Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

3. DET EPISTEMOLOGISKE PROJEKT

Althusser intervenerer i det epistemologiske felt og leverer ansatser til en »videnskabsteori«. Vi har tidligere argumenteret for. at der ikke kan tales om en marxistisk videnskabsteori som modstykke til en positivistisk. Det vil derfor være naturligt at undersøge, hvorvidt Althussers ansatser ender i denne grøft. Hvorvidt han kommer til at opgive solidariteten mellem stof og metode – hvorvidt han renoncerer på en genstandssensitivitet via en metodehypostase.

Metodehypostasen er et hyppigt anvendt anklagepunkt mod Althusser, idet man mener, at han falder bag om marxismens egenart. Det eneste punkt, hvor man kan tilslutte sig hans projekt, er hans opgør med en post-marxistisk tradition og hans reformuleringsintention.[1] Med andre ord er det eneste punkt, hvor man fuldt ud kan tilslutte sig hans projekt, at finde i hans opfordring til »at læse ‘Kapitalen’«.[2]

Althussers metodologiske anti-hegelianisme kunne være det punkt som medførte, at han i følge kapitallogikken nødvendigvis måtte falde bag om videnskabsbegrebet i kritikken af den politiske økonomi. Men det er vores tese, at Althussers ansatser til en »videnskabsteori« ikke skal ses i lyset af anti-hegelianismen. thi Althusser har ikke nogen intention om at opløse solidariteten mellem genstand og forståelsesform[3] – han har ikke nogen intention om at lave en almen videnskabsteori.[4] Althussers epistemologiske bestræbelser må ses i lyset af epistemologietraditionen; først da kan man forstå de forskellige indsatser, som han gør.

Epistemologiens problem er sammentænkningen af videnskabsteorien og videnskabshistorien – af epistemologien og historieteorien; de opfattes i en fundamental enhed. Denne enhedstænkning[5] er determinerende for hele Althussers projekt. Vi vil forsøge at retfærdiggøre denne tese via en fremstilling af det centrale tema i den nyere franske epistemologitradition.

a.

Vi indlader os ikke på en fyldestgørende fremstilling af den franske epistemologie, men vil forsøge at skitsere elementer som bliver relevante, når vi rekurrerer med udgangspunkt i Althussers position. Vi vil i forlængelse af Dominique Lecourt opspore »et møde – mødet mellem marxismen og epistemologien – der kunne fremstå som frugten af en dobbelt, historisk ‘tilfældighed’«.[6] Den ene tilfældighed er selve tilstedeværelsen af en épistemologietradition i Frankrig.

Nu er der intet nyt i at tænke epistemologie eller videnskabsteori, videnskabshistorie; det har filosofien altid gjort, – og det ikke som et perifert problem, men som det vigtigste element lige fra Platon til Husserl og Lenin. Filosofiens udvikling[7] er kendetegnet ved, at den eksisterende videnskab har fungeret som vejleder og model for de filosofiske refleksioner; Althusser går endda så vidt som til at påstå, at der findes en nødvendig relation mellem videnskabelige nybrud og filosofiske nyskabelser; således er Platon filosofiens Tales, – Descartes lukrerer på den galilæiske fysik, Kant på den newtonske og Husserl på axiomatikken etc.[8] Selvom der ikke kan være tale om en videnskabeligt begrundet tese, så er det dog en empirisk acceptabel eller tilsyneladende rimelig tese.

