Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

6. VIDENSKABSDISKURSEN OG DEN SPONTANE FILOSOFI

Der er et problem som til stadighed spøger, når der tales om videnskabsdiskursen og dennes ‘differentia specifica’ i den nye Epistemologie, – et problem som ikke i længden kan udskydes og unddrages en diskussion: Forholdet mellem videnskaben og ikke-videnskaben. Hos Bachelard er det relationen mellem ‘connaissance commune’ og ‘connaissance scientifique’ – hos Althusser er det en distinktion mellem ideologi og videnskab. I begge tilfælde overlades argumentationen til et begreb: Det epistemologiske ‘brud’ eller ‘snit’ (rupture/coupure), som bliver navnet på en fundamental forskellighed – en inkommensurabilitet mellem to planer.

Der er imidlertid mange sideproblemer, som må elimines fortløbende, hvis man skal forsøge en nærmere karakteristik af dette brudbegreb og det mest fundamentale af disse sideproblemer udgør den manglende koncensus omkring denne differenskategori.[1]

Nu har vi tidligere behandlet brudkategorien mere udførligt, og vil her blot knytte et par resumerende bemærkninger i al hast: bruddet betegner overgangen fra én problematik til en anden. Er der tale om overgangen fra en ideologisk problematik til en videnskabelig er det et epistemologisk snit (coupure). Foregår mutationerne inden for henholdsvis en ideologisk eller videnskabelig teoridannelse kaldes det dels demarkationer dels brud (rupture); – men disse ‘ord’ er blot differentieringer. som ikke ændrer noget ved selve grundproblemet: bruddet. Der er tale om et epistemologisk brud, fordi det er epistemologien. der tildeler det, hedder det som omtalt hos Regnault, – hvilket indicerer, at bruddet ikke er noget, som tilhører videnskabens »væsen«, men påføres udefra – fra epistemologien. Dette forvikler blot problemet yderligere, thi med hvilken »ret« placeres disse håndkantslag, og hvorfor netop hér og dér?

Althussers ‘symptomallæsnings’ strategi opfatter vi netop som den strategi, der kan påvise brud i tekster, som er i analyse, og derfor er Regnaults formuleringer højst problematiske,[2] men indeholder den fornuft, at det ikke ligger i sagen selv, hvad der står skrevet på hver af brudfladerne: prædikationen kommer ude fra, – fra epistemologien!

Det er disse elementer, som bliver relevante i en undersøgelse af de videnskabshistoriske momenter, som ansatsvis lader sig lokalisere i Althussers tekster, og som hænger sammen med den måde, hvorpå han overlader det til Epistemologien at formulere den produktionsstruktur, som er helt nødvendig for hans overskridelse af den traditionelle erkendelsesteori med dens faste subjekt-objekt scene.

Althussers ansatser er ikke helhjertede forsøg! Man må ikke forvente, at han vil udfylde de rammer, som han udstikker mod en videnskabshistorie, – ikke mindst fordi denne ikke lader sig generalisere, men må udarbejdes fra sag til sag, hvortil der kræves grundige studier. Det, som kan udsiges fra filosofiens plan, er, at en videnskabshistorie må være en del af det historiske kontinent, og derfor i sidste instans må hvile på den marxistiske historieteori, som er er rekurrentiel historieteori i sin udførelse. Kort sagt: Det epistemologiske brud som overgangen fra ideologi til videnskab, forbliver et specifikt problem. Man kan i denne forbindelse henvise til Foucaults transformationsbegreb, som ikke blot udsiger en transformation, men forsøger at begribe transformationerne i deres specificitet – i deres spredning; og som altså ikke blot forsøger at reducere transformationen til et unikt brud;[3] en problemstilling som også Derrida undsiger.[4]

Den benhårde skelnen mellem videnskab og ideologi må tages op til revision – eller rettere, den må respekteres som en specifik investering.Distinktionen er brugbar som ledetråd i bedømmelsen af aktuelle teoridannelsers status, men den må kende sin begrænsning. Vi vil foreslå en ny tese: Althussers epistemologiske intervention har tvunget ham til at producere begreber til en videnskabshistorie, men det er stadigvæk interventionen, der er vigtigst; brud kategorien er en investering (specielt dets andet aspekt) i den teoretiske kamp, (det første aspekt kan ikke reduceres til strategi). Hvorledes argumentere for denne tese? Regnualts begreb om et ‘point de non-retour’ er korrekt, for så vidt det fungerer polemisk: er videnskaben først født, kan den ikke fornægtes. Polemikken rettes mod alle de. som ikke har opdaget, at Marx på et tidspunkt forløser en videnskab – at den marxske teori er en videnskabelig teori og ikke en ideologi.

