Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

5. OM ERKENDELSESPRODUKTIONEN

I forrige afsnit så vi, hvorledes erkendelsen blev sammenlignet med, og konciperet som en analogi til den materielle produktion; og det må derfor være Althussers produktionsbegreb som står først for, når man søger at forstå hans specifikke overskridelse af erkendelseskritikken.

Althussers fundamentale tese er: »ideen om erkendelsen som produktion«,[1] men selv om han hævder, at denne koncept kan læses ud af Marxs ‘Indledning’ til ‘Grundrids’, så indrømmer[2] Althusser, at han »klart nok også havde ekkoet af den spinozistiske ‘produktion’ i hovedet«.[3] Den spinozistiske faktor eksisterer i en dobbelt potens, thi det drejer sig ikke alene om produktionsbegrebet som et arbejdsbegreb, en praksis, men tillige om den ‘sande idees’ mulighed; d.v.s. et udgangspunkt som hævder, at erkendelsen faktisk er mulig, og at dette udgangspunkt ikke kan betvivles andet end som dårlig filosofi, – dette er et moment, som går igen i al leninistisk litteratur.

Lad os lytte til Spinozas argumenter for en sådan ansats: »For at finde den bedste metode til at efterforske sandheden drejer det sig nemlig ikke om en anden metode til at undersøge metoden til at efterforske sandheden; og så for at undersøge denne anden metode drejer det sig ikke om en tredie og således videre i det uendelige. Ved en sådan fremgangsmåde når man nemlig aldrig til at erkende det sande ja, man når aldrig til nogen erkendelse overhovedet.«[4] Her overskrider Spinoza »erkendelsesteorien«, idet han hævder, at den metode eller teori der skal udvikles ikke kræver overordnede teorier til at udtale sig om dens gyldighed. Vi skal altså undersøge den metode som rent faktisk giver os erkendelse. Argumentet om den uendelige regression er en reduktion in absurdum af enhver form for jurisprudens.

Det viser sig, at også Spinoza finder sin analogi og illustration i den materielle produktion, idet metoden sættes som analog til materielle redskaber. Man kunne for eksempel forsøge at bevise, at mennesket ikke kan smede jern – ikke er i besiddelse af en sådan magt – ved at anføre, at »for at smede jern har man brug for en hammer, og for at få en hammer er det nødvendigt at den laves, og hertil er en anden hammer og andre instrumenter nødvendige«[5] osv., osv. Men menneskene har fra begyndelsen haft visse primitive redskaber, som altså har været i stand til at frembringe mere og mere komplicerede redskaber og instrumenter, – og menneskene må således have nogle medfødte hjælpemidler, som sætter dem i stand til at producere de mest primitive redskaber. Den vigtige pointe er imidlertid her, at »således har også forstanden med sin medfødte kraft[6] skabt sig forstandsmæssige redskaber, hvorved de erhvervede sig andre kræfter til andre værker af forstanden og ved disse andre redskaber eller kraften til at forske videre og således går den skridtvis frem indtil den når visdommens tinde«.[7] Hvis man forsøger at mildne bemærkningerne om visdommens tinder som noget absolut, og opfatter det som en stadig aproksimation i leninistisk forstand, kan disse bemærkninger i vid udstrækning dække Althussers opfattelse, og selve produktionsstrukturbegrebet hos Althusser svarer nøje til Spinozas opfattelse. Hos Althusser sammenlignes erkendelsesproduktion med den materielle produktion, mens den hos Spinoza blot sammenlignes med en simpel materiel produktion – smedjen. Spinoza taler om forstandens kraft; Althusser om en egentlig tankekraft, som altså er et begreb, der ikke blot er Spinozas. men er Spinozas begreb i en eftermarxsk interpretation, nemlig efter at det marxske begreb om arbejdskraft er lagret i bevidstheden; det betyder endvidere, at ‘den medfødte kraft’ fratages de dårlige konnotationer af transcendentalisme og kanaliseres over i en specifik erkendelsesproduktionsmåde eller struktur, der er det apparat, som den anonyme tankekraft historisk tilegner sig. Der er dermed to ting, som må undersøges grundigt: i) Den arbejdsproces som Althusser (og Spinoza) taler om. ii) Den specifikke nye »Subjektivitet« – tankeapparatet – som befordrer arbejdsprocessen, ja, faktisk er processens produktionsmidler. For at starte med den sidste, da så vi Althusser lade sorteper gå videre til Epistemologien, idet det bliver selve det felt, som bliver Epistemologiens fornuft. I første omgang vil vi forsøge at diskutere den arbejds- eller produktionsproces, som befordrer erkendelseseffekten.

