Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Den ministerielle sportsstrategi

De fleste mennesker opfatter kroppen som deres krop[1] – som en genstand, de har en privat ejendomsret til – en genstand, som de forvalter suverænt. Kroppens udfoldelse, dens gøren og laden, dens iscenesættelse[2], er imidlertid langt fra et privat foretagende med private interesser.

Kroppens felt gennemsyres af magtens strategier. Kroppens iscenesættelse er i høj grad et statsligt og offentligt anliggende; den statslige forvaltning overlader ingenlunde kroppens udfoldelse til hin enkelte. Det offentlige har helt præcise strategier i relation til samfundets kroppe, som det har det på næsten alle andre områder; så kroppens felt er ingenlunde et ustyret område, hvor det frie initiativ blomstrer frit.

I den statslige interesse i at relatere sig til kroppens udfoldelse ser man den samme statslige strategi[3] som på andre områder: En statslig rammestyring som kun går i detaljer i det omfang, den private organisering ikke makker ret, det vil sige alligevel ikke udfører en organisering og styring, som er identisk med den statslige strategi og interesse. Hvis den ikke-statslige, for eksempel samfundsmæssige[4] eller private organisering, handler i retninger, som ikke harmonerer med den statslige interesse, vil staten forsøge at ændre disse udviklinger. Til sin rådighed har staten forskellige strategier, og de praktiseres af forskellige ministerier.

Statens strategi i forhold til kroppens område formuleres gennem en række ministerier – det gælder for eksempel Miljø-, Undervisnings-, Sundheds-, Social- og Arbejdsministeriet – man kan egentlig sige, at alle ministerier er indblandet om end i forskelligt omfang. Men da nu sporten i den moderne industrikultur er blevet så afgørende for kroppen af rekonstitutive, rekreative og kommercielle interesser, så samlede man i 1976 den ministerielle strategi under Kulturministeriet. Initiativet var et klart led i bestræbelserne på at placere idrætten i en kultur- og fritidspolitisk sammenhæng.

I slutningen af 1960erne havde sporten og idrætslivet ikke noget med kultur at gøre; men siden midten af 1970erne er sporten blevet et af det moderne samfunds største kulturtilbud. Det er således begrebet om kultur, som har ændret sig. Opgøret med det finkulturelle, som i det væsentlige blot bestod i at anerkende folks almindelige præstationen som kunst og dermed nedbryde kunstens sociale prestige – bliver i løbet af den første halvdel af 1970erne officielt suppleret af nye dimensioner som nu idrætten. Kulturelle anliggender forstås meget bredt, og kropskulturen, som den for eksempel iscenesættes i sporten, nyder stadig større bevågenhed, og dermed er det organisationsliv, som hidtil mindre påagtet har forvaltet kropskulturen[5], kommet i søgelyset.

Den statslige styring er i sidste instans først og fremmest en økonomisk styring; men Kulturministeriets bevillinger på idrætsområdet udgør under 1% af de samlede offentlige tilskud. Langt hovedparten af den offentlige støtte kommer fra kommunerne, som også stiller faciliteter til rådighed. De afgørende statslige tilskud sker dels via tipsloven og dels via fritidsloven, og disse administreres henholdsvis af Ministeriet for Skatter og Afgifter og af Undervisningsministeriet. Den overordnede fysiske planlægning i forbindelse med idrætten sorterer under Miljøministeriet. Netop fordi der i den grad er tale om rammebevillinger, som fordeles internt i idrættens hovedorganisationer og i de omkring 10.000 foreninger, må Kulturministeriet opfatte idrætslivet som uhensigtsmæssigt forvaltet. Direkte statslige initiativer kan ikke uproblematisk kanaliseres ind i de frivillige organisationer, blandt andet fordi de er for forskellige; der findes en eksplicit ministeriel sportsstrategi, som adskiller sig fra det samlede foreningslivs modsætningsfyldte interesser.

Da nu den offentlige finansiering af idrætslivet er så uortodoks, har man sværere ved at styre området gennem direkte økonomisk styring, og ministeriet er nødsaget til at forsøge sig med en indirekte politisk kamp for at føre organisationslivet på rette vej. Den politiske kamp består dels i den begrænsede økonomiske styring, dels i udviklingen af en modoffentlighed – et “halvoffentligt idrætsliv” i modsætning til det frivillige foreningsliv (som allerede er halvoffentligt i økonomisk henseende, men ikke i forvaltningen).

