken indtager ganske vist dén status hos Marx, som filosofiens videnskab har hos Hegel, men ikke på en måde som udraderer det materialistiske aspekt angående de historiske og ikke til kapitalreducerbare former: økonomikritikken er altså ikke en ny encyklopædie.

Det skal dog nævnes, at kritikbegrebet, – som hos Marx er fast knyttet til fremstillingen, og dermed ikke noget teorifremmed og ydre -, har et mindre dramatisk aspekt end det konstitutionskritiske; kritikken har i den tyske tradition (jævnfør Kant) en status som svarer til ‘inquiery’ i den engelske (jævnfør Hume) og inhærerer dermed tillige en grundig undersøgelse af et genstandsfelt, – det være sig den rene fornuft, dømmekraften, den menneskelige erkendelse eller den politiske økonomi. Imidlertid har vi ikke klargjort økonomikritikken – forstået som den marxske videnskab – og dens genstandsfelt ved at anføre baggrunden for det videnskabsbegreb Marx opererer med; vi vil derfor gå over til en redegørelse for elementer af den marxske videnskab som sådan.

Der er en reel fare i at foretage filosofikritiske rekonstruktioner, fordi man tenderer en eliminering af teoriens egenart til fordel for de overtagne elementer. Når man til eksempel påpeger, at det er i fremstillingsproblematikken, at Marx reflekterer den klassiske erkendelsespolitik, så må det understreges, at denne refleksion sker i forbindelse med en videnskabelig teori, som er andet end blot erkendelseskritik, og at refleksionen nødvendigvis er afhængig af dette skrift i problematikken. Heller ikke den umiddelbare terminologiske identitet må bevirke,[9] at de nye specielle relationer nivileres. De filosofiske læsninger må ikke bevirke, at man overser det revolutionerende i Marxs pengeteori og hans kapitalteori. Forkortninger af denne art eksisterer i det mindste som tendenser. Man må med andre ord ikke identificere det videnskabelige kritikbegreb med kritik i dagligdags betydning, for da taber man de positive elementer, som der vitterlig findes i den marxske videnskab. Der må nødvendigvis være tale om en positivitet, idet den borgerlige udveksling eksisterer som en uomgængelig realitet; derfor er kritikken en kritik af, at der rent faktisk eksisterer denne realitet. Dette betyder så igen ikke, at økonomikritikken kan betragtes som en positiv økonomisk teori på linie med nationaløkonomien, – selvom der findes utallige eksempler på en sådan reduktion til kapitalismens politiske økonomi.[10]Problemet er simpelthen, at økonomikritikken sprænger rammerne for de videnskabsklassifikationer, som normalt bringes i anvendelse for at karakterisere en videnskab.

Neokantianernes inddeling i naturvidenskaber og kulturvidenskaber f.eks. Windelbands skelnen mellem nomotetiske og ideografiske ansatser (generaliserende og individualiserende)[11] – kan ikke indfange økonomikritikken gnidningsfrit; men heller ikke Diltheys adskillelse mellem »forstående« og »forklarende« discipliner er i stand til at klassificere den marxske videnskab. Det er heller ikke nogen udvej at opspalte den marxske teori i adskillige disparate enkeltdiscipliner,[12] fordi selv summen af disse disjecta membra som en holisme ikke kan identificere økonomikritikken. De traditionelle opdelingers uformåen med hensyn til økonomikritikken, er symptom på en mangel i de borgerlige videnskabsbegreber, idet det afslører et kæmpehul midt i enkeltvidenskabernes mangfoldighed: ingen af dem interesserer sig for samfundet som samfund, og det er derfor vanskeligt for den borgerlige enkeltvidenskabelige synsvinkel at forstå Marx, thi en forståelse ville være identisk med at bryde med selve den grundlæggende enkeltvidenskabelige synsvinkel, d.v.s. identisk med, at enkeltvidenskaben mistede sin videnskabelige identitet. Men når økonomikritikken ikke kan begribes via kendte klassifikationer, hvordan forstås den da ud fra sig selv, hvordan er relationen mellem økonomikritikken og de partikulære videnskabsdiscipliner? Kapitallogikken insisterer på et subsumtionsforhold.