Det er den samme brudkategori, som bringer os ind i ‘den rene videnskabs’ dødvande – men samtidigt afslører distinktionen mellem videnskab og ideologi (som den trods alt fungerer i tekstens huller hos Althusser) sin funktion: En indsats i kampen mod den humanistiske marxisme.[5] På denne måde har den fungeret som adækvat filosofisk kategori’. Althusser argumenterer ikke bare for en diskontinuerlig videnskabshistorie, – han er ikke bare antievolutionist, og brudbegrebet må derfor ikke belastes for hårdt – d.v.s. formaliseres -; det er en specifik indsats, som har haft sin effekt. På linie med Foucault ser han ikke diskontinuiteten som et alternativ: »I stedet for disse kategorier om kontinuitet eller diskontinuitet, som sammenfatter hele historiens platte gåde, har vi at gøre med uendeligt mere komplekse kategorier, som er specifikke for hver type historie, – hvor der intervenerer nye logikker …«![6] Behøver vi at argumentere yderligere, for at overskride en forståelse af Althussers simplicitet? Hvordan kan en position, som kæmper mod det simple og oprindelige, operere med en så firkantet logik som ideologi/videnskab? Tese: det kan den heller ikke; og det hænger sammen med Althussers filosofibegreb, som bliver den indikator, der kun eksisterer som differenslogik.

a. Ekskurs om FILOSOFIBEGREBETS odyssé.

Som det allerede vil være fremgået af vores behandling, er der tale om en udvikling i filosofibegrebet hos Althusser. Det er en meget symptomal udvikling, fordi den i sidste instans afslører den althusserske teoris udviklen. Dette skyldes ikke alene, at Althussers teori dybest set altid centrerer sig om en bestemmelse af filosofien, men det anfører samtidigt en vigtig bevægelse, nemlig den politiske: Hans seneste skrifters politisering, hænger sammen med hans Marxoverskridelse via Lenin – gennem en analyse af Lenins filosofireception. Vi kan kort lade teksterne selv tale deres tydelige sprog:

I ‘Pour Marx’ taler Althusser ikke om filosofi i almindelighed – og det er værd at fastholde – men blot om den marxske filosofi, som er den han netop forsøger at bestemme. Det er Teorien, den materialistiske dialektik eller den dialektiske materialisme; dens kendetegn eller definition er følgende: »filosofien er ‘Teori om den teoretiske praksis’«; og der findes andre formuleringer som siger det samme: »Teori om den teoretiske praksis i dens forskellighed fra andre praksisser«. »Teori om erkendelsesproduktionens proces«. »… om de materielle og sociale betingelser for erkendelsens produktionsproces«.[7] Det vigtigste er imidlertid, at filosofien har et objekt, nemlig praksis eller erkendelsesproduktionen. Hermed kommer den på linie med forskellige positivistiske ideer om en ‘science de la science’, fordi filosofien faktisk har et erkendelsesindhold (har erkendelseseffekt) og dermed opfattes som en »videnskab«. Den opfylder med andre ord de formelle betingelser, som man kan stille op for en videnskab: »Den har 1) et objekt-, 2) en begyndelse (det ‘epistemologiske snit’) i det øjeblik den dukker op i det førvidenskabelige, ideologisk kulturelle univers; 3) en historie (der er sammenlignelig med en videnskabs historie).«[8] Men Althusser må renoncere på denne filosofikonception. Da han i ‘Lire le Capital’ taler om »identifikationen og erkendelsen af den marxistiske filosofis objekt«,[9] så må han i forordet til den nye udgave fastslå, at »definitionen af filosofien som teori om den teoretiske praksis er ensidig og unøjagtig«.[10] Han renoncerer på den ‘teoricistiske tendens’, fordi han rent faktisk i sine forsøg på at opspore den marxistiske filosofi – den dialektiske materialisme – må erkende, at den ikke er en teori af det tilsnit, som han postulerer i ‘Sur la dialektique materialiste’,[11] og målet bliver nu ikke en filosofisk teori, men en teori OM filosofien. I ‘Sur le travail theorique’ fra 1967 kan man allerede spore en differentiering. Althusser opererer her stadigvæk med en forestilling om, at den marxske filosofi er at finde i praktisk tilstand i ‘Kapitalen’ og hos Engels og Lenin, samt at de marxistiske principper kan uddrages her.[12] Dette gjorde sig også gældende i ‘Pour Marx’, men der er nu ikke længere tale om et egentligt forsøg på at uddrage principperne, som vi var vidne til det i dette skrift. Filosofien er ikke længere en dechifrerbar, ekstraherbar størrelse af samme optimistiske karakter som tidligere: den eksisterer som ophævet, nedsænket, og er et med sin forsvinden. Denne artikel er teoricismens afslutning.

