Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

6. REALITETS-FORSKYDNING

I modsætning til varelegemets sanseligt grove objektivitet indgår der intet atom naturstof i dets værdiobjektivitet. Karl Marx

Den største del af Engels videnskabsteoretiske bestræbelser var helliget et forsøg på at understrege den dialektiske tanke eller synsmåde; han fremhæver, at dialektikken er et lige så vigtigt element som det materialistiske grundsyn.[1] Han forsvarer det processuelle over for det. han kalder metafysikkens faktacentrisme;[2] denne kritik er ledet af en erkendelse omkring arbejderklassens hang til en naturvidenskabelig tankegang; – Engels foretager en konkret intervention. Lukács’ bestræbelser er de samme over for en positivistisk marxisme. Han plæderer for en »virkelighedslære, som anser totaludviklingens gennemsættende tendenser for »virkeligere« end empiriens kendsgerninger«;[3] og videre hævder han, at kendsgerningernes metodiske prioritet må brydes, samt at dette først lader sig gøre »når det procesagtige hos hver eneste fænomen bliver erkendt«, – først da »kan det blive forståeligt, at også det. som man plejer at kalde »kendsgerninger«, består af processer«.[4]

Både Engels og Lukács – og senere Horkheimer i kritikken af den traditionelle teori – fremhæver vigtigheden i et opgør med en positivistisk empirisme, men det vil være vanskeligt at anføre en seriøs positivistisk position, som ikke på en eller anden måde tager højde for indvendinger med hensyn til helhed og flukturation. Kritikken og det skitserede alternativ forbliver så at sige på det samme plan som kritikkens genstand; blot en anden form for empirisme, som udelukkende intervenerer i omgangen med genstanden, og ikke i videste forstand betænker genstandens kognitabilitet; en sådan tilegnelseskonception adskiller sig ikke synderligt fra en positivistisk realisme og tenderer mod at blive efterrationaliseringer over etablerede videnskabelige resultater (naturdialektikken), eller som hos Lukács mod blot at blive en henvisning til et totalitetsbegreb, (hvor de enkelte former hverken er sidestillede i en historisk samtidighed eller forbundne i en historisk rækkefølge). og dermed blive til en påpegning af historie som universalvidenskab.

Alligevel indicerer Lukács påpegning en forskydning af erkendelsesobjektet fra de konkrete sagsforhold til noget som er forskelligt fra disse, men eksisterer i kraft af dem: totaliteten. Med sit specielle udgangspunkt må Lukács nødvendigvis opfatte totaliteten forkert, men hans påpegning af erkendelsens genstand er korrekt; d.v.s. den instans, der placerer sig imellem subjektet og de konkrete materialitetsformer, og som er subjektets eget produkt.[5] Denne erkendelsesinstans lader antyde, at overskridelsen af den empiristiske erkendelseskonception formidles over en art fænomenologi.

Imidlertid er der andre tungt vejende problemer, som bevirker at en beskæftigelse med de uberørte genstande er en illusion, for man kan med Hegel hævde, »at genstandene, som vi har en umiddelbar viden om, er blotte Fremtrædelser, – d.v.s. at disse har ikke deres Værens Grund i sig selv, men i en Anden. Hermed kommer det videre an på, hvorledes denne Anden bliver bestemt.«[6] Hegel komprimerer her et vigtigt problem, der rækker videre end den specifikke problematik, som han stiller problemet i. Det indebærer, at den umiddelbare viden ikke er identisk med den videnskabelige tilegnelse, samt pointerer, at man må opspore den instans, som er fænomenernes grund – den instans som sætter sig imellem virkeligheden eller den reelle orden og den videnskabelige orden. Hegels indsigt, at fænomenerne eksisterer i kraft a noget andet, er korrekt – ikke hvis den forståes sådan, at fænomenernes eksistens skulle være reducerbar til en anden instans. – men når det pointeres, at den Anden bliver erkendelsens objekt.

