Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

4. FORDELING OG LOGIK-KONSTITUTION

4. FORDREJNING OG LOGIK-KONSTITUTION

a) Konkrete bemærkninger til forholdet mellem ‘Kapitalens’ logik og Logikkens videnskab.

Vi er som allerede nævnt af den opfattelse, at der eksisterer en strukturel overensstemmelse mellem opdelingen af værkerne – ‘Kapitalen’ og ‘Logikkens Videnskab’ idet vi tager Marx på ordet, når han siger, at det er med hensyn til ‘kompositionen’, at hans anden Hegel-reception havde været ham til stor nytte.

Vores tese er den, at der er tale om en kompositorisk identitet! Hos Hegel opdeles logikkens videnskab i to afsnit. Første del omfatter den objektive logik: læren om Sein og læren om Wesen;[1] anden del omfatter den subjektive logik eller læren om begrebet. Denne opdeling lader sig ikke ved første øjekast opspore i ‘Kapitalen’ (forstået som noget der direkte kan læses ud af en indholdsfortegnelse), men det viser sig, at ‘Kapitalens’ første afsnit (Ware und Geld) refleksionsstrukturelt svarer til den objektive logik, samt at andet afsnit (Die Verwandlung von Geld in Kapital) – etableringen af kapitalbegrebet – udgør overgangen til en subjektiv logik.

Det er en speciel ‘Kapital’-reception, der har blokeret for en bestemmelse af isormorfien, nemlig – som allerede antydet – den. der overprioriterer det væsenslogiske aspekt hos Marx og på det nærmeste overser, at det kan forsvares, at tale om et værenslogisk aspekt i den marxske vareanalyse,[2] som passende kunne kaldes en brugsværdilogik. Marx starter ikke ud med værdien, og Bachhaus har ret, når han mener, at der findes et »brud mellem de to første afsnit og det tredie afsnit«[3] af varekapitlet i ‘Kapitalen’, – blot er der ikke tale om nogen uforklarlig afstand, men om overgangen til et væsenslogisk afsnit, som altså hviler på et værenslogisk afsnit.

For at kunne sandsynliggøre denne overgang er det nødvendigt at undersøge, hvad der adskiller en væsenslogik fra en værenslogik: »Formen for relation i Væren er blot vores refleksion. – i Væsen er relationen derimod dettes egne bestemmelser.«[4] Forskellen består mellem ‘ydre refleksion’ og ‘egne bestemmelser’. I værenslogikken bliver genstanden bestemt som ‘Seiender’ i kraft af en ydre bestemmelse, medens der i væsenslogikken er tale om noget af egne bestemmelser ‘Gesetzte’.[5]Først i væsenslogikken begynder stoffet – metaforisk udtrykt – selv at tale, mens værenslogikken er videnskabssubjektets tale.[6]»Das Sein ist der Begriff nur an sich«[7] og dette ‘an-sich-sein’ adskiller værensbestemmelserne fra væsensbestemmelsernes ‘für-sich-sein’ og begrebslogikkens ‘an-und-für-sich-sein’. I Sein-sfæren er den dialektiske proces en »Übergehen in Andres«,[8] og man fastholder altså én ting ad gangen, ligesom Marx praktiserer det i sin første afdeling af ‘Kapitalen’, hvor han analytisk tales om forskellige synsvinkler, – dels set udfra brugsværdiens, dels udfra bytteværdiens synsvinkel.[9] Marx relaterer ikke størrelserne, men beskriver dem én for én: først brugsværdien, så bytteværdien og endelig værdien; de bindes så at sige først sammen i væsenslogikken. Men overgangen fra værenslogik til væsenslogik er vanskelig, og det er her den egentlige refleksionsstruktur introduceres.[10] Denne overgang er også svær for Marx, men man kan se, hvorledes han taler henover, og lader som om. der ikke er noget problem. Hos Hegel er den dialektiske proces ikke længere en ‘Übergehen in Anderes’ men en ‘Scheinen in Anderes’,[11] når det drejer sig on den væsenslogiske sfære. Ligeså hos Marx: her drejer det sig blot om værdiformsproblematikken. Det er altså præcis denne metodekonstitutionscmrase, der er et af kapitallogikkens karakteristikon – overgangen til en væsenslogik.

