Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

3. ØKONOMIKRITIK OG ABSOLUT IDEALISME: BEMÆRKNINGER TIL FORHOLDET MELLEM ‘KAPITALEN’S LOGIK OG ‘LOGIKKEN’S VIDENSKAB

Kapitallogikken har forsøgt at vise, hvorledes den hegelske filosofi i almindelighed og den hegelske ‘Logik’ i særdeleshed kan virke afklarende på en lang række udsagn, begreber og reflektionsbestemmelser i økonomikritikken – under forudsætning af, at det fastholdes, at der ikke er tale om en simpel overtagelse af Hegels logikkonception; hegelianismen er selv udsat for kritik. Man kunne derfor sige, at kapitallogikken tydeligere end andre har påpeget, at det drejer sig om lidt af en lapsus, når Marx skriver: »Jeg bekendte mig derfor åbent som elev af hin store tænker (Hegel) og kokotterede endda her og der i kapitlet om værditeorien med den udtryksmåde, der var karakteristisk for ham.«[1] Kapitallogikken har hævdet – eksplicit modsætning til de mest bastante udtalelser i Althusserskolen at der er tale om andet end en kokettering med Hegels udtryksmåde. Brugen af den Hegelske udtryksmåde udstrækker sig til meget andet end lige kapitlet om værditeorien, idet hele Grundrids vrimler med hegelske kategorier, og selve kompositionsplanerne[2] formuleres i terminologien fra den hegelske Logik.

Marx skriver da også til Engels, at »med hensyn til afhandlingens metode har det været mig til stor tjeneste, at jeg by mere accident . .. igen havde gennembladret Hegels ‘Logik’«;[3] men man vil igen se, at formuleringerne er påfaldende vage: Det kan mildest talt ikke være ved et tilfælde, at ‘Kapitalen’s komposition er kommet til at minde om Hegels ‘Logik’; og et minimalt kendskab til Grundrids vil godtgøre, at der må have været tale om mere end en simpel gennembladring. Der findes imidlertid den reelle kerne i disse udsagn, at Marx taler om den hegelske ‘Logik’ og ikke om Hegels filosofi som sådan. Hans tidlige anknytningspunkter – nemlig Hegels ‘Fænomenologi’ og hans ‘Retslosofi’ – diskvalificeres af økonomikritikken; de hegelske elementer kan ikke længere bringes i anvendelse i en direkte relation, men kun med hensyn til komposition og metode.

Det er da også kun med hensyn til den dialektiske metode, at Engels omtaler Marxs tilknytning til Hegel. »Marx var og er den eneste, der kunne påtage sig det arbejde at få den kerne i Hegels logik frem, som rummer Hegels virkelige opdagelser på dette område, og at fremstille den dialektiske metode, frigjort fra dens idealistiske skal, i den simple skikkelse, i hvilken den bliver den eneste rigtige form for tankeudvikling. Udarbejdelsen af den metode, der ligger til grund for Marxs kritik af den politiske økonomi, anser vi for et resultat, der i betydning næppe står tilbage for den materialistiske grundanskuelse.«[4] Den vigtige karakteristik, som Engels her gør, peger igen på dén idealisme som allerede i ‘Feuerbachteserne’ blev koblet på det materialistiske grundsyn, men denne tilkobling er forskellig i de enkelte faser af teoriudviklingen og afhængig af, hvor man griber fat. Bruger man de ‘økonomiskfilosofiske manuskripter’ som formuleringsbase, er det Hegels ‘Fænomenologi’, der tager sig relevant ud, som det for eksempel er tilfældet hos Lukáes,[5] men når man som kapitallogikken bruger økonomikritikken som formuleringsbase, bliver det nødvendigvis ‘Logikken’ og dermed, som Engels påpeger, metoden.[6]For kort at sammenfatte ovennævnte så viser det sig, at Hegels betydning for den marxske selvforståelse er minimal, samt at Engels fremstiller relationen som vigtig men med hensyn til en stærkt bearbejdet variant af den hegelske dialektik Vi er mildest talt af en noget andet opfattelse; men hvorledes kan de argumenteres mod disse selvforståelser? Det kan der ganske enkel ved at fastholde de materielle analyser, som giver et noget andet billede af forholdet.

Vi kan fuldt tilslutte os Alfred Schmidt, når han siger, at »så vigtig som den marxske selvforståelse end er, så forbliver den ofte langt under det, som Marx teoretisk frembyder i sine materielle analyser«.[7] Vil man således beskæftige sig med forholdet mellem Marxs logik (- thi »når Marx ikke har efterladt sig en ‘Logik’, så har han dog efterladt ‘Kapitalen’s logik« -)[8] og Hegels Logik, da er man henvist til den konkrete udfoldelse i ‘Grundrids’ og i ‘Kapitalen’.

Nu er det få marxister, som ikke har sagt et eller andet om forholdet mellem Hegel og Marx, men det forbliver altid ved de rene forsikringer; der eksisterer ikke en gedigen analyse af alvoren i Marxs kokettering. Kapitallogikken forsøger at overskride forsikringerne, men der foreligger endnu ikke en komparation fra denne skoles side, og den kommer sikkert heller ikke, – og det kan begrundes. Lenins Hegel- noter intenderer ikke en sådan analyse, men inhærerer faktisk mange henvisninger, som dog bærer præg af at være en modsatrettet relation: Hvad findes der af materialistiske positioner hos Hegel. som vi kan indtage (?), og ikke – hvad der må være vores intention – hvorledes er den marxske økonomikritik en kritik af den hegelske idealisme. Alligevel kan hans berømte aforisme stå til eftertanke: »Man kan ikke fuldstændig begribe Marxs ‘Kapitalen’ og specielt det første kapitel uden at have gennemstuderet og begrebet hele Hegels Logik. Følgelig har – igennem et halvt århundrede – ingen marxist forstået Marx.«[9] Et andet sted hedder det: I ‘Kapitalen’ bliver materialismens logik, dialektik og erkendelsesteori (man har ikke brug for tre ord: det er et og det samme), som har overtaget alt værdifuldt fra Hegel og videreudviklet dette værdifulde, anvendt på en videnskab.«[10] Endelig har Lenin betragtet det som et så vigtigt moment, at han hævder, at en af kommunismens store ideologiske opgaver må bestå i, »at organisere en systematisk, ud fra et materialistisk synspunkt ledet studium af Hegels dialektik, – den dialektik, som Marx konkret har anvendt med så meget succes såvel i ‘Kapitalen’ som i sine historiske og politiske skrifter.«[11] Disse Lenin-citater viser med ønskelig tydelighed, hvilken vægtning den sene Lenin påfører den hegelske filosofi i almindelighed og hans logik i særdeleshed, selvom de samtidigt afslører en tilknytning, som ingenlunde kan siges at være kapitallogisk; det er naturligvis ikke tilstrækkeligt at påpege nødvendigheden af et Hegel- kendskab for at blive betragtet som kapitallogikker (havde det været tilfældet ville Lenin være kapitallogikkens ophavsmand).

