Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

5. SPINOZA/HEGEL ISOTOPIEN

Det vil være fremgået af vores fremstilling, at der er lige så megen fornuft i at kalde Althusser for Spinoza-marxist, som at kalde kapitallogikerne for Hegel-marxister. Spinoza har den samme betydning for Althussers reformulering, som Hegel for den kapitallogiske rekonstruktion. Den teorihistoriske rekurs er altså en isotopi; Spinoza og Hegel er som rekurspositioner ækvivalente, og det gælder i såvel determinationsteoretisk perspektiv, som i erkendelsesteoretisk perspektiv: Rekursens mål er substansbegrebet hos henholdsvis Spinoza og Hegel.[1]

Hos Spinoza er substansen det almene grundlag for alle fremtrædelser. og den kan ikke have nogen anden årsag end sig selv: den er causa sui. Substansens, almenhedens eksistensmåde er dens atributter, men heraf kender vi kun tænken og udstrækning, selvom deres antal er uendeligt. Kausalitetsrelationen udstrækkes til enkeltheden, som kaldes modi, og også denne er underlagt substansens nødvendighed. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvorledes det spinozistiske kausalitetsnet har foresvævet Althusser i hans dominantstrukturelle helhed: relationen mellem struktur, element og effekt modsvarer Spinozas substans, attribut og modi. Spinozas substans er et overstreget subjekt, fordi den i sidste instans er uden subjektivitet – den er et decentreret subjekt, en decentreret struktur. På samme måde som Spinoza ikke gør attributternes antal definitivt, da er nivoernes eller instansernes antal i den althusserske helhed heller ikke definitivt, – han slutter altid sine opremsninger af de kendte instanser med et etc. Man kunne uden tvivl forfølge disse sammenligninger et langt stykke videre, men vi vil dog nøjes med at henlede opmærksomheden på endnu et centralt tema, som er i klar forlængelse af substanskonceptionen.

Spinoza afsværger skaberen – substansen var netop ‘causa sui’, – og det er en klar pendant til Althussers subjekt-dekonstruktion, dvs. dekonstruktionen af historicismen: Historien er præcis en proces uden Subjekt: »Historien har altså ikke et Subjekt i ordets filosofiske betydning, men en drivkraft: klassekampen.«[2] Dette er et meget centralt tema, for det er heller ikke menneskene, der er historiens (processens) subjekter, thi denne problematik er blot en reproduktion af skabermyten i humanistisk regi. Man må derfor sige: »les hommes – de konkrete mennesker (i flertal) er nødvendigvis subjekter (i flertal) i historien. thi de handler i historien som subjekter (i flertal). Men der er ikke noget Subjekt (i ental) for historien«.[3] Denne vigtige konsekvens af den Marx-læsning, som Althusser har foretaget – hans reformulering antyder klart, hvorfor Althusser har vendt sig mod Spinoza, når der skulle fremhæves filosofiske forbilleder for Marx. Det kunne netop ikke være Hegel. fordi dennes overskridelse af Spinoza. som grundkerne har en subjektivering af substansen: Hos Hegel finder vi en substans med subjektivitet, og i sidste instans er det selve problemet for en sammenligning mellem Althusser og kapitallogikken.

Imidlertid er det ikke blot historie- og determinationsteoretisk, at Althusser vender sig mod Spinoza. Som vi tidligere bemærkede,[4] er Althusser også på et specielt epistemologisk tema neo-spinozist; vi tænker her på eliminationen af erkendelsesteoriens grundspørgsmål. Man kan illustrere positionen som en stillingtagen til forholdet mellem lænken og væren – deres formidlethed. Enten man kan sige, at de er total-formidlede. dvs. identiske, idet enhver materiel forandring modsvarer en åndelig, eller også er der tale om den totale-uformidlethed mellem tænken og væren, thi de to er formuleringer af det samme: nemlig fraværet af formidlingsformer og erkendelsessubjekt.[5] Adskillelsen mellem tænken og væren modsvares af Althussers rigide skelnen mellem tanke-objekt og real-objekt. som lader ethvert subjekt-begreb forsvinde fra tilegnelsesproblematikken; – man kunne sige, at det bliver til en objekt-objektlogik, idet dette begreb samtidigt påpeger, at kausalitetsproblemet ikke kan løses inden for en subjekt-objektlogik da denne modsiger det spinozistiske substansbegreb som ‘causa sui’.[6]

Kapitallogikkens rekurs til Hegel kan bestemmes over de samme punkter: kausalitetslogisk og erkendelseskritisk.

