Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

At bemestre kroppens felt

Siden det industrielle gennembrud er sporten blevet den mest påfaldende og populære legemskultur[1], og i det seneste tiår (1970erne) er sporten endda ved at blive den mest demonstrative kropskultur, idet den almindelige iscenesættelse af kroppen i feltet bliver bestemt af en sportslig attitude: Sporten kan blive arbejde, sportstøjet dominerer moden, og omgangsformerne får sportslig karakter; selv det politiske spil er i efterkrigstiden blevet mere og mere sportsliggjort. Samtidig med den nye følsomhed bliver sporten associeret med legemsøvelser[2], men det er en association, som kun er gyldig for den moderne sport.

Den klassiske ”sport” opstod i England som betegnelse for landadelens fritidssysler – eller de sysler, som vi retrospektivt vil betegne som fritidssysler, thi for de involverede var disse sysler og tidsfordriv selve livet og også deres “arbejde”, selvom dette “arbejde” bestod i at distancere sig demonstrativt fra det produktive arbejde og markere social prestige. Da den moderne sport opstår i England i midten af 1800-tallet er den helt præcist knyttet til den halve ugentlige fridag, som arbejderklassen tilkæmper sig. Sporten var med andre ord ikke tidligere associeret med legemet[3]23, men med tiden og med spillet som tidsfordriv og etikette.

Dette er rationalet i den udbredte fordom, som siger, at sporten i modsætning til idrætten knytter sig til redskabet mere end til legemet. Det afgørende er imidlertid ikke redskabet, men relationen mellem legemet og redskabet, det vil sige kroppens felt som sådan, som tilmed omslutter den figur, som legemet udgør til elementerne i rummet, til rummet, til tiden og til hastigheden. Sporten har ikke specielt noget med legemet at gøre, men med kroppens felt. Idrætten er heller ikke reducerbar til legemets øvelser i vores moderne forståelse. Den nordiske idræt omfatter på linie med den græske gymnastik[4] mere end det, vi nu til dags associerer med disse ord. Det musiske felt er også involveret. At mestre en idræt vil sige at kunne beherske en bestemt funktion: legemsøvelser, fremsige kvad, skære stegen for etc. Når man reducerer alle disse kunster til legemsøvelser i moderne forstand, er det blot endnu et udtryk for nogle markante tendenser i den industrielle kapitalismes tendens til at reducere menneskers alsidighed til deres kreaturagtige kropslige arbejdskraft.

Når man bliver mester i en idræt, betyder det med andre ord, at man bemestrer[5]kroppens felt på den ene eller anden måde. Man har udviklet sin beherskelse[6] af bestemte funktioner til en grad, hvor man har kontrol over feltet; men denne kontrol kan oparbejdes på forskellig vis, og processen er aldrig afsluttet, da der altid vil være noget, som man ville kunne udvikle til en mere perfekt form. Det kan lade sig gøre at bemestre feltet ved at udvikle nogle få evner ekstremt, ved at udvikle en harmonisk alsidighed, ved at vægte forskelligt. Målet er altid denne kontrol og bemestring af feltet, og i feltet er selve legemet blot et moment blandt andre – om end udgangspunktet. Til forskel fra sporten, som bestemmes af et forhold mellem legeme og redskab, bestemmes idrætten altid udfra legemets kraft og evner, som så i anden omgang iscenesættes.

