Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

3. OPLØSNINGEN AF ANTROPO-CENTRISMEN

Det menneskelige væsen er ikke et det enkelte individ iboende abstraktion. Karl Marx

Det kan demonstreres, at empiristisk erkendelseskonception og antropocentrismen er solidariske positioner. Da opgøret med den empiristiske erkendelseskonception udgjorde et isomorfem for kapital logikken og epistemologien, så er dekonstruktionen af en antropo-logik yderligere et fælleselement.

Marx gør brug af en sådan determinationssammenhæng i skrifterne frem til økonomikritikken, og det er bruddet med antropologikken, som er kendetegnet på det vigtigste snit i den marxske teoriudvikling. Når vi anvender udtrykket antropologik så er formålet ikke en smart neologisme, men et forsøg på at karakterisere en problematik, som både indbefatter en positiv antropologi, og en subjekt-objekt logik hvor subjektet, og det er determinator, er menneskeligt uden dog nødvendigvis at være individuelt. I den marxske teoriudvikling forskyder dette subjekt sig over ‘Individuum’ til ‘Gattung’ og videre til ‘Klasse’ for så endelig at blive negeret i økonomikritikken. Man overværer altså en opløsningsproces – en opløsning af individets determinationspotens over for historien.

I Parisermanuskripterne er arbejdet historiens fundamentalbegreb. netop fordi arbejdet er konstitutivt for det menneskelige væsen; dermed er såvel videnskabsbegrebet som kritikbegrebet bundet til en antropologisk figur.[1] Marxs pointering af arbejdet som væsenskonstitutivt er tillige bestemmende for hans Hegel-kritik; arbejdsbegrebets status er følgerig for Marxs knytten an hos Hegel, – nemlig ved elementer fra dennes »Phänomenologie«. Det store ved Hegels fænomenologie er, at »han forstår arbejdets væsen, og begriber det sande menneske – det virkelige menneske – som resultat af dets eget arbejde«.[2] Når arbejdet ækvivalerer med ‘Anden’, bliver det indlysende, at Marx roser Hegels ‘Fænomenologi’ i denne fase; i modsætning hertil står relationen til Hegel i økonomikritikken, hvor det er ‘Logikken’ som står i centrum. Denne forskel kan bl.a. begrundes derigennem, at Hegel i indledningen til ‘Logikken’ skriver, at han nu vil reproducere ‘die Phänomenologie des Geistes’ ud fra objektets standpunkt; standpunktet er vigtig for Marxs relation, thi ‘Kapitalen’ er en fremstilling af objektet på samme måde.

Marxs karakteristik af Hegels standpunkt viser, at Åndens arbejde og dialektik faktisk ækvivalerer med arbejdsbegrebet og dialektikken: »Hegel står på de moderne nationaløkonomers standpunkt. Han opfatter arbejdet som Væsenet, som menneskets sig selv vedvarende Væsen; han ser kun arbejdets positive side – ikke dets negative. Arbejdet er menneskets For-sig-vorden i afhændelsen (Entäußerung) eller det afhændede menneske. Det eneste arbejde som Hegel kender og anerkender er det abstrakt åndelige arbejde.«[3] Marx relaterer sig dermed til arbejdet og til Hegel ved at vende denne på hovedet og erstatte det abstrakt åndelige arbejde med det abstrakt legemlige; samtidigt inddrager hans ‘arbejdets negative side’: fremmedgørelsen.

Subjektet udtrykker de prædikater, som konstituerer dets væsen, i et ydre objekt; men i fremmedgørelsen bliver dette objekt fremmed for subjektet – menneskets essens er derfor gået over i en fremmed væren. Denne fremmede væren, der er konstitueret af menneskets fremmedgjorte væsen, sætter sig som det egentlige »subjekt« og gør mennesket til sit »objekt«. Fremmedgørelsen, subjektets spaltning udgør den fundamentalmodsætning, som alle særegne modsætninger kan reduceres til. Det er kritikkens opgave at føre de særlige modsigelser tilbage til deres almene form, som er subjektets spaltning eller fordobling: adskillelsen mellem mennesket og dets væsen. Kritikken bliver en kritik al fordoblingen ved at påpege den oprindelige enhed af subjektet og det: væsen. I Parisermanuskripterne forsøger Marx ved hjælp af en materialistisk antropologi at oversætte eller fortolke den økonomiske diskurs[4]som fænomen til en væsensdiskurs, der modsat en spekulativ diskurs ikke alene beskriver væsenet, men bestemmer dets grund i subjektets spaltning:[5] F.eks. manifesterer forarmelsen en proces, hvis almene og menneskelige form er fremmedgørelsen; det er denne kendsgerning, som udgør Marxs udgangspunkt: »Vi tager udgangspunkt i et nuværende nationaløkonomisk faktum. – Arbejderen bliver fattigere, jo mere rigdom han producerer, jo mere hans produktion tager til i magt og omfang.«[6] Den økonomiske kendsgerning underkastes derefter en bearbejdning. som bevirker afsløringen af dens betydning.

