Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Den moderne kropskultur

Det er rimeligt at bestemme sporten som den mest iøjnefaldende form for kropskultur i moderne tid, hvor fritiden og kedsomheden er to afgørende konstituenter for menneskers adfærd. Sporten har været decideret tidsfordriv og er nu frem for alt tidsmord-, man ikke bare fordriver tiden, man slår tiden ihjel, man jager tiden i moderne sport, man kæmper mod tiden. Der er afgørende forskel på blot at fordrive tiden og så definere sin adfærd som at slå tiden ihjel; men under alle omstændigheder er sporten helt uforståelig, hvis den ikke relateres til en tidsadfærd, til et bestemt forhold til en tidsdynamik. Romerne kunne anvende de sportslige øvelser til tidsfordriv, men de kunne aldrig definere deres kropsfelt under tidens besættelse. Den moderne kropskultur er i sportens form besat af tiden, og denne dæmon kan tilsyneladende ikke uddrives, men kun slås ihjel.

Denne jagt på tiden svarer ganske nøje til kedsomhedens mulige ophævelse i to former ifølge den tyske filosof fra det 19. århundrede Arthur Schopenhauer: Man kan overvinde tiden ved at sætte sig udenfor som tilskuer, eller man er tvunget til igen og igen at slå den ihjel. I begge tilfælde kan man tale om tidsfordriv og om fortrængning af kedsomheden, og under alle omstændigheder kan den moderne sport kun opstå, når nogen har tid til overs til at kede sig, eller de keder sig i deres aktuelle beskæftigelse.Dette århundrede er ikke bare karakteriseret ved et specielt forhold til tiden men ved et specielt forhold til tidsforbruget. Af mangel på bedre udtryk kunne man sige, at den er karakteriseret ved et specielt forhold til tidsintensiveringen eller til hastigheden og accelerationen. I den nyere tids historie har det imidlertid været andre koordinater i kroppens felt, som har været karakteristiske for den pågældende kropskultur: Det gælder i historisk rækkefølge kraften, rummet, tiden og sidst hastigheden. Disse dimensioner har været dominerende dimensioner i feltet for kroppens adfærd til forskellig tid og markerer dermed forskellige epoker, selvom de ikke forsvinder i de perioder, hvor de ikke spiller den dominerende rolle.

Idealet for kropsfeltet i renaissancen, som det viser sig i de forskellige renaissancelege og spil fra det 15. til det 17. århundrede, var uden tvivl kraften. Det var kraften, som var dominerende i såvel kampspillene som turnering, hugfægtning, brydning og boldspil, som øvelserne med konkurrencemæssig sammenligning uden abstrakt målestok, det vil sige øvelser som at løfte, støde, løbe, springe og kaste. Dette kraftideal lever videre og er med som udgangspunkt i den omfattende organisering af den moderne sport, som sker i det 19. og det 20. århundrede. Men øvelserne og kampformerne gennemgår nogle transformationer, fordi det er et nyt ideal, som bliver dominerende. Disse kraftøvelser har deres sociale fundament i de ikke-høviske lag.

Den sociale overklasse skaber en helt anden kropskultur i det 17. og 18. århundrede, hvor det er rummet og ikke kraften, som er den afgørende dimension i iscenesættelsen af kroppens felt. Overklassens exercitier dyrker to øvelsesgrupper, som ikke findes i renaissancelegene, nemlig øvelser som bedømmes i forhold til et pointsystem. Til den første gruppe hører den høviske dans, figurridning, stødfægtning, voltigering og eksercits; og til den anden hører ringridning og indendørs boldspil. Man vil kunne se, hvorledes øvelserne som turnering og hugfægtning (som tidligere knyttes an til kraftidealet ved at være tvekampe, hvor man kunne måle sejren kraft mod kraft, mand mod mand) i hofkulturen er blevet til figurridning og stødfægtning, hvor det afgørende ikke er en administration af kraft, men en beherskelse af rummet. Man kan også vise, at relationen til rummet ændrer sig, når man ikke måler kraft, men måler i point ved overgang fra turneringer og ringridning; men transformationen fra en form for iscenesættelse af kroppens felt, som tager udgangspunkt i kraften, til en iscenesættelse, som orienterer sig om rummet, kommer måske klarest frem i, at de voldsomme folkelige boldspil beherskes og kontrolleres ved at blive placeret i et klart defineret rum, ved at sejren på civiliseret vis kan beregnes i et pointsystem.