Erkendelsens objekt er ikke den umiddelbare givne realitet men en producere: realitet, som er forskellig fra en autentisitet. Derfor er det nødvendigt med en tilegnelse, som overskrider den umiddelbare viden, som ikke er forpligtet på en »sinnliche Gewissheit« (connaisansce commune) men på en videnskabelig vished (connaissance scientifique), idet den sanselige vished er knyttet til en fordrejet virkelighed. Det er dog heller ikke den erkendt fordrejede fremtrædelse, der umiddelbart er erkendelsesobjekt, men rettere den instans som befordrer den fordrejede sfære – som sætter sig imellem subjektet og naturen (objektet) som en art ‘anden natur. De involverede diskurser er karakteriseret ved en sådan realitetsforskydning – eller rettere en forskydning af erkendelsesobjektet fra den primære realitet til en anden realitet; men det må fastholdes, at denne anden realitet konciperes vidt forskelligt, da den ikke stammer fra den samme virkelighedsopfattelse.

For epistemologien og for kapitallogikken er der i begge tilfælde tale om et produceret element, men for kapitallogikken er denne realitet en uomgængelig historisk conditio. som fungerer[7] realiteter. – medens det for epistemologerne er en transhistorisk videnskabelig uomgængelig produktionsproces, som består i produktionen af det teoretiske objekt-, videnskaben behandler altid teoretiske objekter og ikke virkelige objekter.

Bachelard har pointeret dette i sit opgør med positivismen, idet han fremhæver, at man i videnskaben må operere med en art arbejds- fænomenologi[8] og en fænomenoteknik, som angår produktionen af objektet for det teoretiske arbejde; d.v.s. »ikke alene »teoretisk« begrebsproduktion – men uadskilleligt herfra – den materielle produktion af objektet for det teoretiske arbejde; af det som man ikke længere bør kalde sit »givne« men snarere sin »materie«.[9] Erkendelsens objekt er altså produceret. Det er den samme adskillelse, vi i en videre forstand finder hos Althusser, når han understreger, at erkendelsesobjektet er noget der må adskilles skarpt fra det virkelige objekt. Erkendelsesobjektet tilhører erkendelsesproduktionens sfære, som er en anonym sfære hos Althusser, der nok indtages af den tilegnende kognition, men på ingen måde skulle være reducerbar til det tilegnende subjekt. Hos Lacan er formidlingsordenen ‘den symbolske orden’ og Levi-Strauss har på lignende vis emfaseret ‘det symbolske’ som erkendelsens imperativ; – den symbolske orden (i forskellige udformninger vel at mærke) er en uomgængelig formidler, som er bestemmende for den reelle ordens kognitabilitet.

Virkeligheden kan altså ikke gribes i en simpel dualisme mellem Sein og Bewuβtsein – mellem en reel orden og en imaginær orden: der imellem eksisterer den symbolske orden som instans.[10] Den rolle som strukturalismen har tilskrevet det symbolske er blevet kritiseret[11] af kapitallogikken, men man har overset, at den symbolske instans i nogen grad ækvivalent med det, der hedder ‘den anden natur’ i den tyske tradition.

‘Den anden natur’ er tysk tankegods og et kerneproblem for en lokalisering af kapitallogikkens erkendelsesobjekt. Schmidt går så vidt som til at hævde, at det metodisk vigtigste problem ved den materialistiske dialektik består i, »at den adskiller naturen som første natur – i den forstand, at den er grundlaget for den menneskelige eksistens’ stofskifte – fra den anden natur.[12] En forståelse af den første natur og menneskenes forhold til denne kan ikke begribes uden om den anden natur, da den på samme vis som den symbolske orden er en formidlingsinstans: menneskenes stofvekslen formidles over den anden natur: samfundsmæssigheden. Samfundsmæssigheden som melleminstans kan faktisk læses symptomalt i Marxs berømte udtalelse i ‘Vorwort’. hvor det hedder: »Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed.«[13]Her indsniger samfundsmæssigheden sig i som den instans der allerførst lader proklamationen foregå. – Det er ikke tilfældigt, at Marx siger ‘samfundsmæssig Væren’ og ikke blot ‘Væren’, hvad den første halvdel af ovennævnte udsagn ville antyde.