I modsætning til foreningslivets modsætningsfyldte interesser i at forlyste, motionere, solidarisere eller skabe elite har ministeriet en klar social interesse, som vi i dag må betegne som socialpædagogisk. Den kan udtrykkes i formlen: Idræt for alle. Idrætten skal være et tilbud, et kulturtilbud, en statslig omsorg på det kulturelle område, og i bedste socialdemokratiske ideologi skal tilbuddet universaliseres, således at ingen udelukkes uanset alder, køn, fysiske, psykiske eller sociale forudsætninger.

Dette er ministeriets idémæssige og offensive strategi, som så følges op af to sidetemaer, nemlig den hensigtsmæssige økonomiske forvaltning og den styringsteknisk kontrollable fritidskultur. De tre dimensioner kan samlet beskrives som en socialpædagogisk interesse i at udvikle en adækvat fritidspolitik.

For at støtte strategien er det helt nødvendigt med en bestemt viden om, hvordan feltet fungerer, og i samme strategi er der derfor indlagt bestræbelser på at iværksætte produktionen af denne viden. Man støtter derfor idrætsforskning og især idrætssociologi; og denne forskning er i sig selv et led i den hensigtsmæssige økonomiske forvaltning af de offentlige tilskud. Omsorgen er ikke et forsøg på at bremse den menneskelige udfoldelse, snarere tværtimod, men den søger at skabe en kontrolleret og kalkulerbar udfoldelse, som kan passes ind i den statslige forvaltningsstrategi som sådan. Alt hvad der ligger udenfor denne strategis felt, er potentielt grus i maskineriet. Vi står her over for en moderne bureaukratisk logik, som ikke kun er statslig, men bestemt af en forvaltningsinteresse som sådan, hvad enten den praktiseres af det offentlige eller det private.

Man får let det indtryk, at de vigtigste konflikter på idrætsområdet i dag består mellem professionelle og amatører eller mellem den organiserede og den uorganiserede idræt; men disse konflikter er imidlertid overdetermineret af konflikten mellem den ministerielle strategis socialpædagogiske fritidspolitik og den frivillige idræts insisteren på selvforvaltning. Idrættens forsøg på at blive finansieret gennem sponsorer er et led i den samme konflikt. Det er påfaldende, at op mod halvdelen af dem, som dyrker uorganiseret idræt, samtidig dyrker foreningsidræt, og at mange såkaldt uorganiserede idrætsudøvere er med i den offentlige iscenesatte idræt i aftenskoler, ungdomsklubber og -skoler med videre. Det er således den offentlige idræt og ikke specielt de udenforstående idrætsudøvere, der er det store problem for idrætsorganisationerne.

I den aktuelle konjunktur er der samtidig et historisk sammenfald mellem arbejdsløshed og socialpædagogik. Den statslige arbejdsløshedsbekæmpelse er på én gang socialpædagogiske foranstaltninger i forhold til de arbejdsløse og i forhold til grupper, som ikke tidligere har haft hjælp nødig. Frygten for social uro er ved at være arbejdsløshedsbekæmpelsens førende motiv. De arbejdsløse holder sig i ro og tilfredshed, når de kan beskæftiges, og kan de beskæftiges med at hjælpe og kontrollere andre, har man slået to fluer med ét smæk.

Idrætslivet står for tur til at blive organiseret med arbejdsløshedsforanstaltninger, og dette vil presse den frivillige idræt og dens instruktører, da intet arbejde i samfundet i den aktuelle konjunktur kan foretages som frivilligt, når man leder med lys og lygte efter meningsfyldt beskæftigelse, og det samtidig samfundsøkonomisk ikke koster det offentlige noget at gøre det frivillige arbejde til lønnet arbejde, da man alligevel skal finansiere understøttelse. Det siger sig selv, at en sådan omlægning af “arbejdet” i idrætten som perspektiv helt vil bringe idræts- og foreningslivet under offentlig kontrol. På denne vis kan man ministerielt presse organisationslivet til de adækvate løsninger.