I ‘Pour Marx’ (‘sur le dialectique materialiste’) bemærker man ligeledes, hvorledes filosofien ophæves, når den overskrider sig selv: I det øjeblik generaliteterne. som kendetegner filosofien, skal have udsigelseseffekt, d.v.s. skal gå fra at være fællesbestemmelser til at være særlige bestemmelser, befinder vi os allerede i videnskaben. Vi vil kalde dette fænomen for filosofiens fald, og henlede opmærksomheden på faldets forbindelse med epistemologietopikken. Filosofien har altså ikke – eller er ikke et positivt nivo. men et fraværende nivo: idet man vil producere erkendelseseffekt overskrider filosofien sig selv og er videnskab. Filosofien har ingen erkendelseseffekt men en filosofieffekt filosofien eksisterer udelukkende som denne effekt – i sine effekter.

Dette er de første ansatser til en teori om filosofien – ansatser som ikke længere er filosofi. Ansatserne udfoldes i ‘Philosophie et philosophie spontanée des savants’ (1967) og i ‘La philosophie comme arme de la revolution’ (1968)[13] samt i ‘Lénine et la philosophie’ (1969). Her er det ikke filosofien som videnskab, der står i centrum, men filosofiens relation til videnskaben, – en relation som udgør dens differentia specifica. »Filosofien eksisterer så snart det teoretiske område eksisterer: så snart der opstår en videnskab (i streng forstand). Uden videnskab ingen filosofi, men blot forskellige tilværelsessyn«.[14] Filosofien udspiller sig således mellem det videnskabelige og det ideologiske[15] og filosofien kan da være det politiske i teorien og det videnskabelige eller teoretiske i politikken.

Men hermed er filosofibegrebets odyssé ikke afsluttet, idet det er nødvendigt at adskille det, som er ansatserne til en teori om filosofien, fra den faktiske filosofiske praksis. Teorien om filosofien udsiger, at filosofien adskiller det ideologiske og det videnskabelige, og at den ‘falder’. Den faktiske praksis, som altså har den just anførte funktion, er et politisk indgreb til fordel for masserne: Filosofien var i den sidstnævnte periode »politikken i teorien«, men i ‘Svar til John Lewis’ »er filosofien i sidste instans, klassekamp i teoren«.[16] Altså ikke klassekamp i teorien ‘overhovedet’ – men i sidste instans. Imidlertid forbliver denne ‘i sidste instans’ bestemmelse en vanskelig størrelse. Den historisk materialistiske topik har som sagt været genstand for megen af Althussers interesse,[17] men den sidste og vigtigste filosofibestemmelse anfører det fundamentalt politisk motiverede i ‘sidste instans’ kategorien: Den udsiger de handlendes situation og deres potenser: »Her er pladsen som du indtager, og her er stedet hvor du skal placere dig for at forandre tingene«.[18] Man kan som tese hævde, at sidste instans bestemmelsen indicerer, at hvis man vil ændre situationen i teorien, så skal man engagere sig i filosofien. Dér findes potenserne – der foregår den teoretiske klassekamp; på samme måde som man kun ændrer verden formidlet via det økonomiske nivos omvæltning (økonomien er jo determinerende i sidste instans) – og man »må kæmpe her, for at forandre verden«.[19]

b.