Det er her det marxske videnskabsideal allerførst indløses, som det formuleres i den fjerde Feuerbachtese men endnu klarere i ‘Kapitalen’, hvor Marx siger: »Det er i realiteten langt lettere gennem analyse at finde de religiøse tågedannelsers jordiske kerne, end omvendt at udvikle de himmelgjorte former for de respektive virkelige livsforhold.«[12]Den sidste er den eneste materialistiske og dermed videnskabelige metode. Bachhaus har omstillet dette ideal til Marxs materielle analyse, og bemærker derfor, at »den dialektiskes metode kan ikke indskrænke sig til blot at tilbageføre fremtrædelsesformerne til Væsenet: den må derudover vise hvorfor Væsenet antager netop denne eller hin fremtrædelsesform«.[13] Vi vil med Bachhaus tilslutte os. at fremstillingen i ‘Kapitalen’ ikke umiddelbart gør det erkendelsesledende motiv for den marxske vareanalyse gennemsigtigt, – spørgsmålet er nemlig »hvorfor dette indhold antager denne form«.[14] Eller man kunne radikalisere det retoriske spørgsmål yderligere og spørge, hvorfor værdien MÅ fremtræde – forstået som en dialektisk proces, hvor der er tale om en ‘Scheinen in Anderes’. Hvorfor fremtræde i noget andet. Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt at konstatere, at »den fælles samfundsmæssige substans, som blot fremstiller (darstellt) sig forskelligt i forskellige brugsværdier er – arbejdet«.[15]Når varerne som værdier ikke er andet end krystalliseret arbejde, hvorfor er denne form for fremtrædelse, objektivering, da ikke en tilstrækkelig »form«?

Schanz overser eller vil ikke mene, at problemet kunne stilles således, for han accepterer Marxs egen pragmatiske løsning, og hævder, at »for at løse problemet sætter Marx nu to varer overfor hinanden i et udvekslingsforhold«,[16] men hvorfor gør han det? Det svarer han heller ikke selv på, men siger blot, at »Enhver ved i alt fald selv om han ikke ved andet«, at varerne har en pengeform, og Marx vil afsløre »pengegåden«. Han kan derfor resonnere videre og skrive, at »det simpleste værdiforhold er åbenbart(l) en vares værdiforhold til én eneste derfra forskellig vare, ligegyldig hvilken. Værdiforholdet mellem to varer leverer derfor en vares simpleste(l) værdiudtryk«.[17] Argumentationen for at opstille en bytterelation forekommer ganske pragmatisk, og det er vigtigt, for det er i dette simple værdiudtryk, at refleksionsstrukturen – og dermed væsenslogikken – introduceres; thi »i stedet for at falde fra hinanden reflekteres varens modsatte bestemmelser her i hinanden«;[18] – og det er når varen er en anden vares ækvivalent, at man kan sige, at »dens eksistens som ækvivalent så at sige er en refleksionsbestemmelse«[19] ved varen.

Schanz er af den opfattelse, at det er tilstrækkeligt at hævde, at »værdisubstansen kan ikke eksistere for sig selv (für sich) som værdisubstans, da den er ren abstraktion, som nødvendigvis må eksistere ved det, den er en abstraktion fra«,[20] men det er jo en trivialitet, da »kun det hegelske ‘begreb’ kan slippe godt fra at objektivere sig uden ydre stof«;[21] derfor har Schanz ikke klargjort, hvorfor værdien må fremtræde ved en fremmed form og ikke ved dén konkrete form, den er en abstraktion fra! Et andet sted hedder det, at »i arbejdsudfoldelsens resultat (varen) isoleret betragtet, kan værdien imidlertid heller ikke eksistere som sådan, fordi vi i det enkelte arbejdsprodukt kun har én materialitetsform, som har empirisk påviselig eksistens, til gengæld er denne individuerende materialitetsform sat af det ikke-værdi producerende arbejde, nemlig det konkrete arbejde«.[22] Her synes Schanz at overse, at det konkrete arbejde er »realisationsform for abstrakt menneskeligt arbejde«,[23] og vil som altid være det abstrakte arbejdes eksistensform, idet dette kun lader sig udskille analytisk. Endvidere antyder hans ‘én materialitetsform’, at miséren skyldes underkendelse af et sein-logisk moment, hvor det netop kan lade sig gøre at betragte først det ene aspekt og så det andet aspekt. Al denne snak tjener kun til at skjule, at Marx – nøjagtigt som det også er tilfældet hos Hegel – er tvunget til at importere nogle ydre forudsætninger for at etablere overgangen til væsenslogikken, dvs. ophæve Sein i Wesen.