Erkendelsen er en praksis på linie med andre praksisser. Der er med andre ord tale om forskellige praksisser hos Althusser. Denne observation kan ikke adskilles fra hans opgør med den hegelske totalitet, og det nye begreb som Althusser producerer: dominantstrukturen og de forskellige nivoer og disse nivoers differentielle historier. Disse nivoer bar altså hver sin praksis, og det drejer sig således om en udvidelse af praksisbegrebet.

Nu er der en generel fare forbundet med at lade begreberne ekspandere, men Althusser opererer med et begreb om ‘praksis i almindelighed’ (en général); hermed forstår han »enhver transformationsproces, der forvandler et bestemt givet råmateriale til et bestemt produkt, en transformation, der effektueres ved et bestemt menneskeligt arbejde, og som gør brug af bestemte ‘produktionsmidler’«.[8] I denne beskrivelse af praksis er det bestemmende element hverken råmaterialet eller produktet med selve transformationsarbejdet – det er selve dette arbejde, der må være målet for en videre behandling.

Blandt de forskellige praksisser er det nivo og den praksis, der interesserer os her, altså den teoretiske praksis – en speciel praksis som også passer ind i generelle bestemmelser, men som til gengæld heller ikke er karakteriseret synderligt ved at falde ind under denne brede ramme. Althussers problem er at karakterisere den yderligere; – vi kan anticipere os så sige, at det ikke lykkes at overskride det generelle perspektiv. Dette skyldes imidlertid ikke, at Althusser er en »dårlig teoretiker« men sagens tvang: En specificering ville overskride filosofiens udsigelsesfelt, idet det må være et videnskabeligt problem – et specifikt problem. Filosofien er nemlig på dette tidspunkt »Teorien om praksis i almindelighed: den dialektiske materialisme«.[9]

I ‘Pour Marx’ identificerer Althusser dialektisk materialisme og materialistisk dialektik, idet det om sidstnævnte hedder, at den »er det samme som den dialektiske materialisme«,[10] og den kaldes tillige Teori. Han vender altså uproblematisk om på ordfølgen i konstellationer ‘materialisme og dialektik’ på samme måde, som man kan se det hos f.eks. Mao Tse-Tung.[11] men denne quid pro quo er ingenlunde indlysende korrekt. Det hænger sammen med den fundamentale skelnen mellem historisk materialisme og dialektisk materialisme – mellem historievidenskaben og dens videnskabsteori -, som vi kender den fra dele af sovjet-marxismen. Det er en uholdbar situation, som Althusser da også tvinges til at revidere i sin nye filosofiopfattelse, thi skulle analogt historisk materialisme være identisk med materialistisk historie? Det kan umuligt være tilfældet for der kan skrives masser af materialistisk historie uden at den nødvendigvis bliver marxistisk historievidenskab (historisk materialisme).

Denne quid pro quo afslører et reelt problem – vi kan kalde det et centralt symptom, og vi må stille spørgsmålet om årsagen; den hænger sammen med (som vi allerede tidligere har omtalt) at Althusser blot postulerer enheden mellem den dialektiske materialisme og den historiske materialisme, men ikke fatter den reelle enhed. Den dialektiske materialisme er ikke en materialistisk dialektik, som Althusser kan sætte sig for at producere den teoretiske form for,[12] thi det dialektiske i ‘den dialektiske materialisme’ modsvarer det historiske i ‘den historiske materialisme’, idet dialektikken er selve begribelsesformen for det historiske. Dette er på sin vis et fundamentalt perspektiv hos Engels i ‘Antidühring’. Med denne emfasering afværger man tillige alle forsøg på at gøre den dialektiske materialisme til en verdensanskuelse (Stalin, Mao), fordi ‘den dialektiske materialisme’ blot er en del af den historiske materialisme – en erkendelse som Althusser forøvrigt når frem til, omend hans erkendelsesbevægelse går over Epistemologiens ‘enhedstænkning (epistemologie-topikken).[13] Denne diskussion rokker imidlertid ikke ved det generelle aspekt om praksis, som er genstanden for teoretiske bestræbelser. Vi kender jo problemet fra Gramsci: Marx, Engels og Lenins filosofi er ‘philosophy of praxis’.[14]

I den teoretiske periode kalder Althusser den marxistiske filosofi for Teori (»Teori (med stort T) kalder vi den generelle teori, dvs. Teorien om praksis i almindelighed«). Althusser opererer imidlertid med flere teoribegreber: »teori vil vi kalde enhver teoretisk praksis af videnskabelig karakter, »teori« (gåseøjne) vil vi kalde en virkelig videnskabs bestemte teoritiske systein ... ,[15] og i disse distinktioner afslører sig igen Althussers kardinalproblem: Intention om at kunne distingvere inden for den teoretiske praksis mellem ideologi, filosofi og videnskab.