Althusser hævder, at marxismen-leninismen er den mest radikale i sammentænkningen af filosofiske refleksioner og videnskabelige elementer, idet denne teori-dannelse hævder en fundamental enhed mellem teorien om videnskaben, videnskabens historie og epistemologien. Men det er nøjagtigt denne enhed, der udgør problemet – problemet for epistemologien og for Althussers marxisme-leninisme. Der er tale om en ny opfattelse af filosofiens relation til videnskaben: Det gælder om at »give den filosofi til videnskaben, som den fortjener«.[9] Den. konception er ny. men i forhold til hvad? I forhold til den positivisme, som dominerer videnskabsfilosofien, og som hævder, at »en videnskab om videnskaben er mulig«.[10]

En videnskab om videnskaben forudsætter i høj grad et ideologisk belastet videnskabsbegreb: Skulle videnskaben da være noget absolut – være en disciplin, som kan udfylde visse krav, og passe i et idealistisk skema. Skulle der findes et udtryk for videnskabens essens? Kræver ‘videnskaben om videnskaben’ ikke netop, at der kan tales om en positivistisk ‘unity of method’? Er det ikke sådan, at man ved at anskue denne videnskabens essens eller den videnskabelige erkendelse, da igen forsøger at etablere en ‘Erkendelsesteori’? En sådan ansats ser simpelthen ikke, at enheden i de forskellige videnskabelige praksisser er en idealistisk illusion; enheden eksisterer ikke, thi om de enkelte praksisser kan man sige, at de hver har »deres eget objekt, deres egen teori og specifikke eksperimentelle data – og i deres uens udvikling – har hver sin særlige historie«.[11] Positivismen overser simpelthen eller tilslører »histoire effective des science« – videnskabernes virkelige eller faktiske historie, og det er historien om deres modsigelser.

Når der tales om videnskaben (ental) og der samtidig er tale om en disciplin, som er videnskaben om denne, ja, da bliver den en videnskab om sig selv. Det medfører, at den videnskabelige diskurs bliver suveræn og autonom. Den skal ikke stå til regnskab overfor nogen, og kommer således til at svæve i et frit rum, som den selv udstikker; dens eneste grænse er selve postulatet om videnskabelighed.[12]

Når den videnskabelige diskurs ikke møder nogen forhindringer eller grænser, er det klart, at der bliver tale om en viden. Perlektionenaf denne viden bliver dermed til et teknisk problem; videnskabens historie bliver derfor blot en udviklingsproces eller en evolutionær proces, hvor man går fra fejl til den sandhed, som til slut skal åbenbare sig; – tiden bliver uden betydning – videnskaben er blot forsinket eller anticiperende.[13]

Det positivistiske begreb om en ‘videnskab om videnskaben’ reducerer videnskabernes faktiske historie til en art evolution, og positivisme og evolutionisme hører altså sammen, eller som Lecourt formulerer det, er »evolutionismen det nødvendige supplement i videnskabshistorie til positivisme i epistemologi«.[14] En anti-positivisme bliver dermed tillige til en anti-evolutionisme; det er kritikken af den positivistevolutionistiske position, som udgør identiteten i de ansatser, som vi kalder ‘den franske epistémologie’, idet man her understreger en fundamental forbindelse mellem epistemologien og videnskabens faktiske historie og praksis.

»De moderne epistemologer har ganske enkelt opdaget, at i videnskaben går tingene ikke for sig, på den måde som man forestillede sig det, og i særdeleshed som de fleste filosoffer forestillede sig det.«[15]Derfor er epistemologerne karakteriseret ved »en samvittighedsfuld respekt for den reelle videnskabs realitet«;[16] man forsøger at undgå tom filosoferen over videnskaben og fordømmer anden og tredie hånds viden. Det gælder om at være i videnskaben: hvordan foregår videnskabsproduktionen faktisk! Det er derfor nødvendigt, at gøre »en distinktion mellem det reelle videnskabelige arbejdes realitet og så dets spontane ‘positivistiske’ interpretation«.[17]