Det er nødvendigt at tage den produktionsmåde som analysen tager sigte på ind som et metalogisk moment, for at indholdet antager denne specifikke form. Denne determinations-bestemmelse har Ranciere i nogen grad analyseret korrekt under navnet metonymisk kausalitet.[24]Produktionsmåden medfører, at et produkt kun kan realisere sin væren (sin brugsværdi) ved at indgå i udvekslingsprocessen for at blive bytteværdi; man kunne tale om en brugsværdidrift: »Varernes tilblivelse som brugsværdier forudsætter deres alsidige afhændelse, deres indgåen i udvekslingsprocessen, men deres Tilværelse for udvekslingen er deres Tilværelse som bytteværdier. For altså at realisere (verwirklichen) sig som brugsværdier må de realisere sig som nytteværdier«,[25]hedder det hos Marx. Det er altså forudsat, at produktionen hviler på privatarbejde og arbejdsdeling.[26] Tilbage står der så at undersøge, hvad der egentlig sker, når vi opstiller det simple værdiudtryk, eller hvad der nødvendigvis er impliceret i et bytte.

For at gøre en lang og vanskelig historie kort, så kan vi med Marx sige, at »brugsværdien eller varekroppen spiller her en ny rolle. Den bliver til fremtrædelsesform for vareværdien, altså sin egen modsætning. Ligeledes bliver det i brugsværdien indeholdte konkrete, nyttige arbejde til sin egen modsætning, til sin blotte realisationsform for abstrakt menneskeligt arbejde«.[27] Således lyder det i første udgaven, når der skal gøres status over, hvad der sker når værdisubstansen kommer til udtryk ved at overtage en allerede ved en materialitet eksisterende form, hvorved »brugsværdien bliver … et appendix ved en usurperet materialitetsform«.[28] Men disse quid pro quo udgør kun de to af de fire momenter, der senere hedder ‘ækvivalentformens ejendommeligheder’. Disse ejendommeligheder er mest skematisk og klart fremstillet »Anhang zu Kapital I.-«;[29] de sidste to er imidlertid blot eksplicitioner af dén omvendte verden, som kommer tilsyne i de to første ejendommeligheder.

Marx konstaterer en ejendommelighed ved sit objekt, – og det er den vigtigste erkendelse i værdilogikken overhovedet. »Inden for værdiforholdet øg det deri indbefattede værdiudtryk gælder det abstrakt almene ikke som egenskab ved det konkrete, sanseligt-virkelige, men det sanseligt-konkrete tværtimod som blot og bar fremtrædelses- eller bestemt realitetsform for det abstrakt-almene«.[30] I følge vores tese, er det denne fordrejning – og det er kernen i fordrejningsbegrebet hos Marx – som allerførst muliggør og kræver en dialektisk forståelsesform: her konstitueres den reale metafysik, idealismen in re logisk: I kraft af »denne FORDREJNING, hvorved det sanseligt-konkrete blot gælder som fremtrædelsesform for det abstrakt-almene – ikke omvendt det abstrakt-almene som egenskab ved det konkrete«;[31] – denne fordrejning karakteriserer værdiudtrykket.

Denne fordrejning – som helt tydeligt konnoterer et skift fra en nominalistisk position til en realistisk position – reflekteres ikke i tilstrækkelig grad af kapitallogikerne, selvom vi mener, at en kapitallogisk reception er helt afhængig af en påpegning af dette konstitutionspunkt som andet end et ‘bon mot’. Der findes spredte henvisninger hos Krahl, men Reichelt er den, der kommer nærmest, til det vi har etableret, når han siger: »Hegels idealisme, som hævder, at menneskene adlyder et magthavende begreb, er væsentlig mere i overensstemmelse med denne fordrejede verden end en hvilken som helst nominalistisk teori, som kun vil acceptere det almene som noget subjektivt-idealistisk.«[32]

