Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

3. TIL DE HISTORIETEORETISKE KONSEKVENSER – HISTORISK MATERIALISME OG ØKONOMIKRITIK (FORTSAT)

Det skulle være unødvendigt at gentage de specielle momenter, som diskussionen af de historieteoretiske konsekvenser drejer sig om. Nemlig »kapitalismen som en slags pashøjde«,[1] samt at »det logiske og det historiske stemmer overens – omend på en meget formidlet vis«.[2] Derfor blot disse få bemærkninger.

Det fremgår klart af ‘Indledningen’ til ‘Grundrids’, – hvor Marx diskuterer forholdet mellem kategoriernes logiske og historiske rækkefølge -, at kapitalismens tilblivelseshistorie og kapitalismen som nutidig historisk-empirisk realitet er principielt forskellige undersøgelsesgenstande. Det fremgår klart, at økonomikritikkens genstand ikke er tilblivelseshistorien, samt at Marx ikke finder, at det er nødvendigt at skrive produktionsforholdenes historie.[3]

I samme indledning skriver Marx om kategoriernes rækkefølge i økonomikritikken: »Deres rækkefølge er derimod bestemt af den relation, de har til hinanden i det moderne, borgerlige samfund, og som er præcis den omvendte af den. der fremtræder som deres naturlige, eller som modsvarer den historiske udviklings rækkefølge.«[4] Marx kan ikke hævde sammenfaldet mellem logik og historie uden at karambolere med sine udfald mod Proudhon ti år tidligere.[5] Marx kan altså umuligt interpreteres total eller absolut historicistisk, forstået i den bestemmelse af historicismen vi tidligere diskuterede (og ikke ganske synonymt med Althussers Gramsci-kritik),[6] for da ville man også falde bag om den kritik af Hegel. som Marx formulerer i ‘Indledningen’.

Det er da heller ikke for eller imod den absolutte historicisme, at den seriøse dialog foregår, men mellem forskelle i opfattelsen af den nødvendige formidlingssammenhæng. Alfred Schmidt er – på samme måde som den Lukács[7] han reproducerer – enig med Althusser i dennes reception af fremstillingen i ‘Kapitalen’ som en kontemporær historie. og en uenighed – dvs. en afskrivning af det kontemporære moment – ville da også være vendt mod Marxs selvforståelse. Derimod indtager Otto Morf[8] et særstandpunkt, som Schanz reproducerer. Det er en interessant position, for det er umuligt for Schanz at solidarisere sig med Schmidt og Althusser og tale om ren kontemporation; men samtidig er den modsatte position (den absolutte historicisme) på det nærmeste absurd. Schanz tilstræber ganske enkelt at udnytte de forstandige elementer i begge opfattelser ved at argumentere for en dobbeltstrategi. Vi vil derfor kort undersøge, hvorvidt denne dobbeltstrategi skulle være lykkedes for Schanz.

Schanz mener det faktisk alvorligt, når han taler om en i samfundet fungerende intentionel logik som er udviklingsordnende, thi »idet værdisubstansen sætter sig selv som samfundsmæssig latent værdi igennem konstitutionen af værdiudtrykket (bytteværdien), sættes tillige en BESTEMT formlogisk udviklingsordnende drivkraft ind i historien. og »i samme omfang som naturalformen bliver bærer af værdiformen, bliver menneskene bærere af en udviklingslogik, som de hverken gennemskuer eller behersker. «Dette sagsforhold» er med den simple værdiform bragt i eksistens (sat ind i historien) skønt det endnu er mangelfuldt i denne form. Alligevel besidder den simple værdiform, som det logiske og historiske udgangspunkt for konstitutionen af denne formdialektik, selv latent udviklingsretningen for denne formdialektik«.[9]I første omgang dette fremtræde som urimelig historicisme og oprindelsesmetafysik.

Schanz har selv forudsagt forbavselsen,[10] men han tager fejl med hensyn til årsagen til forbavselsen: Det, der virkeligt virker forbavsende, er ikke eksistensen af en latent virkende logik, men opfattelsen af denne logiks formpotens i det øjeblik, den er etableret (i og med bytteværdien). Selv denne pointe kunne godtages, hvis den kun gik på den formlogiske udvikling, dvs. den kontemporære historie, og ikke – og det er tilfældet hos Schanz – tillige på den egentlige historiske tilblivelse. Hvis man standser sin undersøgelse af Schanz ved denne forbavselse, er hans position udpræget historicistisk. men positionen iøvrigt indicerer, at der er alvor bag, som må drages klarere frem, end det er tilfældet i hans diskurs. En kritisk læsning må stille spørgsmålet om, hvorfor Schanz kan hævde noget så tilsyneladende absurd og ikke affinde sig med absurditeten; den må med andre ord afsløre forskellige lag i den schanzske diskurs.

