Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Den gryende sportsforskning

Den socialpædagogiske holdning, som den ministerielle strategi i forhold til idrætslivet lægger for dagen, er endnu et udtryk for, at idrætten tilordnes fremmede formål. Intentionen er en kontrol med fritidslivet, og dersom man kunne finde andre midler, ville det gøre idrætsområdet mindre relevant.

Idrætslivet er imidlertid et privilegeret område, fordi det producerer en lang række af de egenskaber, som er heldige for et samfundsliv; det gælder for eksempel disciplin, påpasselighed, årvågenhed, fysisk styrke; men det gælder også almindelige evner til social omgang, til at passe i et team, til at acceptere udskiftning, at præstere maksimalt i bestemte tidskvanter, at bruge pauser til koncentreret rekreation og således videre. Idrætten er et privilegeret område, men den anvendes ikke for sig selv, men netop fordi den udvikler disse kvaliteter; og dersom de samme sociale kvaliteter kunne fremskaffes mere smidigt på anden vis, ville man ikke i samme grad gøre idrætsområdet til løftestang for initiativer, som rummer fritidspolitiske kvaliteter.

Strategien og dermed den ønskede forskning skal være distanceret fra idrætslivet, og det er påkrævet for at kunne gøre idrætten til objekt og til middel for en teknologi i social beherskelse; der er imidlertid ikke noget odiøst i, at det offentlige forsøger at kontrollere det sociale liv og dermed også fritidslivet. I forsøget på at forudse katastrofer, undgå spild og uberegnelige omkostninger må man fremskaffe en bestemt viden, som sætter én i stand til at stille nogle prognoser og gisne om årsager til grus i maskineriet. Den ønskede viden er dermed en beherskelsesviden, som behersker gennem sin distance til objektet, og herigennem adskiller den ministerielt projekterede viden sig fra den eksisterende viden, som netop mangler denne distance.

Den eksisterende viden uden distance kan være den journalistiske besyngelse af idrætten, som jo kun fordobler den; det kan være organisationernes egen viden, som kommer frem ved festlige lejligheder og i årsberetninger; det kan være den resultatproducerende arbejds- og idrætsfysiologi, som forsker i at intensivere præstationsevnen gennem indgreb, hormonbehandlinger, træningsprogrammer etc. – altså hele den teknologi, som er vundet gennem den videnskabeliggørelse af sporten, som kendetegner efterkrigstiden – og man må sige, at denne forskning er et indre dynamisk element i sporten; endelig må man også sige, at den entusiastiske bekenden sig til sportens lyksaligheder, som kendetegner en del helt moderne litteratur om Sporten – og som kan samles i en helt speciel formel, som siger, at “sport er også fedt” – ikke adskiller sig synderligt fra forskellige sportsstjerners resultatfixerede bekendelsesbøger. Denne sidste bekendelse af sit tilhørsforhold til sporten indeholder ikke nogen distancering til sporten, fordi sporten her- ligesom i den statslige strategi – er et middel til erkendelse af noget andet, nemlig bekenderens psykiske struktur.

Spørgsmålet er så, om det kan lade sig gøre at omtale Sport og idrætslivet på en måde, så man kan indbefatte begge dimensioner, nemlig dels distancen, det vil sige opnå et vist analytisk niveau, og dels undgå at producere en viden, som umiddelbart kan omsættes i socialpædagogisk strategi.

Denne dobbelthed af analyse og besyngelse, af forskel og identitet, er vel bedst blevet praktiseret i forskellige diskussioner af Sport i fiktionens form, i skønlitteraturen; men det klassiske essay skulle kunne rumme den samme dobbelthed, og dét i modsætning til debatbogen, som vil overbevise og argumentere for et synspunkt. I modsætning til debatbogens påtrængende forsøg på at overbevise og vejlede gennemspiller et essay en række muligheder og iscenesætter problemstillinger uden at ville overbevise ved sin argumentationsstyrke, men vække til eftertanke. Essayet trænger sig på som en frivillig eftertanke, medens debatbogen netop er påtrængende.

Det gælder således om at genopdage essayet i diskursen over Sport, og der er tale om en genopdagelse, fordi det har eksisteret tidligere, men er forsvundet i den tiltagende videnskabeliggørelse af sporten og af Sportens diskurs. Det har fungeret som legitimation i en offentlighed, at man kan behandle Sporten seriøst og videnskabeligt, idet formen, den videnskabelige diskurs, har fungeret som legitimation for indholdet, idrætsområdet. Det er imidlertid ikke noget problem at behandle et objekt videnskabeligt. Det egentlige problem består i at få objektet til at tale på trods af, at det også kan behandles videnskabeligt.

