Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

4. OVERSKRIDELSEN AF MARX; – LENIN

Såvel kapitallogikken som Althusserskolen står med den færdige re- formulering. og må nødvendigvis overskride den rene genformulering, d.v.s. overskride den marxske tekst, men ikke selve problematikken. Denne overskridelse må blive forskellig; en forskydning.

Det er helheds- eller totalitetsopfattelsen, der bestemmer denne overskridelse; og da den er forskellig, vil man nødvendigvis vælge forskellige overskridelsesstartegier. Hvis man skulle foruddiskontere en kapitallogisk overskridelse – en stringent kapitallogisk overskridelse – ville den være en opsøgning af den videre rekonstruktion, som der er konciperet i postmarxismen – vel at mærke i den politøkonomiske postmarxisme. Man ville da opspore elementer i genlæsninger og kritik af Engels, Kautsky, Hilferding o.s.v. Denne overskridelse er endnu kun i sin vorden, og den vil sikkert ikke blive gennemført, da det er en cirkel, som lukker sig om sig selv, og den rene rekonstruktion som forståelsesform – på et tidspunkt peger bort fra sig selv: mod andre konkrete videnskabelige tilegnelseskoncepter; og energien må da kanaliseres over imod en konceptualisering af en historisk materialisme, der er forståelsesform for samfund, sociale formationer, i deres helhed.

Althusser derimod er ortodoks i den forstand, at han følger den traditionelle linie: efter Marx kommer Lenin.[1] På denne vis er hans overskridelse af Marx ved hjælp af Lenin traditionel, men argumentationen for præcis denne overskridelse er utraditionel: Det er ikke fordi Lenin bliver interpretationsnøglen til Marx i 1930-erne, og man begynder at tale om marxisme-leninisme, men fordi Althussers helhedsopfattelse byder ham det. Hvad betyder nu det?

Det betyder, at Althusser følger nivodelingen i den globale produktionsmådes struktur. Med genlæsningen af Marx fik vi reformuleret en teori for det økonomiskes regionale struktur og for dens determination i sidste instans, og fik dermed beskrevet logiciteten, determinationsnettet, i den globale struktur. Den næste fase er Lenin, som der producerer en teori for det politiske nivo. Derefter vil Althusser sikkert anvende Gramsci som afsæt til en teori for det ideologiske nivo,[2] men hvis vi vil undersøge den umiddelbare overskridelse af Marx bliver det altså via Althussers Lenin-reception.

Denne praktisk-politiske overskridelse har tillige en reel begrundelse i venstrebevægelsens gennemslag i Frankrig. Althussers selv-kritik, som er en kritik af teoricisme, er begrundet i andet og mere end den teoretiske overskridelse, da den er en refleks af den beherskede »optimisme« som kendetegnede den franske studenterrevolte i maj 1968. Det var begivenheder, som den teoricistiske Althusser – der ikke var klar til at intervenere i 1968 – ikke kunne sidde overhørig. Den videre teoriudvikling måtte nødvendigvis medreflektere det potentiale, som rent faktisk – stik imod PCFs strategi – viste sig at være tilstede i Frankrig. I det hele taget har venstrebevægelsen haft mere »optimistiske« forhold i Frankrig.[3] end den tilsvarende bevægelse i Tyskland (og Danmark). Den tyske rekonstruktionsbevægelse i tilknytning til studenterbevægelsen stod ikke med en etableret teori (og blev endda svigtet af den frankfurterskole, som de opfattede som deres udgangspunkt), og bevægelsens grundbetingelser var altså nogle helt andre end den reformulering. som vi ser i Althusserskolen. Som allerede nævnt er kapitallogikken teoricisme netop funderet i studenterrevoltens »pessimistiske« læreproces. Vi finder, at den forskellige baggrund er uhyre vigtig for forståelsen af den modsatte tendens i overskridelsesfasen.

Kapitallogikken er først tvunget imod en praktisk orientering da dialektikken har vist sine grænser, d.v.s. i det øjeblik man for alvor konciperer en omfangslogik. Althusser er derimod blevet ledt over i den praktiske orientering af den aktuelle konjunktur. Althusser blev ikke prakticist. men leninist.[4] Han genlæser Lenin for at finde den rationelle kerne i Lenins filosofi. Denne kerne er nemlig den praktiserede solidaritet mellem filosofi og politik (praksis). Althusser formulerer det selv således: »Efter for alvor at have forstået den marxistisk-leninistiske politik, begyndte jeg også at føle mig fængslet af filosofien, thi jeg forstod omsider Marxs, Lenins og Gramscis vigtige tese: at filosofien fundamentalt er politisk.«[5] Althussers politik er intervention i den teoretiske klassekamp.

