Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

4. SUBJEKT – OBJEKT: ALTHUSSERS EMPIRISMEKRITIK

Empirismekritikken står uhyre centralt i Althussers teori fordi det er stedet, hvor kausalitetsteori og epistemologie bindes sammen; empirismekritikken dukker ustandseligt op på forskellige nivoer. Der kan åbenbart ikke være tale om et snævert begreb eller filosofisk opgør, idet denne kritik skal kanalisere en overskridelse af såvel hegelianismen som den platte empirisme. Nu er denne kritik som sagt kun sporadisk gennemført, og det eneste sted hvor man finder en koncentreret front mod empirismen er i ‘Lire le Capital’ I p. 38-45; disse sider forbliver imidlertid utilgængelige i deres litterære metaforik, hvis de ikke knyttes til andre udtalelser.

Som vi også kommer til at overvære det på historieteoriens arena, må der i erkendelseskonceptionens felt rettes et frontalt angreb mod ‘logos’ og dennes skrift; d.v.s. et angreb mod transcendentalitet, – mod det centrale og nærværende subjekt, som eksteriørserer sig – manifesterer sig som skrift. På samme måde som historien ikke er begrebet ved at rekonstruere logos, er erkendelsen heller ikke tilegnelsen af logos. Man kunne formode, at dette entydigt peger frem mod et opgør med hegelianismen, men logos er ikke nødvendigvis at forstå som en ‘Geist’, men kan også forstås i sin væren som essens — som den logik, der er fænomenernes sandhed. Der er her tale om fiksering af et fantasme:[1] nemlig den åbenbarede transparens – denne skuen. som også fanger oprindelsen. Det religiøse fantasme har imidlertid sit verdslige eller profane modstykke – nemlig den empiristiske erkendelseskonception.

Den første og vigtigste karakteristik af denne konception formuleres som følger: »Den empiristiske erkendelseskonception sætter en proces i scene som udspiller sig mellem et given objekt og et given subjekt.«[2]Vi kan således opsøge empirismen, når vi ved, at dens erkendelsesproblematik udgøres af en subjekt-objektlogik.

Empirismekritikken er en kritik af en erkendelseskonception, som opererer indenfor rammerne af en subjekt-objektlogik, og vil Althusser være empirisme-overskridende, må han kunne skitsere lukningen, men ikke nødvendigvis et positivt alternativ til den etablerede konception: dekonstruktionen af empirismen må indebære konstruktionen af en lukkende problematik.[3]

Subjekt-objektlogikken indbefatter såvel en sensualistisk konception – hvor subjektet er objektets prædikat – som en rationalistisk konception – hvor objektet er subjektets prædikat disse konceptioner er faktisk ikke alternativer, men forskellige udtryk for samme problematik: empirismens. Problemet er nu nærmere, hvad eller hvilke positioner denne problematik omfatter? Althusser er tilsyneladende af den opfattelse, at filosofihistorien fra Platon til Husserl omfattes af empirismen, idet Spinoza er den eneste, som falder udenfor.[4] Det er derfor vigtigt for Althusser at binde Marx til Spinoza som forbillede, fordi det i sig selv antyder en overskridelse. Men er det virkeligt muligt at indrullere Regel under den empiristiske koncept?[5]

Den absolutte idealisme er vel netop et forsøg på en lukning af Kants kriticistiske felt ved at besidde den absolutte sandhed på forhånd og alligevel fremstille erkendelsesprocessen som en tilegnelsesproces; d.v.s. et forsøg på at overskride Kants transcendentalfilosofiske symbiose af »empirisme« og »rationalisme« gennem en ikke-transcendental fremstilling, som afslutter filosofien som sådan, ved at – og det er nødvendigt for at indløse intentionen – være sandheden selv.

Althusser kan i kraft af det politiske argument, som bestemmer hegelianismen som politikblokerende, hævde, at den hegelianske arv virker tyngende på marxismen, men han kan ikke fastholde, at Regel går plat op i empirismen. Man kan da også finde en anden betegnelse eller skelnen hos Althusser, som skal garantere, at også Hegel omfattes af det kontinuum, som skal transcenderes, – nemlig en skelnen mellem ‘spekulativ idealisme’ og ‘empiristisk idealisme’;[6] og først i denne konkretisering kan man ane, hvad Althusser egentlig tænker op imod.