Dette pres og den følgende omlægning af idrætslivet, som vil ske i de kommende år, sætter sig forskelligt igennem. Det sker ved, at ministeriet lægger hele sin vægt på de svagheder, som organisationerne har som effektive socialpædagogiske foranstaltninger i forhold til ungdommen – det såkaldte frafaldsproblem, som ikke er det store problem for idrætten, men bliver det, når idrætslivets mål bestemmes et andet sted fra: i den ministerielle strategi. Noget lignende gælder kønsfordelingen; og når man focuserer på de sociale, de fysiske og de psykiske forudsætninger, så er det klart, at det frivillige idrætsliv ikke er rustet til at indløse de statslige forventninger, og således ikke kan modvirke udviklingen af et halvofficielt idrætsliv. Tilbage står næsten kun udviklingen af eliten, og det er her, idrætten har slået følgeskab med erhvervslivet, men det er også på dette område et spørgsmål om tid, inden vi vil blive vidner til et statsligt engagement i og for toppen i dansk idræt.

Den ministerielle sportsstrategi kan ydermere alliere sig med den uorganiserede idræt imod den organiserede idræt ved at insistere på – ikke at den skal organisere sig, hvilket ville være en løsning, hvis man ellers var tilfreds med den frivillige forvaltning – men at der skal åbnes for en mere lige og lettere adgang til de offentlige idrætsfaciliteter. Endvidere skal disse faciliteter ikke længere defineres som idrætsfaciliteter, men som kulturfaciliteter som sådan, og de skal bygges og anlægges, så de i højere grad er i stand til at kombinere forskellige kulturaktiviteter: Hallen skal på én gang være svømmehal, sportshal og teater, og dette skal gøres så teknisk snildt og så billigt som muligt. Sportshallerne og idrætsanlæggene skal være offentlige kulturcentre, og det kan spores i anlægsvirksomheden; og i takt med konjunkturen skal de ikke længere være prangende og demonstrative prestigeprojekter, men funktionelle uden at miste deres karakter af magtsymbol-. det offentliges gave, det offentliges tilbud til dig!

Den overordnede kulturstrategi, som idrætslivet bliver involveret i, er en fritidspolitik. Staten udvikler strategier for, hvordan man skal administrere kroppene i fritiden i lighed med, at erhvervslivet udvikler strategier for arbejdstiden. Fritiden skal bruges til noget – den skal indkalkuleres som en del af det offentliges servicevirksomhed, og idrætsområdet er et middel i fritidspolitikken. Idrætten er en kontrollabel og hensigtsmæssig konsumtion af fritid.

Idrætten har vist sig at være en formidabel fortrænger af den kedsomhed, som bliver et større og større problem for det moderne samfund. Kedsomheden er en individuelt erfaret situation men et samfundsmæssigt problem; og derfor kan man ikke overlade hin enkelte til kedsomheden. Når de foretager sig noget, laver de unge ikke brok, når de foretager sig noget, forbruger de gamle mindre medicin og pleje, når de foretager sig noget, sker der færre problemskabende skilsmisser etc.

Siden Gutsmuths i 1796 åbnede sin afhandling om Spil med en anekdote om forholdet mellem fornøjelsen og kedsomheden, har refleksionerne over idrætsområdet været forbundet med refleksioner over kedsomhedens fortrængning. Fornøjelsen er gentagne fortrængninger og udsættelser af kedsomheden, og det moderne menneske er indviklet i det sisyfosarbejde, som består i at holde kedsomheden på afstand. Kedsomheden er et vilkår, som aldrig vil kunne uddrives fuldstændigt og nærmere er konstitutivt for den moderne tilværelse; og hvis man på én gang kan fornøje sig og udnytte fornøjelsen produktivt (nyttigt og hensigtsmæssigt), har man et columbusæg.

Idrætsområdet er et sådant columbusæg i den ministerielle fritidspolitiske strategi, fordi det i modsætning til andre af de kulturelle anliggender er opbyggeligt og tidsforbrugende, og opbyggeligt tidsforbrug er et pædagogisk anliggende. Det klassiske oplysningsarbejde viger til fordel for det socialpædagogiske arbejde, og de mange nye brugergrupper af idrætten bliver socialpædagogikkens løftestang på idrætsområdet.

