Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

7. MOD EN TEORI OM FILOSOFIEN ELLER FALDETS KOMIK!

I ekskursen om filosofibegrebets odyssé, fik vi beskrevet, hvorledes dette begreb hos Althusser, fra at være en teori om videnskaben bliver til en teori om sig selv. Filosofien opgiver sig selv, fordi den erkender sig selv som et umuligt nivo, og kan derigennem kun begribes i faldet fra dette nivo – faldets komik: filosofien er ikke andet end ‘faldet’: Idet han (filosoffen) ved. han falder, forsøger han at ‘opfange’ sig selv i en teori om faldet (nedadstigende dialektik etc.), og han ‘falder’ ikke desto mindre!«[1] Filosofien eksisterer i sit fald, i sin praksis, og filosofferne kan fremhæve, at vi handler »for at forsvinde i vores intervention«[2] Filosofien lader sig ikke demonstrere. Den udøves. Man kan ikke lære filosofien – forstået som en positiv teori »thi den eksisterer kun som sin praksis«.[3]

Disse formuleringer er hentet fra ‘Philosophie et philosophie spontanée des savants’. og her er der stadigvæk tale om en filosofisk teori om filosofien; men i ‘Lenine et la philosophie’ ser vi elementerne til en ikke-filosofisk teori om filosofien dukke frem. Kernen i denne konstitution må altså søges i forskellen mellem de to skrifter; – ‘La philosophie comme arme de la revolution’ befinder sig her i mellem, men afslører nøjagtigt skiftet uden at erkende spillet, fordi artiklen satser på begge heste. Hvad er det da for heste eller faktorer, der deltager i dette spil?

I ‘Philosophie et philosophie spontanée des Savant’ (1967) »defineres filosofien ud fra en dobbelt forbindelseslinie: til videnskaberne og til de praktiske ideologier«[4] I ‘La philosophie comme arme de la révolution’ (1968) »repræsenterer filosofien klassekampen i teorien«,[5] men klassekampen er her stadigvæk subjektiv formidlet gennem tilværelsesopfattelsernes repræsentanter på det teoretiske plan. Det var en kritik af denne subjektive formidling af samfundsmæssigheden, som vi formulerede tidligere, og vi opfattede den som reminiscenser af Bachelards psykologisme. Denne forsvinder imidlertid helt i ‘Lenine et la philosophie’ (1969), hvor det hedder, »at i hans (Lenins) øjne repræsenterer filosofien klassekampen, dvs. politikken«.[6] Her kommer politikken ind i en direkte relation, og skal ikke som tidligere via ideologien. De endelige bestemmelse af filosofien finder vi som bekendt i ‘Réponse a John Lewis’ (1973): »Filosofien er i sidste instans klassekamp i teorien.«[7] Denne bevægelse er politikkens triumftog.

Denne bevægelse viser sit tydelige spor. Den afslører selv, at det ikke er tilstrækkeligt, at lade samfundsmæssigheden reflekteres gennem de praktiske ideologier. Men samtidigt er det en klart logisk udvikling, som tager sit naturlige udgangspunkt i det faktum, som blev formuleret i ‘Philosophie et philosophie spontanée des Savant’: Selv den materialistiske filosofi med alle dens interventionspotenser udnyttet eller eksploiterer videnskaberne i kraft af en praktisk ideologi: den politiske ideologi.

Den markante prioritering af den ideologiske kamp – som Althusser har lært af Lenin, Mao. men måske mest af Gramsci – opgives ikke, men klassekampen tillægges et mere direkte indslag i og kommando over filosofien – (den filosofi som han trods alt igennem hele sin produktion har forsøgt at finde åndehuller for). Althusser har besluttet sig til at acceptere, at al filosofi fundamentalt set er politisk. Dette afsløres klarest i hans svar til John Lewis. hvor det er intentionen at anvise solidariteten mellem teoretisk revisionisme og politisk reformisme. Althusser skal som filosof ikke længere koncentrere sig om Marx-eksegese, men fungere direkte i partiets kamp mod reformismen. Samtidigt er der tale om et forsvar for partiets rolle, og han må siges at være helhjertet leninist; det bliver nu klart – hvis ikke før at det ikke er John Lewis, der er genstand for kritik (hans angreb er blot en kærkommen lejlighed) men selveste Sartre og Séve – altså de subjektivistiske afvigere.

