Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

4. KRITIK AF HERMENEUTISK TRADITIONALISME

Historien – i dens traditionelle udformning – forsøgte at »memorisere« fortidens monumenter… i vore dage er historien den, som transformerer dokumenterne til monumenter. Michel Foucault

Den anvendelse af hermeneutik, som kommer til udtryk i dette arbejde, er ikke forpligtet på en loyalitet over for denne etikette, fordi der faktisk ikke eksisterer koncensus omkring hermeneutikken som tradition.[1] Alligevel hævder vi, at antihermeneutikken er den mest rammende karakteristisk af den isomorfi eller strukturlighed, der kan påvises mellem kapitallogikken og epistemologien. Det er et element, som udgøres af den forenede kamp mod den antropocentristiske rationalisme. der fortolker historien som en udvikling, der er bestemt af enkeltindividernes indsats og handling, og som er styret bevidst og fornuftsmæssigt af det menneskelige subjekt. En sådan historiekoncept udgør den problematik, som vi kalder en hermeneutisk subjekt- og historieopfattelse; her er historikeren hermeneutiker og ikke analytiker. Historievidenskaben bliver opfattet som menneskehedens hukommelse, der skal gribe den tabte fortid og rekonstruere den ved hjælp af historisk kildemateriale, som er udtryk for en tavs stemme eller fornuft, hvis tale og mening kan bringes frem.[2]

Denne problematik holder historien som den sidste bastion for den syntetiserende bevidsthed, efter at denne er blevet fortrængt fra herredømmet af nye videnskaber. Således har psykoanalysen vist at subjektet, bevidstheden, ikke er herre over sine drifter; lingvistikken har påvist, at sprogbrugen ikke beherskes suverænt, og etnologien[3] har kunnet godtgøre, hvorledes den mytiske diskurs – som ellers var bevidsthedens friløb – heller ikke er underlagt subjektets bevidste manipulation. Historien er simpelthen sidste bastion.

Strukturalismen har været den mest ubønhørlige forfølger af den hermeneutiske traditionalisme, som et langt stykke vej er identisk med ‘den humanistiske tradition’, der ser det som sit hovedformål at forsøge at frede forskellige områder fra en videnskabelig tilegnelse, idet viden- skabeliggørelsen netop ramponerer den syntetiserende bevidstheds illusion. Glossematikkens fader, Louis Hjelmslev, beskriver angsten for denne ramponering således: »De humanistiske fænomener er, hedder det, i modsætning til naturfænomenerne eengangsfænomener, individual- fænomener, der netop derfor ikke som naturfænomenerne kan gøres til genstand for en exakt og generaliserende behandling. Metoden maatte da paa humanistisk omraade være en anden, nemlig den blot skildrende, der staar digtningen nærmere end den exakte videnskab, eller som i hvert fald indskrænker sig til en diskursiv fremstillingsform der lader fænomenerne passere revy uden at fortolke dem gennem et system. Inden for historien har denne tesis været hævdet som doktrin, og synes at være forudsætningen for historien i dens klassiske form.«[4]

Som det fremgår, er Hjelmslevs kritik næsten analog med en positivistisk kritik[5] af hermeneutikken, men selvom både epistemologien og kapitallogikken er erklærede anti-positivistiske positioner, kan man alligevel indtage Hjelmslevs problemskitsering. Hermeneuterne geråder i den illusion, at historien ikke behøver en teori, som fænomenerne »fortolkes« igennem, hvorfor kendsgerningerne fanges i digtningens form og ikke i videnskabens. Dermed er kendsgerningerne en gang for alle fastlagt – og altså uafhængige af den specifikke tilegnelse; – kendsgerningerne venter blot på at blive genopdaget for da at fremsige deres oprindelige mening. En sådan forståelse må derfor »lade fænomenerne passere revy«, fordi historie bliver til tidsfølge, til ren succession.[6]