Den videnskabelige diskurs er på sin vis videnskabshistoriens objekt, men behandlingen af denne diskurs kan være ret så forskellig. Den traditionelle diskussion står mellem intern eller ekstern videnskabshistorie, – eller spørgsmålet om. hvorledes disse former kombineres. På den ene side behandler man den videnskabelige bevidstheds processer og resultater – altså teoriernes immanente økonomi på den anden forsøger man at opspore de elementer, som har influeret på teoridannelsen: den eksterne økonomi, indflydelser og implicite filosofier, uartikulerede tematikker og uklare forhindringer – altså videnskabens ubevidste. Dette ubevidste er altid en negativ side ved den videnskabelige diskurs, som yder videnskaben modstand og får den på afveje. Det er dette negativt ubevidste,[20] som Althusser tilbyder sin hjælp med at eliminere, thi i det betragtes netop som noget der skal elimineres – renses bort, som vi tidligere så det, og da stillede vi problemet angående denne rensningsprocedure. idet vi satte den i relation til hans empirisme-kritik. som netop fornægter renselsen. Stillede vi da et korrekt spørgsmål? Både Ja og Nej, det afhænger af ståstedet.

På sin vis er det en korrekt problematisering, fordi det er den samme metaforik, der florerer, og den rene videnskab står tilbage efter renselsen som uberørt essens; når den absolutte videnskab eksisterer som grænsebestemmelse som mulighed, så står man med samme problem som Lenin. Althusser må hævde, at man aldrig kan blive færdig med udlugningen. på samme måde som Lenin heller aldrig står med den absolutte sandhed, men altid er på vej,[21] (relativ absolut sandhed). Når det er tilfældet så eksisterer renheden – uskylden – som begreb, som pendant til den objektive sandhed hos Lenin.

På den anden side var det en forkert problemstilling, hvor vi lod os forlede af Althusser og hans uklare sprogbrug (forkerte sprogbrug) om‘ren videnskab’, fordi man her har bevæget sig i et felt, hvor filosofien (og dermed den althusserske teori) ingen udsigelsespotens har: i den faktiske videnskab! Men det er når vi tager udgangspunkt i den nye filosofiforståelse: udgangspunktet afgør, hvorvidt problemet er korrekt formuleret. Det må være korrekt at se den første filosofiforståelse i lyset af den senere. Her viser det sig, at filosofien ikke kan intervenere i videnskaben for at adskille ideologien; men den kan adskille det ideologiske fra det videnskabelige! – og her forbliver den hos sig selv. Filosofien intervenerer i filosofien: det videnskabelige og det ideologiske er filosofiske kategorier.

Disse formuleringer er naturligvis interpretationsbehøvende, men det er vores tese, at de er selve kernen i Althussers bestemmelse af filosofien som dogmatisk tesefremsættende udluger. Filosofien adskiller ikke videnskab fra ideologi, men den fungerer som en intervention, hvis resultat »er, inden for dette utydelige virkelighedsområde, at trække en demarkationslinje, som i hvert enkelt tilfælde adskiller det videnskabelige fra det ideologiske«.[22] Det ‘videnskabelige’ er altså ikke identisk ned ‘videnskaberne’, og det ‘ideologiske’ er ikke identisk med ‘de teoretiske ideologier’,[23] thi hverken videnskaberne eller de teoretiske ideologier er filosofi; »Men ‘det videnskabelige’ og ‘det ideologiske’, de er filosofiske kategorier, og deres selvmodsigende parforhold bliver blotlagt af filosofien: det er filosofisk.«[24] Det vigtige er med andre ord. at resultatet af filosofiens grænsedragning, – som opdager forholdet mellem det videnskabelige og det ideologiske og adskiller det, – at dette resultat »er helt og holdent filosofisk«.[25] Filosofien frembringer dermed resultater i sig selv; den virker uden for sig selv ved at bearbejde sig selv. Dette kalder Althusser for »filosofieffekten«.[26]

Men hvad er det filosoffen adskiller og hvorfor denne adskillelse? Det er rimelige spørgsmål, thi det er ikke umiddelbart selvindlysende, at vi har behov for en sådan instans; – har man i det hele taget brug for filosofien i videnskaberne, og endelig: eksisterer der overhovedet et forhold mellem filosofien og videnskaben?