Denne brydning mellem to idealer i iscenesættelsen af kroppens felt – mellem det folkelige kraftideal og det høviske rums geometriseringsideal – reflekteres glimrende af den franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseau, som i sin dannelsestraktat Emile fra 1762 undersøger og taler for en kropskultur, som i princippet kan rumme begge dele – ikke mindst fordi den elev, som skal dannes, i socialt lag tilhører overklassen, men i filosofisk forstand skal kunne respektere de folkelige idealer. Argumentationen går på, at det folkelige er nærmere ved det naturlige og således kan være en kritik af den høviske kulturs tiltagende dekadence og kunstige karakter; men der er altså også involveret en overskridelse af dette modsætningsforhold gennem dannelsen af det nye menneske i en pædagogisk proces. Emile skal dyrke alle slags kropsøvelser dels for at få styrke, dels som et led i sin geometriundervisning; for i følge Rousseau er målet for øvelserne en bemestring af rummet. Rousseaus ideal er altid at beherske selve beherskelsesformen, og det kan kun ske i en ophævelsesform, hvor det er selve arrangementet i sig selv, der bærer frugten.

I den sociale modsætning mellem samfundsgrupper er de idealer, som man kan vise i kroppens felt, ikke uden betydning. De lavere sociale lag satser på kraften som den instans, som afgør den sociale placering, medens overklassen satser på geometrien, rummet, det vil sige på placeringen i det samfundsmæssige hierarki som bestemmende for magtchancerne. Dette forhold er blot en lille demonstration af, at kropskulturen ikke kan isoleres fra andre rytmer i den historiske udvikling.

Ved overgangen til det 19. århundrede sker der nogle markante brud i den europæiske historie. Inden for alle delhistorier kan man påvise transformationer, som er parallelle med de ændringer, som den politiske historie beskriver som revolutionerne (fra den korsikanske og amerikanske i 1770erne til de europæiske i 1840erne), og som den økonomiske historie beskriver som den industrielle kapitalismes gennembrud. I videnskaberne sker der afgørende ombrud, i omgangsformerne, i kunsten og altså også inden for hele iscenesættelsen af kroppens felt. Tiden introduceres som figur i politikken, økonomien og kropskulturen.

I løbet af 1800-tallet introduceres og organiseres nye sportsgrene, som til forskel fra de folkelige spil og de høviske spil har borgernes tid og liv som ideal. Fægtning og brydning transformeres til boksning; boldspillene organiseres for eksempel som fodbold. Tidligere tiders kampspil gennemgår en markant organisering og disciplinering, hvor forholdet til tiden (længde, pauser, udvisninger) spiller ind som disciplineringsfaktor. Abstrakt udtrykt relaterer de sig nu til tidens udløb som afslutning og ikke til “døden”: Man dør ikke, men sættes ud af spil i en vis tid. Kampspil som ikke er reguleret i tid – såsom tennis, cricket og golf afslører alene gennem dette sagsforhold deres relation tilbage til de høviske lege, som ikke var domineret af tiden, men fordrev den.

Som det afgørende nye introduceres konkurrencer, hvor præstationen måles ved hjælp af en abstraktion. Denne abstraktionsproces er væsentlig for hele den vestlige tanke i denne periode, men den viser sig altså på kroppens område som introduktion af øvelser, som ikke længere måles kvalitativt hold mod hold, mand mod mand, men som præstation i forhold til den afkvalificerede og kvantificerede abstraktion, til sekunder, til gram, til centimeter. Til rummets parameter svarede geometriseringen og til tidens parameter svarer abstraktionen. De kvalitativt målte kampøvelser bliver til atletik, hesteløbene til tidsløb. Også i dansen finder der en markant transformation sted: Den høviske dans menuetten, som præcist er rumligt iscenesat, erstattes af vals og polka, som er hurtighedsdans. Og endelig opstår der senere hen en række nye sportsgrene, som i det væsentlige relaterer sig til tiden: vandsport, vintersport, motorsport etc.

Installationen af tiden og abstraktionen har vide konsekvenser, som kan læses i en række nye fænomener. Den moderne verdens perspektiv er lineært-dynamisk i modsætning til det klassiske statisk-cykliske, og den moderne verden hører sammen med opkomsten af begreber som udvikling, fremskridt, produktion, præstation etc. I kroppens felt viser denne nyorientering sig for eksempel i begreberne fornyelse, spænding og irreversibilitet. Netop fordi kedsomheden skal fortrænges, tvinges man ind i en stadig fornyelsesproces; sporten skal nemlig ikke være underholdende i betydningen fornøjelig, men i betydningen spændende, og heri ligger der en afgørende forskel til tidligere tiders kropskultur. Fornyelsen og spændingen tvinger hele tiden til fremskridt. Fremskridtet kombineres med abstraktion, og herigennem opstår der lineære fremskridt, som ikke tillader et tilbageskridt. Historien målt i tid er irreversibel; termodynamikkens anden lov slår igennem historien. Det afkvalificerede fremskridt viser sig som det fænomen, at en rekord aldrig kan blive mindre, men altid må blive større. Selve begrebet rekord syntetiserer abstraktionen fra det kvalitative og installationen i tiden. Andre abstrakte måleenheder er længe af samme vigtighed som tiden, for eksempel gram og centimeter, når man skal sætte rekorder, men tiden tenderer til at blive dominerende.