Man kan kort resummere: Marxs kritik fungerer i kraft af en positiv materialistisk antropologi. Denne antropologi er tillige determinerende i historieteoretisk perspektiv, idet fremmedgørelsen er en nødvendig proces og betingelse for menneskeverdenens realisering i Marxs ‘Absolute Wissen’ – kommunismen. Historiens sande drivkraft er det menneskelige væsen; historien er (på samme måde som hos Hegel) at beskrive som en erfaringsproces – en selvbevidsthedens dialektik, hvor bevidstheden ikke længere er Anden men menneskehedens bevidsthed.[7]

Nationaløkonomien – specielt Adam Smith – er udtryk for denne selverkendelse. men det økonomien anerkender som menneskets væsen er dets fremmedgjorte væsen. Den Klassiske økonomi er belastet af en implicit antropologi, som viser sig i de begreber man anvender, samt i de ansatser til samfundsteorier som er på spil. Ansatserne henholder sig altid til en teori om den menneskelige subjektivitet, menneskenes forhold til hinanden og til naturen;[8] de hviler endvidere på en opfattelse af naturens orden og perverteringen af denne. Marxs teori om fremmedgørelsen er systematiseringen af de implicite teorier om perverteringen, og derfor kan den antropologiske kritik være en eksplicitering af den klassiske økonomis implicite antropologiske diskurs. Som konsekvens af dette antropologiske projekt støder Marx ikke frem til en økonomikritik, men han overtager den klassiske økonomis økonomibegreb og i nogen grad også det hertil knyttede historiebegreb. Denne indoptagen er følgerig for den historiske materialisme, som netop derfor til en vis grad stadig er forpligtet på antropo-logikken. Forpligtelsen og dens terminologiske rum er medvirkende til, at der opstår en indre modsigelsesfyldthed mellem kategorierne og udsigelsesintentionen i den historiske materialisme.

Formålet med vores omtale af Parisermanuskripterne var at påpege en subjekt-objekt-problematik, som overskrides af både kapitallogikken og epistemologien, og vi tog dette udgangspunkt, fordi det er den mest rene udformning af antropologikken; den bliver en del vanskeligere at gennemskue i den videre teoriudvikling. Denne vanskelighed skyldes, at antropologikken bliver blandet med en anden determinationsorden.

Det er med udgangspunkt i bestemmelsen af en ny determinationsorden, at antropologikken kan kritiseres med hensyn til subjektbegrebet og historiebegrebet. En kritik af denne art rammer store dele af postmarxismen; dels rammes de positioner som ikke har haft øjne for subjekt-objektproblematikkens relevans, men tillige kritiseres den venstre-marxistiske position som genindfører problematikken. Venstre- marxismen sammenblander den determinationsorden, antropologikken, som kommer til udtryk hos Marx i skrifterne frem til økonomikritikken med den overskridende determinalionsorden: struktur eller begrebslogikken. som er karakteristisk for økonomikritikken,[9] Kritikken af den politiske økonomi er samtidigt en kritik af antropologikken: en dekonstruktion af den positive antropologi og den empiristiske erkendelseskonception. Effekterne af denne dekonstruktion udgør korsvejen i vores analysefelt.

Epistemologien er af den opfattelse, at enhver tale om subjekt-objekt er solidarisk med den empiristiske erkendelseskonception. Epistemologien vil derfor hævde, at økonomikritikkens problematik ikke længere kan begribes inden for logikken i en subjekt-objektproblematik.

Kapitallogikken derimod fastholder en subjekt-objektlogik, men pointerer samtidigt, at økonomikritikkens logikform ikke kan reduceres til enkeltindividernes aktionsform: – ‘kapitalen’ som enhedsform sammensættes ikke af invididuelle livsytringer, og derfor er ‘subjektet’ altså nogen ganske andet. Ikke alene subjektet er noget andet – det samme gælder ‘objektet’: Objektet for kapital subjektet er kapitalen selv i subsumtionssammenhænge som f. eks. lønarbejde, fix kapital, maskineri etc. Man må derfor konkludere, at der ikke længere er en binær- eller lineær-logik på spil, men en ternær: Et determinationsspil mellem kapitalen, subsumtionsformerne og materialitetsformerne.