De to sidste ejendommeligheder understreger blot disse quid pro quo. Den tredie lyder således: »Privatarbejde bliver til formen for sin modsætning, til arbejde i umiddelbar samfundsmæssig form«;[33] den udtrykker arbejdets almengørelse til abstrakt samfundsmæssigt arbejde. Den sidste ejendommelighed, som kun kendes som ejendommelighed i ‘Anhang’, lyder som følger: »Vareformens fetichisme er mere frapperende i ækvivalentformen end i den relative værdiform«;[34] den udtrykker, at værdiaspektet fremtræder som en naturegenskab ved produktet, når det er i vareform: »Dette kalder jeg fetichismen, som klæber sig til arbejdsprodukterne, såsnart de produceres som varer, og som altså er uadskillelig fra vareproduktionen.[35]

Denne sidste ejendommelighed er uhyre vigtig, fordi den understreger, at det ville være halsløs gerning at interpretere den marxske Wesens-Erscheinung-logik i en traditionel og klassisk essens-inessens-logik. Værdien er ikke en essens, som emanerer værdiformen: den er ikke en indre kerne, men en ydre og kunstig snylterskikkelse. som er påklæbet produkterne og ingenlunde et væsen i klassisk forstand. Hvis en position, som i sin selvforståelse er kapitallogisk, ikke forstår dette, diskvalificerer den sig selv som seriøs position. Krahl har ret, når han hævder, at »differensen mellem Væsen og Fremtrædelse er en differens i fænomenerne selv, er selv en differentia phainomenon«.[36] Kerneproblemet er dermed subsumtionen – ikke en emanation: »Værdien reducerer i det samfundsmæssige samkvem (Verkehr) de konkrete ting til værdiens rene abstraktion. Værdi er abstraktionen fra de konkrete brugsværdier, individer, behov og interesser; værdi er altså repression«,[37] hedder det hos Krahl.

Samtidig anslår Krahl et andet vigtigt problem; nemlig brugsværdiens status eller materialitetsformens status i økonomikritikken, hvilket igen er materialismeproblemet. Det bliver nødvendigvis et problem, når man taler om en reel metafysik. Kapitallogikerne er ikke enige på dette punkt, men det skyldes en materiel vanskelighed som først måtte overvindes, for at det bliver muligt at give et udtømmende billede af materialitetsformens status: materialitetsformen har simpelthen ikke samme status i hele den økonomikritiske fremstilling!

Når Schanz f.eks. kan hævde, at brugsværdien bliver et appendix, så er det ikke ensbetydende med, at brugsværdien er afskåret fra enhver betydning i den videre fremstilling, det vil sige, når vi overskrider værdilogikken (væsenslogikken). Reichelt overser så godt som helt ma- terialitetsformemes resistens og determinationskraft og ligger farligt nær ved en identitetslogisk position, hvorimod Rosdolsky på det nærmeste overser værdibestemmelsens nedslag og determination, og antyder, hvorledes værdibestemmelserne fuldstændigt er overladt til de forefundne former. Begge dele er lige forkerte, men den specifikke relation må opspores.[38] Schanz’ og Krahls refleksioner er ofte præget af de blokerende værdifocus, men de glemmer aldrig problemet. Vi er af den opfattelse, at dette problem først lader sig løse, når man erkender, at væsens(værdi)logikken forlades til fordel for en begrebs(kapital)logik; kort sagt, når der ikke focuseres på værdi, men på merværdi.

Som bekendt[39] udfolder den dialektiske proces sig fra det oprindelige konstitutionspunkt, hvor manglen er en adækvat form, som i første omgang opnås med pengeformen. Alle varer er påhæftet en prisform, og der kan hermed tales om en cirkulation med formen W-G-W. I ‘Urtext’[40] viser Marxs analyse af pengenes tre funktionsformer (penge som værdimål, som cirkulationsmiddel, som penge) pengeformens dialektiske mangel, og introducerer en ny cirkulationsform – G-W-G -, som først i formen G-W-G’ er rationel. Dette er kapitalformen i sin mest simple repræsentation, hvor det allerede markeres, at driften i den nye logikform er merværdien, og »Begrebets videregåen er ikke længere overgåen eller fremtræden i Andet, men udvikling«.[41] Først nu er der tale om en egentlig udvikling – modsat den tidligere vorden – imperativet er merværdien, der dog forbliver uforklarlig inden for cirkulationen.