Det er imidlertid vigtigt, at Lenin – alt imens han taler om at »anvende« på traditionel vis – pointerer, at det at forstå Marx, er at forstå ‘Kapitalens’ logicitet, samt at logik, dialektik og erkendelsesteori i et materialistisk regi – reflekteres i et og samme medium. Dermed bliver det klart, at Lenin står milevidt over den tradition som ellers betegner sit fundament som marxistisk-leninistisk, og som opdeler denne teori i forskellige komponenter.[12] Lenin lider ikke af det Hegel-syndrom, som præger dele af postmarxismen, og som har blokeret for en tilegnelse af økonomikritikkens egenart. Men hvordan forholder det sig egentlig med Lenins påstand om, at det er nødvendigt at studere hele Hegels logik for at forstå den marxske økonomikritik?

Rosdolsky er på sin vis enig med Lenin, men er samtidig af den opfattelse, at »siden fremkomsten af Grundrids er det måske ikke længere nødvendigt at bide i det sure æble og ‘gennemstudere hele Hegels Logik’ for at begribe den marxske ‘Kapitalen’; man kan opnå det samme ad den direkte vej via et studium af Grundrids.«[13] Alligevel hævder han i sin indledning (Vorrede) til sit hovedværk, at det efter Grundrids’ udgivelse ikke vil være muligt for en akademisk marxkritiker, at skrive om den marxske økonomikritik »uden i forvejen at have studeret hans metode og dens relation til Hegel«.[14] Alligevel kommer Rosdolsky ikke stort videre end til ‘den direkte vej’, – han bider altså ikke i det ‘sure æble’. Wygodsky og Tuchschcerer går samme vej.[15]Reichelt forsøger dog at tage Rosdolskys udtalelse i fortalen alvorligt, og trækker Hegel frem i sin fremstilling, men relationen bliver – som også hos Schanz – til et udvendigt forhold.[16] De ansatser, der findes hos Reichelt, er imidlertid uhyre vigtige, idet han hævder, at Marx knytter an til Hegels udtryksmåde, »fordi saglig tvang gør det nødvendigt for ham, ja man må gå så vidt som til at antage, at der eksisterer sådan noget som en strukturel identitet mellem det marxske kapitalbegreb og det hegelske åndsbegreb«.[17]

Denne udtalelse kan stå som overskrift for det projekt, der står tilbage at udfylde, og som alle erkender vigtigheden af, men som på grund af den teoretiske konjunktur sikkert ikke vil blive iværksat af den socialistiske bevægelse (som Lenin ønskede det), men vil blive overladt til »arkivisterne«. Vi vil insistere på, at projektet er relevant, fordi økonomikritikken er afhængig af et hegeliansk videnskabsideal og et hegeliansk sandhedsbegreb. Har man først denne opfattelse som indfaldsvinkel, kan man ikke lave de forskellige detailkomparationer, som er kendetegnende for de henvisninger, der trods alt findes hos forskellige teoretikere (for eksempel angående den påfaldende lighed mellem Sein og Wert.)

Man må lytte til Marx selv, når han fortæller, at det er med hensyn til kompositionen, at hans værk står i gæld til den tyske videnskat Først når det er erkendt, at det er på det kompositionsmæssige, de strukturelle plan at sammenligningen må foretages, – først da er de åbnet for en afklaring af forholdet mellem Hegels logik og ‘Kapitalens’ logik. Det er fordi man ikke har erkendt kompositionens betydning, at komparationen har været umulig, idet en detailanalyse enten bliver rene ‘bon mot’er eller drukner i Hegels stædige differentieringer.[18]

Når Marx betegner sit projekt som fremstillingen af kapitalens almene begreb og videre fastslår, at »i en sådan almen undersøgelse forudsættes det i det hele taget, at de virkelige forhold modsvarer deres begreb«.[19] da peger det direkte mod sundhedsbegrebet hos Hegel; – d.v.s. sandhed i filosofisk forstand, der adskiller sig totalt fra en positivistisk og dagligdags opfattelse af sandheden: »Sædvanligvis kalder vi overensstemmelsen mellem en genstand og vores forestilling for sandhed. Vi har dermed en genstand som forudsætning, som vores forestilling skal passe til. – I filosofisk forstand betyder sandhed derimod – overhovedet abstrakt udtrykt – et Indholds overensstemmelse med sig selv.«[20] Videre peger det på relevansen i den strukturelle identitet, når Hegel udtaler, at »Gud alene er den sande overensstemmelse mellem begrebet og realiteten.«[21]

Set i dette perspektiv. lader det sig antyde, hvad der er det marxske erkendelsesobjekt: Ideen i hans materialistiske regi, kapitalens almene begreb; for »Ideen er sandheden; thi sandheden er det, som modsvarer begrebets objektivitet«,[22] og Ideen »er det adækvate begreb, det objektivt sande eller sandheden som sådan«.[23] Det er altså en forudsætning for det marxske projekt, at der findes et modsvaringsforhold – et sandt forhold, d.v.s. en identitetsfigur. Her må vi hellere gøre holdt for at forsikre om, at det ikke er intentionen at rekurere til en identitetslogisk reception af den marxske teori. Intentionen er i stedet at påpege en identitetsfigur, som på ingen måde er udraderende med hensyn til almengørelsen. Der er tale om et sammenfald mellem begreb og »virkelighed«, uden at det må forstås derhen, at begrebet, ideen, Gud emanerer virkeligheden eller at denne in toto skulle være begrebet, fordi det er muligt at rekonstruere en hegelsk sandhed.