I de senere år har offentligheden været vidne til en relativt voldsom stigning i mængden af den litteratur, som omtaler idrætsområdet og Sporten i det hele taget. Det gælder ikke kun mediernes dækningsprocent, men frem for alt mere teoretisk betonede bøger og artikler. Det er noget helt andet at skrive om sport i 1978 og så i 1982. Informationsmængden eksploderer, men det er bemærkelsesværdigt, at kildematerialet ikke er blevet udvidet tilsvarende. Der er med andre ord tale om forskellige gennemspilninger og fortolkninger af det nogenlunde samme materiale. Det skyldes i nogen grad, at det er nødvendigt at opbygge en række mere eller mindre sammenhængende ideer om sportens rolle, for at man kan afprøve disse ideer også på den helt aktuelle empiri. Det er hovedløst at give sig i kast med den bare empiri og spørge, hvem, hvor mange, hvorfor, hvordan? Den egentlige erkendelsesgevinst opnår man kun gennem anvendelse af historisk fantasi. Det gælder om at reflektere sporten i dens historiske og sociologiske sammenhæng, og denne proces kræver i udgangspunktet såvel historisk refleksion som en vis portion “vovelige” gisninger.

Den gryende danske idrætsforskning vil få vanskeligt ved at etablere sig, dersom man ikke holder sig dette problem for øje. Løsningen er ikke, at faghistorikeren uengageret sætter sig til at skrive idrætsorganisationernes historie for derigennem at kunne skrive om idræt og så legitimere sin undersøgelse gennem faghistorien. I den forbindelse står vi blot med en ny version af det “columbusæg”, som socialistiske kvindeforskere fandt hos arbejderkvinderne, eller som den socialistiske idrætsforsker kan finde i arbejderidrætten. Det nytter heller ikke, at litteraten giver sig i kast med litterære behandlinger af idrætten for ad denne omvej at tale om idræt. Man må forfølge en tese, som når for eksempel sociologen Norbert Elias demonstrerer en fredeliggørelse af den voldelige udveksling mellem mennesker, eller når adfærdshistorikeren Henning Eichberg leder efter afgørende brud i legemskulturen.

Det gælder om at beskrive en omfattende proces, som kropskulturens rytme er en del af, og være vidende om, at denne procesbeskrivelse sine steder er for grov ved detaljen og for generaliserende. Processen er en tendens, og elementerne hænger sammen i et omfattende net, som man ikke kan undgå af reducere, når man focuserer på de enkelte elementer. Det er derfor vigtigt at danne sig et overblik, og til dette præliminære arbejde egner essayets form sig og det i modsætning til artiklens focus på enkelte tematikker og den sociologiske analyse af kvantiteterne.

Hvis man vil undgå at foretage den reduktion, som består i generelt at tale om idrættens og sportens historie, som om denne kunne fremstilles som en sammenhængende proces, så må man placere interessen i en speciel problematik. Idrætten og sporten er specielle former for iscenesættelse af kroppen; forskrifter for moderne dans, den omfattende helsebølge, massageklinikkernes automatiske telefonsvarere, kropsterapierne, teoretiske essays om kroppen og så videre, er også former for iscenesættelse af kroppen – eller rettere af kroppens felt. Man må således forskyde focus fra selve sporten til hoppens felt, hvis man vil se fænomenet på en ny måde, som anvender et historisk perspektiv. Kroppen kræver en feltanalyse[1]. Kroppen befinder sig altid i et socialt felt, og det kan ikke af- grænses til hudens hylster. Kroppens placering kræver såvel den bevægende kraft som rummet, som tiden, som hastigheden. En krop i rummet er ikke bare samlingspunktet for en række kræfter og følelser, produktet af en vis historie og en vis hukommelse. Kroppen er altid placeret på en bestemt måde i forhold til et rum, som den er en del af – et rum, som oftest er led i andre rumligheder; men kroppen er i det mindste ikke til at adskille fra det umiddelbare rum, som sætter grænserne for dens bevægelse. Således indgår kroppen i nogle materielle strukturer, som den må diskuteres sammen med, fordi de er en del af feltet. Samtidig er kroppen placeret i tiden, og den ændrer sig med tiden, hele tiden. Endelig er den placeret i hastigheden, fordi dens bevægelser har et vist varierende tempo. På denne vis må man konstatere, at kroppen som felt er en privilegeret indstigningsvinkel til idrætsområdet, men man må samtidig understrege med baggrund i disse overvejelser, at kroppen ikke er en fast enhed, men præcist et felt.


[1] Speciel analytisk strategi, som forskyder perspektivet fra legemet til kroppens felt.