Nu taler Althusser endvidere om en speciel ideologisk praksis, som hænger sammen med det ideologiske nivo, så hvis ideologibegrebet ikke differentieres, står vi over for en signifikant vaklen. Althusser har imidlertid valgt at skelne mellem teoretiske og praktiske ideologier og har således repareret en tendentiel svaghed.[16] Det ideologibegreb som er Althussers problem, når der tales teori, er dermed den teoretiske ideologi (forstået som prævidenskab eller det som fungerer som videnskab); hvorledes adskiller vi denne fra den videnskabelige teori. – hvorledes skaffer man »teori« og ikke blot teori.

Dette er mildest talt et vanskeligt problem, fordi filosofien – som lige netop er det sted som Althusser taler fra – kun kan udtale sig generelt (til forskel fra alment!); derfor kan filosofien ikke eliminere ideologien ved at påvise, at de ideologiske betegnelser ikke lever op til et idealistisk skema. Filosofien må påvise, hvorledes betegnelserne ikke er videnskabelige begreber, d.v.s. indlede et nøje studium af betegnelserne for at undersøge, om de optræder som »begreber« i problematikken, eller om de er importeret, og dermed efter al sandsynlighed dækker en realitet. Den ideologiske betegnelse er nemlig symptomal – d.v.s. at den peger ud over sig selv i retning af det videnskabelige begreb, som skal afløse den. Hvis filosofien tilkendes en sådan funktion, er den ikke længere en jura – som hos positivisterne – men en »copain« – en allieret i den politiske kamp. Hermed er filosofien trukket i arbejdstøjet og bliver dén filosofi, som videnskaben fortjener (for nu at bruge Bachelards metaforik).

Det er ikke altid, at Althusser udtaler sig om filosofien med diskretion, og det hænger netop sammen med hans gentagne tilbagefald, dels til jurisprudensen (positivismen) dels til empirismen (metafysikken).[17]Filosofien kan nemlig tillige spille rollen som »teori«-vikar.

Den marxistiske filosofi kan fungere som »videnskabelig« teori i felter som endnu ikke selv har de fornødne emancipationspotenser; filosofien bliver da også en art jordemoder.[18]

I en sådan sammenhæng kan man ikke bringe den dialektiske materialisme i anvendelse ved at bruge ‘dialektiske love’ som presses ned over materialet; anvendelsen må ske som en evig kamp mod idealismen – d.v.s. en investering i kampen mod de ideologier (de praktiske ideologers nedslag), som belejrer den teoretiske diskurs. »Vi ved at ingen videnskab er »ren«, med mindre man uophørligt renser den, at ingen videnskab med historisk nødvendighed er fri, med mindre man uophørligt befrier den fra den ideologi, der belurer, hjemsøger og besætter den.«[19] Det er den dialektiske materialisme, der kan lægge strategien for denne kamp mod idealismen i dens forskellige ideologiske forklædninger. Samtidigt foresvæver der åbenbart Althusser et begreb om videnskaben som potentiel ren – altså som mulighed, thi vi vil naturligvis aldrig stå med en pletfri videnskab (det Feyerabend kalder videnskabelig absolutisme!) Man må da spørge, om ikke disse rensningsprocedurer i sidste instans ligger under for fiktioner af det ‘religiøse fantasme’ om gennemskuelighed som Althusser kritiserer?[20]Bliver videnskaben med andre ord ikke en art essens og ideologien ti en art inessens, der skal raffineres bort for at kernen – målet – kar ‘ses’?

Althusser ligger under for en absolutistisk tendens, idet de videnskabelige resultater i hans regi er de samme i Paris og Moskva; – han læser dermed hen over et problem, en tavshed, som der må lyttes til: skulle det kun være ideologerne der interfererer med videnskaben, eller er det ikke nærmere sådan, at den måde det borgerlige samfund er struktureret på tillige er determinerende for den videnskabelige diskurs, og altså har en direkte determination, som ikke formidles over ideologi. Problemet er, sådan som vi ser det, hvorvidt den kritiske filosofi blot har sin funktion som ideologikritikker. Den tendentielle fejltagelse hos Althusser består i, at fastholdelsen af den teoretiske instans’ relative autonomi svigtes. idet denne løsrives fra sin differentialitet. og ubevidst bliver absolut autonom.