Den slags forkortninger ville kun bevirke, at en Hegel-rekurs fuldstændig ville eliminere det materialistiske og videnskabelige aspekt. Det er imidlertid nødvendigt at påpege, at der hos Marx opereres med en logikstruktur, som til sit væsen er overtaget fra Hegel. Denne påpegning vil være klarificerende, hvis (og kun da) vi kan forklare, hvorfor Marx kan anvende denne struktur, hvilket er identisk med at forklare, hvorfor en emanatisk logik (bedre: realistisk logik, idet der ikke er tale om nogen emanation) bliver relevant for tilegnelsen af økonomikritikkens genstandsfelt. Hvis dette program ikke kan indløses, er omvejen blevet til en afvej; – den direkte vej ville da have sikret en mere frugtbar omgang med den marxske teori. Vi vil kort gennemløbe nogle provisoriske teser, som tager sigte på en indløsning af det skitserede program.

Krahl påpeger korrekt, at »hos Marx er der to momenter i den idealismekritik, ud fra hvilken hans revolutionære teoris form henter sin begrundelse: den erkendelsesteoretiske idealismekritik og optagelsen af begrebet Abstraktion«;[24] og Henri Lefebvre har ganske godt redegjort[25]for udviklingen i Marxs holdning til den hegelske logik og til abstraktionen. Men hverken Krahl eller Lefebvre trænger bag om relationen mellem økonomikritikkens genstand og logikformen (med andre ord relationen til Hegel og abstraktionen) som den konstitueres hos Marx. Krahl forbliver på det nærmeste udelukkende i rigtige, men uhyre flotte bemærkninger om denne relation, medens Lefebvre i vid udstrækning blot beskriver, hvorledes relationen eksisterer på forskellige stadier i teoriudviklingen. Krahls udgangspunkt er imidlertid det eneste korrekte: Det er gennem en analyse af idealismekritikkens to momenter, at konstitutions problemet træder frem.[26]

I de tidligere skrifter retter Marxs idealismekritik sig imod en hypostasering af ideerne – det almene – til den egentlige virkelighed; og han kommer herved til at overbetone en empiristisk eller en sanselighedsemfaserende position. Om abstraktionen hedder det i ‘Parisermanuskripterne’: »At et ikke-genstandsagtigt Væsen er et uvirkeligt, ikke- sanseligt, blot tænkt, dvs. blot et indbildt Væsen, et Abstraktions-Væsen. At være sanselig, dvs. at være virkelig, er at være genstand for sanserne .. .«.[27] Denne sanselighedsemfase går igen i ‘teserne om Feuerbach’, hvor Marx undersøger, hvordan »det verdslige grundlag udskiller sig fra sig selv og fikserer sig som et selvstændigt rige i skyerne«. Han lader sig ikke nøje med en ideologikritisk reduktion af riget i skyerne til det verdslige grundlag, men kræver, at denne abstraktionens himmelflugt og selvstændiggørelse skal forklares ud fra grundlagets selvmodsigende karakter.[28] Abstraktionerne har altså ikke nogen realstatus: »Taget for sig, adskilt fra den virkelige historie, har disse abstraktioner aldeles ingen værdi«,[29] og de abstraktioner, som Marx anvender (nehmen . . heraus), har blot analytisk ordningslogisk status; abstraktionerne tildeles dermed kun en bevidsthedsmæssig status, og alle realudsagn opløses i sansningsudsagn.

Marx’ kritik af filosofien er kritik af den idealistiske abstraktion – filosofiens elendighed – som reducerer alle konkrete ting til et logisk begreb og hypostaserer dette til at være realitet. Marx må derfor fare hårdt frem, når en modstander i den politiske sfære – Proudhon – som ægte filosof »stiller tingene på hovedet og ser i virkelige relationer en inkarnation af hine principper, hine kategorier, der – sådan som filosoffen Proudhon atter udtrykker det – slumrede i ‘menneskehedens upersonlige fornufts’ skød«.[30] Kan man da undre sig over, »at hver ting i sidste abstraktion – for det drejer sig om abstraktion ikke om analyse – fremtræder som logisk kategori?«[31] Her viser det sig tillige at Marx modstiller abstraktionen og analysen – filosofien og videnskaben, medens han tyve år senere hævder, at abstraktionskraften i de økonomikritiske analyse må erstatte både mikroskop og kemiske ret genser.[32]

Der kan ikke herske tvivl om, at Marx må renoncere på nogle kritiske positioner fra ‘Misere de la philosophie’, efterhånden som økonomikritikken oparbejdes i løbet af 1850-erne. ‘Indledningen’ fra 57, som er skrevet 10 år senere end ‘filosofiens elendighed’, kunne kritiseres for at indeholde nogle af de samme momenter, som Marx tidligere kritiserede hos Proudhon. filosoffen. Der er tale om en reel omrokering, når Marx i 1857 bestemmer de økonomiske kategorier som »Tilværelsesformer. Eksistensbestemmelser«.[33] men i metodeafsnittet i ‘Filosofiens elendighed’ hævder: »De økonomiske kategorier er kun de teoretiske udtryk, abstraktionerne af de sociale produktionsforhold«.[34] Samtidig med denne pointering af et skift med hensyn til kategoriens stilling må det understreges, at der dog er koncensus om det vigtigste punkt i kritikken af den absolutte idealisme; det vigtigste punkt angår Hegels tro på, at han griber den virkelige bevægelse: »Han tror at kunne konstruere verden i kraft af tankernes bevægelse«,[35] medens rekonstruktionen rent faktisk, – som Marx formulerer det 10 år senere via den teoretiske metode blot »er den måde, hvorpå tænkningen tilegner sig det konkrete, reproducerer det som et åndeligt konkretum. Men på ingen måde selve det konkretes tilblivelsesproces«.[36] Dette vigtige materialistiske og ikke-identitetslogiske perspektiv forbliver altså et vigtigt fundament; men der er imidlertid sket noget med hensyn til kategoriernes abstraktionsstatus.