»Det ideologiske er noget, der har forbindelse med praksis og med samfundet. Det videnskabelige er noget der har forbindelse med erkendelsen og med videnskaberne«.[27] Endvidere er »alle de demarkationslinier, som filosofien drager, særlige fremtrædelser for en fundamental linie: mellem det videnskabelige og det ideologiske«.[28] Selvom dette er vigtige oplysninger, har vi ikke klargjort nødvendigheden af at drage disse demarkationslinier: Er Althusser offer for en ny renhedsfixtion? Vil han eliminere det ideologiske og dermed det samfundsmæssige og praktiske perspektiv for at proklamere den ‘rene videnskab’, som kun har med erkendelsen og videnskaberne at bestille; kort sagt: er det ikke illusorisk at eliminere samfundsmæssigheden, som netop er det ideologiske? Skulle det ideologiske moment være den eneste facon, hvorpå samfundsmæssigheden slår ind i videnskaben? – Herom hersker symptomal tavshed![29]

Men lad os undersøge, hvorledes denne »samfundsmæssighed« slår ned; – dette nedslag formidles over Althussers begreb om videnskabsmændenes spontane filosofi, eller den videnskabelige ideologi, eller videnskabsmændenes ideologi.[30] Videnskabsmændenes spontane filosofi defineres som »de forestillinger (‘bevidste’ eller ej), som videnskabsmændene gør sig om videnskabernes videnskabelige praksis, og om videnskabEN«,[31] og som adskiller sig fra deres »forestillinger om verden« i det hele taget – som er forskellig fra deres »tilværelsesopfattelse«.

Sagen er nu den, at denne spontane filosofi kan være mere eller mindre befordrende for videnskaben; filosofien må da intervenere for at levere en befordrende spontan filosofi – ved så-at-sige at intervenere i sig selv. I sidste instans må der derfor ligge en opfattelse om en »bedre videnskab« til grund for interventionspolitikken. Imidlertid ville Althusser benægte tilstedeværelsen af en sådan rationalitet, og hævde, a interventionen er en almen kamp mod idealistiske tendenser, idet disse er det umiddelbare udtryk for den borgerlige ideologis gennemslag.

Stiller man sig på »proletariatets standpunkt«, indtager man en umiddelbar materialistisk position, og dette skulle i tilgift befordre videnskaben, da enhver videnskab som bekendt er materialistisk i følge Althusser. Dette er så at sige det politiske argument. Men der eksisterer tillige et mere »epistemologisk« argument, som hviler på Bachelards forestillinger om ‘obstacle epistemologique’. Efter at Bachelard i ‘Nouvel esprit scientifique’ fra 1934 havde analyseret forholdet mellem ‘connaissance commune’ og ‘connaissance scientifique’, analyserer han i ‘La formation de l’sprit scientifique’ fra 1938, hvorledes dagligdags erkendelsen kan sætte sig som epistemologiske forhindringer (‘obstacle epistemologique’). Disse forhindringer fortolker han imidlertid psykologistisk. og afhandlingen bærer da også undertitlen ‘bidrag til en psykoanalyse af den objektive erkendelse’. Som følge heraf må Bachelards filosofi blive »La philosophie du Non« (1940), idet det drejer sig om at destruere de indlysende og uproblematiserede sandheder, fordi de blokerer for videnskabens udvikling (Bachelard vedkender sig en rationalitet).

Althussers filosofi er også en ‘Nej’ets filosofi’, men spørgsmålet er, om han kan undgå Bachelards psykologisme. Så vidt vi kan se, lykkes det ham i én forstand at undgå den: ved at opfatte den almene erkendelse som specifikt struktureret af noget som ligger uden for den. Men samtidigt bliver dette udenfor ikke til andet end ideologien, d.v.s. i den :subjektive formidling. Vi kunne sætte denne ‘Nej’ets filosofi’ som en formålsparagraf, thi »der findes falske ideer om videnskab, ikke bare i filosoffernes hoveder, men også i videnskabsmændenes egne hoveder. Falske ‘selvindlysende sandheder’, som, langt fra at være fremskridtsredskaber, i virkeligheden er ‘videnskabsteoretiske forhindringer’ (Bachelard). Man må kritisere dem, ved at pege på de reelle problemer, de tilhyller under de imaginære løsninger, de udsiger«.[32] Det er denne kritiske symptomanalyse, der er Althussers forehavende — det bliver netop en symptom-analyse, fordi de ideologiske huller[33] er symptomale, og peger i retningen af det videnskabelige begreb, som skal afløse betegnelsen.

Først må vi imidlertid analysere det felt som filosofien intervenerer i – den spontane filosofi -, for at kunne anføre hvorledes filosofien udøves.

c.