Denne samfundsmæssighed tager som kapitalistisk samfundsmæssighed en perverteret form, derigennem at den selvstændiggør sig over for producenterne. Krahl har korrekt bestemt denne tilstand som det borgerlige samfunds patologi, idet der er tale om en projektion i psykoanalytisk forstand.[14] Et moment, som egentlig tilhører eller er en del af producenterne, selvstændiggør sig som en instans over for dem. De elementer som normalt går under navne som fremmedgørelse, tingsliggørelse og fetichisme kan dermed bestemmes som tilhørende en almen patologi for det borgerlige samfund. Det er denne patologi, som Marx lige fra ungdomsskrifterne har været ude på at diagnostisere og tilbyde kur imod. Såvel arbejdets som bevidsthedens fremmedgjortheds status i Parisermanuskripterne blev betragtet som et patologisk udtryk for den perverterede antropologi. I økonomikritikken er det ikke det menneskelige væsens fremmedhed, der er på spil, men samfundsmæssighedens fremmedhed. De uomgængelige samfundsmæssige interaktionsformer er her perverteret til en anonym magt og er ‘så som’ en projektion; men når den patologiske tilstand er bestemt kan diagnosen også stilles, og der er mulighed for at standse de cancerogene processer.[15]

Det er denne ekstra sfære der er kapitallogikkens erkendelsesobjekt – det er den der diagnostiseres – og man er i stand til at lokalisere neurosens årsag: man kan bestemme, hvorfor denne sfære opstår, og det er den egentlige videnskabelige handling. Det er ingen sag at fast slå, at patienten er syg og lokalisere såret (Feuerbach), men den egentlig videnskabelige handling består i at bevise, hvorfor og hvordan netop denne læsion giver disse symptomer. Kapitallogikken forfølger den nye realitet, fordi det først bliver ad den vej. at vi opnår kendskab til årsagerne til den diremption, der er det sikre symptom på kapitalisme eller vareproduktion. Den anden natur er værdinaturen, d.v.s. et historisk produkt og ikke en naturlig tilstand.[16] (Marx påviser således at den kapitalistiske form for samfundsmæssighed ikke er den eneste tænkelige). For at kunne påvise denne tingenes tilstand må Marx og med ham kapitallogikerne påvise denne tilstands konstitution, og det må blive det mest centrale element i en kapitallogisk diskurs. Når kapitallogikken vil udsige noget om det. der kaldes første natur, må man reflektere den formidlingsstruktur, som den anden natur udgør, idet den første natur aldrig eksisterer ‘som sådan’.[17]

Det vi her har søgt at fastholde som et isomorft element var en realitetsforskydning mod et andet element, som betinger den videnskabelige tilegnelse – som tilegnelsen er forpligtet på. Det var ikke det specifikke element, der var identisk i de to diskurser, men selve denne tendens til at erkende en realitetsforskydning. At de effektuerer forskydningen vidt forskelligt må ikke reduceres bort, – idet det faktisk er dette moment, som udgør den fundamentale forskel mellem diskursformationerne – nemlig selve udformningen af de forskellige aspekter ved en fundamental isomorfi, som vi har skitseret.

Der er ikke et bredt felt, som man kan focusere på i en komparativ analyse, men en fundamental problematik – en interpositivitet mellem de to positioner – bestemt som anti-positioner, rettet mod hermeneutikken og positivismen såvel i videnskabsteoretisk som i historieteoretisk forstand. Kort sagt: Bestræbelser på at overskride antropologikken – forstået som enhed af positiv antropologi og empiristisk erkendelseskonception. Derfor er der basis for en komparation; ikke en komparation som kan give den ene position ret eller uret, men en gensidig kritik af de specifikke overskridelser, idet dette arbejde ikke kan identificeres med hverken den ene eller den anden diskurs.


[1] Se f.eks. Engels i MEW 13, p. 474. ‘Bidrag’, Rhodos 1974, p. 255.

[2] Se f.eks. MEW 20-19 f.

[3] Lukács op. cit. p. 318.

[4] op. cit. p. 319.

[5] Produktet er ikke umiddelbart identisk med arbejdsprodukt i en manuel produktion, men kan også forståes som et resultat af den specielle interaktionsform, der kendetegner den kapitalistiske produktionsmåde. Det gælder både den økonomiske filosofi i Marxs ungdomsskrifter og økonomikritikken, hvor genstande er det kapitalistiske samfunds patologi – via den »patologiske« tilstand kan den »sunde« tilstand bestemmes. Det samme gør sig gældende i psykoanalysen, hvor de patologiske former tillader en konstruktion af det psykiske apparat samt neurosens grund.