Marx afgrænser sig overfor Hegels filosoferende abstraktion, men beskylder ikke længere den begrebslige abstraktion for at være indholdstom: for at være tom i nominalistisk forstand. I den endelige økonomikritik taler Marx om den borgerlige økonomis kategorier som »samfundsmæssigt gyldige, altså objektive tankeformer for produktionsforholdene i denne historisk bestemte samfundsmæssige produktionsmåde, vareproduktionen«.[37] Det betyder, at det er formidlet over kortlægningen af en historisk bestemt samfundsmæssig produktionsmådes anatomi, at Marx når til en erkendelse af, at de økonomiske kategorier er gyldige og objektive, når det drejer sig om vareproduktion, samt at vareproduktionen lægger en mysteriøs tåge over arbejdsprodukterne; – en tåge der vil forsvinde, så snart »vi søger over i andre produktionsformer«.[38] Men i og med at tågen forsvinder, da forsvinder også abstraktionens privilegerede sted.

Den kritik af idealismen med hensyn til et overordnet åndeligt princip, som Marx formulerer i de tidlige skrifter, – idet han hævder, at bevidsthed er et prædikat og en egenskab ved endelige, dødelige mennesker -, kan han ikke længere opretholde, når det drejer sig om den kapitalistiske produktionsmåde. Her erkender Marx nemlig, at »eksistensen af en metafysisk bevidsthed, som er overordnet menneskene, er et Skin« – for nu at bruge Krahls formulering. Hans kritik i de tidligere skrifter var funderet i denne erkendelse, men tidligere havde han ikke erkendt, at det var »et realt Skin: kapitalen«.[39] Begrebet har altså realitet, selvom det ikke eksisterer som »træet« i den platonske idéhimmel eller som »Gud« i den aquinske ildhimmel; men hvori består dens realitet, dens eksistens da?

Omkring dette spørgsmål er der forskellige opfattelser, og vi kunne uddifferentiere kapitallogikken på dette punkt, fordi det afslører reformuleringemes egenart; det ville blive klart, hvilke der er reproduktion af forældede indsigter, og hvilke der er rekonstruktioner af Marxs potentialer.[40]

I problemet angående abstrationens realitet er det materialismen, der står på spil, og det antyder utilsløret den europæiske filosofis konstitutive rolle for Marxs revolutionære teori; her ophæver Marx temaerne fra den europæiske metafysik i et medium som ikke længere er filosofisk: økonomikritikken. Økonomikritikken fortsætter, hvor filosofien slap. Filosofien opløser det guddommelige i begreber, men tilkender disse begreber, abstraktioner, væsentlighed helt frem til nominalismen. Når Marx nu taler om abstraktioners realitet – og det har altid heddet idealisme – solidariserer han sig da med realisterne og Hegels absolutte idealisme, som er kronen på dette værk? Ingenlunde; men den nominalistiske position fra de tidlige skrifter erkender han som uholdbar, fordi han begriber samfundsmæssighedens selvstændiggørelse til en anden natur under en bestemt historisk produktionsmåde. Marx er forpligtet på en real metafysik, fordi den anden natur (natur, da bevægelseslovene er blinde som naturlove) er et ‘Schein’, idet den ikke har nogen real tingsstruktur; ikke desto mindre behersker den samfundets individer:[41] Den er på én gang metafysisk og real. »At et samfundsmæssig produktionsforhold optræder som en uden for individerne værende genstand, og at de bestemte relationer, som individerne indgår i deres samfundsmæssige livs produktionsproces, optræder som specifikke egenskaber ved en ting – denne fordrejning (Verkehrung) og ikke indbildte, men prosaisk reelle mystifikation karakteriserer alle samfundsmæssige former for bytteværdi sættende arbejde.«[42] Her viser Marx tydeligt, at han selv opererede med en reel mystik; men hvad der er langt vigtigere i dette citat er hans anvisning på det felt, som kan forklare denne reelle mystik og samfundsmæssighedens naturlighed: nemlig begrebet om ‘Verkehrung’ samt det bytteværdisættende arbejde, det abstrakte arbejde. Det er disse to størrelser, der åbner for en begribelse af Marx’ forpligtelse på en real metafysik; en metafysik der bevirker, at den platte materialisme (nominalisme) er uholdbar som begribelsesform, og som legitimerer hans flirt med en idealistisk begribelsesform.

De to elementer – fordrejningen og det abstrakte arbejde – hører sammen, men er alligevel eksponenter for to forklaringsmodeller over for økonomikritikkens realfunderede idealisme.[43] Ved hjælp af det abstrakte arbejde kan man redegøre for eksistensen af en abstraktion og altså historisk anvise en real abstraktion (ikke realabstraktion!),[44] men det er først i kraft af Marxs begreb om fordrejning (real fordrejning) at vi konstitutionslogisk kan legitimere ‘Kapitalen’s logikform. For Marx bliver kernen i idealismekritikken altså at påvise, at der eksisterer et ganske bestemt forhold mellem abstraktion og realitet for det kapitalistiske samfunds vedkommende.

I indledning til ‘Grundrids’ forsøger Marx at bestemme den historiske legitimation af arbejdet som en real kategori. Her hedder det: »Arbejde synes (at være) en ganske enkel kategori. Også forestillingen om samme i denne almenlied – som arbejde overhovedet – er urgammel. Ikke desto mindre er ‘arbejdet’, forstået økonomisk i denne enkelhed. en lige så moderne kategori som det forhold, der skaber denne enkle abstraktion.«[45] Herefter beskriver han forholdet mellem rigdom og arbejde økonomihistorisk – fra det monetære system, over merkantilisterne og fysiokraterne til Adam Smith og den borgerlige økonomi.