Her går sammenligningen mellem det hegelske ‘Geist’-begreb og kapitallogikkens ‘kapital’-begreb (selvfølgelig med dé modifikationer vi allerede har analyseret). Kapitallogikken vil opretholde en subjekt- objektlogik. fordi der trods alt stadig er tale om at noget gør noget med noget andet, og dermed at dette andet behøver en fremmedbestemmelse. men det betyder jo ikke, at determinationsinstansen skulle eksistere ved siden af dette andet; den er altid-allerede ophævet i dette andet – eksisterer udelukkende i sine effekter, og er på sin vis også en decentreret instans’, faren er blot, at man overser dette moment! Når denne instans i fremstillingen i ‘Kapitalen’ kan fremstå som et selvgyldigt medium, så skyldes det »at strukturens (læs: værdiloven) eksterioritet i forhold til sine effekter alene kan opfattes som en ren eksterioritet eller ren interrioritet – på den ene betingelse, at denne eksterioritet eller interioritet bliver fremstillet som adskilt fra sine effekter«;[7] og det er dette fremstillingslogiske sagsforhold, der bevirker, at den marxske terminologi kan tage sig essentialistisk ud.

Erkendelseskritisk udnytter man Hegels Kant-kritik, og vil på samme måde som Hegel fremstille virkelighedens egne kategorier, og det kan netop kun ske via en fremstilling: ved at følge det konstituerede subjekts udfoldelse. Men samtidig kan man ikke følge Hegel fuldt ud,[8]thi udfoldelsen er afhængig af visse meta-økonomiske bestemmelser, som ikke kan reduceres til deres økonomibestemmelse. Man kan med andre ord ikke følge Hegels Kant-kritik fuldt ud og istemme Hegel, når han hævder »at tingene, som vi har en umiddelbar erkendelse af, ikke blot for sig, men tillige i sig er blotte Fremtrædelser, og at det hermed er den særlige bestemmelse ved de endelige ting, at de ikke har grunden til deres Væren i sig selv, men i den almene guddommelige Idee«.[9] Man kan ikke være spinozister. men alligevel heller ikke rene hegelianere. og derfor bliver positionen en symbiose af Hegel og Kant (en symbiose af Kants materialistiske residual faktor og Hegels idealistiske substansbegreb – og symbiosen bliver da en ternærlogik, som netop, idet den er symbiose – en realfunderet metafysik -, står med både Kants og Hegels problemer!

Når Hegel hævder, »at genstandene, som vi umiddelbart sanser, er blotte fremtrædelser. dvs. at disse ikke har granden til deres Væren i sig selv men i en Anden«, da opstår hans egentlige problem: »Hermed kommer det videre an på. hvorledes denne Anden bliver bestemt«![10]I kapitallogisk regi bliver det til et problem at bestemme kapitalsubjektet og dets subsumeren – dets begrunden. Samtidigt risikerer man. at have Kants lig i lasten i teoretisk henseende, når eller hvis subsumtionsgrundlaget reduceres til en begrebslos modstandsmasse, et ‘Ding an sich’, som teorien ikke kan udtale sig om. og dermed tendentielt overlader det til empiristerne; problemets anden side er altså subsumtions- grundlaget og dets resistens og/eller dets affirmativitet til fremmed- bestemmelsen (begrundelsen for dets deltagelse i teoriens udsigelsesfelt).

Kapitallogikken, som den mere specielt er udformet af Schanz, har sit udgangspunkt i fremstillingen, rekonstruktionen af begrundelsen, og står dermed på Subjektets standpunkt, og kan ikke bevæge sig ud af den ramme som rekonstruktionen afstikker. Kernen i Schanzs projekt er en præcisering af teoriens ‘omfangslogiske status’. Det er en anden måde at sige, at rekonstruktionen af rammen – værdilovens udviklingsramme – ikke er tilstrækkelig som forståelsesform for det borgerlige samfund som helhed. Det vil med andre ord være nødvendigt at forlade standpunktet i udviklingsrammen, hvis man tilstræber at forstå specifikke genstandsområder af den borgerlige virkelighed. Hos Schanz reflekteres det i hans insisteren på begrebsparret: det almene og irreduktibiliteten: hvor det almene kan begribes via rekonstruktionen. medens det irreduktible må sættes uden for teoriens umiddelbare udsigelsesfelt, thi det kan ikke begribes inden for denne uden tab af specificitet.

De zoner, som ikke kan reduceres til kapital, og det vil sige de zoner som ikke kan almengøres, kalder Schanz materialitetsformer, og med dette residual forstår han »indbegrebet af former og strukturer, der findes i et stof, hvadenten dette er naturgivet eller menneskeformet naturstof. Endvidere hører herunder de socialt frembragte intersubjektivitetsstrukturer. Disse materialitetsformer er ikke reducerbare til kapitalen (omend de oftest vil bære »aflejringspræg« af dette at være subsumeret under en kapital). De har hver især deres egen lovmæssighed og struktur«.[11] Hvis disse zoner skal begrebsliggøres, og ikke stå som en begrebsløs modstandsmasse med samme status som Kants ‘Ding an sich’, er det ubetinget nødvendigt at forlade rekonstruktionsproblematikken[12] for at konstruere en problematik, som kan begrebsliggøre de lovmæssigheder og strukturer, som udgør materialitetsformerne. Dette er et teoretisk arbejde, som må foretages, hvis zonerne ikke skal blive ‘indtaget af empiristerne.