Det viser sig da, at kernen for Schanz i sidste instans er en kritik af samtidslogikken, dvs. den opfattelse at ‘Kapitalens’ logik skulle være en kontemporær historie, og dybest set en kritik af den opfattelse, der betragter den åbning Marx foretager i ‘Kapitalen’ som værende analysen for en kapitalistisk vare.[11] »Der er ikke tale om en forudsat kapitalistisk produktionsmåde INDENFOR DEN SAMFUNDSMÆSSIGE SAMMENHÆNG, HVOR VAREFORMEN FØRST ANALYSERES, derimod er der tale om en produktionsmåde, som betegnes som »Einfache Warenproduktion«, der allerførst (historisk-logisk) skal etablere den, ganske vist endnu ephemere, formlogik, som leder frem til den kapitalistiske produktionsmåde.«[12] – hedder det til gengæld hos Schanz. På sin vis dækker denne sekvens sig ind på en måde, så det ikke er muligt at indvende noget definitivt imod den, thi det er korrekt, at det ikke er en kapitalistisk samfundsmæssig sammenhæng; men det er korrekt, fordi der ikke er tale om nogen egentlig samfundsmæssig sammenhæng, men blot om en simpel socialitetsform, der ikke er nogen eksisterende historisk produktionsmåde, men et logisk medium. Vi må hævde, at den kapitalistiske produktionsmåde er til stede ved ‘Kapitalens’ åbning på samme måde, som ‘den absolutte viden’ – dvs. slutpunktet – er tilstede ved åbningen af Hegels ‘Logik’, og vi har allerede tidligere argumenteret for, at det er den selvsamme upræcished, der medfører, at Schanz kommer så let om ved værdiformsetableringen – det kritiske spørgsmål -, hvor han underkender produktionsmåden som en fraværende årsag, idet han opfatter denne betingelse som en trivialitet: det er den samme problematik, der gør sig gældende her. En egentlig kritik af Schanz måtte da sætte ind over for den for hurtige sammenstilling: historisk-logisk. Dette betyder imidlertid ikke, at dobbeltstrategien må forlades. Tværtimod tvinges man til en interpretation af denne; men til en interpretation som ekspliciterer nogle elementer hos Schanz, der ikke nødvendigvis reproducerer hans selvforståelse.

Værdilogikken i ‘Kapitalen’ er en konstitutionslogik, som udtrykker den kapitalistiske produktionsmådes historicitet,[13] og det er tilfældet for såvel den temporære som den genetiske historie; thi »værdiformslogikken konstitueres og frembringes på to måder, som det er vigtigt at holde adskilte: for det første genetisk (»for første gang i historien«) og for det andet re-konstitueres den perpetuerende (i værdiproduktionens historie) efter at den kapitalistiske produktionsmåde er blevet oprettet«[14]. Dette er en vigtig nedkølning af den bombastiske problematik, som ligger til grund for de tidligere formuleringer om formpotensen, og disse formuleringer sættes nu i deres rette sammenhæng. Den drivkraft, der blev sat ind i historien, sættes i perspektiv af rekonstitutionen – den genetiske konstitutionsproces af den reproduktive – for der antydes en potensdifference. Når konstitutionen er sket »for første gang i historien« kan man ikke tale om nogen egentlig potens, men kun om en potentiel udviklingsretning, som er totalt afhængig af metaøkonomiske omstændigheder, der ikke kan forklares udfra værdilogiske koncepter, og hvis værdilogikken (loven) sætter sig igennem er det netop kun efemert, – den er ikke dominerende.[15] Kapitalismens eksistenskrykker er med andre ord uhyre vigtige. Er kapitalismen derimod én gang en realitet (værdiloven sætter sig ikke kun efemert igennem) – er der tale om en perpetuerende rekonstitution af værdilogikken – da er det potentielle transformeret til potens, thi i den kapitalistiske produktion er der ikke kun tale om produktion, men om reproduktionen af produktionsbetingelserne, som er kapital på den ene side og lønarbejde på den anden.[16] Når den kapitalistiske produktionsmåde først er etableret (dominerende), da bliver det ingenlunde fordægt at tale om en udviklingsordnende logik, men det ville være fordægt at betragte den potentielle udviklingsretning som en historisk formpotens. Det er med andre ord i begrebet om den potentielle udviklingsretning, at man skal se økonomikritikkens, kategoriernes rækkefølge, pegen ud over sig selv som en historieteoretisk ledetråd.