Pengebesidderens »udfoldelse til sommerfugl må finde sted i cirkulationssfæren og dog ikke i cirkulationssfæren«, da der kun foregår ækvivalentbytter, men han samtidigt må have mere ud: – »dette er problemets betingelser. Hic rhodus, hic salta.«[42]

Løsningen er det levende arbejdes subsumtion under det døde arbejde. Idet værdien søger ned i produktionsprocessen, påtvinges denne en fordobling i arbejds- og værdidannelse/værdiøgningsproces, som nu er – fordi arbejdskraften har fået vareform – en kapitalistisk produktionsproces. Formerne for denne subsumtion betegnes som den formelle og den reelle subsumtion – distinktionen hænger sammen med merværdiformen: dels absolut merværdi, dels relativ merværdi.[43] I den formelle subsumtion overtager kapitalen allerede historisk etablerede produktionsformer, og foretager ikke nogen omstrukturering af arbejdets materielle betingelser, kapitalen forbliver derfor ydre ved kun at påtrykke arbejdsprocessen en merværdibestemmelse.

Når produktionsprocessen ikke omstruktureres er den eneste form for merværdi, absolut merværdi; og det er velkendt, at den absolutte merværdiproduktion støder mod materielle og fysiske skranker – arbejdsdagens længde og arbejdskraftens fysik -, og derfor må kapitalen gribe aktivt ind i arbejdsprocessens struktur og former for at muliggøre produktion af relativ merværdi.

Forholdet mellem arbejdsprocessen og værdidannelse/værdiøgnings- processen er da kvalitativt forandret, idet værdiaspektet ikke længere blot er et ydre og påklistret aspekt, men en organisk del af produktionsprocessen: kapitalrelationen sætter nu ikke blot en fordobling af den materielle produktion, men griber aktivt og strukturerende ind i selve organiseringen af den samfundsmæssige produktion og reproduktion og sætter i kraft af kapitalformens drift eller kategoriske imperativ om relativ merværdi et permanent krav til produktionskraftens udvikling.

Nu er der etableret en egentlig an-und-für-sich-sfære, som styres af en kapitallogik, som ophæver brugsværdi- og værdilogikken som momenter. Kapitallogikken medfører, at det ikke længere er muligt at holde værdiaspektet og subsumtionsgrund laget adskilte, og her bliver det altså medieringsformen: subsumtionsformen, der analyseres i et ternært logisk spektrum, som modsvarer de tre logikformer. Det Marx udfolder som kapitalens almene begreb er netop denne begrebslogik, og altså ikke et rent værdilogisk system, og heller ikke en brugsværdilogik, men en udfoldelse som tager hensyn til dem begge; f.eks. demonstrerer reproduktionsskemaerne i andet ‘Kapitalbind’ med al ønskelig tydeliglied, at brugsværdiaspektet ikke kan elimineres fra økonomikritikken: det er udelukkende brugsværdi som blot og bar brugsværdi, der ikke hører hjemme i denne analyse.

De to subsumtionskerner: værdiens subsumtion af en naturalform. og kapitalens subsumtion af arbejdsprocessen – er ikke identiske overgange, men har samme betydning: overgangen til en ny logikform, og er derfor kapitallogikkens såvel genetiske som historiske konstitutionspunkter.

b) ‘Das Kapital’s genstand: kapitalens almene begreb.

Hvis de udredninger vi hidtil har markeret er rimelige, bliver det klart, at analysens genstand ikke er en virkelig genstand, men et begreb, nemlig kapitalens begreb. Kapitalens begreb er da det videnskabelige udtryk for virkeligt herskende forhold, og de virkelige forhold som undersøges er bestemte grundforhold, men ikke almene love, som de enkelte samfundsmæssige fænomener skulle være simple eksplikationer af. Kapitalbegrebet har en række underordnede og afledte begreber inkorporeret i sig, og de danner tilsammen et komplekst begreb, som det kan være vanskeligt at give en definition af.[44] De første fire kapitler af ‘Kapitalen’s første bind er en indføring i kapitalens simple begreb, og resten af ‘Kapitalen’ er en udfoldelse og udfyldning af kapitalbegrebet gennem en redegørelse for kapitalens stofskifteproces, hvori den genskaber sig selv i stadig større målestok. Når vi hævder, at kapitallogikken er en begrebslogik betyder det tillige, at ‘kapitalen i almenhed’ er enheden af væsens- og fremtrædelsesformer, og derfor kan den ikke ækvivalere med den diremption i virkeligheden, som er karakteristisk for en væsenslogik. Men dette bringer os et alvorligt problem på halsen, thi der er vel ingen tvivl om, at Marx opererer med en anden diremption – mellem kapitalen i almenhed og de mange kapitler —, og hvordan forholder så denne distinktion sig til ‘Kapitalen’s objekt?[45]

