Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

5. REKURENTIEL HISTORIETEORI

I menneskets anatomi er der en nøgle til abens anatomi. Karl Marx

Marxs metaforiske udkast til en historieteori er blevet livligt kommenteret og citeret, men sjældent taget helt alvorligt som ‘metafor’ og derfor som signal. Man forsøger at redde det marxske udsagn fra de evolutionistiske konnotationer ved at kølne betydningen, når man f.eks. som Schanz siger, at »mennesket er nøglen (men også kun nøglen) til aben«[1] og derved koncentrerer sig om ‘nøglen’ og mister ‘anatomien’; eller når man som f.eks. Schmidt lader det gå ud over evolutionismen: »Ud fra det rigt sammensatte system kan der sluttes til den historie som betinger dette – ikke omvendt. Det adskiller dialektik fra flad evolutionisme.«[2] Nu antyder Marxs brevveksling imidlertid, at han er betaget af udviklingslæren, og hans udtalte naturmetaforik understreger denne hang til udvikling; – i vores sammenhæng er det netop fornægtelsen af de evolutionistiske elementer, der bliver interessant. Selvom det ikke er intentionen i Schanz præcisering at trække på nøglen som metafor, vil vi mene, at denne metafor er kernen, fordi den samtidigt understreger en redskabsfunktion. Alfred Schmidt mister øjet for denne redskabsfunktion, og nærmer sig igen den evolutionisme som han kritiserer, når han hævder, at »universalhistorisk betegner kapitalismen en art pashøjde. Er den én gang for hånden – som fungerende system – tjener den teoretisk som forklaringsprincip for såvel sin forgangne som sin fremtidige vorden.«[3] Hvad Alfred Schmidt her pointerer er ingenlunde ukorrekt, men det fortrænger problemet om en historisk materialisme, d.v.s. en historievidenskab, fordi der lægges op til en navlebeskuelse (Passhöhe, seine Werden), som antyder, at historie er kapitalismens historie. – A. Schmidt understreger i mindre grad kapitalismen som teoretisk forklaringsprincip (Erklärungsprincip) d.v.s. som nøgle, som redskab. Redskabskarakteren må fastholdes, hvad enten der er tale om en præ-økonomikritisk eller en post-økonomikritisk historisk materialisme; vi vil hævde, at dette er et grundlæggende men ikke nødvendigvis gennemreflekteret moment i det marxske historiesyn, som går igen i både ‘Den tyske ideologi’, ‘Manifestet’ og i ‘økonomikritikken’.

Hvad enten der er tale om et spil mellem produktivkræfter og samkvemsformer eller et klassekampperspektiv, der projiceres ud over historien, så er det kapitalistiske realkategorier, der fungerer som forklaringsredskaber over for de historiske fænomener; i det berømte forord til »Zur Kritik der politischen Ökonomie«[4]betegner Marx sine realkategorier som almene resultater, der »tjente mine studier som ledetråd«..[5] Denne ‘ledetråd’ er den historiske materialismes skelet-, et skelet som ingenting er for sig selv betragtet, men som kan antyde, hvorledes det borgerlige samfunds ‘anatomi’ kan bestemmes; men som – netop fordi der er tale om almene resultater – også peger videre.

Man må derfor gøre sig klart, at der findes en dobbelt bestemmelse af kapitalismen som rekurtionsbase: i) dels i ledetrådsmetaforen og nøglemetaforen som redskabsmetafor, hvor kapitalistiske realkategorier tjener som forståelsesramme for ikke-kapitalistiske sociale formationer; dels ii) hvor kapitalismen tjener som »forklaringsprincip for såvel sin forgangne som sin fremtidige vorden«,[6] og hvor historien er kapitalismens historie.