Når Althusser vil tænke determinationen af den videnskabelige diskurs over ideologibegrebet bliver det klart, hvorfor Althussers videre forskningsindsats rettes mod ideologi. Dels skal ideologibegrebet differentieres. som vi allerede har antydet, men dels må det også konkretiseres. Det er igen ideologibegrebets dobbelte aspekt der spiller ind; thi den tendentielle fejltagelse med hensyn til determination og autonomi skal også løses inden for en ideologiteori, og man kan fremhæve, at ideologiteorien bliver et centralt moment i Althussers forsøg på at præcisere dominansstruktur og virkningsindeks.[21]

Vi tog udgangspunkt i problemet angående en distinktion mellem teori og »teori«, men opdager igen, at det faktisk er umuligt at lokalisere distinktionen i almindelighed: Derfor kan der kun opretholdes en historisk dimension. I det øjeblik man fuldt erkender filosofiens begrænsninger som generalitetsudsiger, løses vores tidligere problem angående absolutismen; – den er fejlagtig, og Althusser har selv givet den et navn: teoricisme.

Man må altså koncipere denne begrænsning og erkende, at filosofien kun eksisterer for at pege ned i videnskaben; men alligevel har den udsagn, blot man husker på. at disse udsagn er generaliteter. Det er altså muligt at udsige en generel transformationsproces: POINTEN er blot, at ingen specifik transformation er begrebet i de generelle udsagn. Heller ikke den teoretiske produktion som sådan er begrebet: også her er der tale om specifikke transformationer, som ikke er begrebet i generaliteterne. Med andre ord: processen kan ikke begribes i filosofien, men må konciperes i den specifikke produktion – i en specifik videnskab.

Men hvordan kan vi nu beskrive den generelle transformationsproces: Althusser beskriver den netop som et spil med generaliteter. Han tager udgangspunkt i indledningen til ‘Grundrids’, og den læsning han præsterer af denne kilde, er mere end en gang blevet betegnet som metodehypostase. Ved en nærmere analyse viser det sig, at denne kritik er uberettiget. Althusser griber nemlig ikke fast (selvom han måske ikke selv er klar over det) i almene metodologiske principper. Hans kategorier er ikke de almene begreber, som Marx skitserer for den politiske økonomi; men han knytter an der, hvor Marx taler om ‘produktion’ ‘arbejde’ ‘udveksling’ etc.[22] MEN disse bestemmelser er ikke almene begreber hos Marx!

Hos Marx hedder det nemlig om disse kategorier, at »der findes bestemmelser, der er fælles for alle produktionstrin, og som af tænkningen fikseres som almene-, men de såkaldte ALMENE BETINGELSER for al produktion er intet andet end disse abstrakte momenter, hvormed intet virkeligt historisk produktionstrin er begrebet«.[23] Det er netop på dette punkt, at Marx peger væk fra den abstrakte filosoferen ned i den konkrete videnskab: Kritikken af den politiske økonomi. Det er disse generelle bestemmelser (eller ‘almene betingelser for den misforstående tænkning – den tænkning der ikke kan adskille videnskab og filosofi-) som Althusser forsøger at bestemme, når han taler om den teoretiske praksis eller det teoretiske arbejde.

Derfor er hans produktionsbegreb ikke en simpel analogi til eller en formalisering af det produktionsbegreb, som fungerer i ‘Kapitalen’ som netop er en specifik produktion, men de mest abstrakte momenter – transformationen – er fælles for den specifikt kapitalistiske arbejdsproces og den teoretiske proces, når der blot tales om generelle bestemmelser i den forstand, som Grundrids-citatet oplyste. Hvis man altså læser Althusser med den senere filosofiopfattelse i baghovedet, da fremtræder den teoricistiske opfattelse i et nyt lys. Hvis man ydermere respekterer Marx-henvisningen, da er det ikke længere tilstrækkeligt at sige: »teoricisme«; og transformationsprocessen er da en ny reception værd.

a.