I forsøget på at koncipere filosoffens kampstrategi læser Althusser igen Lenin, og han starter ud med ‘Materialisme og empiriocriticisme’.[6]Althusser har på samme måde, som han ikke formaliseret sin Marx- læsning, heller ikke formaliseret sin Leninlæsning. Men også Lenin- læsningen har fået sin ‘Poulantzas’, – nu hedder han blot Dominique Lecourt.

Selvom Lecourt er udtryk for en unødvendig formalisering, er hans eksplikationer[7] vigtige derved, at de forbinder linien tilbage til Epistemologien. Her skitseres, hvorledes Althusserskolen kan omgå den franske Epistemologietradition som sit nødvendige udgangspunkt, ved at demonstrere, at Lenin i høj grad konciperer nogle synspunkter, som kan indtages for at undgå det Epistemologiske. Imidlertid ville denne Lenin-læsning, og det man uddrager af den være helt og aldeles utænkelig, hvis man ikke netop opsøgte de specifikke elementer til en teori om filosofiens relation til videnskaben og det specifikke tilegnelsesproblem, som Epistemologien har ledt op til.

Oftest er forholdet mellem ‘Materialisme og empiriokriticisme’ og ‘Hegel-noterne’ blevet opfattet som et modsætningsforhold. Den langt mere reflekterede position, som træder frem i disse noter, harmonerer slet ikke med den sensualistiske konception som kendetegner ‘Materialisme og Empiriokriticisme’.[8]

Lecourt vil hævde, at der ikke eksisterer en modsætning mellem de to nævnte tekster. Thi den sensualistiske realisme, som præger Materialisme og Empiriokriticisme udgør ikke Lenins erkendelsesteori! Der er derimod tale om en naturvidenskabelig position, som Lenin indtager i sin argumentation mod empiriokriticisterne for at vise, at de ikke er i overensstemmelse med den naturvidenskab, som de ellers påberåber sig. Lenin indtager den naturvidenskabelige position, hvor denne kan levere argumenter mod modstanderne – han gør ikke denne position til sin egen! Den samme argumentationstype gør sig gældende i Hegel-noterne: Her bliver Lenin ikke hegelianer, men han indtager de positioner hos Hegel, som udgør korrekte argumenter mod Kant – også set fra en materialistisk position. Men hvad er da denne materialistiske position?

Vi ser således Lecourt hæve modsigelsen mellem de to tekster, idet han påviser, hvorledes det er den samme argumentationstekniske procedure, der fungerer begge steder, men der dukker et nyt problem op: Hvad er da overhovedet Lenins position?

Althusser mener, at der findes forskellige fundamentale filosofiske teser hos Lenin. Her er den vigtigste, den af Althusser flittigt praktiserede adskillelse mellem filosofi og videnskab. Denne tese hænger sammen med den specifikke videnskabelige diskussion omkring 1908, hvor »materien« var i krise som en konsekvens af de forskellige videnskabelige landvindinger ved århundredskiftet.[9] Når nu det videnskabelige begreb ‘materien’ forsvinder, fordi det kan opløses, og man kan trænge dybere og dybere ind i dens bestanddele, så kan den ikke være nogen katiansk ‘Ding an sich’ (i den forståelse som Engels og Lenin har af denne).[10] Erkendelsen af ‘materien’ er principielt uudtømmelig. – Hvor står da det materialistiske fundament? Man har jo tit og ofte karakteriseret den materialistiske position ved at anføre materien som base i modsætning til idealisterne, som hævder ånden eller bevidstheden som base.

Materien forsvinder simpelthen, og via denne transparation forsvinder materialismen i den udformning vi tidligere har argumenteret for materialisme; og det er da også vores opfattelse at materiebegrebet diffunderer bort hos Lenin, når han hævder, at grænsen hele tiden forskydes, og vi trænger dybere ind i det engang så solide materiebegreb. Det eneste absolutte er grænsen – den bevægelige grænse, (‘mors immortalis’).

Det betyder imidlertid ikke, at materiebegrebet skulle blive en ny Fichte-reception af ‘Ding an sich’-kategorien – som ren og skær grænsebegreb.

Det videnskabelige materiebegreb forsvinder ganske rigtigt, men ikke den filosofiske kategori materie; og det er denne, der er fundamentet for en materialistisk teori!