Videnskabsmændenes spontane filosofi udgøres som anført af de forestillinger som videnskabsmændene gør sig om videnskabernes videnskabelige praksis og om videnskaben. Den spontane filosofi består derfor af to selvmodsigende elementer. Element l er af intern videnskabelig oprindelse, og udgøres af forestillinger, »der udspringer af oplevelsen af selve den umiddelbare og daglige videnskabelige praksis: den ‘spontane’«.[34] Her er der ikke åbent for nogen filosofisk tvivl; dette element er materialistisk og objektivistisk: man har troen på Objektets reelle eksistens; – troen på den videnskabelige erkendelses objektivitet, og troen på korrektheden af den videnskabelige metode. Det andet, element II, er derimod af ekstravidenskabelig oprindelse, omend den selvfølgelig henviser til selve videnskaben, men »det er tværtimod refleksioner over den videnskabelige praksis af filosofiske Teser, der er udarbejdet uden for denne praksis af religiøse, spiritualistiske eller idealistiske ‘videnskabsfilosofier’, som er fabrikeret af filosoffer eller videnskabsmand«.[35] Element I er et materialistisk element p.g.a. sin umiddelbare tilknytning til en specifik videnskabelig omgang med objektet. Element II er derimod idealistisk, fordi det har sin oprindelse i nogle videnskabsfilosofier, som igen på deres side hviler på specifikke praktiske ideologier,[36] det være sig i den religiøse, den moralske eller den juridiske ideologi.

I langt de fleste tilfælde er I underordnet II. Der fungerer et specielt magtforhold, hvor idealismen behersker materialismen. Det er præcist i dette magtforhold, at den materialistiske filosofi skal intervenere for at ændre magtens fordeling til fordel for materialismen; d.v.s. ved at oprette en alliance mellem den spontant materialistiske videnskab og dens materialistiske filosofi. Denne kamp praktiseres gennem en afsløring af den borgerlige ideologi, som slår igennem i det andet element; men også – som vi tidligere har analyseret – ved at fornægte videnskabsfilosofien som overordnet element. Denne overordning er nemlig et typisk eksempel på den juridiske ideologis nedslag.

Det er dette nedslag, vi er vidne til i såvel den rationalistiske som den kritiske idealisme: der er således god mening i at hævde, at det der senere skulle blive videnskabsteori, første gang formuleres af Kant i ‘Metaphysische Anfangsgründe der Naturwissenschaft’. I den idealistiske filosofi fremstår filosofien, »som den disciplin, der siger det rette om videnskaberne, eftersom den stiller det rette spørgsmål og svarer med at fremlægge de rette kriterier for den videnskabelige erkendelse. I alle disse tilfælde fremtræder filosofien således som den juridiske garanti for videnskabens rettigheder, såvel som for dens grænser«.[37]Hele dette spil om garantier, som kendetegner alle erkendelsesteorier, forbliver således udløbere eller nedslag af den juridiske ideologi, som bestandigt stiller indledende spørgsmål udefra. Althusser går så vidt som til at sige, at hele den borgerlige filosofi kun er genoptagelse af og en filosofisk kommentar til den juridiske ideologi.

Her igennem knyttes forbindelsen mellem Althussers to fjender (nemlig garantierne og subjekt-objektlogikken); det sker i retssubjektet – i subjektet og dets objekt, idet subjektet besidder sig selv og sine goder. Derved afsløres det indstiftende subjekt, som bliver løsningen på dobbeltheden mellem bevidsthedens besiddelse af sig selv og sit objekt; gennem konstitutionen bliver bevidstheden om sig selv identisk med bevidstheden om objektet. – selvbevidsthed er derfor projektet. De idealistiske filosofi handler altså kun tilsyneladende om videnskaben i videste forstand taler den om det borgerlige samfund, som det konciperes i den praktiske ideologi: jurisprudens.

Sluttelig må man spørge, hvorvidt sådanne analyser vil kunne befordre videnskaben, og om det er muligt at etablere en alliance. Når fysikeren i stedet for at tale om objekt/teori/metode taler om erfaring/ modeller/teknikker. afslører han tilstedeværelsen af en idealistisk forskydning. men ændrer det noget som helst ved hans videnskabelige praksis?