Det forbliver indtil videre et problem, hvorledes en materialistisk historieteori artikulerer disse to forhold; vi kan foreløbigt opregne pashøjde princippet som en uomgængelig forpligtelse, der bryder med en hver form for hermeneutisk illusion om at begribe kendsgerningen! og tidsfølgerne. En historieteori er selektiv. For eksempel leverer de: borgerlige økonomi nøglen til den feudale, den antikke o.s.v., men det må ikke medføre, at forskellen ikke respekteres, og teorien ser borgerlig økonomi overalt. Når enhver ny epoke har betragtet sig selv som historiens udgangspunkt og ikke som et historisk resultat, afslører det en reel illusion, hvis rationelle kerne er dén korrekte indsigt, at historieteoriens udgangspunkt må være det historiske resultat.[7] Når man således med udgangspunkt i det borgerlige samfund og dets økonomiske kategorier kan hævde at besidde en sandhed om andre, ja, alle samfundsformationer, så er det, som Marx selv anfører, »cum grano salis zu nehmen«.[8] Dette gran salt er i sig selv en hel analyse værd, fordi det netop antyder, at de genkendte former aldrig vil kunne anskues i deres rene form, og at den historiske analyse derfor aldrig må forfalde til en sådan reduktionisme; af samme grund kan den genealogiske kapitalismehistorie (ii) ikke fungere praktisk uden ‘leitfaden-perspektivet’ (i). Først for en egentlig gyldighedslogik forsvinder denne afhængighed, fordi det genealogiske element fortrænges og analysen bliver struktur eller systemimmanent. En sådan analysestrategi er først mulig i det øjeblik, at genstanden (kapitalismen) sætter sine egne forudsætninger, hvorfor man kan hævde: »Det er derfor ikke nødvendigt … at skrive produktionsforholdenes virkelige historie.[9] Forudsætningerne, der oprindeligt fremtrådte som betingelser for at kapitalismen kunne opstå, fremtræder nu som resultater af dens egen virkelighed – eller som Marx formulerer det: »Den går ikke længere ud fra forudsætninger for at blive, men den er selv forudsat, og udgående fra sig selv, skaber den forudsætningerne for selve sin bevarelse og vækst.«[10] Det er en sådan overvejelse, der ligger til grund for Marxs økonomikritiske fremstillinger, men når økonomikritikken skal omsættes i en forskningsfrugtbar historieteori, må man fastholde at, »den såkaldte historiske udvikling beror overhovedet på, at den sidste form betragter de forgangne som trin, der fører op til den selv, og at den … altid opfatter dem ensidigt.«[11] Samt at den rigtige begribelse af det »nuværende så også (leverer) nøglen til forståelsen af fortiden.«[12] Disse formuleringer anser vi for at være centralnerven i en rekurentiel historieteori. Epistemologien og kapitallogikken anvender denne centralnerve forskelligt.

Kapitallogikken er involveret i en tilbagevendende diskussion omkring forholdet mellem logik og historie (forstået som relationen mellem kapitalens logik og kapitalismens opkomst). Hvad er nemlig de historiske betingelser for kapitalismens gennembrud, og i hvor stor udstrækning kan de logiske udviklinger i ‘Das Kapital’ levere redskaber til en begribelse? Her peger de logiske overgange på de sekulære vendepunkter, der befordrer kapitalismens konsolidering; – i det øjeblik kapitalismen er konsolideret, sætter den sine egne forudsætninger, fordi der ikke blot er tale om produktion men om en reproduktion af produktionsbetingelserne: lønarbejdet på den ene side – kapitalen på den anden. Alligevel kan der ikke være tale om en evolutionistisk reception af historien; man må ikke forledes til at tro, at kapitalismen er prædestineret ved at bytteværdien genetisk opstår i en cirkulations»sfære« gennem en kontakt mellem to fællesskaber; – logisk set konstituerer bytteværdien sig i produktionsfæren.[13] Endvidere finder vi rekurtionsperspektivet anvendt i fasespecifikationen af den marxske teoriudvikling, hvor man ud fra økonomikritikken »læser« de elementer i de tidligere formuleringer, der bærer frem; her drejer det sig specielt om videnskabsbegrebet og abstraktionsbegrebet.

Epistemologien har for Althussers vedkommende på samme vis fasespecificeret den marxske teoriudvikling. Denne fasespecifikation har været indgangsvinkel til forsøg på at etablere en egentlig rekurentiel videnskabshistorie.[14] Det er imidlertid ikke alene hos Althusser og hans elever, at vi finder en rekurrentiel historieansats; – den er i vid udstrækning i funktion hos Canguilhem i hans skelnen mellem mikro- og makroskopiske trin, som han anvender for at demonstrere, at synsvinklen bestemmer hvilke succeer og fejl, der kommer i betragtning. Den rekurentielle genfordeling blotter forskellige fortider, determinationer og teleologier for en og samme videnskab, og derfor må de historiske begivenheder rette sig efter den aktuelle indsigt. Man vil kunne påpege analoge intentioner hos f.eks. Levi-Strauss,[15] omend situationen er en lidt anden hos Levi-Strauss, fordi der foretages en kritik af den etnocentristiske evolutionisme, som kun kan se andre kulturformer som skridt på vejen mod den vesteuropæiske.[16] – Alligevel er der tale om den samme fundamentale indsigt omkring historiesynets effekter på fænomenerne – »kendsgerningerne«. Selvom den rekurentielle historie teori fornægter et positivistisk sandhedsbegreb, kan det ikke etablere en frontalkonfrontation mod positivistisk historietænkning i en moderne udformning som f.eks. hos Karl Popper. Poppers opfattelse af forskellige historiesynsvinkler opretholder elementer af en rekurtion, men samtidigt bevirker liberalismens politiske nedslag, at hans opfattelse ikke er teoretisk funderet, men udelukkende pragmatisk.[17]