Vi kan konkludere, at materialismen helt udtalt kommer til at hvile på en filosofisk størrelse – på en filosofisk ontologi om man vil. Filosofien indtager altså en helt central rolle, og med en ny Lenin-tese kan man hævde, at filosofiens historie kun udspiller sig mellem materialistiske og idealistiske positioner, og den er dermed ikke nogen rigtig ‘historie[11] den er en og samme relation i forskellige forklædninger. Materialisme og idealisme er derfor absolutte kategorier i modsætning til videnskabens relative begreber; derfor kan en udradering af det videnskabelige materiebegreb på ingen måde invalidere den filosofiske materiekategori.

Denne absolutering af filosofien er kernen i Lecourts Leninreception og fundamentet for den dobbelte genspejlingstese, som Lecourt hævder, bliver det konceptualiseringspunkt. hvor Lenin overskrider traditionel erkendelsesteori. På sin vis er det en udfyldning af den argumentation, som Althusser leverer i sin empirisme kritik; idet kernen er den samme: En omgåelse af det krav om garantier, som er kendetegnende for traditionel erkendelsesteori.

Lejligheden til at formulere den dobbelte genspejlingstese etablerer sig i Lenins kritik af empiriokritikerne, som er filosofien den videnskabelige krise. Lenin må intervenere som kritiker, fordi der inden for partiet fandtes russiske machister, som var af den opfattelse, at marxismen måtte suppleres med en erkendelsesteori. Det er for at imødegå denne indvending, at Lenin bliver filosof.

Empiriokriticismen er kendetegnet ved at ophæve modsætningen mellem materialisme og idealisme – ved at mediere positionerne. Man hævder, at de »elements«, som man opererer med, ikke kan reciperes inden for denne opdeling. Gennem betegnelsen ‘sansedata’ – som er identisk fra Mach til Ayer – forestiller de sig altså, at kunne opløse den fundamentale modstilling. Dette moment bliver naturligvis indfaldsvinklen for Lenins kritiske intervention.

Det kan ikke lade sig gøre at sidde mellem to stole, og Lenin spørger de anklagede, hvilken de nu vælger: materialismen eller idealismen. Ud fra denne problematik skulle Lenins referencer til George Berkeley blive mere relevante, thi det er nemlig karakteristisk for Berkeley, at han laver den samme manøvre som epiriokriticisterne; – således forskydes argumentationen bort fra den dagsaktuelle positivisme til den klassiske, idet en invalidering af den klassiske tillige er en invalidering af den dagsaktuelle. (Igen er det dog vigtigt at pointere, at argumentationen har billigelsen af den fundamentale adskillelse mellem materialisme og idealisme som stiltiende forudsætning). Man må tvinge enhver filosofi til at besvare dette fundamentale spørgsmål (det filosofiske), inden den går videre til det epistemologiske problem angående erkendelsesbetingelser.

For Lecourt er det Lenins fortjeneste at have påpeget denne relation – d.v.s. forholdet mellem to spørgsmål: et filosofisk og et epistemologisk; – og denne relation d.v.s. spørgsmålenes orden er kernen i den dobbelte genspejlingstese.[12] Først når det filosofiske indledningsspørgsmål er besvaret (materialisme eller idealisme) bliver det nye spørgsmål relevant. Filosofier som medierer overser denne relation, og stiller det sidste spørgsmål (det epistemologiske) først, og besvarer dette før det primære stilles (eller faktisk ikke stilles, thi man ligger da under for en illusion om mediering). Kritikken af disse positioner består da i at oprette spørgsmålenes orden, – denne indfaldsvinkel er Lenins fortjeneste. Når spørgsmålene stilles i den rette orden, bliver konklusionen, – idet filosofien kun andrager forholdet mellem materialisme og idealisme, at spørgsmålet angående erkendelsens objektivitet undslipper filosofien, bliver et videnskabeligt spørgsmål, og dette er i bedste overensstemmelse med Epistemologien. Videnskaben bliver da bedømt i sin effektive historie og ikke i kraft af en videnskabelig jura.[13]

Imidlertid øjnes dog et andet problem, nemlig hvorvidt det da bliver muligt at intervenere kritisk overfor videnskaberne, når de selv skal »garantere« objektiviteten. Her har Althusser vist, at denne intervention må foregå ved at destruere juraens efterveer, som udgør et element i videnskabsmændenes spontane ideologi (II) og holde dem fast på deres materialisme, – thi al videnskab er nødvendigvis materialistisk, hævder Althusser.[14] Igen må man spørge, hvad vil det sige at være materialistisk. Dette må i høj grad siges at være et presserende spørgsmål, når hele den teoretiske produktion skal baseres på en sådan.