Økonomikritikken i relation til enkeltvidenskabeme lader sig alene bestemme, hvis Marxs henvisninger til tysk videnskab respekteres. Økonomikritikken er Marxs korrigerede hegelianisme – den korrigerede filosofiske videnskab,[13] og kun ved at undersøge Hegels videnskabsbegreb, kan man antyde, i hvilken retning en bestemmelse af økonomikritikkens relation til enkeltvidenskaberne må gå; thi det er intetsigende at hævde, at marxismen er en teori om det borgerlige samfund som totalitet (forstået som in toto).

Hegel bestemmer videnskabens genstand som virkeligheden’, men »empirien er ikke blot betragten, høren, følen osv. — dvs. at sanse (wahrzunehmen) det enkelte; men består i det væsentlige deri, at finde slægt, almenhed, love. Og idet den frembringer dette, da falder den sammen med Begrebets grund.«[14] Hos Marx er det ligeledes lovene, det almene, begrebet – kapitalens almene begreb – som er genstanden. Men almenheder opstår naturligvis ikke ud af den blå luft. Inden det kommer så vidt, må der gå en proces forud, – nemlig »gangen fra det Enkelte, fra det Særlige til det Almene«.[15]

Marx taler om. at »forskningen skal tilegne sig stoffet i detaljer, analysere dets forskellige udviklingsformer og opspore disses indre forbindelse.«[16] Er denne proces først tilendebragt stiller sagen sig anderledes, thi »dersom videnskaben er etableret, så begynder man her.«[17]Det betyder, at filosofien – økonomikritikken – »ikke længere starter ud med det empiriske«; men videnskaben ville ikke kunne etableres »uden udarbejdelsen af erfaringsvidenskaberne for sig«. Imidlertid tager det sig ud som om videnskaben »sprænger broerne bag sig«.[18]Disse broer udgøres af den tidligere videnskab og de erfaringsvidenskaber, som allerførst kan fremanalysere de indre sammenhænge, »Først når dette arbejde er fuldført, kan den virkelige bevægelse blive fremstillet adækvat.«[19] Denne dobbeltbevægelse og dens forudsætninger reflekterer Marx ligeledes i det berømte afsnit i ‘Indledning’ til ‘Grundrids’, som behandler ‘den politiske økonomis metode’. Her skelner Marx mellem den analytiske bevægelse fra en tilsyneladende konkret og real overflade mod stadig mere enkle begreber – »fra det forestillede konkrete til stadig tyndere abstrakta, til jeg var nået (angelangt wäre) til de mest enkle bestemmelser. Derfra skulle vejen tilbage igen tiltrædes .. .«.[20] for herefter at ende med et konkretum, som er en rig totalitet af mange bestemmelser. Det er imidlertid ikke nødvendigt for Marx at gennemløbe den første bane, idet videnskaben er så fremskreden. at den kan kaste broerne bag sig (derfor konjunktiven); økonomikritikken er ikke tvunget til at foretage denne bevægelse på ny, thi »den første vej er den. som økonomien fulgte historisk, da den opstod. 1600-tallets økonomer begynder f.eks. altid med det levende hele, befolkningen, nationen, staten, flere stater etc., de ender altid med. at de gennem analyse finder nogle bestemmende abstrakte, almene relationer, så som arbejdsdeling, penge, værdi etc. Så snart disse enkelte momenter var blevet mere eller mindre fikseret og abstraheret, begyndte de økonomiske systemer, der fra det enkle, så som arbejde, arbejdsdeling, behov, bytteværdi stiger op til stat, bytte mellem nationer og verdensmarked. Det sidste er åbenbart den videnskabeligt rigtige metode.«[21] Det burde være indlysende, at det er unødvendigt at gennemløbe den første vej. hver eneste gang man ønsker at udtale sig økonomikritisk.[22] Endvidere er det indlysende, at den anden vej først kan gennemløbes i kraft af, at de enkelte momenter er fikserede og abstraherede; men det er ikke det samme som at hævde, at de hver eneste gang skal abstraheres og fikseres. »Ideen må tage udgangspunkt i sig selv, når videnskaben er etableret«[23] – hedder det hos Hegel.