Der er ingen tvivl om, at der er et forhold mellem »tanken-om-virke- ligheden og denne virkelighed«, men det er »et erkendelsesforhold, et forhold om erkendelsens inadækvathed eller adækvathed, og ikke et virkeligt forhold – hvor forholdet er indskrevet i det virkelige, som tanken er erkendelsen om«.[7] Det anstødelige er med andre ord, at erkendelsen skulle være indskrevet i realobjektet,[8] d.v.s. foreligge som noget, der ikke allerførst skal pro-duceres. En sådan reduktionisme gør sig gældende for både den spekulative idealisme og den empiriske idealisme: Hegel reducerer virkeligheden til tanken, og dermed kommer spaltningen mellem virkeligheden og tanken-om-den til at ligge inden for tænkningen selv. Det samme gør sig gældende for den empiristiske idealisme, hvor spaltningen ligger inden for virkeligheden selv, da tanken-om-virkeligheden reduceres til virkeligheden; derved bliver indskriften, spordannelsen, spatialiseringen oprindelig. Efter vor opfattelse er kernen i Althussers empirismekritik dekonstruktionen af denne oprindelighed.[9] Dekonstruktionen bindes igen til subjekt-objektlogikken, fordi denne problematik er udtryk for en oprindelig spaltning mellem erkendelsen af virkeligheden og virkeligheden selv. Overensstemmelsen – spørgsmålet om garantierne – er da sikret i denne oprindelige spaltning gennem et antal udefinerbare mediationer, formidlinger, og derigennem er den aktuelle erkendelse funderet i en illusion om en »oprindelig erkendelseseffekt«,[10] hvor virkelighedens former spaltes ud i et ideelt medium: teorien.

Hvad er det da for en erkendelsesforståelse, som Althusser mener rent faktisk fungerer? Denne problematik er dobbeltsporet: dels drejer det sig om en lokalisering af en mekanisme som befordrer – ikke erkendelsen – men erkendelseseffekten dels drejer det sig om frembringelsen af denne mekanisme. Til en bestemmelse af mekanismen undersøger Althusser Marxs ‘Kapitalen’: Her bestemmer Marx den kapitalistiske produktionsmådes samfundseffekt; – han undersøger ikke hvordan kapitalismen historisk er opstået, men hvorledes den fungerer som samfund og ikke som alt muligt andet. Marx søger »forståelsen af den mekanisme som producerer samfundseffekten via det resultat, som faktisk er et virkeligt eksisterende samfund«.[11] Althusser mener at kunne anvende de forskellige perspektiver, som Marx udfolder her, til at stille spørgsmålet om »den kognitive tilegnelse af realobjektet via erkendelsesobjektet«[12] – en tilegnelse som blot er en af tilegnelsesmåderne.[13]Alle disse tilegnelser er produktioner af specifikke effekter – hvad er da den kognitive tilegnelses differentia specifica?

Her er Althusser ikke i stand til at bryde igennem; det nærmeste han kommer, er til at sige, »at mekanismen som producerer erkendelseseffekten er knyttet til mekanismen som opretholder spillet i ordningsformerne (‘soutient le jeu des formes d’ordre’) i den videnskabelige diskurs’ fremstilling«.[14] Dette har selvfølgelig medført, at man (thi det er jo altid svært at forstå noget nyt) har klassificeret Althusser som kohærensteoretiker. Men dette ‘soutient le jeu des formes d’ordre’ peger entydigt mod Epistemologien – specielt Canguilhem og Foucault – og først der, er der ansatser til en bestemmelse af det problem som Althusser slutter af med: »Hvad er den videnskabelige fremstillings differentia specifica som fremstilling? Hvori distingverer den videnskabelige fremstilling sig fra andre fremstillingsformer?«[15]

Nu hjælper det ikke stort blot at vise over i Epistemologien. når der opstår problemer, som er vanskelige; – hvis man vil undersøge Althussers faktiske behandling af den kognitive tilegnelse skal man læse ham symptomalt, og man vil da opdage, at sammenligningen med Marxs analyse i ‘Kapitalen’ egentlig ikke henfører så fundamentalt til begrebet om samfundseffekten som til begrebet om produktionsmåden som genstand. Samfundseffekten er en effekt af, at der er tale om et samfund, som eksisterer i kraft af en produktionsmåde, og det er dybest set et spil på begrebet produktionsmåde, og Marxs fremstilling af produktionsmådens logicitet, der bliver fornuften i Althussers analogiseren, og det til trods for at fremstillingen tilsyneladende spiller på kategorien ‘effekt’.