[6] Hegel: Werke 8, p. 122.

[7] Jævnfør Hegels virkelighedsbegreb: »Det, som er virkeligt, kan virke«. Det videre perspektiv i denne fungeren er den eksisterende abstraktion eller realabstraktionen, som i en eller anden udformning spiller en afgørende rolle for de positioner vi kalder kapitallogik.

[8] F.eks. hedder der hos Bachelard: »Vi kan ikke a priori have nogen tiltro til de underretninger, som det umiddelbart givne prætenderer at forsyne os med. Der findes ingen dommer – heller intet vidne; der er en anklaget, som man for eller siden overbeviser om løgnen. Den videnskabelige erkendelse er altid reformen af en illusion. Vi må derfor ikke se andet i beskrivelsen af den umiddlebare verden (ligegyldig hvor minutiøs) end en arbejdsfænomenologi – i den betydning man tidligere talte om arbejdshypotese.« I ‘Epistémologie’, Vendome (PUF) 1971, p. 11 ff.

[9] Lecourt: »Pour une Critic de l’epistemologic«, Paris 1972, p. 30.

[10] Vi anvender her en lidt letbenet omgang med Lacans tredeling inden for det psykoanalytiske felt (den reelle, den symbolske og den imaginære orden) uden at være forpligtet på den eksakte identifikation i Lacans specielle genstandsfelt. 1 denne sammenhæng er det blot tredelingens eksistens, der er vigtig.

[11] Specielt Alfred Schmidt i »Der strukturalistische Angriff auf die Geschichte«. Det er karakteristisk for Schmidt, at han ikke vil tilkende det symbolske en plads af samme betydning som den franske tradition. Her har man understreget, hvor vigtig en position det symbolske indtager som en determinationsinstans blandt andre. Det er bl.a. en sådan overvejelse, der medfører, at Althusser rebellerer mod et traditionelt marxistisk ideologibegreb.

[12] Schmidt i »100 Jahre Kapital«, p. 29.

[13] MEW 13, p. 9. D. udg. ‘Bidrag’, p. 18.

[14] Det drejer sig om at knytte an til problematikken omkring jeg-identiteten. Freud siger følgende om forholdet mellem patologi og projektion: »Patologen lærer os et stort antal tilstande at kende, hvor jegets afgrænsning over for omverdenen bliver usikker, eller hvor grænserne virkeligt drages forkert; tilfælde, hvor dele af vor egen krop, ja stykker af vort eget sjæleliv, sansninger, tanker, følelser, fremtræder for os som fremmede og ikke tilhørende jeget, andre tilfælde, hvor man tillægger omverdenen noget, som helt åbenbart er opstået i jeget og som skulle anerkendes af det.« Freud: Werke 14’, London 1940, p. 424. ‘Kulturens byrde’, Reitzel 1966, p. 11.

[15] Når vi fortsætter med at udtrykke os med patologimetaforen her, så har det flere årsager. Dels er den heuristisk og oplysende i videste forstand og peger på Foucaults analyse af det lægelige blik (se hertil »Naissance de la Clinique, une archéologie du regard médical«, PUF 1962) men videre end dette mod en påvisning af forholdet mellem rigdomsanalyse og patologi, som er et element som Foucault har »mistet« i »Les Mots et les Choses«, og det er en relation som er oplagt for en arkæologisk analyse. Endvidere er intentionen med at anvende patologimetaforen i dette arbejde et forsøg på at sandsynliggøre en tese angående en økonomisk-patologisk ideologi som den dominerende ideologi under senkapitalismen.

[16] »Inden for vor interaktion vil dét, at en ting besidder ækvivalentform – og dermed, således som den sanseligt foreligger, er umiddelbar udvekslelig med andre ting – altså fremtræde som en samfundsmæssig naturegenskab ved tingen, som en egenskab, der tilkommer den af naturen.« Karl Marx i ‘Anhang zu Kapital 1,1’, p. 775. ‘Vare, Penge, Kapital’, Århus 1974, p. 95.

[17] Det skulle ikke være nødvendigt at emfasere, at den ‘anden natur’ selvfølgelig heller ikke eksisterer ‘som sådan’. Det er ikke nogen frit i luften svævende sfære.