Det monetære system betragter endnu ikke værdien som et samfundsmæssigt produkt og repræsenterer altså den førkapitalistiske kapitals standpunkt. Også merkantilsystememe bliver i cirkulationssfæren, men fysiokraterne er det første, der reflekterer over produktionssfæren, og erkender arbejdet som produktionens princip, omend de forbliver stækkede i jorden og landbrugets feudale forklædning. Det var således et stort fremskridt, da Adam Smith afskaffede enhver bestemmelse ved den rigdomsskabende aktivitet og talte om arbejde slet og ret. »Med den rigdomsskabende aktivitets abstrakte almenhed (har vi) nu også almenheden af den som rigdom bestemte genstand, produkt overhovedet eller igen arbejde overhovedet, men som forgangent, genstandsgjort arbejde;«[46] men denne ligegyldighed over for »en bestemt art arbejde forudsætter en særdeles udviklet totalitet af virkelige arbejdsarter, af hvilke ingen længere er den alt herskende. Således opstår de mest almene abstraktioner overhovedet kun ved den rigeste, konkrete udvikling, hvor ét fremtræder fælles for meget, fælles for alt«; arbejdets abstraktion er ikke »kun det åndelige resultat« af en konkret totalitet, thi ligegyldigheden over for det bestemte arbejde modsvarer en samfundsform, »hvor individerne med lethed overgår fra det ene arbejde til det andet«, og det bestemte arbejde er ligegyldig også for dem. »Arbejdet er her – ikke blot i kategorien, men i virkeligheden – blevet middel til skabelse af rigdommen overhovedet«. Denne situation finder vi i de udviklede kapitalistiske samfund. Her er den abstrakte kategori, arbejde sans phrase, ikke alene teoretisk, men »praktisk sand«.[47] Abstraktionen – arbejde – kan anvendes overfor alle epoker som en historisk almenhed, men det er kun i det borgerlige samfund at den er praktisk sand d.v.s. er en realitet: her bliver arbejde til en real kategori. Det abstrakte arbejde har historisk realitet, fordi arbejdsdelingen er så højt udvklet at alle arbejder tilsammen udgør ét produktionssystem. Hos Krahl hedder det, at »abstraktionen har realitet, fordi den er udtryk for et arbejdsdelingsforhold, som er således struktureret, at det repræsenterer et forhold til abstrakt arbejde,… som har løsgjort sig fra de konkrete producenter«.[48] Dette var så at sige en sekular begrundelse for en eksisterende almenhed.

Virkeligheden er altså spaltet, fordi de almene samfundsmæssige forhold – den anden natur – har løsrevet sig fra de konkrete individer og brugsværdier og eksisterer som abstraktioner. Man kan bruge det marxske begreb om ‘Verdoppelung’ til at illustrere den eksisterende idealisme.

Fordobling er Hegels term for ‘enheden i forskelligheden’ og Marx bruger begrebet i ‘Kapitalen’ til at kendetegne Vare-Penge-ligningen.[49]Varebyttet producerer en fordobling af varen i vare og penge, som er den ydre modsætning som varens indre modsætning mellem brugsværdi og værdi fremstilles i; Marx adskiller sig derved fra enhver metafysik, idet det abstrakte kun kan manifestere sig i konkrete enkeltting, – det må have en tingslig skikkelse, her f.eks. pengene. I »Zur logischen struktur ..« har Reichelt påvist, at fordoblingsstrukturen er et vigtigt element hos Marx fra de tidlige skrifter; idet det altid har været Marxs program – det program som tydeligst kommer til udtryk i den fjerde tese om Feuerbach – at forklare fordoblingerne (verdens fordobling i en religiøs og en ‘verdslig’) ud fra det verdslige grundlags selvmodsigen.

Dette program er Marx først i stand til at indløse i økonomikritikken, hvor han erkender, at den reelle afhændelse af magten ikke skal forklares ud fra den antropologiske spaltning i fremmedgørelsen, men ud fra erkendelsen af en real-verkehrung. Allerede i ‘Zur Jugendfrage’ havde Marx indset, at »pengene er den almene, for sig selv konstituerende værdi af alle ting. De har derfor berøvet den hele verden, menneskeverdenen såvel som naturen, dens særegne værdi«,[50] men han i kan ikke forklare dette røveri før end fordrejningen er analyseret.[51]

Det er således vores tese, at det er i kraft af en lokalisering af en realverkehrung, at man kan levere det konstitutionslogiske argument :for den reale metafysik og dennes forståelsesform: ‘Kapitalen’s logik. Til en påvisning af denne tese ville det have været illustrerende med en gennemgang af den kategoriale udvikling i ‘Kapitalen’, men der findes idag flere ganske rimelige fremstillinger, selvom de dog alle underkender denne konstitutionssammenhæng, eller i det mindste ikke finder det nødvendigt at eksplicitere den. Dette postulat kan tage sig ud som en tilsnigelse, thi er det ikke netop understregningen af værdi formsproblematikken som en konstitutionsproblematik, der har være karakteristisk for kapitallogikken siden Bachhaus’ grundlæggende artikel fra 1965? Vel; men prioriteringen af elementerne vil i dette arbejde være en anelse forskudt, fordi den tager sigte på fordrejningen.

Det er opgaven at påvise, hvordan Marx i sit specifikke objekt erkender, hvorledes en real metafysik sætter sig igennem – hvorledes noget abstrakt-alment sætter sig igennem på bekostning af det konkret-enkelte. Som Reichelt klart har formuleret det. så er den metode eller logik, som Marx anvender som forståelsesform, »som er så god eller dårlig som det samfund, den udspringer af. Den har kun gyldighed der, hvor noget alment sætter sig igennem på det individuelles bekostning«.[52] Det er vores tese, at dette herredømme forhold reflekteres i det Marxske begreb om Verkehrung, samt at det må påvises og ikke blot konstateres som hos Reichelt.