Det afkvalificerede fremskridt, spændingsstigningen og så videre afskaffer muligheden af at tilføje værdidomme til resultaterne. Hvor den “sport”[1], som er en vigtig kilde til moderne sport, havde en mængde normative elementer, ja, der er den moderne sport helt renset for disse domme. Det gode og det dårlige bliver erstattet med mere eller mindre, og dermed er sporten éndimensionaliseret – den har mistet den etiske dimension. Sporten er videnskabeliggjort og positivistisk – på godt og ondt nihilistisk, værdiløs; men i denne proces følger den herskende kropskultur de samme linier, som man kan finde i økonomien, i politikken og i videnskaberne i det hele taget.

En-dimensionaliteten viser sig i form af tendensen til at kontrollere betingelserne til en grad, hvor de er abstrakte i modsætning til den klassiske tvekamp, hvor modstanderne var lige om betingelserne, fordi konflikten udspillede sig i situationen – en situation, som var enestående. Det lineære fremskridt viser sig i umuligheden af at vende tilbage og gentage. Når løberen sprænger den snor, som markerer målet, så er løbet afgjort og kan ikke gentages, uden at situationen er en helt anden; men først efter sejren i situationen er vundet, skal det vise sig, om der egentlig er vundet noget i dette løb!

Spørgsmålet er, om der er sat en rekord, en banerekord, en personlig rekord, en verdensrekord eller anden form for rekord. Resultatet, som er vundet i en kamp, kan altid relateres til en rekordform. Selv i helt åbne kampformer som for eksempel fodbold og håndbold introducerer man rekorden i form af resultatlister, publikumstække, målscorer, udvisninger, antal af diverse indspil, aldersfordelinger og så videre. Rekordmanien kender ingen grænser, og den er som sagt et udtryk for en abstraktionsproces, som skal give mulighed for en sammenligning på trods af situationen.

Dette er en grundmodsætning i sportsliggørelsen mellem sportens enestående præstationer og rekordmanien. For at overvinde denne type modsætning etablerer sportsliggørelsen en omfattende organisation, som tendentielt må omfatte hele kloden. Netop den organisation, som skal til for at sikre sig, at præstationen accepteres som enestående, producerer gennem organisationen en øget afkvalificering, som modvirker den enestående karakter.

Det 19. århundredes organisation af idrætten får sit logiske udtryk i olympismen, som sammen med specialforbundenes internationalisering organiserer klodens sportsliv efter et typisk hierarkisk system, som i sin grund er udemokratisk, blandt andet inspireret af det engelske skole- og klubsystem. Gennem olympismens ideologiske skal fungerer den ideologiske sportsliggørelse som imperialismens forlængede arm. Sportsliggørelsen transformerer, destruerer og fortrænger alverdens kropskulturer i kraft af sine kvantitative idealer: Hurtigere – højere – stærkere. Olympismen går hånd i hånd med den kapitalistiske økonomi og en politisk imperialisme som en form for kulturimperialisme – som en bestemt kropskultur, som en bestemt måde at iscenesætte kroppens felt på. Det eneste ene må erkendes som det eneste ene, og det kan kun ske ved at omslutte hele kloden – ved at organisere hele klodens idrætslige øvelser med henblik på én eneste begivenhed – de moderne olympiske lege.

Den politiske og ideologiske baggrund for at iscenesætte sportslege som kunne nære sig ved de klassiske olympiske leges legitimitet er mangfoldig, men hvorom alting er, så blev organisationen bag de olympiske lege mere britisk end den franske stifter og hovedmand, Baron de Coubertin, kunne have forestillet sig; og det blev ånden fra de britiske “public schools”, der kom til at præge olympismen, som den kom til at præge imperialismen. Den internationale olympiske komité konstituerede sig i 1894 og var blot den midlertidige kulmination på en organisationsmani, som første gang viser sig med organiseringen af hesteløb ved Jockey Club ca. 1750, men virkelig tager fart i den sidste halvdel af det 19. århundrede, hvor mange af datidens sportsgrene bliver organiseret. Storbritannien fører an i denne omfattende organisering, men de andre nationer i Europa og USA følger tæt efter.

