Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

3. OM POSTMARXISMEN

Når nu Althusserskolen og kapitallogikken er genlæsninger (reformu- lering og rekonstruktion) er de implicit kritik af postmarxismen. Kritikken af postmarxismen kan ses som en isotopi, da den har samme funktion i de to diskurser, men samtidigt er den en forskydning. For når man undersøger, hvad der rent faktisk forstås ved dén postmarxistiske tradition, som man bryder med, da viser det sig, at man forstår noget forskelligt eller prioriterer den teoretiske »marxisme« siden Marx forskelligt.[1]

Kapitallogikken[2] er en systematisk undersøgelse af forfaldshistorien. som en traditionel i den forstand, at den behandler først II. Internationales teoretikere, derefter III. kommunistiske internationales teoretikere[3] samt den ‘kritiske marxisme’ (Lukács, Korsch); derefter frankfurterskolen og endelig den nuværende marxistiske politøkonomi. Det er i allerhøjeste grad en ledet læsning af postmarxismen, men prætenderer heller ikke at være andet, idet det er konstitutionen af den dialektiske logiks gyldiglied og forståelsen (den manglende forståelse) af den, der står i centrum; det vil med andre ord sige, deres opfattelse af videnskabsbegrebet i kritikken af den politiske økonomi.

Althusser diskuterer ikke Internationalerne[4]i et sådant forhold, men den filosofiske marxisme; og det vil for Althusser betyde postmarxistiske positioners forståelse af den marxske videnskab (og ikke videnskabsbegrebet), og derfor er det ikke politøkonomerne, han interesserer sig for, men filosofferne.

Hvor kapitallogikken er en direkte forlængelse af venstremarxismen og på sin vis en tredie frankfurtergeneration,[5] dér er Althusserskolen som omtalt uden egentlig tradition. Den refleks som Althusser (foreløbigt er det den teoricistiske) ofrer på postmarxismen er ikke helliget den franske, som han mener egentlig ikke eksisterer, men den italienske marxisme, i den udformning og forskellighed marxismen har fået af Crose, Gramsci, Della Volpe, Colletti og andre. Det er altså en ganske anden postmarxisme, der er baggrunden for Althussers kritik, end den tradition som bærer kapitallogikken. Den eneste grundstamme er Lukács og Korsch, som i begge lejre betragtes som vigtige positioner; men kapitallogikken mener, at de kan geninterpreteres, medens Althusser forkaster dem som ‘flov hegelianisme’.

Kapitallogikken må siges at have sin baggrund i ‘the new left’, hvilket ikke er tilfældet med Althusser; han er partimedlem og partifilosof. Han ser det som sin mission at virke inden for partiet – det franske kommunistparti: PCF; – og denne baggrund er selvfølgelig ikke uden betydning for hans politiske og teoretiske overvejelser.[6] Althusser er imidlertid ikke parti-konform, som det klart fremgår af hans forsøg på at tage Mao Tse-tung alvorligt som mere end politisk leder – nemlig som en politisk leder, der har overført nogle praktiske politiske erfaringer i filosofi og den rationelle kerne i denne filosofi vil Althusser bevare.

Et andet eksempel er den stærke kritik som Balibar og han selv har ført imod afskaffelsen af proletariatets diktatur i kommunistisk filosofi, som vi ser det ske i en række nationale kommunistpartier i disse år.[7] Det siger meget om Althussers filosofi; han er nemlig ikke længere blot en ortodoks marxist, men en ortodoks marxist-leninist. Dette punkt afslører endnu en vigtig forskydning: overskridelsen af Marx.


[1] Den letteste og ikke ubetydelige forklaringsmodel overfor denne forskel er de to forskellige sprogområder; henholdsvis det romanske med hensyn til Althusserskolen og det germanske med hensyn til kapitallogikken.

[2] Her må vi referere til Schanz, idet han er den der mest »systematisk« har diskuteret de postmarxistiske receptioner.

[3] Imidlertid viderebringer Schanz ikke nogen større information omkring internationalerne, og det skyldes bl.a., at Schanz taler om »elementer fra post- marxismens reception af den marxske teori«, ‘Til rekonstruktionen …, p. 43-78, men også, at politiske stridigheder, som f.eks. II. internationales (1889 -1914), er så godt som fraværende i Schanz’ diskurs. Det er imidlertid vigtigt, at Eduard Bemsteins reformistiske intervention udkrystalliserede tre hovedretninger inden for den socialistiske bevægelse, som eksisterer den dag i dag, nemlig i) den revisionistisk-reformistiske; ii) den centristiske (marxistiskereformistisk«); samt iii) Lenin; denne opdeling er vigtig for forståelsen af Wiener-Internationalen (centristernes 2½. I.) og Komintern (III. Internationale) etc.

[4] Først da Althusser blev parti-fähig diskuterer han organisationshistoriske spørgsmål. Som eksempel kan man nævne persondyrkelsen som tema. I ‘For Marx’ diskuterer han fænomenet i relation til humanismen som udtryk for ideologi – i ‘Notat om »kritikken af persondyrkelsen«‘ (se ‘Réponse a John Lewis’, p. 69-91) 12 år senere er partihistorien og afvigelserne den vigtigste del af refleksionen over et og samme problem.

[5] Det skulle ikke være nødvendigt at indrømme denne formulerings ‘bon mot’- status – den er indlysende; men kernen er alligevel at dialektikopfattelsen stort set stammer fra Adorno, og den tidlige frankfurterskole insisterede ligeledes på kritikken af den politiske økonomi. På mange måder er kapitallogikken en reformulering af den tidlige frankfurterskole, og sidder da også inde med den samme fare for at ende i kulturpessimisme.

[6] Det er først efter hans internationale gennemslag, at Althusser får en position inden for partiet. Partifilosoffen er som bekendt Lucien Séve, som Althusser nu kan kritisere (RaJL. p. 94).

[7] Se hertil: »Socialistisk Politik«, 3. maj 1976, p. 43-55, specielt p. 55.