Såvel ‘Grundrids’ som ‘Kapitalen’s objekt er kapitalen i almenhed, selvom Marx i arbejdet med ‘Grundrids’ omdefinerer eller udvider kapitalbegrebet af saglig tvang; eller som han selv formulerer det: »Således vil vi videre finde, at der under kapital subsumeres meget, hvad der ifølge kapitalens begreb ikke synes at høre ind under det. F.eks. bliver kapital udlånt. Den bliver ophobet etc.«[46]

Det bliver klart, at der ikke er nogen helt afgrænselig sfære for kapitalens begreb, som det var antydet tidligere, hvor det drejede sig om kapitalbegrebet i den simple repræsentation som det udvikles i ‘Kapitalen’s fjerde kapitel.[47] Vi er foreløbigt af den opfattelse – og da der ikke er koncens hos Marx, er det netop stridens æble -, at det er fornuftigt at vægte følgende udtalelse: »Kapitalen, på den måde vi her betragter den. som et forhold der skal adskilles fra værdi og penge, er kapitalen i almenhed, d.v.s. indbegrebet af de bestemmelser, der ad skiller værdien som kapital fra værdien som blot og bar værdi eller penge. Værdi, penge, cirkulation etc. er forudsat, ligeledes arbejde etc. Men vi har endnu ikke at gøre med hverken en særlig form for kapital eller med den enkelte kapital til forskel fra andre enkelte kapitaler etc. VI OVERVÆRER DENS OPSTÅELSESPROCES. Denne dialektiske opståelsesproces er kun det ideelle udtryk for den virkelige bevægelse, hvori kapitalen bliver til. De senere relationer er at betragte som udviklinger fra denne kim. Men det er nødvendigt at fiksere den bestemte form, som kapitalen på et vist punkt er sat i. Ellers opstår der forvirring.«[48]

Dette udtrykker til fulde det marxske projekt efter konstitutionen af begrebslogikken, og vi er da af den opfattelse, at distinktionen mellem kapitalen i almenhed og de mange kapitaler må ses i dette udfoldelses- og subsumtionsperspektiv.[49]

Rosdolsky er den første, der har påpeget den vigtige skelnen mellem kapitalen i almenhed og de mange kapitaler i ‘Grundrids’ og dens aftrapning i den endelige kapitalanalyse. Rosdolsky har mildest talt et rodet forhold til distinktionen. – et forhold, som dog i sin uafklarethed afslører de reelle vanskeligheder. Nogle steder er ‘kapitalen i almenhed’ blot et heuristisk princip, som skal sørge for at det hele ikke rodes sammen,[50] mens den andre steder er det reelle grundlag, som determinerer en forståelsesform,[51] – en forståelsesform som også findes i ‘Kapitalen’.

Hos Reichelt er der ansats til en tredeling, som præciseres af Schanz, idet han skelner mellem ‘kapitalen i almenhed’, ‘kapitalen i sin realitet i almenhed’ og ‘kapitalen i sin realitet’. Han giver den følgende indhold: »das Kapital im Allgemeinen (den formlogiske bestemmelse for alle værdielementer i en kapitalistisk produktionsmåde), das Kapital in seiner Realität im Allgemeinen (de almene bestemmelser for enkeltkapitalerne og deres forhold til hinanden …) das Kapital in seiner Realität (bestemmelser, som er afgørende for den enkelte kapitals historiske og samfundsmæssige specificitet.. ,)«.[52] Pointen er her, at de to første nivoer er ‘almen-nivoer’, og derfor kognitivt tilegnelige i den marxske fremstillingslogik medens det tredie nivo nødvendigvis unddraget sig denne almengørelse, og derfor ikke kan begribes alment. Med andre ord; Schanz er i god overensstemmelse med en begrebslogik og renoncerer ikke på den teoretiske tilegnelse på trods af den konjunkturelle higen efter realanalyser; det kan ikke lade sig gøre at give ledetråde for en analyse af ‘kapitalen i sin realitet i almenhed’ – som jo omfatter konkurrencen – er blevet rekonstrueret. Kapitalen i almenhed – som må omfatte de to første nivoer, fordi det andet nivo ikke er en fremtrædelse for det første, men en konkretere bestemmelse – er da den udviklingsramme, som det gælder om at rekonstruere; – den rekonstruerede almenhed er en »latent liggende ordningslogik«.[53]