Med disse præciseringer fortegner vort oprindelige problem – forholdet mellem logik og historie – sig, og det kan nu lade sig gøre at stille spørgsmålet om forholdet mellem historisk materialisme og økonomikritik, dvs. spørgsmålet om en efterøkonomikritisk historisk materialisme på et nyt grundlag, som har elimineret den umiddelbare modsigelse mellem de to ansatser til en marxistisk historieteori[17].


[1] Alfred Schmidt: ‘Geschichte und Struktur’, p. 66.

[2] ibid p. 58.

[3] Se ‘Grundrids’, p. 364. Vi finder ansatser til kapitalismens historie i det berømte 24. kapitel af ‘Kapitalens’ første bog, men det må fastholdes, at Marx skelner skarpt mellem den kapitalistiske produktionsmådes tilblivelseshistorie på den ene side, og dens kontemporære historie på den anden: ganske vist har produktionsmåden (rettere: kapitalen) »historiske forudsætninger, der netop qua sådanne historiske forudsætninger er forgangne, og som derfor tilhører historien for dens dannelse, men ikke på nogen måde dens kontemporære historie, dvs. at de ikke hører med til det virkelige system af den af kapitalen beherskede produktionsmåde.« ‘Grundrisse’, p. 363. ibid p. 28.

[4] Jævnfør MEW 4, p. 134 f. ‘Filosofiens elendighed’, p. 188 f.

[5] Se ‘Lire le Capital’ 1, p. 162 ff. Althusser er mere nuanceret, fordi han skal bestemme en teoretisk model, som skal kunne indfange såvel Sartre, Lukács, Gramsci, som ikke-gramscianske del af den italienske marxisme: Della Volpe, Coletti.

[6] I Althussers bestemmelse vil vi kun understrege den expressive opfattelse af totaliteten og den dertil svarende forståelse af solidariteten mellem logiske og historiske kategorier.

[7] Se hertil Lukács, op. cit. p. 282 ff.

[8] Otto Morf: ‘Geschichte und Dialektik in der politischen Ökonomie’, Frankfurt 1970, p. 75-131.

[9] Schanz: Til rekonstruktionen …’, p. 111 (vi understreger).

[10] Jævnfør Schanzs »lærde«, fodnote 173, p. 112.

[11] Schanz kritiserer dette på trods af, at Marx indleder ‘Kapitalen’ således: »I de samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmåde hersker, viser rigdommen sig som en “uhyre vareophobning’, og den enkelte vare som dens elementarform. Vor undersøgelse begynder derfor med en analyse af varen.« MEW 25-49. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 128. Man kan tillige bemærke, at Marx fortsætter traditionen med rigdomsanalyser. (Jævnfør Foucault ‘Les Mots et les Choses’, op. cit. p. 177 ff).

[12] ‘Til rekonstruktionen …’, p. 164.

[13] Vi undlader her diskussion af værdiformslogikken, som det der først overhovedet sætter historiciteten, – som altså indebærer, at det først er med den, at der kan oprettes et historiebegreb.

[14] ‘Til rekonstruktionen…’, p. 162.

[15] Værdilogikken er ikke udviklingsdeterminerende – den sætter ikke nye former, men subsumerer de historiske former, som tilbyder sig. Værdilogikken kan ikke forklare opkomsten af den frie lønarbejder, men han er en uomgængelig forudsætning for den videre udvikling.

[16] I ‘Resultater…’ hedder det om produktion i kapitalistisk regi, at den er »produktion og reproduktion af hele det forhold, hvorigennem denne umiddelbare produktionsproces karakteriserer sig selv som specifik kapitalistisk …«, p. 3. Hermed kan de meta-økonomiske eksistenskrykker undværes igen.

[17] Vi vender tilbage til denne problematik.