Fordrejningen hænger sammen med formbegrebet og sætter sig igennem i værdiformen og kapitalformen: dels som værdiens usurpation af naturalformen, – dels som kapitalens subsumtion af arbejdsprocessen. I kraft af disse subsumtioner sker der et skift i de ontologiske prioriteringer: værdien prioriteres frem for brugsværdien – og værdiøgningsprocessen bliver arbejdsprocessens imperativ. Disse fordrejninger bærer den marxske logik og muliggør hans dialektiske logik. Denne erkendelsesmæssige quid pro quo sætter en realisme; – forstået således, elimineres tågen omkring det materialistiske postulat om, at stoffet foreskrives forståelsesformen: forståelsesformen for en idealisme in re må være en emanatistisk logik.

Ekskurs om real-abstraktionen:

Hvis man plæderer for en sådan indfaldsvinkel, kan man frigøre sig fra den mystik og den karakter af »Wunderbegriff«, som der har stået om realabstraktionen. Det må ikke forstås således, at der ikke kan tales om rødabstraktioner, thi vi har jo netop påpeget, at objektet rummer abstraktionsbestemmelser, men det er ikke nødvendigt, at lade teorien hvile på realabstraktionen. Det er ikke nødvendigt udelukkende, at lade forholdet mellem teori og empiri hvile på en »realabstraktion«. Det vi forsøger med vores emfasering af konstitutionen af en emanatistisk logikform er at overskride realabstraktionens columbusæg. Vi vil undgå at støbe fundamentet i en oprindelig identitet, som blot lader problemerne forsvinde. Den kapitallogik, som vil insistere på den oprindelige identitet, er empiristisk i Althussers forstand.

Om denne realabstraktion kan man sige, at den ikke eksisterer »andre steder end i den menneskelige tænkning, men den udspringer ikke af tænkningen«, men af menneskenes handlen.[53] Realabstraktionen gør sig gældende på to forskellige måder: »… fra den økonomiske værdiabstraktions side, og fra den begrebslige kognitive tankeabstraktions side«.[54] Opererer man med realabstraktionen, har man sikret overensstemmelsen mellem begreb og virkelighed allerede ved udgangskategorierne. Derved bliver abstraktionsprocessen ikke noget, som tilhører teorien; istedet skulle teorien overtage den fra virkeligheden selv, og man har da omgået enhver form for kritik, idet den videre udfoldelse af kategorierne (som forbliver realkategorier) i den dialektiske fremstilling hviler på den oprindelige identitet; problemet omkring teoriens forhold til virkeligheden er da elimineret i starten. Selvom Schanz kritiserer Sohn-Rethels realabstraktion for at være udraderende,[55] er hele hans egen rekonstruktionsbestræbelse dog funderet i den samme identitet; »Det er netop dette sammenfald af tænkningens abstraktionslogik og virkelighedens realabstraktioner, der muliggør rekonstruktion i tænkningen«, hedder det hos Schanz, når han skal forklare hvorfor Marx kan operere med et videnskabsideal, hvor intentionen er, at videnskaben skal rekonstruere realobjektets udviklingslogik i tænkningens medium.[56]

Der er ingen af de forfattere, som vi refererer til. der ikke tilkender (værdi)abstraktionen andet og mere end en bevidsthedsmæssig status; – er den en fiktion, så er den i det mindste »en eksisterende (daseiende) fiktion«.[57] Problemet handler om »en abstraktion, som det ikke er teoretikerne, men den samfundsmæssige virkelighed der dagligt fuldbringer«.[58] Det er man enige om, men Schanz er faktisk den, som vrider real-abstraktionen hårdest. Følgende er en kort redegørelse for Schanz’ brug af realabstraktionen.

Den logik, som styrer de forskellige bytteakter, er ikke noget bevidsthedsmæssige fænomen, som er reducerbar til de personer, som tager del i udvekslingen. »Eftersom denne bytteakt er bestemt af værdiloven. af værdibestemmelserne, som gør, at værdisubstanden bliver bytteværdi, og denne værdi i sig selv er en abstraktion, har vi det, man kunne kalde en realabstraktion – en abstraktion in re.«[59] I følge Schanz er samtlige værdiformer realabstraktioner, og de er dermed hver især :»en størrelse, som igennem begrebet er kognitiv tilegnelig uden tab af : specificitet«, fordi den begrebslige almengørelse, abstraktionen, blot udtrykker »en allerede in re eksisterende abstraktion«.[60] Når man således kan påvise, at virkeligheden selv rummer abstraktionsbestemmelser er det muligt, at rekonstruere den udviklingslogik som virkeligheden selv har. Det er da den marxske teoris opgave at rekonstruere realobjektets udviklingslogik, idet »virkelighedens egen ordningsform forløber efter den logik, der er sat i verden, bragt frem af realabstraktionen, med de potenser, der ligger i det første simple værdiforhold«.[61]

Disse vel optimistiske udtalelser angående historie- og videnskabsteoretiske problemstillinger, må dog ikke overskygge Schanz’ skelnen mellem abstrakt almenhed og specifitetstab: det er alene med hensyn til værdisiden, at der opereres med en begrebslig almengørelse, som kan rekonstrueres uden specifitetstab -. værdisidens materialitetsform- grundlag udraderes ikke af almengørelsen. og kan følgelig heller ikke kognitivt tilegnes uden tab af specificitet. Man kan faktisk med noget ret hævde, at Schanz’ teoretiske pointe ligger i en emfasering af distinktionen mellem det almene og det irreduktible – mellem subsumtions- subjektet og subsumtionsgrundlaget. Det er en vigtig skelnen, som man må fastholde, men problemet stiller sig faktisk først efter at distinktionen er oprettet, thi »materialitetsformerne forbliver dog ikke uberørte af at være subsumerede under kapitalen«,[62] så derfor er man ikke stort hjulpet med den første indsigt. Schanz er selv den første til at opfatte dette. – thi når man har forstået, at »værdiloven eller kritikken af den politiske økonomi forstået i dennes væsenslogiske dimension ikke er nogen IDENTITETSLOGIK«[63] så må man »påvise hvorledes kapitalforholdet ‘aflejrer’ sig på materialitetsformerne«.[64]