Økonomikritikken bryder således både med den klassiske økonomi og den oprindelige historiske materialisme. Den bryder kort sagt med antropologikken og det indebærer såvel et opgør med den lineære determination som brudflade, som en dekonstruktion af myten om ‘homo oeconomicus’, – et begreb der kan stå som eksponent for den positive antropologi. Hvad enten den nye logikform kaldes kapitallogik eller strukturel kausalitet sættes der nu specifikke skranker for antropologien: Den bliver til en negativ antropologi eller en strukturel antropologi. I begge tilfælde er det en opløsning af antropomystikken eller antropocentrismen, som har været dominerende i vesteuropæisk tænkning siden antikken. Et skridt af en sådan radikalitet er i sig selv en tilstrækkelig begrundelse for en komparativ analyse.

Antropos negeres som det historiedeterminerende element, og er nu selv bestemt så at sige »udefra«, og der er således indledt en opløsningsproces af det borgerlige ego.[10] – Det er selve realiseringen af en ny determinationsorden og det medfølgende subjektopgør, som er grundlæggende isomorfem. Det peger direkte mod endnu et isomorft element: anti-hermeneutikken.


[1] Man kan henvise til forskellige behandlinger af den antropologiske figur – imidlertid forbliver Jacques Rancieres bidrag i ‘Lire le Capital’ fra 1965 den bedste behandling. Både Krahl og Schanz støtter sig da også til Rancieres behandling. Ranciere: »Lire le Capital III«, Maspero, Paris 1973, p. 9-35.

[2] Marx: »Ökonomisch-philosophische Manuskripte« (3), ERG I, p. 574. D.udg.

[3] ibid. p. 574.

[4] I Parisermanuskripterne indtager den økonomiske realitet ikke den privilegerede stilling, som den får i den historiske materialisme eller økonomikritikken – den er blot en sfære i den menneskelige erfaring på linie med retten, moralen, og politikken. Derfor er fordoblingen heller ikke bundet til økonomien alene men også i Staten og Gud, som er andre fremmedgjorte udtryk for – eller objektiveringer af – det menneskelige væsen. Bl.a. derfor er en rekurs til disse manuskripter inden for en marxistisk teori idag en logisk modsigelse.

[5] Forsøget på ikke blot at reducere fordoblingen, men tendentielt at forklare den, peger frem mod kernen i det marxske videnskabsbegreb. Jævnfør MEW 3, p. 6 og MEW 23, p. 393.

[6] MEW, EB I, p. 511.

[7] En sådan problematik er ikke kun fungerende i Marx tidlige skrifter, men også hos den unge Lukács, hvor det f.eks. hedder, at »den historiske proces er i dens enestående karakter – i dens dialektiske fremadstræben og i dens dialektiske tilbageslag, i en uafbrudt kamp for højere sandhedstrin – menneskets (samfundsmæssige) selverkendelse«. ‘Geschichte und Klassenbewuβtsein’, Darmtadt 1975, p. 325.

[8] Den implicite antropologi er tillige grunden til Ricardos symptomale fravær hos den unge Marx. Den Ricardo, som i økonomikritikken berømmes for sin videnskabelighed, omgås denne fase p.g.a. præcis samme elementer; i Parisermanuskripterne betragtes Ricardo som kynisk, fordi han står fast på sin videnskabelighed. Denne påpegning er ikke uaktuel; – det får betydning for en vurdering af Alfred Schmidts opfattelse af økonomikritikken som en implicit humanisme.

[9] Det ville ikke være vanskeligt at påvise denne sammenblanding hos den unge Lukács i ‘Geschichte und Klassenbewuβtsein’, Samlung Luchterhand 1970, hvor Lukács taler i antropologik, men citerer økonomikritik. (Se f.eks. p. 178). Det er et gennemgående træk, som også kendetegner Horkheimers Traditionelle und kritische Theorie’, Fischer Verlag 1974 – og som hænger sammen med vanskelighederne omkring præformationen. (Når Habermas supplerer en subjekt-objektlogik med en subjekt-subjektlogik afslører han en lignende ureflekterethed).

[10] Det er i denne opløsningsproces, at diskussionen om psykoanalysen kan genoptages. Man må i dette perspektiv nyvurdere Freuds forsøg på »indefra« at opløse subjektet som entitet.