Den måske vigtigste konklusion i dette arbejdes sammenhæng, – og det kan forstås som resultat af den rekurentielle historieteori – er betydningen for forståelsen af den marxske teoriudvikling. I det øjeblik at økonomikritikken bestemmes som den ortodokse marxske teori, så er økonomikritikken samtidigt en kritik af de elementer, der fører frem til den endelige teori – altså også en kritik af de første ansatser til en historisk materialisme fra midten af 1840-eme. Derfor må den endelige historiske materialisme formuleres post-økonomikritisk – altså tage hensyn til den teoriimmanente kritik.


[1] Schanz op. cit. p. 158.

[2] Alfred Schmidt: »Geschichte und Struktur«, p. 65.

[3] ibid. p. 66.

[4] Dette forord er fra januar 1959 og er bemærkelsesværdigt derved, at det er formuleret efter at økonomikritikken står i centrum. Det er derfor en halsløs gerning umiddelbart at overføre forordets produktivkræfter-produktions-forholdslogik til ‘den tyske ideologis’ produktivkræfter-Verkehrsformerlogik; de to logikformer kan ikke være kommensurable, når Marx ikke har frigjort sig fra den klassiske økonomis problematik i ‘den tyske ideologi’ som bl.a. af samme grund måtte overlades til »musenes nagende kritik« (MEW 13, p. 10).

[5] Marx: »Vorwort« i »Zur Kritik der politischen Oekonomie«, MEW 13, p. (vores understregning). D. udg. ‘Bidrag til kritikken af den politiske økonomi’, Rhodos 1974, p. 12.

[6] Jævnfør note 71

[7] Dette resultatperspektiv reflekterer Althusser ganske godt, når han hævder, at det objekt, som Marx studerer, er det borgerlige samfund som resultat, men at selve forståelsen af samfundet ikke behøver nogen teori om resultatets genesis; teorien er derfor en teori »om samfundets aktuelle struktur, uden at genesen griber ind som sådan«. Althusser »Lire le Capital I«, p. 79. Det ville imidlertid være fejlagtigt herudfra at drage den konklusion, at Althusser afskærer sig fra at diskutere det vanskelige spørgsmål omkring historie og logik; – ovenstående formulering ville være hans udgangspunkt.

[8] Grundrisse, p. 26.

[9] ibid p. 364.

[10] Samme sted (Grundrisse, p. 364).

[11] Grundrisse, p. 26.

[12] ibid p. 365.

[13] Man må derfor tage følgende udsagn af Schanz cum grano salis: »Idet værdisubstansen sætter sig selv som samfundsmæssig latent værdi igennem konstitutionen af værdiudtrykket (bytteværdien), sættes tillige en BESTEMT formlogisk udviklingsordnende drivkraft ind i historien.« op. cit. p. 111. Vi fremdrager dette sted for at antyde, at det er nødvendigt med en præcisering af forskellige niveauer i Schanzs diskurs.

[14] Videnskabshistorien er blot et lille hjørne af det ‘historiske kontinent’. Den rekurentielle videnskabshistorie er specielt udformet af Fichant/Pecheux: »Sur l’histoire des Science«, Paris 1974.

[15] Vi tænker her specielt på hans kritik i »Race et histoire«, Paris, Gonthier 1967, samt diskussionen med Sartre i »La Pensée sauvage«, Paris (Plon) 962, kap. 9.

[16] Levi-Strauss kritiserer begrebet om historieløse samfund og påpeger andre historiebærende instanser. Når Marx rekurerer fra den vesteuropæiske kapitalisme kan han sige, at »bloβe Jäger- und Fischervölker liegen außer dem Punkt, wo die wirkliche Entwicklung beginnt«, Grundrisse, p. 27. Levi-Strauss vil påpege, det kræver en bestemt historieteori for at kunne hævde noget sådant.

[17] Vi fremhæver Popper her for at anføre, at det ikke kun er den klassiske positivisme, som har en historieopfattelse. Popper har faktisk en historieopfattelse (se f.eks. »The Poverty of Historicism«, London 1972 (61), p. 105-160) men dette historiesyn (points of view, historical approaches) skal retfærdiggøres i kraft af dets ‘fertility’ (p. 151) og afslører derigennem liberalismens nedslag – og det ikke alene i historiesynet, men som nerven i den kritiske rationalisme som helhed. Popper ville være et oplagt emne for en kritik af den art som Althusser annoncerer i »Philosophie et philosophie spontanée des savants«, Paris 1974.