Men p.g.a. solidariteten mellem positivisme og evolutionisme, er det ikke kun i videnskaben, at det ikke går for sig. som man tror. – med Althussers ord: »I historien går tingene heller ikke for sig, som man forestiller sig det«.[18] Derfor må man forkaste de traditionelle historigrafier, som bygger på historiens fremskridt og fornuftens progression. Når man forkaster en telos-progression, sættes angrebet ind mod »hele det gamle idealistiske skema med en mekanisk progres (akkumulativ: D’Alambert, Diderot, Condorcet etc.) eller dialektisk progres (Hegel, Husserl, Brunschvieg) – en fortsat progres uden brud, uden paradokser, uden tilbageslag, uden spring«.[19] Den idealistiske simpelthen, som forudser, at ethvert spørgsmål vil finde – eller kan finde et svar, kan ikke opretholdes; thi det er ikke givet, at der findes et svar. – der kan findes imaginære svar, og der kan tillige findes imaginære spørgsmål. Derfor kan ikke-videnskabelige ideologier være anledning til virkelige nye videnskabelige opdagelser; det er netop disse sagsforhold, som epistemologernes skrifter retfærdiggør.

b.

Efter her at have skraveret det epistemologiske felt som en anti-positivisme og en anti-evokitionisme, og fremhævet, at det er forbindelsen mellem epistemologi og videnskabshistorie, der er ‘den franske epistemologie’s karakteristikon, så må det samtidigt anføres, at det netop er måden, hvorpå enheden tænkes, der adskiller epistemologerne fra hinanden; idet de hver især har forsøgt at producere en teori om forbindelsen. Althussers problemer koncentrerede sig fuldstændigt om den marxske filosofi – den dialektiske materialisme, og han udviklede den i ‘Pour Marx’ og ‘Lire le Capital’ til at være Teorien om den teoretiske praksis – altså en videnskabsteori; han hævdede dermed, at tænke enheden mellem epistemologi og historieteori, som vi finder den hos Marx, fordi han opfattede den dialektiske materialisme i relation til historievidenskaben: den historiske materialisme. Men hermed blev det blot en postuleret enhed, og i praksis udviklede det sig til teoricisme,[20] hvor der introduceredes en ny ‘science de la science’; denne gang under navnet; TEORI.

Hvis Althusser vil tænke enheden – og vi finder, at dette er et fundamentalt aspekt af hans filosofi må han finde et andet rum for filosofien at udfylde; dette sker med filosofien som tesefremsættende udluger, som klassekamp i teorien; kort sagt: med den ikke-filosofiske teori om filosofien, som den udvikles i de senere skrifter.[21] Vi må undersøge, hvordan enheden konciperes. Der er tale om enheden mellem epistemologie og videnskabshistorie – mellem videnskabsteori og historieteori. thi det franske udtryk ‘epistémologie’ dækker begge discipliner, medens et angelsaksisk begreb ‘epistemology’ derimod nærmere går på erkendelsesteori; gnosologien er overskredet i det franske udtryk: Erkendelsesteori, som den fungerer fra Platon til Husserl, er en saga blot. Vi vil undersøge denne overskridelse hos epistemologerne.

Epistemologitraditionen tager som allerede omtalt sit udgangspunkt hos Gaston Bachelard omkring 1930. Han grundlagde sin epistemologie via studier over fysikken og kemien[22] og den videreudvikles af Georges Canguilhem. der har medicinen som fundament; endelig er Michel Foucault en tredie position, som kan henregnes til traditionen – til Epistemologien. Nu er der stor forskel på Bachelards fysiske studier og Foucaults encyklopædisme, og den reelle koncensus kan ikke, eller skal ikke forklares via anekdoter om, at Bachelard var Canguilhems lærer og denne igen lærer for Foucault; der er tale om tre forskellige måder at tænke den omtalte enhed på; – det er enheden, der er koncensus om. Disse tre hovedfigurer udgør Epistemologien i strikt forstand. Ingen af disse er proklamerede marxister, så fra en marxistisk synsvinkel er det mødet mellem epistemologien og den historiske materialisme, der er interessant.