I begyndelsen af det tyvende århundrede er der igen ved at ske markante ændringer. Politiske transformationer viser sig gennem revolutionerne i Mexico, i Irland og i Rusland eller i form af historiske kompromiser, som lader arbejderklassen få del i den politiske magt på fredelig vis. I sammenhæng med folkevandringen fra land til by på grund af industrialiseringen er man vidne til en omfattende kluborganisering. Man er i denne forbindelse samtidig vidne til økonomiske ændringer gennem teknologiske og organisationsteoretiske innovationer. I kropskulturen sker der også ændringer, som modsvarer denne hastighedsændring i historien i form af et nyt forhold til tiden, til en intensivering af tiden, som den for eksempel også kommer til udtryk i futurismen i kunsten.

Det gælder om at maximere hastigheden, at udnytte tiden mest muligt, og det viser sig blandt andet i racing med maskiner, hvor den tekniske viden om maskinens muligheder bliver lige så afgørende som det menneskelige element; og det viser sig også ved, at en række nye sportsgrene gennemfører intensivt tidsforbrug. Det er kun den effektive tid, som skal regnes med i tidsforbruget, og da den menneskelige faktor ikke kan følge med til denne intensivering og effektivisering, må man i samme omgang introducere udskiftningssystemer, som tillader den maximale og mest intensive præstation. Spillet er afbrudt, så snart redskabet er uden for banen.

Denne intensivering af tidsforbruget ved hjælp af tekniske fif viser sig også i, at idealet ikke længere er kraft, beherskelse af rummet, beherskelse af tiden, men en beherskelse af accelerationen. Det gælder ikke længere om at sætte rekorder, men om at forbedre rekorder, og i det hele taget “højne standarden”; og til dette formål er teknik og viden blevet mere afgørende end legemlig kunnen, da selve den legemlige kunnen i sig selv er intensiveret gennem teknik og viden. Intentionen om at forbedre rekorder og præstationer selvstændiggør sig fra det konkrete legeme, som bliver gjort til et vedhæng til den store sportsmaskine[2], som helt abstrakt producerer rekord- og resultatforbedringer. Det sportslige legeme er blevet til en maskine blandt andre maskiner. Man skifter i bogstaveligste forstand ofte ud: Man skifter sportsgren, man skifter hold, man skifter klub og så videre, fordi det hele er led i en stor sportsmaskine.

Det udtryk, som i forhold til dette århundredes videnskabeliggørelse af sporten (en tendens, som er taget til siden anden verdenskrig) modsvarer det forriges spænding, er succes. Formålet med sportsmaskinen er succes, ikke fornøjelse eller spænding. At sætte en rekord bevirker spænding, men at være tvunget til at forbedre rekorden i det uendelige, bevirker succes eller fiasko.

De forskellige opfattelser og idealer for iscenesættelsen af kroppens felt i den moderne kropskultur, som er domineret af sporten, eksisterer side om side i idrætslivet. Rytmerne modspiller eller medspiller. Nogle sportsgrene hører til en epoke, hvor det var kraftidealet, som bestemte kropskulturen – andre i den epoke, som var domineret af den høviske geometrisering, og atter andre i en epoke, hvor tiden er blevet den afgørende faktor. Idealer som abstraktificering, tidsfordriv, tidsmord og intensivering blander sig i forskellige forhold – formål som fornøjelse, nydelse, spænding og succes svinger i harmoni eller disharmoni. Den moderne og aktuelle kropskultur er sammensat af dette net af historiske knuder, hvor de enkelte snore tilhører forskellige historiske tidsafsnit.

Det, som imidlertid kendetegner den moderne eller aktuelle kropskultur til forskel fra andre kropskulturer, er den sportsliggørelse[3], som overlejrer og sammenknytter disparate elementer og usamtidige elementer. Rekordforbedringens logik bevirker en bestemt tendens, en bestemt udviklingstendens i hele kropskulturens felt, og netop fordi sportsliggørelsen fungerer som en syntetisator, kan man tale om sporten som en enhed. På trods af sportens disparate karakter, er den led i en tendens, som så i anden omgang bevirker, at det er betimeligt at tale om sporten som enhed, uden at man af den grund gør sig skyldig i “ideologiske forestillinger”. Sportens enhedsideologi er korrekt for så vidt den taler om dette organisationsnet, men ideologi i det omfang, den tror, at den taler om en fælles identitet ved alle former for sport.


[1] “sport” i anførselstegn betegner den høviske adspredelse og fritidssyssel som en bestemt kropskultur, der også eksisterer som moment i moderne sport.

[2] Metafor for sportens system, dens diskurs og dens materielle og økonomiske kompleks.

[3] Sportens tendens og dens proces med en bestemt logisk struktur, som underlægger, omlægger og udvikler sportsgrene under rekordforbedringens imperativ.