Det kræver nye uddannelser af idrætspædagoger, som vil blive kanaliseret uden om den frivillige idræt; og den frivillige idræt vil heller ikke kunne producere den fornødne viden om, hvordan idrætsområdet fungerer, da en sådan viden aldrig har været idrættens problem. Den ministerielle idrætsstrategi er derimod i høj grad afhængig af forskning på området, af en viden om hvordan den fungerer for bedst muligt at kunne benytte den. Det er i høj grad det, den sociale idrætsforskning skal til for, så man ved noget om, hvordan man skal placere sine ressourcer. Den medicinske idrætsforskning skal udvikle en viden, så man undgår skader, og det vil sige spild: Man kan ikke bruge penge på at skabe en sportsstjerne, hvis han kan ende som invalid – det er ikke rationelt, og det er netop en sådan rationaliseringsbestræbelse, som den ministerielle strategi – indbygget i formlen om universalitet – repræsenterer over for idrætsområdet, som i dag er helt umuligt organiseret set fra et forvaltningssynspunkt.

Den organiserede idræt[6] er et sammensurium af forskellige idrætspolitiske strømninger, og de er produktet af en modsætningsfyldt historie. I den aktuelle situation foregår henved halvdelen af den frivillige idræt uden for de fire hovedorganisationer, som sammen med Danmarks Olympiske Komité er repræsenteret i Idrættens Fællesråd. Disse organisationers idépolitik er i høj grad historisk overhalede, og de kan fra at være et midlertidigt instrument for den ministerielle strategi blive et problem, og det offentlige kan se sig nødsaget til at gribe ind over for organisationernes selvforvaltning i det omfang, de ikke står mål med den statslige norm for økonomisk forvaltning, pædagogisk bemanding og gennemsigtighed – og på længere sigt er deres eneste overlevelseschance at blive adækvat instrument for den ministerielle strategi eller for en forvaltningsstrategi som sådan. Denne skæbne deler den frivillige idræt såmænd blot med mange andre samfundsmæssige organisationer, som må se sig statsliggjort, og som eventuelt kan genvinde en halv-samfundsmæssig status i det øjeblik, de er blevet rettet til.

Iscenesættelsen af kroppen er altså – langt fra at være et anonymt og privat felt – et felt, der er meget politisk påagtet. Kropskulturen er et område, hvor der i høj grad foregår en kulturkamp – ikke kun om formen for iscenesættelse af kroppen (sport, dans, mode etc.), men om denne iscenesættelses suverænitet. På den måde er det, vi betragter som nærmest naturen og mindst involveret i politiske trakasserier ikke isoleret. Selv kroppen er social og genstand for en mængde interesser og strategier.


[1] Kroppen betegner her et erfaringscentrum i feltet og ikke kun det til redskab og organ reducerede naturmateriale. Kroppen er ikke defineret i en refleksopposition, sådan som det er tilfældet med legemet, som er defineret sammen med sjælen.

[2] Kroppens felt er altid intellektuelt formidlet, og det er sat i scene på baggrund af en bestemt viden med et bestemt formål: demonstration af social position, at vinde, at skabe forhold etc. Den specielle viden om feltet kan også iscenesættes i diskursen.

[3] Betegner her en anonym tendens til at realisere en bestemt hensigt. Strategien behøver ikke at være og er ofte ikke direkte formuleret eller gennemskuet af dens bærere; men den kan identificeres i analysen.

[4] Distinktionen mellem samfund og stat falder ikke sammen med modstillingen mellem privat og offentlig. Distinktionen lader sig kun analytisk opretholde i den moderne velfærds- og socialstat, hvor der sker en tiltagende samfundsmæssiggørelse af staten og en statsliggørelse af samfundet, men der er tale om to distinkte tendenser. Oprindelig er staten en form, et organ, en maskine til forvaltning af den samfundsmæssige konfliktualitet.

[5] Kropskultur betegner forskellige former for iscenesættelse af kroppens felt. Sporten er blot én form for iscenesættelse af kroppens felt, og blot én form for kropskultur ved siden af for eksempel moden, arkitekturen, hygiejnen, legen og så videre.

[6] Den specielle skandinaviske kropskultur, som historisk må adskilles fra Sport, “sport” og sport, men som i dag er vanskelig at opretholde, fordi en del af idrætten er sportsliggjort, men stadigvæk kaldes “idræt” – også i den ministerielle strategi. Idrætsbetegnelsen har mistet sit historiske indhold af bemestringskunst for hele kroppens felt.