Man kan gøre det klart for videnskabsmændene, at element II behersker element I, og at element II er organisk forbundet med filosofier, som udnytter videnskaberne til apologitiske formål. Hvis dette er en rigtig erkendelse, da er det klart, at også videnskabsmanden er interesseret i at bringe element I i forgrunden, da det jo er et intravidenskabeligt element – et materialistisk element.[38] Problemet er alligevel, hvorvidt en materialistisk position automatisk er en investering til fordel for »masserne« (sic!) – vi vil hævde, at det ikke skulle være umuligt at opspore situationer, hvor den praktiske ideologi POLITIK intervenerer uhensigtsmæssigt i relation til videnskaben. Imidlertid er det vigtigt at påpege, at den materialistiske filosofi heller ikke unddrager sig den praktiske ideologi: her bliver det politikken. Filosofien er i sidste instans klassekamp i teorien,[39] og i klassekampen tager man et standpunkt.


[1] Når jeg nu anvender kategori er det begrundet i, at det skal vise sig, at der ikke er tale om et videnskabeligt begreb, men om en filosofisk kategori. Samtidigt praktiserer vi filosofi, som til sit »væsen« er differerende.

[2] Regnaults fejl er, at han mister brudkategoriens første aspekt (Bachelards brud) og udelukkende focuserer på den rekurrentielle genfordeling – på den videnskabshistoriske fasespecifikation. Ved denne prioritering mister brudkategorien sin radikalitet, og det er – som vi vil demonstrere – symptomalt, at Althusser vil bibeholde begge aspekter: Det er ikke kun forskellen mellem videnskab og ideologi, der står i rampelyset, men tillige forskellen mellem det videnskabelige og det ideologiske; de 2 forskelle er ingenlunde identiske. Det er en demarkationslinie, som vi må trække i Althussers diskurser – en demarkationslinie mod hans teoricistiske huller.

[3] Måske det mest fundamentale træk hos Foucault. Se hertil: »Archeologie du savoir«, p. 216 ff og «Vorwort zur deutschen Ausgabe« af »Les mots et les choses«, p. 13.

[4] Se f.eks. Derrida i ‘Positions’, Paris 1972, p. 35, d. udg. i ‘Strukturalisme’ p. 248. »Jeg tror ikke på det endelige, afgørende brud, et unikt ‘epistemologisk snit’, som det ofte siges idag. Snittene genindskriver sig altid, uundgåeligt, i et gammelt væv, som stadig, uophørligt må nedbrydes. Denne uophørlighed er ikke en tilfældig eller vilkårlig ulempe; den er væsentlig, af systematisk og teoretisk art. Dette ophæver dog ikke visse snits relative nødvendighed, – af fremkomsten eller af definitionen af nye strukturer.«

[5] Den såkaldte ‘ungdomskriftsmarxisme’ som har mange repræsentanter. Althusser konfronteres direkte af Sartre, Séve, Garaudy og Lewis. Althusser kan for eksempel vende sig polemisk mod Sartre og hævde, »at selv om Sartre ‘tænker’ efter Marx og Freud, er han paradoksalt nok på mange punkter – filosofisk set – en præmarxistisk og præfreudiansk ideolog.« ‘Reponse a JL’, p. 44. ‘Marxisme og klassekamp’, p. 52. Man kunne tilføje, at såvel Marxs som Freuds epistemologiske snit skulle have bevirket et brud for Sartre. Når det ikke er tilfældet kan hans filosofi komme til at afspore teoriernes udvikling.

[6] LIC I, p. 129.

[7] Man kan opspore forskellige formuleringer. Se ‘Pour Marx’, p. 165-175.

[8] Reponse a John Lewis, p. 55. ‘Marxisme og klassekamp’, p. 59.

[9] Lire le Capital I, p. 90.

[10] ibid p. 6.

[11] ‘Pour Marx’, p. 161-225. ‘For Marx’, p. 137-199.

[12] ‘Sur le travail theorique’, op. cit. p. 13.

[13] ‘Positions’, p. 35-49.

[14] ibid p. 43.

[15] Dette er uhyre vigtigt: filosofien skelner ikke mellem videnskab og ideologi (vi vil forklare dette senere!) Imidlertid er der tale om nogle terminologiske uklarheder, fordi Althusser ikke tager skridtet fuldt ud og kalder de idealistiske filosofier: Ideologi. Det er problemet om ‘Conception du monde’, der spiller ind. I interviewet taler han om to tilværelsesopfattelser: den idealistiske og den materialistiske (Leninistisk ortodoxi). Der må udarbejdes en mere stringent hierarkisering mellem CDM (conception du monde) PSS (philosophie spontanee des savants) og Element I og Element II og endelig den materialistiske filosofi! Det nærmeste er analysen af Monod.