I forbindelse med transformationsprocessen genfinder vi empirismekritikken. Det fundamentalt vigtige for Althusser (som spinozist) er det faktum, at Marx ikke starter ud med »empirien«, men med en generalitet (herefter Generalitet I) som »udgør det råmateriale, som videnskabens teoretiske praksis forvandler til specificerede »begreber«, dvs. til denne anden konkrete generalitet (som vi vil kalde Generalitet III). som en erkendelse er«.[24] Men man må nu spørge, hvorfra denne GI kommer?

Megen Althusserkritik fikserer netop på dette fundament;[25] hvilket hænger sammen med to vidt forskellige læsninger af et centralt ‘Grundrids’-citat, hvor Marx taler om den økonomiske videnskabs udvikling og dens videnskabelighed. Han siger her at 1600-tallets økonomer gik fra den konkrete virkelighed til abstrakte bestemmelser, og da disse abstrakta var mere eller mindre fikserede, begyndte de økonomiske systemer at gå den anden vej; fra disse abstrakta til mere konkrete bestemmelser. og denne sidste vej kalder Marx den videnskabeligt korrekte metode.[26]

Denne to-deling kan som tidligere fremstillet konciperes som en (forskningsproces og derefter en fremstillingsproces, og fremstillingen (Darstellung) er da den videnskabeligt korrekte metode, fordi teorien først optræder »som videnskab«, når den kan fremstilles. Men man kan endvidere forstå bevægelsen som om den videnskabelige tilegnelse først bliver mulig i det øjeblik, at de mest fundamentale abstraktioner har manifesteret sig[27] og den umiddelbare og ideologiske erkendelse altså er overskredet, – d.v.s. når der har dannet sig elementerne til et erkendelsesobjekt. Vi vil hævde, at Althusser ville interpretere denne »sekvens i sidstnævnte udgave. Kort sagt så starter den videnskabelige erkendelse aldrig ud blank eller i »empirien«. Den begynder i generaliteter, i fikserede forestillinger og anskuelser!

I de tilfælde hvor der er tale om, at transformationen af en GI til en GIII er identisk med en gang fra en ideologi (GI) til en videnskab (GIII), så taler man om et epistemologisk snit; men denne GI kan udmærket være en allerede etableret GIII – altså et videnskabeligt begreb- ssom transformeres til en ny GIII.[28] Nu er problemet imidlertid hvad eller hvem, der udfører dette transformationsarbejde, d.v.s. hvilken instans der svarer til produktionsmidlerne, når der er tale om teoretisk praksis. Althusser definerer disse produktionsmidler som GII, og denne består af »en samling begreber, hvis mere eller mindre modsætnings- fyldte enhed udgør videnskabens »teori« på det pågældende (historiske) tidspunkt, en »teori«, der definerer det felt, i hvilket videnskabens »problemer« nødvendigvis stilles«.[29] GII er med andre ord »teorien«, og det som andre steder hedder dens problematik. Kort sagt producerer den teoretiske praksis GIII-er ved at GII bearbejder en GI.

Det vigtigste er at anføre, at GI og GIII er væsensforskellige: der er tale om egentlig transformation og ikke om en selvudvikling af hegeliansk tilsnit. Transformationsarbejdet foregår helt og holdent i erkendelsen, som det er tilfældet med hele erkendelsesproblematikken hos Althusser, idet denne reception hviler på hans skelnen mellem realobjekt og erkendelsesobjekt. Transformationen fra det abstrakte til det konkrete (fra GI til GIII) foregår i erkendelsen, og derfor er der tale om et »tankekonkretum« og ikke om den konkrete empiri.[30] Althusser forsøger at undgå en sammenblanding af det tankekonkrete – erkendelsesobjektet, og det virkelighedskonkrete – realobjektet, men forsøger tillige at undgå erkendelsesproblemet omkring overensstemmelsen mellem GIII og det objekt som denne er erkendelsen om.

Kun ideologien opfatter dette som et problem, og Althusser hævder derfor, at det bliver nødvendigt at forlade denne ideologiske problematik, fordi der er tale om en forkert problemstilling som netop allerede har fundet sin ikke-problematiske løsning i den videnskabelige praksis. Dermed er vi tilbage hos filosofiens pegen ned i videnskaben, thi erkendelsen er ikke et filosofisk problem men et videnskabeligt.[31]

Imidlertid har vi endnu ikke i tilstrækkelig grad forklaret den første abstraktion (GI), og den er vigtig, fordi megen kritik som sagt retter sig mod den manglende redegørelse for opkomsten af GI – dens historie. En sådan redegørelse hører imidlertid hjemme i videnskaben, da dens opkomst ikke er generel: men det er dog muligt at aflive nogle abstraktionsmyter.