Dette møde finder sted omkring 1960 med Althussers forskellige ansatser, som vi tidligere har nævnt. Der er i første omgang tale om en ret ensidig anvendelse fra Althussers side af forskellige elementer fra Epistemologien, hvoraf det mest kendte er begrebet om et ‘epistemologisk brud’ – (et begreb der som omtalt bringes i anvendelse for at garantere marxismen som videnskab, idet dette problem ikke kun er en polemisk politisk nødvendighed, men tillige en teoretisk nødvendighed for den althusserske marxreception, fordi den fjerner diskursens egen sikkerhed ved at introducere to erkendelser: den ideologiske og den videnskabelige; og for at kunne domme intervenerer han i Epistemologien, fordi man her har forsøgt at koncipere relationen mellem videnskab og ikke-videnskab).

Senere har Althusser-skolen eller Althussers elever[23] forsøgt at bevæge sig den anden vej. forstået således, at de forsøger at opspore elementerne til en marxistisk epistemologie. De forsøger at etablere en videnskabshistorie på baggrund af den marxistiske historievidenskab, – som et lille hjørne af historiens kontinent.

Endelig må man opregne endnu et element til det teorikorpus, som den franske epistemologie er i færd med at aftegne: nemlig Lacan-skolen, som måske vil vise sig at blive den egentlige determinator i forsøget på at etablere en materialistisk teori.

Diskussionen mellem Lacan-skolen, Epistemologien og Althusser-skolen er bl.a. foregået omkring ‘Cercle d’épistémologie’.[24] Det vil sige, at den relevante diskussion har tre aktuelle koordineringspunkter omkring tre fremtrædende skikkelser: Foucault, Althusser, Lacan. Under dette dække er det faktisk tre giganter, der spøger, nemlig Nietzsche,[25]Marx og Freud; og problemet er så, hvorvidt disse teorier udelukker, supplerer eller udraderer hinanden. Om det skulle være muligt med en sublim syntese må stå hen i det uvisse; – det eneste man har. er erfaringer for, hvorledes det ikke skal foregå; idet jo både Althusser og Lacan står for genlæsninger, for rekonstruktioner af ortodoksien. Spørgsmålet om relationerne må derfor stilles anderledes, og vi vil blot antyde, at vejen går over en specifikation af materialismen.

Epistemologiens grundtese kan med Canguilhem formuleres på følgende måde: »Kort sagt, så holder netop den filosofiske fornuft fast ved, at uden reference til videnskabsteorien bliver en erkendelsesteori en tom meditation, og at uden relation til videnskabernes historie bliver en videnskabsteori en fuldstændig overflødig dublet til den videnskab, som den prætenderer at beskrive«.[26] Det er således relationen mellem de tre discipliner: erkendelsesteori, videnskabsteori og videnskabshistorie at epistemologien udspiller sig som enheden i denne relation. Nu findes det vi vil kalde epistemologi-topikken i forskellige udgaver. Citatet viser, at Canguilhem opretholder erkendelsesteorien som mulighed, men hos Althusser og Lecourt er den kun tilstede for at forlades – eller den er altid allerede forladt til fordel for videnskaben – den er et hul, en mangel.

Dér ligger helt præcist i topikken, at man ikke kan blive stående på et stadie, men hele tiden vil falde nedad – væk fra filosoffernes tåge- himmel mod videnskabens faktiske historie – mod det nussede arbejde; (jævnfør Bachelards tale om at give filosofien arbejdstøjet på).