Det er fælles for epistemologien og kapitallogikken, at historien ikke betragtes som simple tidsfølger, og at det derfor er nødvendigt med ekspliciterede historieteorier. Afklaringen omkring historieteorien kan beskrives som bevægelsen fra en ren genealogisk betragtningsmåde til en gyldighedslogisk betragtningsmåde (og den kan demonstreres som forskellen mellem Hegels og Marxs fænomenologier og deres logikker (Åndens fænomenologie/Parisermanuskripterne og Logikkens videnskab/Kapitalen)). Når vi hævder at Marx i Parisermanuskripterne i vid udstrækning er indfanget i en hermeneutisk problematik, må det ikke forstås som om vi ikke anerkender, at Marx har en historieteori i Parisermanuskripterne: Det har han ganske vist, men den er bundet til antropologien og et erfaringsbegreb, som medfører, at han beskriver en genealogi: menneskehedens erfaringsproces. Desuden gør Marx brug af et hermeneutisk kritikbegreb: Alle diskurser føres tilbage til den til grundliggende diskurs, som er antropologiens – den indre stemme, hvis oprindelige mening (enhed) skal genoprettes. Den egentlige historieteori må derfor funderes gyldighedslogik;[7] – hermed viser der sig et nyt isomorfem: Den retrospektive eller rekurentielle historieteori.


[1] Selvfølgelig kan der tales om en hermeneutisk tradition, men den er yderst inhomogen og strækker sig fra antikken til Jürgen Habermas. Forståelseselementet, som det formuleres hos Schleiermacher og Dilthey, samt tids- og historieproblemet hos Heidegger og Gademar – begge disse elementer går ikke glat op i de elementer vi her fremhæver som »hermeneutiske«. Heller ikke Bultmanns forening af de to elementer (tekst- og eksistens(historie) fortolkning) kan identificeres med vores hermeneutikreception. Den proklamerede hermeneut, som kommer vores karakteristik nærmest, er Paul Ricoeur.

[2] Til en detaljeret gennemgang og kritik af den hermeneutiske position se Foucault: »Introduction« i ‘L’archéologie du savoir’. op. cit. p. 7-29.

[3] Her tænker vi specielt på Claude Levi-Strauss’ arbejder.

[4] Louis Hjelmslev: »Omkring Sprogteoriens grundlæggelse«, København 1966 (43), p. 9 f.

[5] Hjelmslev må da også bestemmes som en overgangsfigur mellem den logiske positivisme og strukturalismen, men det må dog understreges, at Hjelmslev ikke intenderer på at plagiere en naturvidenskabelig metodologi eller overføre en sådan til det humanvidenskabelige felt; – han tilstræber blot de samme eksakthed. Men det betyder tillige, at han bliver traditionel teoretiker ved at analysens princip er i overensstemmelse med Descartes’ anden og tredie regel.

[6] Dette hænger utvivlsomt sammen med livstidens forkrøbling til arbejdstid. Bag den historiske pointering af historien ligger et aritmetisk tidsbegreb (værdimålet). Derfor ligger der en korrekt pointe i Heideggers udsagn om, at man har glemt hvad tid er, og tror, at tid kun har noget med klokkeslet at gere og derfor ikke indser, at tiden udspringer af menneskets ‘Sorge’ for en fremtid, hvorved der også opstår en nutid og en fortid. At der ikke er tale om en almindelig forglemmelse turde være indlysende.

[7] Vi kan her afsløre en fortrængning som angår problemet omkring struktur og samtidslogik – kort sagt: forholdet mellem logik og historie. Kapitallogikerne er ikke enige om en samtidslogik i deres Kapital-reception (Lukács, Schmidt); det, der kan fastholdes, er, at »det logiske og det historiske stemmer overens – skønt på meget formidlet vis«. Alfred Schmidt i »Geschichte und Struktur«, München 1971, p. 58 (vores understregning), men det siger mildest talt ikke meget. Når vi kan se bort fra uenigheden her, skyldes det, at vi senere vil behandle problematikken mere udførligt.