Den almene kapital er dermed kort sagt, »udtrykket for den kapitalistiske produktionsmådes differentia specifika i forhold til alle andre produktionsmåder«.[54]

Dermed er en del af den tilsyneladende modsigelse mellem kapitallogikkens og Althussers ‘Kapital’-reception udlignet, thi det er ikke Althussers begreb om samfundsformation, der skal sammenlignes med kapitalens almene begreb, men Althussers tale om kapitalens struktur. Vi kan derfor antyde, at begrebslogik og strukturlogik står for den samme intention.[55]


[1] Svarende til Hegel Werke 5 samt Werke 6, p. 13-243. Når vi i det følgende oftest citerer Werke 8 – »den lille logik« – skyldes det dette værks klarere komposition, men tillige at Engels i et brev af 16/6-1867 opfordrer Marx til i højere grad – ikke mindst af pædagogiske grunde – at anskueliggøre tankegangen på samme måde, som Hegel gør det i sin ‘Enzyklopædie’. Endelig er Marxs referencer til Hegels logik i ‘Kapitalen’ til ‘den lille logik’. Se MEW 23, p. 194, 278, 327. (Engels’ brev findes bl.a. i »Briefe über ‘Das Kapital’«, p. 136).

[2] Her kan Schanz tjene til eksempel. Sein som den rene kvalitet skulle være det marxske værdibegreb (jævnfør ‘Noter…’, p. 13, og Til rekonstruktionen …, f.eks. p. 92). Schanz er ikke ene om at mene dette. Vi er imidlertid af den opfattelse, at Sein må forstås i ontologisk forstand, som det der er væren dvs. »materien«, som netop er et abstraktum (jævnfør Werke 8, p. 110). Hos Marx altså brugs(værdi)genstanden: det, der er til.

[3] op. cit. p. 132.

[4] Hegel Werke 8, p. 229.

[5] Jævnfør Hegel Werke 5, p. 456, 457. (Værende overfor sat).

[6] Dette er ikke uden betydning for en udvidelse af et dialektisk udsigelsesfelt, som hos Lenin og Engels. Det er ikke tilfældigt at de knytter an til Hegels Sein-logik.

[7] Hegel Werke 8, p. 181. (Værende er begrebet blot i sig).

[8] Note mangler i den trykte bog

[9] Jævnfør Marx i førsteudgaven af ‘Kapitalen’: Studienausgabe, Frankfurt 1966 (73) II. p. 246.

[10] Til en diskussion af Hegels vanskeligheder henvises til Dieter Henrich: »Hegel im Kontext«, Frankfurt 1967.

[11] Hegel Werke 8. p. 308. (Fremtræden i Andet).

[12] MEW 23, p. 393. ‘Kapitalen’ 13, p. 547.

[13] Bachhaus op. cit. p. 132.

[14] ibid p. 131. Se også MEW 23-95. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 181.

[15] Marx i førsteudgaven af ‘Kapitalen’, op. cit. p. 217.

[16] Schanz: »Til rekonstruktionen …«, p. 97.

[17] MEW 23, p. 62. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 143 f.

[18] Marx: »Studienausgabe II«, p. 229.

[19] ibid p. 231.

[20] Schanz op. cit. p. 104.

[21] Marx: »Studienausgabe II«, p. 228.

[22] Schanz: »Abstraktion og udvikling«, p. 143, i dansk Ranciere op. cit.

[23] Marx: »Studienausgabe«. p. 229.