Erkendelsesteorien arbejder med en fejl/sandheds-logik, men der er ikke mange, som vil forsvare en sådan logik, fordi den må henholde sig til en tredie-instans – en domsinstans – som kvaliteterne bestemmes i forhold til, – og det kan være et subjekt: Gud eller det pauvre subjekt, mennesket, men ingen af disse kan længere accepteres som garanter, eller man anerkender dem ikke som dommere. Og hvorfor ikke? fordi man allerede er steget ned i videnskabsteorien; – man må opsøge videnskabelige kriterier for sandhed og falsum, for verifikation eller falsifikation; sandhed bliver til videnskabelig sandhed. Nu er det af mindre betydning at verifikation eller falsifikation kan betegnes som tanke- forbud. da disse kriterier simpelthen ikke kan fungere som almenheder: at opretholde de samme kriterier for psykoanalysen og den teoretiske fysik er en absurditet;[27] men hvad værre er: sådanne kriterier og metodologiudkast er ikke anvendelige i den faktiske videnskabelige praksis; de ville endog være blokerende for den videnskabelige praksis. Videnskabsteori i denne positivistiske udformning respekterer altså ikke videnskabernes reelle eller faktiske historie. Den videnskabelige essens må forlades til fordel for videnskabshistorie, fordi den logik, som er operationel på videnskabsteoriplanet mellem videnskab og ikke-videnskab. ikke kan opretholdes uden at drive vold på enkelte videnskaber, når der tales om essentielle kriterier. Logikken på det nye plan udspilles da mellem en specifik videnskab og dens specifikke ikke- videnskabelige relationer og forstadier; og dermed bliver videnskabsteorien, idet den er historisk reflekteret, ikke til almen videnskabsteori, men til en specifik videnskabsteori med sit specifikke genstandsområde og sin specifikke fortid og fremtid. Hermed ser vi altså spredningen slå igennem og genstandssensiviteten dukke op på ny.

Det er denne bevægelse i erkendelsesplanet, som Althusser har måttet sande. Første gang – de teoricistiske forsøg – ved en for tæt tilknytning til Bachelard, hvis epistemologie er historisk. Man falder ikke dybt nok. men placerer sig i det andet plan med udsigt til de andre; anden gang ved at følge Canguilhem, hvis videnskabshistorie er epistemologisk. Først her standser faldet så at sige, og derfor må Canguilhem være nøglen; det gælder da om at erstatte hans August Comte relationer, med marxistiske historierefleksioner.

Betyder dette nu, at videnskaben overlades til sig selv igen, sådan som vi så det allerede hos positivisterne, omend argumentationen er en ganske anden? Hvis det var tilfældet havde den teoretiske omvej jo været omsonst. Vi ser netop, hvordan den er omsonst for Althusser i første omgang: han producerer en ny ‘science de la science’ under navnet Teori. I samme grad kan man sige, at Bachelard heller ikke er tilstrækkelig radikal, fordi han som også Althusser ligger under for muligheden af at destillere videnskaben frem ved at eliminere dens ‘negativt ubevidste’, som det hedder hos Foucault. Gennem dette rendyrkelsesfantasme bliver teorien kritisabel for en tendens til ‘videnskabelig absolutisme’.[28] Problemet er nu, hvorledes denne kritik undgås; d.v.s. hvorledes bliver det muligt samtidigt at give afkald på videnskabskriterier og retfærdiggøre tesen om den marxske teoris videnskabelighed; – det er dette dilemma, der præger Althussers filosofi, og det er her den epistemologiske intervention igen dukker frem. Det er i denne forbindelse, at det epistemologiske brud finder indpas, idet det bliver dette radikale skel, som sætter forskellen mellem en ikke-viden- skabelig og en videnskabelig periode i en teoris historie. Videnskabeligheden bestemmes altså bagud, rekurrentielt ved hjælp af epistemologien, og når man kan påvise et fundamentalt brud kan man sige, at videnskaben er etableret. »Da det er epistemologien, der påpeger dette brud, kalder han (Bachelard, L-H S) det epistemologiske.[29]

Nu er dette brudbegreb langtfra uproblematisk, og det ikke mindst fordi Althusser ikke anvender det kongruent med Bachelard, som han hævder at have hentet det fra.[30] Dets funktion er imidlertid at justificere, at den pågældende videnskab optræder og gør krav på at være videnskabelig, hvilket imidlertid ikke bliver en absolutisme, thi hvad der fremtræder som videnskab på det tidspunkt kan få sin videnskabelighed relativeret.


[1] Se hertil Larsen/Schanz: »Oversætternes forord« op. cit. p. xix f, samt til »Til rekonstruktionen …«, p. 84, 188.