For Lecourt, og for den sags skyld også for Althusser, udstrækker materialismen sig ikke videre end til at hævde en prioritet mellem væren og tanken: »Enten tildeler man væren primatet over tanken, eller også tildeler man væren primatet over tanken. I det første tilfælde er man idealist, i det andet materialist,« hedder det brutalt hos Lecourt[15]i en Lenin reference.

Dette er åbenbart kernen i den fundamentale distinktion mellem to lejre, men det betyder ikke, at materialismen ikke forandrer sig i takt med videnskabernes udvikling – også i den forstand er materialisme historisk – blot er fundamentet det samme: der er stadig væk tale om materialisme. Når materialismen bliver reduceret til denne kerne, bliver det forståeligt, hvorfor Althusser kan hævde, at al videnskab er materialistisk, idet den har et objekt, og filosofien er netop karakteriseret ved ikke at have et objekt i samme forstand som videnskaben; filosofien opererer i kategorier som til eksempel materialisme og idealisme.

Den eneste idealist, der faktisk findes, skulle således være Hegel, thi han har rede på spørgsmålenes orden, men svarer som idealist, og når store dele af filosofihistorien kan betragtes som idealister, skyldes det deres illusion om ordenen: Hvis man tvinger filosofierne til den rette orden, må de svare som idealister, i første omgang, selvom de – konfronteret med problemet – ville nægte denne absurde udvej. Kritikken mod dem skal føres fra dette udgangspunkt.

Spørgsmålet er nu om denne materialisme-koncept falder ind under den vi tidligere formulerede omkring transparationen: ophævelsen af dets egne grundlag. Det, som ikke i epistemologien kan videnskabeliggøres eller begribes, er således filosofiens absolutte kategorier; – de er det residual, som teorien ikke ophæver – og det er netop dem, som er udgangspunktet for teorien overhovedet, altså det ontologiske grund lag, som den formuleres ud fra. Epistemologien vil ikke ophæve sit ege grundlag i teorien og forbliver derfor adækvat materialisme – den har et fundamentalt udgangspunkt.

Det samme har kapital logikken via sin pointering af ikke-identiteten. For det første sætter teorien ikke blot og bar formerne, som vi fremhævede i forbindelse med Marxs logik; – for det andet kan teorien anvise sit konstitutionspunkt, og godtgøre, hvorledes den selv bliver mulig; men hermed har den ikke ophævet historien, som er dens mulighedsbetingelse. og heller ikke hævdet, at det umuligt kunne være gået anderledes. – Derfor er det, som Marx siger, at den teoretiske totalitet på ingen måde er identisk med den reelle totalitet. Hvis det var tilfældet, var Marx ikke materialist.[16]

Disse var ordene om forskydning. Hermed skulle den specifikation af teoriernes egenart, som er nødvendig for en sammenlignende analyse, være etableret. Analysegangen har været alt andet end althussersk: vi har ikke tilstræbt at trække demarkationslinier i denne fase, da vi ikke ønsker, at de skal trækkes på et for usikkert grundlag. Dette grundlag skulle nu være etableret, og det skulle nu være muligt at analysere den måde som teorierne eventuelt kan interferere på. – Vi har påpeget de fundamentale forskelle, men har samtidigt i denne anvisning forsøgt at opspore de zoner, hvor teorierne ikke modsiger hinanden. Vi vil diskutere dette en anelse nærmere, og vil blot gøre opmærksom på, at det ikke er en pragmatisk tilgangsvinkel vi har anlagt. Det har været et nødvendigt oprydningsarbejde i fordommene; – om man vil: alligevel en demarkation – men ikke mellem de to teorier vi behandler, men mod de forskellige ideologiske udnyttelser, som de er genstand for. Det kan f.eks. være ideologisk nyttigt at påstå, at de to teorier modsiger hinanden – at de er konkurrenter. Det ville være tilfældet, hvis KP-strategien belejrede Althusserskolen, og derigennem fik en virkelig teoretisk modvægt til kapitallogikken.


[1] Man må faktisk skelne mellem en Marx-periode og en Lenin-periode i Althussers teoriudvikling. Frem til 1967 er det reformuleringen af Marxs teori, der stod i centrum. Med dette arbejde veloverstået er det Lenins ansatser som skulle reformuleres. I begyndelsen af 70-erne ser vi en anden tendens slå igennem, og man må forudsige, at Althusser nu vil koncentrere sig om en genlæsning af Gramsci – vi skal se hvorfor.