Det er imidlertid ikke ligegyldigt hvilke kategorier, der er blevet fikseret og abstraheret, og derfor kan Marx ikke blot udifferentieret overtage de fikserede størrelser. Dette åbner for et nyt problemfelt, som lader ane, at det marxske videnskabs- og kritikbegreb må være dobbelt. For det første er der tale om en kritik af de reale, politiskøkonomiske forhold, og den måde de udspringer af den kapitalistiske interaktion -altså en konstitutionskritik. For det andet er det en kritik af den politiske økonomi forstået som videnskaben om den stimlede livsproces i hvilken det borgerlige samfunds selvforståelse mest prægnant har sit teoretiske udtryk. Marxs objekt er de eksisterende produktionsforhold, men objektet lader sig ikke umiddelbart tilegne, og derfor må det borgerlige system begribes formidlet over en kritik af de økonomiske kategorier, som de historisk optræder – kritikken er altså tillige en dogmekritik. »Faktisk er den marxske kritik af kapitalismen i vid udstrækning en kritik af teorier«,[24] hedder det hos Alfred Schmidt. Det er vigtigt at pointere denne dobbelthed i kritikbegrebet, fordi begge aspekter er integrale dele af det marxske videnskabsbegreb; konstitutionskritikken og dogmekritikken er ikke fremmede størrelser. – de integreres netop i fremstillingen. Når objektet således behandles formidlet, vil vi tale om et fænomenologisk aspekt, som er vigtigt for en forståelse af den marxske metode. Alfred Sohn-Rethel udtrykker dette meget godt, idet han hævder, at når der tales om politisk økonomi, så »tænker man ingenlunde alene på kapitalismens økonomiske realitet, men på den økonomiske tænknings teoretiske disciplin«. Derfor kan han videre forklare, at »det marxske udgangspunkt er altså ikke virkeligheden. men en teori – ikke Værensdata, men Bevidsthedsdata.«[25]Disse fænomenologiske data er begreber som ‘værd i’, ‘kapital’, ‘profit’, ‘rente’, ‘løn’ etc., som de findes hos de borgerlige økonomer; og man må derfor pointere, at Marx »stiler mod den samfundsmæssige Værens virkelighed, men på den indirekte måde – via en kritik af historisk forefundne og accepterede begreber.«[26] Denne emfasering af det dogmekritiske element må imidlertid ikke føre til, at det konstitutionskritiske falder i baggrunden, thi det er de to elementers solidaritet, som implicerer erkendelsen af, at det ikke er tilfældige dogmer, der er til kritik. De størrelser eller kategorier, som Marx analyserer, er nemlig ikke rene analytiske bevidsthedsdata (de er altså ikke reducerbare til den teoretiske omgang) – de har et fundament i virkeligheden, thi der er tale om det Marx kalder »Tilværelsesformer, eksistensbestemmelser«, idet genstanden – det borgerlige samfund – »er givet, i virkeligheden såvel som i hovedet«.[27] Kapitallogikken vil binde de to elementer sammen ved at fremhæve kategoriernes specielle status som realbestemmelser.[28]

Vi finder en højst interessant argumentation for overensstemmelsen mellem den økonomiske videnskab og den økonomiske realitet hos Wygodski, hvor det bærende argument er en afspejlingsteori. »Naturligvis modsvarer den økonomiske videnskabs udvikling ingenlunde eksakt den økonomiske virkeligheds udvikling … men … so oder so«; det medfører blot for Wygodski, »at man må gå særlig kritisk tilværks ved analysen af den politiske økonomis historie«. Han støtter sig til det han kalder »den materialistiske tese«, som udsiger, at den videnskabelige teori genspejler virkeligheden, »og teoriens historie genspejler udviklingen af denne virkelighed, herunder også tænkningens udvikling som en del af virkeligheden«.[29] Problemet kan altså tackles forskelligt; når vi citerer Wygodski, så er det for at illustrere, at en strålende ‘tilblivelseshistorie’ ikke nødvendigvis repræsenterer en adækvat filosofikritisk rekonstruktion.