Det er en illusion at tro, at der kan tales om dårlige (idealistiske) abstraktioner og gode (materialistiske) abstraktioner. Forskellen illustreres bedst gennem distinktionen mellem realisme og nominalisme. Realisterne hævder, at abstraktionen – almenbegrebet – har real-gyldighed, og dermed at de enkelte individer er almenbegrebets særlige eller enkelte fremtrædelse; de hører altså til den idealistiske position. Nonimalisterne derimod hævder, at almenbegrebet blot er en abstraktion fra enkelt individerne, og at det altså er disse enkeltheder, der har egentlig eksistens; nominalisterne er altså materialister. Hermed er henholdsvis den dårlige, og den gode abstraktion illustreret. Men der er tale om et falskt alternativ, ville Althusser hævde: det er den samme problematik, der er på spil, og GI er ikke vundet ved en ‘god abstraktion’; »f.eks. er begrebet frugt ikke produktet af en »abstraktionsproces«, der udføres af et »subjekt« (bevidstheden eller endog dette mystiske subjekt: »praksis«), – men resultatet af en kompleks forarbejdningsproces, hvori der altid indgår flere forskellige former for konkret praksis fra forskellige nivoer, empiriske, tekniske og ideologiske.«[32]Abstraktionsakten, forstået som det at uddrage essensen, er en ideologisk myte,[33] og GI er altså ikke essensen i de objekter, hvorfra abstraktionen skulle uddrage den.

På sin vis er det korrekt, når Althusser påpeger, at abstraktionen hos Marx ikke er enten den gode eller den dårlige. Althusser har ganske korrekt observeret, at det ikke er nogen af disse muligheder, som Marx vælger eller som hans objekt tvinger ham til at anlægge: I den marxske videnskab fungerer dette alternativ simpelthen ikke, og dog taler Marx stadigvæk om ‘Wesen’ og ‘Erscheinung’, om substans osv. Althusser har ikke spurgt sig selv om grunden til, at disse begreber kunne være adækvate for Marx; – grunden til at Marx anvender disse begreber skyldes ikke blot manglende afklaring – den ubevidste empirisme osv. Der er nemlig god logik i både at overskride abstraktionsalternativerne og samtidig fastholde denne problematiks kategorier. Marx kan påvise konstitutionspunktet for en logik, for en relation mellem et ‘Wesen’ og en ‘Erscheinung’. hvor dette ‘Wesen’ ikke er ‘Erscheinungens’ essens, dens indre, men blot dens historiske væsentlighed – et fremmed element som overtager første prioriteten. Det Althusser ikke trænger frem til, er fordrejningsproblematikken, og det er den, som eliminerer abstraktionsalternativet.

Spørgsmålet er nu. om disse generelle betragtninger kan have nogen indflydelse på den relevante forskning. Er det muligt at konkretisere overvejelserne over transfonnationsprocessen uden at miste grunden under fødderne. I artiklen ‘Sur la travail theorique’[34] analyserer Althusser problemet angående den aktuelle strategi; – hvorledes kan teorien være praksisvejledende? Det som blev formuleret tidligere gik på den teoretiske praksis, men hvad er egentlig en teoretisk diskurs? Althusser søger en nærmere karakteristisk af den teoretiske diskurs og dens objekt, thi den egentlige teoretiske diskurs taler jo kun om sit erkendelsesobjekt, sit teoretiske objekt, men hvordan er forbindelsen mellem dette teoretiske objekt og den aktuelle virkelighed, som man erkender via det teoretiske objekt.

Denne problemstilling kan undre: er Althusser ikke i færd med at udtale sig om nøjagtigt noget, som det har været hele hans force ikke at ville udtale sig om? Sådan fremtræder det for en hurtig interpretation; men da hele hans projekt ville falde med et sådant skridt, er man tvunget til at overveje denne strategi endnu en gang. Han forsøger at undersøge, hvorledes man kan tvinge teorien til ad hoc udsagn om det realt-konkrete selvom dens objekt udelukkende er formelt-abstrakt og selvom den aldrig kan forlade denne sfære, når den er »theorie au sens fort«.