I sit svar til John Lewis praktiserer Althusser FILOSOFI. Han forsøger ikke at etablere en filosofisk teori om filosofien som i ‘Philosophie et philosophie spontanée des Savant’. men han praktiserer filosofi i kraft af en teori OM filosofien, som er produceret i ‘Lenine et la philosophie’.

Althusser har efterhånden gjort sig klart, hvad filosofi er, og hvad det vil sige at være marxistisk-leninistisk filosof. Idag ville han aldrig kunne forsøge at uddrage den marxistiske filosofi – end ikke ud fra arbejderklassens konkrete erfaringer.[8] Han har forstået, hvorfor den marxske filosofi eller dialektik aldrig blev skrevet.

a.

Althusser har helt fra sine første skrifter påpeget relationen mellem filosofien og videnskaben, så dette er altså ikke nyt. Det nye er. at han vil fremsætte »en teori om filosofien som en vej. der ingen vegne fører«;[9] dvs. en teori om filosofien som – med Dietgens ord – ‘den Holzweg der Holzwege’.

Filosofiens relation til videnskaben var ikke tidligere noget egentligt problem for Althusser. Han formulerede en håndfast teori om dette forhold; Filosofien er altid bagefter (‘en retard’). Ligesom filosofien hos Hegel ikke kan indhente livet, det reale, dvs. forynge det, men må nøjes med at erkende, – således kan filosofien heller ikke indhente videnskaben hos Althusser. Filosofien skal gennem en urolig nat og står først op i dæmringen.[10] ‘En retard’ er Althussers anden metafor, og sammen med fødselsmetaforikken skal den betegne og kompensere det manglende videnskabelige begreb for det epistemologiske snit og dets effekter.

Vi har tidligere behandlet hans dobbeltmetafor, så vi vil undlade at kommentere den yderligere men blot undersøge, hvilke effekter det må have for en Marxreception, at man hævder, at der er tale om et epistemologisk brud/snit hos Marx, samt at hans teorihistorie altså må kunne bestemmes via dagsmetaforikken.[11] Hvorledes er relationen mellem den marxske videnskab og den marxske filosofi set i dette lys?

Den marxske filosofi findes jo ikke, – men stilles den i udsigt? Er det den marxske filosofi, der projekteres i den 11. Feuerbachtese: »Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, det gælder om at forandre den.«[12] Hvor bliver denne filosofi af? – Den kom aldrig, og det skyldes, at »det som er annonceret i Teserne om Feuerbach, det er, i et nødvendigvis filosofisk sprog en deklaration om et brud med enhver ‘interpretativ’ filosofi, altså noget helt andet end en ny filosofi En ny videnskab, historievidenskaben, som Marx skulle fremlægge d første endnu uendeligt skrøbelige fundamenter til i ‘den tyske ideologi’.[13] Dette er et konkret eksempel på faldet: Marx kan ikke producere en filosofi; idet han skal udsige noget med erkendelseseffekt, må han bedrive videnskab. Dette er – vil vi foreslå – kernen i Althussers renonceringer over for John Lewis med hensyn til det epistemologiske brud.

Derfor kan Althusser sige, at »det er den filosofiske revolution, som styrer det videnskabelige snit«.[14] Men dette er altså et brud med hans tidligere opfattelse af den relation mellem videnskab og filosofi, som ville stille følgende i vente: i) Marx’ etablering af videnskaben (historievidenskaben) burde fremprovokere en vigtig filosofisk revolution, ii) Den skulle i følge vore empiriske erfaringer slæbe efter – være forsenet i forhold til videnskaben, iii) Tiden er inde til at vi kan vente den marxistiske filosofis gennembrud.