[16] Réponse a John Lewis, p. 56.

[17] F. eks. i ‘Contradiction et surdetermination’ samt i ‘Ideologie et appareils ideologique d’etaf.

[18] Est-il simple d’etre marxiste en philosophie, p. 16.

[19] ibid p. 16.

[20] Formuleringen stammer fra Foucault, hvis projekt dog er det modsatte: »Det som jeg ville opnå, var at klarlægge et positivt ubevidst for viden: et område som låner videnskabsmandens bevidsthed og alligevel er en del af den videnskabelige diskurs – dette i stedet for at strides om dens værd og forsøge at forringe dens videnskabelige kvalitet.« ‘Vorwort zur deutschen Ausgabe’, op. cit. p. 12. Disse bemærkninger hører selvfølgelig sammen med Foucaults projekt overhovedet, og han kritiserer alle andre former for videnskabshistorie end sin egen ‘arkæologi’. Det vigtigste er hans påpegning af, at det ikke kan lade sig gøre at rense en diskurs ubevidste bort fuldt ud: Gjorde man det, er det ikke længere en videnskabelig diskurs – den har konstitutionselementer uden hvilke den ikke ville være videnskab og disse konstitutionsbetingelser er historiske omend apriori. Jævnfør ‘L’archéologie du sacoir’, p. 167, (»på denne måde spiller posiviteten rollen som det man kunne kalde et historisk apriori«).

[21] Lenin skelner som bekendt mellem relativ og absolut sandhed, og denne skelnen skal fungere mod idealismen, idet det at antage objektiv sandhed på en eller anden måde er identisk med materialisme. Se ‘Materialism and Empiriocriticism’, C.W., p. 14-139. (»At være materialist er at anerkende objektiv sandhed, som er overført til os via vore sanseorganer.«).

[22] Althusser: ‘Philosophie et philosophie spontanée des savants’, p. 62. ‘Filosofi, ideologi og videnskab’, p. 98.

[23] De teoretiske ideologier »er, i sidste instans, inden for teorien, omarbejdede former af praktiske ideologier, selv når de udgør ukendelige former af disse.« ibid/ibid.

[24] ibid p. 64, p. 100.

[25] ibid.

[26] ibid p. 64. Denne filosofieffekt må altså ikke forveksles med effekten på det videnskabelige niveau: erkendelseseffekten. På samme måde som han taler om en tankekraft taler han også om en »filosofisk kraft« (106-147). Den radikale forskel på filosofi og videnskab, som kommer klarest til udtryk i ‘Lenine et la philosophie’ (1969) har allerede her (1967) sit klare udtryk.

[27] Althusser: ‘Philosophie et philosophie spontanée des savants’, p. 49, 85.

[28] ibid p. 50. 86.

[29] Det er her Althusser ikke slår til som en marxistisk strategi over for videnskaberne. Hans filosofiteori er ikke tilstrækkelig som strategi, – her må hans teori suppleres.

[30] Overgangen fra videnskabelig ideologi til filosofi, behøver en mere gennemgående behandling. Se p. 34, 168, p. 76, 110, p. 100, 140.

[31] Philosophie et philosophie spontanée des Savant, p. 100, 140.

[32] ibid p. 34—67.

[33] »En ideologisk sætning (proposition) er en sætning, der, alt imens den er symptom på en virkelighed, der adskiller sig fra den virkelighed, den tager sigt på, er en falsk sætning, forsåvidt den går på det objekt, den tager sigte på.« ibid p. 20 f, 52.

[34] ibid p. 100, 140.

[35] ibid p. 101, 141.

[36] De praktiske ideologier »fungerer som praktiske normer, der styrer menneskenes konkrete holdning og stillingtagen over for de virkelige ting og de virkelige problemer i deres sociale og individuelle eksistens, og i deres historie.« ibid p. 26, 59.

[37] ibid p. 92, 130.

[38] Igen må man understrege, at hvor relevant en sådan ideologikritik end er, så er den ikke tilstrækkelig. Den kan ikke afklare videnskabens samfundsmæssige relation. Når Althusser »overser« dette moment er det en klar forlængelse af hans projekt. Han vil ikke anerkende et begreb om kapitalistisk videnskab. – Han underkender, at såvel omgangen med objektet som objektet selv er determineret.

[39] Se hertil »Réponse a John Lewis«, p. 56.