Marx’ objekt er ikke den aktuelle kapitalisme i England, men samtidig med at han øver teori i stærk mening (dvs. på et teoretisk objekt) kan han dog komme med udtalelser om denne kapitalisme. På denne måde konfronteres de teoretiske begreber med en virkelighed, som de ikke umiddelbart prætenderer at udtale sig om, selvom de er erkendelsen af denne virkelighed. Det foreliggende materiale er imidlertid altid et råmateriale, altså et forarbejdet materiale, idet det er lokaliseret efter specifikke – de være sig ubevidste – principper. Dette råmateriale forarbejdes nu til et empirisk begreb ved at det teoretisk begreb intervenerer, eller ved at det sættes i relation til det teoretiske begreb.

Det er dette empiriske begreb som kan anvendes i de konkrete realanalyser, men det er ikke et teoretisk begreb i egentlig forstand; – det er på ingen måde teorien som sættes på prøve. Forholdet mellem det empiriske og det teoretiske begreb er ikke noget udvendigt forhold; man kan ikke reducere det teoretiske begreb til det empirisk givne. Det er heller ikke et deduktionsforhold, hvor det empiriske begreb deduceres fra det teoretiske begreb og heller ikke et subsumtionsfor- hold, hvor de teoretiske begreber er det almene og de empiriske begreber en særlig del. Althusser opfatter det som et realisationsforhold, der ikke er det samme som et fremtrædelsesforhold. På denne måde kan man lokalisere en dobbeltstrategi hos Althusser: den marxske teori udtaler sig ikke umiddelbart om den faktiske kapitalisme eller ‘kapitalen i sin realitet’, – den er teori i strikt betydning og omhandler ‘kapitalen i almenhed’. Imidlertid må vi kræve konkrete konjunkturanalyser eller analyser af det konkrete nu, og her må vi se, hvorledes det teoretiske begreb realiserer sig som empirisk begreb.[35]

Althussers problemstilling er ganske simpelt udsprunget af et behov for konkrete analyser – det samme er vores behov idag, og vi har bevidst lånt begrebet dobbeltstrategi hos Elmar Altvater.


[1] Est’il simple …, p. 20.

[2] Når jeg anvender dette verbum, hænger det sammen med Althussers egen anvendelse eller med en symptomal læsning af ham. Medens det er den empiristiske diskurs, som er den andens tale eller det ubevidstes diskurs som springer frem som metaforer og huller (‘signifiants’) i den videnskabelige diskurs hos Marx, da er det den juridiske diskurs, som er Althussers Anden . Hans tekster, men tillige f.eks. Bachelards, er fortrængninger af den positivistiske videnskabsteori, hvis karakteristikon er jurafunktionen; men de mislykkede fortrængninger dukker op i metaforerne – når det videnskabelige begreb mangler, indfinder der sig en metafor – den Andens tale.

[3] Est’il simple …, p. 20.

[4] ‘Om forstandens forbedring’, p. 39, in »Spinoza«, Berlingske forlag.

[5] Spinoza op. cit. p. 39.

[6] Hos Spinoza betyder medfødt kraft det i os, som ikke skyldes ydre årsager. Hos Althusser transformeres det over i et begreb om en »tankekraft«, se hertil LIC I, p. 48.

[7] Spinoza, p. 39.

[8] ‘Pour Marx’, p. 167. ‘For Marx’, p. 140.

[9] ibid p. 142, p. 169.

[10] ‘Pour Marx’, p. 169.

[11] Se hertil »On contradiction« ‘Selected Works of Mao Tse-Tung’, Peking 1975 (60) (31 16345), hvor der overhovedet ikke skelnes mellem de to former.

[12] Dybest set er det dette, der er kernen i Althussers tale om at uddrage den marxske filosofi, hvor den findes i praktisk tilstand. Men samtidig kan der ikke være tale om en blot og bar søgen efter teoretisk form, idet dette tillige indebærer en kritik af den gamle form og produktion af den nye i en og samme bevægelse. »Sur le travail theorique«, p. 17 in »La Pensée no. 132, 1967.

[13] Se »Elements d’Autocritique«, p. 51 (noten).

[14] Se Gramsci: »Prison Notebooks«, London, New York 1973, specielt p. 321 ff.

[15] ‘Pour Marx’, p. 142, p. 169.