Det er overvejelser som disse, der har været ledetråden i Althussers arbejder i den tidlige fase: Nu var tiden inde til at producere denne filosofi o.s.v. Det. som han nu er nået til erkendelse af, er præcist, at dette fravær er symptomalt og altså ikke tilfældigt. Den marxske filosofi er nemlig ikke en ‘behagelighedens’ filosofi, som blot snylter på videnskaben.[15] Man kan sige, at Althusser ikke hidtil har forstået, hvad det egentlig ville sige, at den marxistiske filosofi er til stede i praktisk tilstand, fordi han har ligget under for sin egen teoricisme, og udelukkende har forestillet sig en dialektik eller logik i denne forbindelse. Derfor så han ikke, at filosofi er politik (videnskaben er jo ikke politik i Althussers regi).

At filosofi praktiseres er en ny erkendelse, og han forstår pludselig det politiske element. Han kan derfor sige om Marx, at »hans filosofiske udvikling er styret af hans politiske udvikling«.[16] Problemet består altså ikke længere i at uddrage denne marxistiske filosofi, men i at forstå, hvorledes denne »filosofi« praktiseres af arbejderklassens forkæmpere.

Projektet er nu en ikke-filosofisk teori om filosofien. Althusser mener, at Lenin har formuleret ledetråden mod en egentlig etablering af en sådan teori. Vi vil derfor igen vende os til hovedproblemet efter således at have argumenteret for, at ‘Réponse a John Lewis’ ikke er et »dårligt« filosofisk skrift (det lægger ikke meget til den althusserske teori som sådan – det er nemlig ikke teori, men filosofi i funktion!)

b.

Frem mod en bestemmelse af filosofien, kan man konkluderende fremhæve, at filosofien er dobbeltbestemt: dels i relation til videnskaben og dels i relation til klassekampen. Det er denne sidste komponent, der er en ny faktor, – en faktor som tidligere først blev udgjort af praktiske ideologer og senere eksplicit af politik. Det er vigtigt at understrege, at relationen til videnskaben – omend dette er en privilegeret relation og uomgængelig for en karakteristik af filosofien – ikke er en tilstrækkelig bestemmelse. Det er ikke en tilstrækkelig karakteristik, at lade filosofien fæstnes i relationerne på det teoretiske nivo – mellem videnskaberne og de teoretiske ideologier der er en anden og ligeså vigtig relation, som må analyseres: Forholdet til klassekampen – til politikken. Denne opdagelse ligger i kim i ‘Philosophie et philosophie spontanée Savant’ i forståelsen af, at det er den praktiske ideologi – politik – der er styrende for den materialistiske intervention, men den udfoldes først klart i ‘Lenine et la Philosophie’.

Althussers produktion af en ikke-filosofisk teori om filosofien er en egentlig læsning af Lenin, med det formål at opspore filosofien i funktion. Det er Althussers tese, at Lenin er foragtet af universitetsfilosofien, fordi han afslører dem, og ikke så meget fordi han er uskolet og sine steder førkritisk. Når Lenin kan tillade sig at argumentere førkritisk, er ikke desto mindre en logisk implikation af den teori om filosofien, som han argumenterer for.

Der findes nogle specifikke teser om filosofien hos Lenin, som måske kan lede os på sporet af denne teori. Bl.a. hævder Althusser om Lenin, at denne i ‘Materialism and Empiriocriticism’ støtter sig til en tese om, at »filosofien er ikke en videnskab. Filosofien er adskilt fra videnskaberne. De filosofiske kategorier er adskilte fra de videnskabelige begreber«.[17]

Vi må anse denne tese for at være uhyre væsentlig, fordi den udsiger irriduktibiliteten mellem filosofi og videnskab. Den sætter filosofien som et nivo, som den videnskabelige erkendelse ikke kan reducere bort. Det befordrende eksempel er her materiekategorien. Selvom det videnskabelige begreb ‘materie’ er forsvundet i videnskaben, har dette ikke nogen indflydelse på den filosofiske kategori. Materiens bortgang bliver dermed ikke nogen filosofisk krise,[18] og da slet ikke nogen kritik af den materialistiske filosofi. Filosofiens materialisme er ikke afhængig af, om det i den videnskabelige omgang er forstandigt at opretholde et materiebegreb, thi »materiekategorien kan ikke forandres. Den er ‘absolut’«.[19] Det er tillige i denne forskel, at den vigtige distinktion hos Lenin mellem absolut og relativ sandhed hviler. Lenin kan hævde en videnskabelig absurditet, nemlig at vi har absolut sandhed, selvom det er en kendsgerning, at denne sandhed er relativ og forandrer sig historisk; det kan han, fordi den absolutte sandhed er et filosofisk mellemliggende og ikke et videnskabeligt. Hvis man altså er i stand til at skelne mellem de videnskabelige begreber og de filosofiske kategorier, opstår der ikke en modsigelse i Lenins kategorier.[20]