[2] Se f.eks. Witt-Hansen: »Historisk materialisme«, København 1973, p. 163 f. Witt-Hansen tilslutter sig Lezek Kolakowskis ufattelige Althusser karakteristik. Findes i »The socialist Register«, 1971, p. 111-128.

[3] Althusser anti-hegelianisme er ikke rettet mod denne solidaritet – en sådan opfattelse ville være fejlagtig, idet Althusser eksplicit afskriver denne mulighed. Han tager afstand fra en tradition, som »hviler på en opfattelse af dialektikken som en metode i sig selv – indifferent over for indholdet.« Lire le Capital I, p. 122.

[4] Men det bliver hans teoricistiske fejltagelse, idet han i ‘Pour Marx’ bestemmer den dialektiske materialisme som Teori om den teoretiske praksis. I sine forsøg på at løse epistemologiens problemer ender han i første omgang i en ny positivisme.

[5] Tænkning af en ‘unite’, men ikke en reduktion.

[6] Lecourt: »Pour une Critique de l’epistemologie«, p. 5.

[7] Når vi her bruger udvikling, hænger det sammen med, at Althusser følger Lenin, når han hævder, at filosofien ikke har nogen historie, men blot er en kamp mellem idealisme og materialisme.

[8] Solidariteten bevirker, at filosofien først starter med Platon; først da findes en videnskab: matematikken. Refleksioner over forholdet mellem filosofi og videnskab findes flere steder hos Althusser – ja, man kan sige at det spøger overalt i hans filosofi. Refleksionerne her refererer til »Lenine et 1: philosophie«, p. 22. Relationen bliver vigtig for hans projekt overhovedet, og spørgsmålet om materalismen kanaliseres tillige gennem dette forhold; eller rettere via indskrivningsforholdene mellem filosofi og videnskab. Filosofien er ‘en retard’, hedder det hos Althusser, og han henfører denne refleksion til Hegel. Vi vil antage, at han her tænker på Hegels udtalelse i ‘Retsfilosofien’, hvor det hedder, at »Minervas ugle begynder først sin flugt i den frembrydende dæmring.« (Hegel Werke 7, p. 28). Imidlertid er det en ejendommelig udlægning af citatet, når det ses i sin helhed, men samtidig et eksempel på Althussers ofte lette omgang med skjulte henvisninger.

[9] Lecourt op. cit. p. 23 (om Bachelard). Denne sætning udsiger hele det Bachelardske projekt: Den hidtidige filosofi, finder han, er præget af den bekvemmelighed, som ligger i at filosofere på videnskaberne – altså systematiseringen af den spontane filosofi. Hos Bachelard skal filosofien i arbejdstøjet for at hjælpe videnskaben. Almindelig filosofi om ånden og intellektet, er i Bachelards øjne ikke rigtig filosofi. Althussers forsøg på i de seneste skrifter, at grundlægge en ikke-filosofisk teori om filosofien er en klar fortsættelse af Bachelards ansatser: Filosofien skal gribe direkte ind i videnskaben.

[10] Lecourt op. cit. p. 8, formuleret som et slogan, der kan gå på den videnskabsfilosofi, der bedrives fra Yale og helt til Moskva.

[11] Lecourt op. cit. p. 10.

[12] Det er tilfældet, idet videnskaben bliver sin egen dommer og anklager, fordi dominstansen – videnskabsteorien – er en del af den selv, når der er tale om en dobbelt illusion: videnskaben om videnskaben. (Den positivistiske løsning på jurisprudensen bliver altså friheden: man står kun til ansvar for sig selv).

[13] I en sådan sammenhæng er det evident at Hegel bliver et interessant tilfælde.

[14] op. cit. p. 15.

[15] Louis Althusser: in La Pensee 113, 1964: Presentation de l’etude de P. Machery: La philosophie de la science de Georges Canguilhem, epistemologie et histoire des Sciences, p. 52.

[16] ibid p. 51.

[17] ibid p. 53.