Vi kan foreløbigt blot antyde, at vi er af den opfattelse, at det netop er fordi Schanz er stækket i »den VÆSENSLOGISKE dimension«, at hans projekt har tendens til at ende i en dårlig uendelighed i en stadig søgen efter en oprindelig autentisitet – forstået som noget ganske ubestemt – en Ding an sich Schanz når nemlig ikke stort videre end dén Sohn-Rethel, som han kritiserer for at overse, »at bytteakten, selv når denne er konstitutionspunktet for bytteværdien (værdiformen) blot udgør et gennemgangspunkt for kapitalen, når denne oprettes«:[65] Schanz er også fanget i dette konstitutionspunkt, og har ikke øje for, at der er tale om et andet konstitutionspunkt, når kapitalen subsumerer arbejdsprocessen og ophæver den væsenslogiske dimension i en begrebslogisk dimension, og dette må absolut betragtes som følgerigt for de problemer Schanz stiller sig; det er ikke tilstrækkeligt at tale i analogistiske vendinger om de to fordoblinger.[66] På sin vis er kapitallogikken da et barn, som lever med frankfurternes bytte- og vareneurose – jævnfør Sohn-Rethel som det tydeligste eksempel -, som det må være vigtigt at overskride, på samme måde som både Marx og Hegel har gjort det.[67]


[1] MEW 23-27. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 105.

[2] Se f.eks. blot planen fra november 1857 (Grundrisse, p. 186).

[3] MEW 29-260. (Brev til Engels af 16/1-58).

[4] MEW 13-474. ‘Bidrag’, p. 255. Engels’ anmeldelse af Marx ‘Zur Kritik…’. Jævnfør Marx egen anvendelse af metaforerne ‘Kerne’ og ‘skal’ i hans beskrivelse af sit forhold til Hegels dialektik i MEW 23-27, ‘Kapitalen’ 1,1, p. 105. Engels berører endvidere eksplicit Marxs forhold til det hegelske videnskabsideal i sin anmeldelse: »Siden Hegels død er der næppe blevet gjort et forsøg på at udvikle en videnskab i dens egen indre sammenhæng.« MEW 13-472. ‘Bidrag’, p. 252.

[5] Dette hænger sammen med arbejdsbegrebets status, som vi allerede har nævnt. Med hensyn til ‘Retsfilosofien’ har Peter Kemp bedrevet et essay »Nyt lys over Marx«, København (Vinten) 1975, i anledning af Karl-Heinz Iltings udgivelse af forelæsningsnotaterne. Her kritiserer Kemp kapitallogikken for at underkende ‘Retsfilosofien’ (ja, faktisk kritiseres Marx selv for den samme tendens) og focusere på Logikken. »Begrundelsen for kapitallogikernes holdning skal nok søges i den traditionelle opfattelse af Hegel som reaktionær filosof« hedder det hos Kemp (p. 42). Han afslører hermed, at det ikke har været muligt for ham at trænge til bunds i kapitallogikkens problematik; han er her på linie med Heine Andersen, når denne taler om Hegel-marxister. Det. der er Hegels »Das Kapital«, er ‘Retsfilosofien’ – de absolutte geist -, og derfor dén afhandling, der polimiseres imod i Kapitale 23-59, 106, 182. 385, 614 samt 25-268); men kapitallogikken er ikke nogen hegel-marxisme, som søger de fleste lighedspunkter; den er tværtimod en Hegel-kritik. som kan godtgøre, hvorfor hegelske refleksioner bliver relevante, – refleksioner som stammer fra ‘Logikken’, og dermed findes i ‘Retsfilosofien’, fordi Hegel giver sin Logik et politisk legeme og ikke omvendt. Jævnfør MEW 1-250.

[6] Denne argumentation har vi endnu ikke leveret, og den citerede flothed af Krahl er ikke tilstrækkelig (p. 373), men det betyder blot, at argumentationen så må leveres, og vi er af den opfattelse, at den kan antydes i forbindelse med konstitutionsproblematikken i næste afsnit.

[7] Alfred Schmidt i »100 Jahre Kapital« – p. 32. Oscar Negt er i sit korreferat til Schmidts artikel endnu mere radikal og hævder, at Marx overhovedet ikke kunne have en selvforståelse af det han leverer med sin forskning-fremstillingslogik (se ibid. p. 43). Reichelt er med sin specielle anti-metodologi ikke ganske enig i argumentationen. Jævnfør Reichelt op. cit. p. 75.

[8] Lenin Werke 38, Dietz verlag, Berlin 1971, p. 316.

[9] ibid p. 170. At der ligger en selvkritik gemt her, har vi svært ved at overse. Vi kan derfor allerede her antipicere, at vi mener, at man kan udligne forskellen mellem Hegel-noterne og ‘Materialisme og empiriocriticisme’ a la Dominique Lecourt.

[10] Lenin op. cit. p. 316.

[11] Lenin i ‘Unter dem Banner des Marxismus’ i tidsskriftet »Kommunistische Internationale«, nr. 21. (Her citeret fra Karl Korsch: »Die materialistische Geschichtsauffassung und andere Schriften«, Frankfurt 1971, p. 131.

[12] Sovjetmarxismens komponenter består af »den materialistiske dialektik som den almene videnskabelige metodologi (erkendelsesteori indberegnet; naturdialektikken som naturvidenskabernes metodologi samt historiens dialektik (historisk materialisme).« Abram Deborin i “Kontroversen über dialektischen und mechanistischen Materialismus’, Frankfurt 1969, p. 94.

[13] R. Rosdolsky i ‘100 Jahre Kapital’, p. 12.

[14] Zur Entstehung ..p. 10.

[15] Det er bemærkelsesværdigt, at de er i stand til at levere entstehungsgeschichter, som nærmest helt omgår Hegel – de er altså bekræftende eksempler på den direkte vej. Wygodskis omtrent eneste omtale af Hegel falder i forbindelse med Marxs egen henvisning til sin gennembladning af Logikken (se p. 116). Også Tuchscheerer forbliver Marx immanent i sine henvisninger.