En anden tese hos Lenin angår det privilegerede forhold mellem filosofien og videnskaberne og her specielt den materialistiske filosofi, privilegier. At der skulle være tale om særlige privilegier, er det svært at opspore holdbare argumenter for; og det forbliver da også filosofiske postulater hos Lenin, (som at al videnskab nødvendigvis er materialistisk). Selvfølgelig kan man ikke anføre idealistiske videnskabeligheder. så dersom logikken kun kan udspilles i dette rum. så er der tale om materialisme. Den kan så igen på sin side ikke bestemmes nærmere. end til at »materialismen, det er ganske enkelt videnskabsmandens punktlige forholden sig til sit objekts realitet«,[21] – dvs. til at han faktisk ikke tvivler på. at der er tale om et objekt uden for ham. Det betyder blot, at man (i filosofien, thi det er tale om filosofiske kategorier) prioriterer i kategoriparret ånd/materie.

For Lenin er der ikke andre muligheder: det er et enten eller, og derfor er filosofien altid enten idealistisk eller materialistisk. Denne tredie tese kan man allerede finde hos Engels i hans ‘Ludwig Feuerbach’, men Lenin går så vidt som til at hævde, at hele filosofihistorien i sidste ende kan reduceres til en kamp mellem idealisme og materialisme; hvilket er det samme som at sige, at »filosofien ikke har nogen egentlig historie«.[22] Thi hvad er indholdet i en historie som blot er en repetition af sammenstød mellem to fundamentale tendenser. »I sidste ende har filosofien igen historie, – filosofien er dette underlige teoretiske sted, hvor der egentlig ikke hænder noget. At sige at der ikke indtræffer noget i filosofien, det er at sige, at filosofien ingen vegne fører, fordi den ikke går nogen steder.«[23] Derfor havde Dietgen ret i at forstå filosofien som ‘Holzwege’ – veje som ikke fører nogen steder hen.

Når filosofien ikke er andet end valpladsen mellem to modstridende tendenser, kan man vel ikke tale om, at filosofien har et egentligt objekt (på samme vis som en videnskab har et objekt), og man kan der for ikke føre bevis for materialismens yderste principper, og faktisk heller ikke falsificere idealismen. De mest fundamentale principper kan ikke gøres til genstand for nogen erkendelse på samme måde som videnskabelige elementer: Derfor kan Althusser for alvor sige, at filosofien aldrig tager fejl etc. »Filosofien har altså ikke noget objekt. Men alt hænger sammen. Hvis der ikke hænder noget i filosofien, er det just fordi den ikke har noget objekt.«[24]

Filosofiens anden relationalitet aftegner sig præcist i forholdet mellem tendenserne, thi i enhver diskurs hersker der et dominansforhold mellem idealismen og materialismen. Der er tale om et magtforhold, og et magtforhold har ikke noget objekt, men er noget POLITISK; – det besidder en instans, som netop er magten og tilmed et mål, som er magtens virkninger. Det er forståelsen af dette magt-spil, der er det egentlige nye, som Lenin opdager til forskel fra Engels, som reflekterede den første relation (nemlig filosofiens relation til videnskaben); den politiske dimension tilkommer Lenin, – forståelsen af, at filosofien er en specifik praksis.