[18] ibid p. 52.

[19] ibid p. 53.

[20] Althusser var selv den første til at erkende dette. Se hertil forordet til anden udgave af ‘Lire le Capital’: »… definitionen … af filosofien som teori om den teoretiske praksis er ensidig og følgelig upræcis.« Der er tale om en »vis teoricistisk tendens«. ‘Lire le Capital I’, p. 6.

[21] Først og fremmest i »Lenine et la philosophie«, hvor filosofien mister sit objekt, og dermed ikke længere er videnskab. Filosofiens videnskabsstatus formuleres utvetydigt hos Poulantzas som siger, at den »a pour objet propre la production des connaissances«, op. cit. p. 5.

[22] 22 Bachelard er i høj grad sin egen, og det er svært at finde kilder, hvis man da skulle finde det ønskeligt; men her vil vi henlede opmærksomheden på Canguilhems skelnen mellem oprindelse og begyndelse. Når vi ikke omtaler Jean Cavailles og J. Vuillemin skyldes det deres perifere forhold til vores problematik. Koyré behandles heller ikke, fordi han konciperer forholdet mellem videnskab og filosofi direkte omvendt af Althusser.

[23] F.eks. Fichant, Pecheux, Badiou samt Regnault. I epistemologisk regi er Lecourt den mest fremtrædende; nu er det altid vanskeligt at tale om elever, fordi ingen bryder sig om denne etikette, og dog er betegnelserne symptomale. Man vil kunne se, at den eneste ændring der er sket ved ny-udgivelsen af fødselsdagsinterviewet fra 1968 – nu i ‘Positions’ – går på de folk Althusser samarbejder med, og der er ikke gjort opmærksom på denne ændring. Det der engang var elever, er det ikke længere.

[24] Spørgsmålet om en materialistisk teori er ikke afgjort ved at hævde materiens primat over for ånden. Det er problematisk, hvorvidt den traditionelle skelnen mellem materialisme og idealisme tjener noget formål. Materialismen kan ikke positiveres, og ansatserne kan blot fungere som grænser mod idealismen. Kredsens tidsskrift ‘chaiers pour l’Analyse’ udkom oprindeligt i meget simpelt udstyr, men er senere genoptrykt på Seuil. Specielt nr. 9 er vigtig for en epistemologidiskussion.

[25] Foucault-Nietzsche ækvivalerer ikke ganske som Althusser-Marx og Lacan-Freud. Der hersker imidlertid ingen tvivl om at Nietzsche spiller en vigtig rolle hos Foucault.

[26] Georges Canguilhem: Etudes d’histoire et philosophie des science, Vrin 1975, p. 12.

[27] Der kan være en vigtig politisk pointe i at opretholde videnskabskriterier. Et idealistisk skema vil kunne deklassere alle kritiske videnskaber – f.eks. marxismen og psykoanalysen – og fortrænge deres udsigelseseffekt.

[28] Det er en kritik, som fremføres af Paul Feyerabend i artiklen »‘Science’ The myth and its role«, Inquiry no. 2, 75.

[29] Francois Regnault: Hvad er et epistemologisk brud, NSU 1974, p. 1.

[30] ‘Brud’ hos Bachelard befinder sig primært på det videnskabsteoretiske niveau – mellem dagligdags og videnskabelig erkendelse, men hos Althuser accentueres brud i den historiske udvikling – altså mest klart på det videnskabshistoriske niveau. Hvis man vil lokalisere »det bachelardske brud«, – det videnskabsteoretiske da må man se på Generaliteterne, hvis tredeling er en pendant til Spinozas tredeling: erfaring; diskursiv, logisk erkendelse (det aktive element); og intuitiv (totalitets(erkendelse). På sin vis havde Spinoza udformet brudbegrebet langt før Bachelard. Bruddets dobbeltbetydning hos Bachelard finder indpas i Althusserskolen, og bestemmes udover to figurer, som imidlertid kan samles i det uspecifikke brudbegreb.