Schanz presser den oprindelige problematik til sin grænse ved hjælp f begreberne subsumtionsform og subsumtiv interventionsform[13] som grænserne for udsigelsesfeltet. Subsumtionsformerne er »indbegrebet af de af kapitalproduktionen satte former, som udelukkende skyldtes dette pro- og reproduktionsforhold«,[14] og disse former eksisterer som underlæggelser af givne materialitetsformer, der bliver eksplicit værdibærende. Dertil kommer de subsumtive interventionsformer, som betegner et dobbelt forhold, idet de dels omfatter eller er »indbegrebet af de processer, hvorigennem kapitalforholdet tvinger ikke kapitalsubsumerede genstandsområder eller funktioner ind under vare-formen« – hvorved de integreres direkte i kapitalkredsløbet – men dels også omfatter »de processer, hvorigennem kapitalen tvinger ikke vareformede (altså ikke værdisubsumerede) genstandsområder og funktioner ind i et affirmativitetsforhold til kapitalproduktionen«.[15]

Kapitallogik som forståelsesform må da centrere sig om »dobbeltlogikken i kritikken af den politiske økonomi«,[16] som er enheden af materialitetsform og værdiform på den ene side, og materialitetsformerne for sig selv på den anden side. Hermed er problematikken faktisk allerede overskredet, for konceptualiseringen af dette spil, må nødvendigvis føres over på bestemmelse af strukturernes egne lovmæssigheder, for i næste omgang at undersøge værdibestemmelsen som en fremmedbestemmelse: Problematikken er vendt på hovedet, men forbliver dog den samme problematik[17] problematik.


[1] Det ville være en interessant opgave ved lejlighed at uddybe de nødvendigvis hastige bemærkninger omkring denne isotopi, samt den tilsvarende isotopi angående relationen til oplysningen, nemlig henholdsvis den franske (Althusser) og den tyske romantik (kapitallogikken), idet det også i dette felt er subjektbegrebet, der diskuteres. En sådan analyse må imidlertid i den situation anses som arkivistisk, da der er andre mere presserende opgaver for en marxistisk strategi.

[2] ‘Réponse a John Lewis’, op. cit. p. 98. ‘Marxisme og klassekamp’, p. 73.

[3] ibid p. 92/68.

[4] Se dette arbejde ‘Om erkendelsesproduktionen’.

[5] Den erkendelsesmæssige produktionsstruktur er ikke noget historiseret kantiansk subjekt. Det er derfor at gøre Althusser en bjørnetjeneste, når man som Martinussen hævder, at »videnskabsteoretisk synes den althusserske problematik således at svare til Kants transcendentale kundskabsteori«. (Se Martinussen, op. cit. p. 15).

[6] Spinoza definerer nemlig substansen således: »Ved substans forstår jeg del som er i sig selv, og kan begribes ud fra sig selv, det vil sige det, hvis begreb ikke er en anden tings begreb nødig for at kunne blive dannet.- ‘Ethik’ I, def. 3.

[7] ‘Lire le Capital’ II, p. 65. Når vi citerer Althusser er det for at understrege, at det ikke er spørgsmålet om en decentreret instans, der skiller de to teorier.

[8] Identitetslogikken kan følge Hegel, da der ikke er nogle meta-økonomiske signifikante elementer for en sådan konception. Der er da også en udpræget tendens til at reproducere Kant-kritikken og udradere (almengøre) materialitetsformernes specificitet, fordi man opfatter det almenes aflejring dybere og dybere.

[9] ‘Hegel Werke’ 8. p. 122 f (jævnfør Spinozas substansdefinition).

[10] ibid p. 122.

[11] Schanz: ‘Til det marxske historiebegreb’, op. cit. p. 27 f.

[12] Dvs. ‘problematique’ i althussersk forstand og ikke som problemstilling; omfangslogikkens problemer kan selvsagt ikke forlades, da den omvendte problematik stadig stiller omfangslogikkens problemer.

[13] Se hertil ‘Til rekonstruktionen …’, p. 173 ff, samt Til det marxske historiebegreb’, p. 27 ff.

[14] Til det marxske historiebegreb’, p. 28.

[15] ibid p. 29.

[16] ‘Til rekonstruktionen…’, p. 181.

[17] H. J. Thomsen op. cit. har praktiseret denne venden på hovedet, men underligt nok lader han det fremstå, som om det var en ny problematik, og taler om en kritik af Schanz, selvom det i vore øjne blot er manifestationen af Schanzs implikationer.