Den filosofiske praksis er en intervention på det teoretiske område, men en dobbelt intervention: dels en teoretisk., hvor man udformer kategorierne – hvor man etablerer kategorier, som netop består i at drage en demarkationslinie mellem det videnskabelige og det ideologiske. »Det er den materialistiske filosofi, som trækker denne demarkationslinie for at beskytte den videnskabelige praksis fra den idealistiske filosofis angreb, – det videnskabelige fra det ideologiskes angreb.«[25]

Filosofien ofrer sig selv – den ophæver (annullerer) sig i det intet (rien) som den producerer: interventionen er det filosofiske intet, for en demarkationslinie er jo i virkeligheden intet: »End ikke en linie, end ikke et tracé, men det enkle faktum at demarkere sig. altså tomrummet fra en afstandtagen. Denne afstand sætter sit spor i den filosofiske diskurses distinktioner«. Filosofien er en differeren; den er »en forsvindende traceringsoperation, den er sin omplaceren«.[26] Denne intervention er forskellig i videnskabernes historie; thi de termer, som betegner det videnskabelige og det ideologiske, må hver gang tænkes om! Skulle man tale om en historie om filosofien ville det da være historien om dé forsvundne demarkationer, der har haft reel virkning. Filosofien kan ikke undgå at tage parti, idet den består i at tage parti. Her kolliderer Lenin og Althusser med al tidligere filosofi, som netop ser det som sin pligt ikke at tage parti – at være neutrale; kort sagt: at fornægte deres faktiske praksis.

Det er analysen af dobbeltrelationen (til klassekampen og videnskaben), der udgør begyndelsen til en teori om filosofien. Man kan da sige, at den 11. tese om Feuerbach ikke profeterer en ny filosofi men en ny måde at praktisere filosofi på: som led i kampen for at forandre verden!


[1] ‘Philisophie et philosophie spontanée des Savant’, p. 17, 48.

[2] ibid p. 19, 51.

[3] ibid p. 28, 61.

[4] ibid p. 27. 60.

[5] ‘Positions’, p. 43.

[6] »Lenine et la philosophie«, p. 42.

[7] Réponse a John Lewis«, p. 56. ‘Marxisme og klassekamp’, p. 59.

[8] I »Sur la travail theorique« (1967) fandtes filosofien som omtalt i klassikernes teoretiske værker, men tillige i de konkrete klassekampserfaringer. Det første skridt bort fra teoricismen.

[9] Lenine et la philosophie, p. 13.

[10] Jævnfør Hegel: ‘Grundlinien des philosophie des Rechts’, Werke 7, p. 28.

[11] Dagsmetaforikken har tillige sin grund hos Bachelard i dennes skelnen mellem videnskab og filosofi. – Jævnfør Dominique Lecourt: »Bachelard. la jour et la nuit«, op. cit.

[12] Marx, MEW 3, p. 6. ‘Den tyske ideologi’, p. 12.

[13] ‘Lenine et la Philosophie’, p. 18 f. Man kunne bemærke, at Althusser altså ikke taler om, at den historiske materialisme er etableret fiks og færdig i ‘den tyske ideologi’.

[14] Réponse a John Lewis, p. 56. ‘Marxisme og klassekamp’, p. 60.

[15] Vi låner her ammunition fra Bachelards opgør med de filosoffer som blot sympatiserer den spontane filosofi (i bedste fald).

[16] ‘Réponse a John Lewis’, p. 57, 60. Politikkens mellemværende præger i endnu højere grad ‘Sur evolution de jeune Marx’ i Autokritikken, som ikke harmonerer med de bastante formuleringer fra ‘Sur le jeune Marx’ i ‘Pour Marx’.

[17] ‘Lenine et la Philosophie’, p. 28.

[18] Dette er kernen i fysikkens krise på det tidspunkt, hvor Lenin intervenerer (1908). Hos Lecourt. som vi senere vil behandle, finder vi nærmere diskussion af de udkast som Althusser leverer. Se hertil ‘Une crice et son enjeu’, op. cit.

[19] ‘Lenine et la Philosophie’, p. 29.

[20] Rækkevidden i denne distinktion – hvis den vel at mærke holder – er uoverskuelig.

[21] ‘Lenine et la Philosophie’, p. 22. Det er det samme argument som i ‘Philospohie et philosophie spontanée des Savant’ tjener til at godtgøre den materialistiske filosofis solidaritet med den spontane filosofis l’Element: den umiddelbare omgang i den specifikke videnskabelige produktion.

[22] ‘Lenine et la Philosophie’, p. 34.

[23] ibid.

[24] ibid p. 35.

[25] ibid p. 39.

[26] ibid p. 40.