Erkendelseseffekten er resultatet af en erkendelsesproduktion, som ikke skal analyseres i sin genetiske oprindelse, men som aktuel produktion i kraft af en erkendelsens produktionsmåde. Det er i kraft af denne forskydning at Marx – i følge Althusser – overskrider og lukker empirismens rum, fordi erkendelsesproduktionen nok foregår i hovedet, i tanken, men den »pensée«, som der nu er på tale, »er ikke egenskaben hos et transcendentalt subjekt eller en absolut viden, hvor over for den virkelige verden står som materie; denne tænken er heller ikke egenskaben ved et psykologisk subjekt, selvom de menneskelige individer er agenter for den. Denne tænken er det historisk konstituerede system ved et tankeapparat, funderet og artikuleret i den naturlige og sociale virkelighed. Den er defineret ved systemet af virkelige betingelser, som gør det til – hvis jeg tør bruge denne formulering – en bestemt erkendelsesproduktionsmåde«.[16]

Det er dette system af betingelser for den teoretiske praksis, som fordeler de tænkende subjekter til deres pladser og funktioner i produktionen af erkendelse. Althusser opfatter denne produktionsprocesanalogi meget konkret, for han taler både om »teoretiske produktionsmidler«. om »dens ‘råmaterialer’« og om en egentlig »tankekraft«.[17]

Hermed skulle myten om oprindelsen være elimineret; det der står tilbage er en nærmere undersøgelse af produktionssystemet, og i denne forbindelse kan der henvises eksplicit til epistemologitraditionen, hvis genstandsområde netop er dette system.[18] Derudover mangler der en undersøgelse af selve produktionsprocessen: den teoretiske arbejdsproces.


[1] Fixtionen og fantasmet er psykoanalytiske kategorier. Der er her tale om at kanalisere libidoen mod et imaginært billede. Den svenske oversættelse af ‘LIC’ udraderer konsekvent de psykoanalytiske reminiscenser i diskursen, men disse er faktisk oplysende for projektet.

[2] LIC p. 39. Man kan her bemærke sig, at der både er tale om en metaforisk hentet fra retssalen (det vil sige diskutere er jura) og endnu vigtigere retssalen som et teater. Man kunne i denne forbindelse påpege, at Althussers analyse af Brecht og det materialistiske teater kunne blive relevant. Pour Marx, p. 129-153.

[3] Det er værd at have dette perspektiv med i diskussionen om Althusser, da det er en simpel misforståelse af dekonstruktionsprojektet at forlange et fix alternativ. Problemet er blot, at Althussers ansats tager sig ud som et alternativ.

[4] Det er på grund af denne ‘faldne ud for’ mængden, der betyder, at Spinoza bliver filosofihistoriens ‘nedtrampede ansigt’.

[5] Det viser sig også, at Althusser nedtrapper sine udfald mod Hegel. I den teoricistiske periode opfattes Hegel inden for rammerne af empirismen, mens den lige linie fra Platon til Husserl springer over Hegel i de senere skrifter.

[6] LIC I, p. 107.

[7] ibid.

[8] Se LIC I, p. 40 f.

[9] Det er ingen tilfældighed at Althussers fremstilling af den materialistiske dialektik i ‘Pour Marx’ (161-225) bærer undertitlen: »Om oprindelsens uensartethed«. Se ‘For Marx’, p .137 ff.

[10] LIC I, p. 76. Althusser binder ikke disse løse ender sammen, og for at oplede et spor må man tage fat i den oprindelige spaltning. Det falder imidlertid aldrig Althusser ind at undersøge, hvorvidt denne spaltning er historisk reel, og spørge hvorfor denne problematik har været dominerende siden Platon.

[11] LIC I, p. 81.

[12] ibid.

[13] Som Grundrisse-citatet (G-22) antyder, er der andre tilegnelsesmåder f.eks. den æstetiske, den religiøse, den etiske, den tekniske. Jævnfør Althussers niveau-bestemmelser; hver af disse niveauer har deres specifikke produktion af den specifikke effekt. Produktionsbegrebet er altså signalet, som peger fremad.

[14] LIC I, p. 83.

[15] LIC I, p. 84.

[16] LIC I, p. 47.

[17] LIC I, p. 48.

[18] Althusser henviser til »Studierne af Koyré, Bachelard, Cavailles, Canguilhem og Foucault«, LIC I, p. 50, og eksplicit til værker af Canguilhem og Foucault (se LIC I, p. 52).