[1] MEW 31-183 (brev til Engels februar 1866).

[2] MEW 39-567 (vores understregning).

[3] MEW 26.2-112 (fremhævelse af Marx).

[4] »Fra det nuværende stade i den internationale diskussion burde der ikke længere herske tvivl om, at den rigtige forståelse af den marxske metode i ‘Kapitalen’ står og falder med ‘DarsteIlung’sbegrebet.« A. Schmidt i ‘100 Jahre Kapital’, p. 35 f.

[5] Schanz i »Teori og praksis«. ‘Natur og dialektik’, nr. 4. GMT, juni 1975, p. 52.

[6] Dette er en tilbagevendende problematik. Marx er af den opfattelse, at strukturen hos Hegel i og for sig er korrekt (»den hegelske logik er ifølge Marx den metafysiske forklædning af kapitalens selvbevægelse,« hedder det i Krahls formulering, op. cit. p. 206, 373) og Hegels intention er da også en rekonstruktion af virkeligreden selv, men han er ikke i stand til at gennemskue konstitutionen af en logik i realobjektet som nødvendiggør den specifikke fremstillingsform, som han rigtigt etablerer. Vi skal senere forsøge at begrunde disse teser.

[7] Jævnfør Krahl op. cit. p. 251, 403. »Konstitutionskritik würde gerade die Entschleierung fetischisierter Erfarungswelten nach materialistischer Darstellungslogik bedeuten.«

[8] MEW 29-550. (Brev til Lasalle af 22/3-58) (vores fremhævelse).

[9] Om ikke andet så har Althusser i det mindste uhyre stringent demonstreret, at de mange lighedspunkter ikke må bevirke en reduktionisme, og at sagen rettere må dreje sig mod, at forstå den facon de forskellige lån og reminicenser er blevet indoptaget i den nye teoridannelse.

[10] Dette er en bevidst hentydning til et dansk paradigme på denne opfattelse, nemlig Isi Grünbaums »Kapitalismens politiske økonomi«, Røde Hane 1970.

[11] Habermas’ ansatser er faktisk blot en genoptagelse af disse bestræbelser: De historisk-hermeneutiske videnskaber står i modsætning til både de empirisk-analytiske videnskaber og de systematiske handlingsvidenskaber, idet de har som mål »at frembringe nomologisk viden«. Når han derudover tilføjer, at »en kritisk socialvidenskab ikke lader sig nøje med dette«, men vil tilføre videnskaben et ideologikritisk element, så har han trods alt ikke begrebet den ortodokse økonomikritik. Se »Technik und Wissenschaft als ‘Ideologie’«, p. 158, Frankfurt 1973 (68). Det betyder nu ikke, at Habermas’ position som sådan er diskvalificeret, men man må gøre sig klart, at det Habermaske system hænger sammen med den transcendentale opfattelse af virkeligheden hos Habermas: Den mulige viden formidles over tre kategorier nemlig informationer, interpretationer og analyser, hvortil der svarer forskellige samfundsmæssige medier: Arbejde, sprog og herredømme og dermed tillige de erkendelsesledende interesser (teknik, praktisk og emancipatorisk). Man må derfor betænke, at et besnærende begreb som erkendelsesledende interesse fører andet med sig, hvis det da skal anvendes som andet end ‘bon mot’.

[12] Her er Joseph A. Schumpeter et hyppigt anvendt eksempel. I sin bog »Capitalism, Socialism and Democracy«, New York 1950, skelner han mellem profeten Marx, sociologen Marx, økonomen Marx og læreren Marx. Der er mange andre eksempler på, hvordan forskellige enkeltvidenskaber eller discipliner hver tager deres del af Marx. På sin vis er komponent-marxismen et lignende udtryk for en disrespekt overfor økonomikritikkens egenart.