[2] Denne tendens ses klarest i ‘Ideologi og de ideologiske statsapparater’. »Gramsci er, så vidt vi ved, den eneste, som er gået frem efter det samme spor, som vi bevæger os ad.« ‘I et A1E’, p. 12, 103. Gramsci påpeger hvorledes Staten ikke kan reduceres til dens repressive apparat for den omfatter tillige et antal af ‘det civile samfunds institutioner: Kirken, Skolerne, fagforeningerne etc. Det er dette spor Althusser vil følge i sin ideologiteori som vi allerede har berørt. Derudover vil Althussers ideologiteori – hvis den skal følge udkastet – indeholde refleksioner over forholdet mellem sprog/ideologi og ideologiens sprogstruktur. Jævnfør vores tidligere diskussion.

[3] Dette kan måske ligne en tilsnigelse, da repressionen mod venstreorienterede intellektuelle i statsapparatet er nøjagtig ligeså gennemgående som i Tyskland. Pointen skulle imidlertid være at påpege den langt bredere mobiliseringsbase, der findes i Frankrig.

[4] Althusser har nok som partimand kendt ‘sin Lenin’, men den Lenin som kommer ud af genlæsningen er ikke den officielle Lenin.

[5] ‘Position’, p. 36.

[6] I ‘Lenine et la philosophie’ og fortsætter med Hegel-noterne (‘Cahiers’) i ’Lénine devant Hegel’. Begge studier findes i ‘L&IP’, Maspero, Paris 1972.

[7] 7De findes i arbejdet: »Une crise et son enjeu«, Maspero, Paris 1973. D. udg.: ‘Lenin og den filosofiske kamp’, Rhodos 1975.

[8] Vi har benyttet ‘Materialism and Empiriocriticism’, som er bind 14 i Collected Works op. cit. Hegel-noter findes i bind 38 – her benytter vi den tyske udgave, da det ville være absurd at referere Hegel på engelsk. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi anser det for ret umuligt at ophæve modsigelsen mellem de to værker. Er Lenins henvisning (38-170) ikke netop samtidig en selvkritik? Imidlertid har Althussers læsning klare og frugtbare pointer, som kan være udgangspunktet for en ny Lenin-forståelse (for nu ikke at sige renæssance).

[9] Se hertil ‘Une crise et son enjeu’, p. 71 ff, 79 ff.

[10] Det må dog bemærkes, at det ikke er indlysende at Engels misforstår ‘Ding an sich’ hos Kant. Lukács er af den opfattelse, men Krahl korrigerer denne opfattelse ved at vise, hvorledes Engels tager udgangspunkt i Hegels kritiske erfaringsdialektik i sin kritik af agnosticismen. Se Krahl op. cit. p. 50 f.

[11] Filosofien har io intet objekt, og kan da heller ikke have nogen historie. Jævnfør vores tidligere diskussion. Althusser bruger dette perspektiv i ‘Philosophie et philospohie spontanée des Savant’. Det skulle således være muligt at skrive en filosofiens »historie« med udgangspunkt i modstillingen mellem materialisme og idealisme.

[12] Følgende citater kan illustrere Lccourts opfattelse: »Vi siger altså, at gen- spejlingstesen er en dobbelt tese, der sætter de filosofiske spørgsmål i den rette orden ved at underordne (genspejlings-)tesen om erkendelsens objektivitet under (genspejlings-)tesen om materiens primat over tanken.« ’Une crise et son enjeu’, p. 36, 39 f. Lecourt er egentlig en kommentar værdig, thi man må analysere bevægelsen fra ‘genspejling (uden spejl) til proces (uden subjekt)’. Her når Lecourt nemlig ikke sagens kerne.

[13] Her vender vi altså tilbage til den fundamentale Epistemologiske tese, som udgjorde kernen i det vi kaldte Epistemologitopikke« – elimineringen af jurisprudensen. Jævnfør Lecourt, p. 33, 36: »Derfor består Lenins fremgangsmåde i til stadighed at adskille de to spørgsmål og befri det første fra det andels jurisdiktion.«

[14] I ‘Lénine et la philosophie’, p. 22.

[15] op. cit. p. 33, 36.

[16] Kapitallogikken kan end ikke i sin mest hegelianske udformning eller i sine identitetslogiske udformninger komme til at udradere det materielle grundlag – den materialistiske lære om tingen – som det hedder hos Krahl. Hvis vi skal tale om kapitallogik i Lecourtske kategorier, så har man hold på spørgsmålenes orden.