I modsætning til sporten har idrætten egentlig ikke nogen speciel relation til tiden andet end tiden som koordinat i kroppens felt. Sporten relaterer sig til forbrug af tid, til fordriv af tid, men ikke nødvendigvis til forbrug målt i tid. Idrætten relaterer sig til udviklingen af forskellige kunster og indebærer således et dannelseselement, som ikke kan universaliseres, da det tilhører en bestemt kultur. Sportens abstrakte kvantitative karakter har sit udgangspunkt i en bestemt kultur, men er ikke kulturbundet og kan derfor universaliseres. Resultatet af disse to aspekter af kroppens iscenesættelse i feltet bliver en focus på kroppen som sådan – på kroppen, som agerer i feltet. Helheds- eller feltbetragtningen forsvinder gennem en reduktionsproces ti 1 et centrum for aktivitetspotentiale. Denne individualiseringsproces skaber samtidig det moderne homogene menneskebillede, hvor hver enkelt kan identificeres ved den fysiske krop, og hvor kroppens placering i feltet bliver mindre afgørende. Kroppen bliver et centrum og en referent, som man så udstyrer med individualitet i form af “sjæl”. Man puster liv i kroppen gennem påvirkninger, og dette livspust fornys gennem den hysteriske hang til frisk luft, hvor livspustet bliver bekræftet i den guddommelige natur og selve livet dermed bliver bekræftet. Det vesterlandske begreb om hin enkelte er på linie med denne sekulariserede krop, som så skal disciplineres ved at udstyre den med nogle egenskaber eller ved at installere nogle tvangstanker eller ved at forme den fysiske krop eller ved at foreskrive kroppen nøjagtige adfærdsmønstre i feltet.

Kroppens felt kan beherskes fra et centrum, men dette centrum er ikke nødvendigvis placeret i kroppen. Kroppen kan fjernstyres fra sidelinien eller fra oplægget; derfor er det afgørende at erkende, at kroppens felt ikke er identisk med legemet, og at bemestringen af feltet ikke er identisk med, at den udøvende krop dirigerer sine aktiviteter. Faktisk er direktionsmønsteret ved at blive mere og mere diffust samtidig med, at der lægges større og større vægt på at forbedre direktionen, da selve resultatet er indbygget ikke bare i kroppens potentialer, men i beherskelsen af feltet. Et system af relativt dårlige kroppe kan i et konfliktspil yde mere end et tilsvarende system af relativt gode kroppe, dersom direktionen af feltet er overlegen.

Samtidig med at man i den teoretiske litteratur kan opleve en opløsning af sin enkelte krop udstyret med sit eget centrum – en opløsning som for eksempel er tematiseret i psykoanalysen, i marxismen og i strukturalismen – kan man se, hvorledes man også i praksis dirigerer kroppens felt et andet sted fra. Pointen er, at man hele tiden forsøger at samle trådene, at skabe et centrum, men det afhænger af en mængde faktorer, hvor det nu er mest effektivt og succesfuldt at placere dette centrum, og hvornår man må uddelegere kompetence til andre centraler.

Den eksplicitte dyrkelse af legemet og forsøget på at centrere opmærksomheden omkring kroppen er med andre ord selv udtryk for en trang til individualitet og bekræftelse på det unikke og dermed et led i den flugt ind i individualismen, som kendetegner vores tid på godt og ondt. Frigørelsen fra fremmedbestemmelsen – autonomi i modsætning til heteronomi – kommer til udtryk som en sidste hang til privat ejendom: Min krop til forskel fra alle andre kroppe.


[1] Den bestemte form for iscenesættelse af legemet, som kendetegner en bestemt kultur.

[2] Bestemte øvelser for legemet i en bestemt legemskultur.

[3] Den fysiologiske krop med huden som grænse. Legemet indgår i en figur, hvor sjælen er definitorisk opposition og adskiller sig dermed fra kroppen, som denne bredere betegnelse bruges her.

[4] Betegner her en bestemt type legemsøvelser. For så vidt angår den antikke kropskultur, betegner gymnastik den praksis, som skal styrke legemet i modsætning til den praksis, som skal styrke sjælen.

[5] At bemestre betyder at beherske formen for beherskelse – en potenseret beherskelse og en ophævet beherskelse. Bemestringen er et mål i sig selv og respekterer objektet. Bemestringen er mere reflekteret end beherskelsen.

[6] Kendetegner en intention, en bestemt tendens inden for nyere vestlig tankegang. Man behersker for eksempel naturen ved at kende dens strukturer og processer, og dermed har man mulighed for at frigøre sig fra dens tvang. I modsætning til intentionen om at bemestre, er beherskelsen et middel til noget andet og en form for distance.