[13] For at retfærdiggøre denne tese måtte der laves en undersøgelse, som ville sprænge dette arbejdes rammer. Økonomibegrebet hos Marx er en vanskelig sag, som kræver en bestemmelse af relationen til den klassiske økonomis økonomibegreb (i den historiske materialisme er de identiske); en ting er klart: det sprænger en dagligdagsforståelse af økonomi. Økonomismen er karakteriseret ved at opfatte økonomibegrebet for snævert jævnfør Horkheimer op. cit. p. 61. Horkheimer skitserer vanskeligheden ved en forståelse af økonomikritikken ganske godt, når han skriver følgende: »Kritikken er jo ikke identisk med dens genstand. Der har ikke udkrystalliseret sig en nationaløkonomisk lære af filosofien.« op. cit. p. 59.

[14] Hegel Werke 20, p. 79 (i forbindelse med en gennemgang af Bacon (von Verulam)).

[15] ibid.

[16] MEW 23-27 (efterordet til andet oplag). ‘Kapitalen’ I, p. 105.

[17] Hegel, W 20-79. »Ideen – når videnskaben er etableret – må gå ud af sig selv, – videnskaben begynder ikke længere med det empiriske; men for at videnskaben kan blive etableret, komme til at eksistere, dertil kræves gangen fra det Enkelte fra det særlige til de Almene.« ibid.

[18] Hegel, W 20-80.

[19] MEW 23-27. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 105.

[20] Grundrisse, p. 21.

[21] Samme sted.

[22] Det er på det nærmeste uudholdeligt at kommentere dette metodeafsnit i Grundrisse, fordi det i den grad er blevet kommenteret af andre, og det er helt fantastisk så forskellige udlægninger og forvridninger, det har været genstand for. Kapitallogikerne er ingenlunde enige på dette punkt og vores behandling kan ikke dækkes ind under etablerede behandlinger. Vi mener, at denne Hegel-inspiration er oplysende for behandlingen af de to veje, fordi den undgår forskellige opfattelser (næsten blot slogan-positioner), som krampagtigt laver adskillelsen mellem forskning og fremstilling, og dermed tror at have fattet essensen i det marxske videnskabsbegreb via denne spaltning. Sagen er blot den, at enhver videnskab kan siges at have denne dialektiske struktur, og det derfor ikke i sig selv udsiger noget specielt om det marxske videnskabsbegreb. Vores opfattelse vender sig tillige mod positioner som ureflekteret med vold og magt skal finde den marxske forsknings- proces (forstået som første vej) og så kaster sig over ‘Theorien über Mehrwert’. Der er megen fornuft i at kalde ‘Theorien’ for Marxs forskning, men ikke forstået som den første vej, thi Marx forbliver i det teorihistoriske medium. Der er ikke på nogen måde tale om at negligere forskningsprocessen, men vi ønsker at demonstrere at det kun er en misforstået økonomikritiks position, der kan kritisere kapitallogikken for at glemme forskningen. Jævnfør her Heine Andersen op. cit. -, hvor dette faktiske er hans gennemgående indvending. Miseren skyldes en forvirring angående kritikkens objekt, og dele af kapitallogikken tager del i denne forvirringsproces. Man må gøre sig klart, hvorfor man rent faktisk kan undvære forskningen – forstået som udgangen fra empirien – og ikke forsøge at tildække dette punkt; dvs., man må stå fast på sit anti-empiristiske standpunkt.

[23] Jævnfør note 17.

[24] 100 Jahre Kapital, p. 34.

[25] Alfred Sohn-Rethel: »Geistige und körperliche Arbeit«, p. 247.

[26] Ibid.

[27] Marx i Grundrisse, p. 26.

[28] Denne problemstilling er emnet i næste afsnit, og noget af det vigtigste som kapitallogikken har bragt ind i den teoretiske diskussion.

[29] Wygodski, op. cit. p. 122.