[16] Schanz har en intention om at indarbejde Hegel-referencerne, men i »Til rekonstruktionen …« forbliver de analogistiske i eksterne noter.

[17] Reichelt: »Zur logischen Struktur . .., p. 76, 97.

[18] De forskellige synspunkter, som dette arbejde fremstiller, kan naturligvis ikke være utimative. Vi ser os ikke i stand til at indløse et så ambitiøst projekt fuldt ud, men vil forsøge at påpege nogle konkrete indfaldsvinkler.

[19] MEW 25-152. ‘Kapitalen’ 3,1, p. 187.

[20] Hegel Werke 8-86.

[21] ibid.

[22] Hegel Werke 8-368.

[23] Hegel Werke 6-462.

[24] Krahl op. cit. p. 207, p. 374.

[25] Henri Lefebre op. cit. p. 62 ff.

[26] Nu kan man faktisk ikke løsrive refleksioner over abstraktionens status fra historiebegrebet som praktiseres i det følgende, men intentionen er ikke at rekonstruere den marxske teorihistorie, men blot at demonstrere skiftet i abstraktionsforståelsen, fordi det er et iøjnefaldende symptom.

[27] MEW EI-579. Det bør dog nævnes, at Schanz mener, at abstraktionsopfattelsen er mere nuanceret i dette manuskript end som så. Se hertil »Abstraktion og udvikling«, p. 140 f (efterskrift til Ranciere op. cit.).

[28] MEW 3-6 (Fjerde Feuerbachlese). ‘Den tyske ideologi’, p. 14, jævnfør MEW 23-393.

[29] MEW 3-27 Die deutsche Ideologie. ‘Den tyske ideologi’, p. 35.

[30] MEW 4-130 Das Elend der Philosophie. D. udg.: ‘Filosofiens elendighed’, Rhodos 1974, p. 184.

[31] MEW 4-127, p. 180.

[32] Jævnfør MEW 23-12.

[33] Grundrisse 26.

[34] MEW 4-150, p. 184.

[35] ibid.

[36] Grundrisse 22.

[37] MEW 23-90. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 176.

[38] ibid.

[39] H-J Krahl op. cit. p. 209, 375.

[40] Vi undlader her en egentlig ‘auseinandersetzung’ mellem de enkelte repræsentanter, da arbejdets rammer i mindre grad er privatpositioner end fælles problematikker. Alligevel ville vor differentieringsflade være en forstandig indfaldsvinkel for et egentligt demarkationsarbejde midt i kapitallogikken.

[41] I Grundrids hedder det f.eks.: »Deres egen støden på hinanden producerer for dem en over dem stående, fremmed samfundsmæssig magt; deres vekselvirkning som en af dem uafhængig proces og magt (Gewalt)«, p. 111.

[42] MEW 13-34 f. ‘Bidrag’, p. 43.

[43] Selvom det idealistiske aspekt således er kommet i centrum, må det stædigt understreges, at der ikke kan være tale om en real metafysik, hvis den ikke som fundament havde en materialistisk lære om tingen. Herom senere.

[44] Realabstraktionen indtager ikke den væsentlige rolle i den kapitallogiske diskurs, som det oftest hævdes. Diskussionen af denne hører hjemme i problemet om den kognitive tilegnelse; den er afhængig af idealismekritikken og ikke omvendt.

[45] Grundrisse, p. 24.

[46] Grundrisse, 24.

[47] ibid p. 25.

[48] Krahl op. cit. p. 202, 370.

[49] Se hertil MEW 25-109. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 197.

[50] MEW 1-375.

[51] Endvidere må arbejdet som almenhed og pengene som almene i skrifterne for økonomikritikken formidles over antropologien: »Pengene er det menneskelige arbejdes og den menneskelige tilværelses væsen, som er blevet fremmedgjort for mennesket« (MEW 1-575). Økonomikritikken kan derimod som filosofi overskridende binde de to abstraktioner sammen via værdiformen.

[52] Reichelt op. cit. p. 81, p. 102.

[53] Alfred Sohn-Rethel: Geistige und körperliche Arbeit, p. 42.

[54] Sohn-Rethel i »Die Formcharaktere der zweiten Natur« in Brückner m.fl. Das Unvermögen der Realität, p. 188, Berlin 1975.

[55] Jævnfør Til rekonstruktionen .. ., p. 130.

[56] Se »Noter til Kapitalens 2. bind«, Århus 1975, p. 14.

[57] Krahl op. cit. p. 203, p. 372.

[58] Schmidt i »100 Jahre Kapital«, p. 33.

[59] Schanz: Noter…, p. 6

[60] Schanz: Til rekonstruktionen …, p. 125.

[61] Schanz: Noter .. ., p. 7.

[62] Schanz: Til rekonstruktionen, p. 176.

[63] Schanz: Nogle problemer om forholdet mellem væsenslogik og omfangslogik, Århus 75 (Fagtryk 2), p. 6.

[64] ibid p. 7.

[65] Til rekonstruktionen …, p. 129.

[66] Forholdet mellem »das Kapital im Allgemeincn« og »das Kapital in seiner Realität« er ikke umiddelbart en analog fordobling til »Wert« og »Wertform« (symptomale steder: p. 134, p. 123 i Til rekonstruktionen) og dermed er diremptionen i virkeligheden (spaltningen, fordoblingen) ikke én.

[67] Frankfurterskolens emfasering af den ‘dybe virkelighed’ som ikke lader sig begribe i en positivistisk videnskabslogik, må selvfølgelig anerkendes som et vigtigt element i et opgør med positivismen; men samtidig må det fastholdes, at det har bevirket mange misforståelser, som har virket blokerende for den videre indløsning af en marxistisk videnskabelighed. Tiden er inde til en selvkritik: de elementer, som var god latin i opgøret mod positivismen, halter bag efter. Diremptionen i virkeligheden er blevet interpreteret på en måde som minder mere om Parmenides end om Marx. Og det er blandt andet et sådant moment, der retfærdiggør Althussers kritik af venstre-marxismen.