[16] For at udbedre skaden må Althusser annoncere »en ideologiteori, som skulle munde ud i en skelnen mellem de praktiske ideologier (religiøse, moralske, juridiske, politiske, æstetiske, etc.) og de teoretiske ideologier, og deres forbindelser, etc.« ‘Philosophie et philosophie spontanée des savant’, p. 65. ‘Filosofi, ideologi og videnskab’, Rhodos 1975, p. 101. Denne problematisering må nødvendigvis findes i dette skrift, idet ideologibegrebets dobbeltaspekt eksisterer sammen, idet den spontane filosofi inhærerer elementer fra såvel repræsentationssystem som ikke-videnskab. Ideologibegrebet skal kunne udbrede Bachelards ‘connaissance commune’, der blot er et ustruktureret negativum.

[17] Det er en slående kontrast mellem Althussers faktiske begrebsproduktion og alle de ‘ord’ som er slæbt med fra metafysikken – han taler både om ydre og indre essens etc.

[18] Vi anvender denne metafor, fordi den tegner relationen til den fødselsmetaforik, som aftegner sig hos Althusser og Lacan. Men at denne metafor dominerer indicerer samtidigt et fravær af en videnskabelig begribelse.

[19] ‘Pour Marx’, p. 144, p. 171.

[20] LIC 1, p. 38. F. eks. taler han om empirismens »procédés de décrassage«, p. 40. Her (‘Pour Marx’, p. 171) taler han selv om »purification«.

[21] Se hertil ‘Ideologie et appareils idéologiques d’Etat«.

[22] ‘Pour Marx’, p. 157, p. 187.

[23] Grundrisse, p. 10. I denne distinktion konciperer Marx den klassiske tyske filosofis forstandsbegreber (fælles (generelle) bestemmelser) og fornuftsbegreber (almene bestemmelser), hvor det at begribe også hos Marx henviser til fornuften: og kapitalismen er ifølge Marx fornuftig – har en bevidstheds- eller refleksionsstruktur. Jævnfør Hegel: »Det som er fornuftigt, det er virkeliggjort; og hvad der er virkeligt, det er fornuftigt.« Hegel Werke 7, p. 24. Hvor filosofien tidligere var i den priviligerede situation at kunne begribe – kunne være fornuftig og ikke kun forstandig som videnskaberne -, dér overskrider Althusser totalt denne klassiske relation.

[24] ‘Pour Marx’, p. 157, p. 187.

[25] Jævnfør f.eks. Projekt Klassenanalyse: »Louis Althusser«, WB 1975, p. 62 ff

[26] Grundrisse, p. 21.

[27] Jævnfør Hegel Werke 3-13: »Det letteste er at bedømme, hvad der har vægt og værd, – vanskeligere er det at forstå det, – og det vanskeligste, det som forener begge dele, er at frembringe dets fremstilling.«

[28] Nicos Poulantzas har anvendt disse kategorier i forbindelse med konstitueringen af en politologi. Se Poulantzas op. cit. p. 13.

[29] ‘Pour Marx’, p. 158, p. 188.

[30] Man kan i denne forbindelse fremdrage hans læsning i ‘Lire le Capital’, hvor denne tankegang applicerer på den specifikke erkendelsesproces i ‘Kapitalen’. Her fremhæver Althusser, at vi fra første til tredie bind af ‘Kapitalen’ aldrig forlader begrebet, og dermed erkendelsen. Se LIC II, s. 66.

[31] Vi ser her, at Althusser formulerer den problemstilling, der er den centrale hos Lecourt i ‘Une crise et son enjeu’, Paris (Maspero) 1973. Filosofiens rolle er som bekendt at pege på videnskaben, og derfor eksisterer filosofien ikke – den er en mangel, et hul. Filosofien som en interventionspraksis over for videnskaben er en konstruktion – et tesefremsættende monstrum som altid allerede er overskredet og som sådan kun kan konstrueres til lejligheden. Jævnfør p. ?? i nærværende arbejde.

[32] ‘Pour Marx’, p. 163 f, p. 194 f.

[33] Jævnfør hele empirismekritikken se hertil specielt LIC, p. 38-45.

[34] ‘La Pensée’ no. 132, 1967.

[35] De empiriske begreber er med andre ord analysebegreber, men det må fastholdes at de er begreber, og ikke »empiriske« størrelser. Nu forbliver artiklen ‘om det teoretiske arbejde’ ukommenteret af Althusser selv – den fortrænges. Vi mener trods alt, at den behandlede problematik er forskningsfrugtbar, og mener endvidere at kunne se den i anvendelse hos Althusser i ansats til en ideologianalyse, selvom kategorierne ikke ekspliciteres. Det er realisationsbegrebet, som er det signal, der peger på analysebegreberne, og man finder da også realisationsbegrebet i ideologi teorien.