[24] Ranciere i »Lire le Capital III«. Vi vender tilbage til en diskussion af denne kausalitetstype.

[25] MEW 13, p. 29. ‘Bidrag’, p. 36.

[26] Reichelt omgår i nogen grad denne anklage for at eliminere brugsværdidriften ved at skelne mellem formel og reel fordobling.

[27] Marx: »Studienausgabe II«, p. 229.

[28] Schanz: »Til rekonstruktionen …«, p. 105 f.

[29] Vi citerer fra Karl Marx: »Vare, Penge, Kapital« (Modtryk), Århus 1974, (p. 764-184, Dk: 73-113).

[30] Marx: »Anhang«, p. 771-87. (Vores fremhævning).

[31] ibid. (Marx fremhæver, vi understreger) Marx bruger Romerretten som illustration: »Hvis jeg siger: Romerretten og den tyske ret er begge retter, så er det indlysende. Siger jeg derimod: Retten, dette abstraktum, realiserer sig i romerretten og den tyske ret, disse konkrete retter, så bliver sammenhængen mystisk.« (ibid).

[32] Reichelt op. cit. p. 80, p. 101.

[33] Marx: »Anhang«, p. 771-87.

[34] ibid p. 773-91.

[35] ibid p. 774-95. Jævnfør MEW 23, p. 87. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 176.

[36] Krahl op. cit. p. 85, p. 112.

[37] ibid p. 21, p. 377. Der er tale om en korrekt indsigt, som blot har visse uheldige humanistiske konnotationer.

[38] Heller ikke her bliver der rum for en afsluttet analyse af materialitetsformens stilling i økonomikritikken. Vi vil nøjes med nogle antydninger, for at markere at kapitallogikken ikke er den metafysik og idealisme, som den ved forskellige lejligheder bliver anklaget for at være.

[39] Vi må her som flere andre steder understrege, at vi ingenlunde introducerer problemstillingerne, men uden videre antager, at de genkendes. En pædagogisk introduktionsintention ville sprænge rammerne.

[40] »Grundrisse«, p. 871 ff. I ‘Kapitalen’ er den dialektiske udvikling ikke gennemført i samme udstrækning. F.eks. introduceres G-W-G som en ny cirkulationsform helt umotiveret, se MEW 23, p. 162. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 259, ved hjælp af et ‘neben’. (W-G-W).

[41] Hegel Werke 8, p. 308.

[42] MEW 23, p. 181. ‘Kapitalen’ 1,1, p. 281.

[43] I ‘Kapitalen’ er subsumptionskategorien anvendt forholdsvis sjældent, og der må henvises til Marx: »Resultate des Umittelbaren Produktionsprozesses«. Verlag Neuen Kritik 1969, p. 45 ff.

[44] Jævnfør Rosdolskys vanskeligheder i ‘100 Jahre Kapital’, p. 16 f.

[45] Vi vil i denne forbindelse henvise til et arbejdspapir af Birger Linde: »Om metodeproblemer i marxistisk teori« som indeholder en filologisk analyse af den marxske terminologi.

[46] »Grundrisse«, p. 412 f.

[47] Marx bruger forskellige termer for at betegne denne størrelse. Han taler om »Allgemeiner Begriff des Kapitals« – se »Grundrisse«, p. 175, 305, 310, 419, 542, 945. Andre steder bruger han »einfache Begriff des Kapitals« »Grundrisse«, p. 226, 317, 418; eller blot »Begriff des Kapitals«, se f.eks. »Grundrisse«, p. 412; og endelig taler han om »das Kapital im Allgemeinen«, f.eks. »Grundrisse«, p. 217, 353, 550.

[48] »Grundrisse«, p. 217 (vor fremhævning).

[49] Jævnfør forrige citering, »Grundrisse«, p. 412 f.

[50] Se f.eks. »Zur Entstehungsgeschichte«, p. 36, 60 f, 75 f.

[51] ibid p. 60 ff, 73 f.

[52] Schanz: »Til rekonstruktionen …«, p. 136.

[53] ibid p. 137.

[54] ibid p. 136.

[55] Konfrontationen med Althusser kommer senere i dette arbejde. Vi antyder den her, fordi Schanz finder, at der er afgørende forskel i kapitallogikkens og Althussers intentioner.