Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Den nye følsomhed over for kroppen som felt

Det sidste tiår (1970erne) har udvist en bemærkelsesværdig følsomhed over for kroppen. Umiddelbart ser det ud, som om kroppen er blevet “genopdaget”, som om interessen focuserer på kroppen som en fast enhed med specifikke grænser mod andre rum; men for en nærmere analyse ser det ud til, at der er tale om en ny følsomhed over for kroppen som socialt felt.

Den nye følsomhed over for kroppens felt[1] viser sig for det første som en ny dyrkelse af kroppen i legemsøvelser (og kropsorienteret terapi) af forskellig art, for det andet som en konkret manipulation med kroppens position i æstetisk øjemed, og for det tredje viser den nye følsomhed sig som en disciplinering af kroppen i bevægelse; for det fjerde viser følsomheden sig endelig som en voksende interesse for at tale om, skrive om og prise kroppen og kropsdyrkelsen.

Efterkrigstidens fritidskultur, der er resultatet af økonomiske og teknologiske forandringer, har gjort legemsøvelserne til et vigtigt supplement til arbejdsprocesserne. For en stor gruppe mennesker leverer arbejdsprocesserne ikke en tilstrækkelig aktivitet for kroppens vedligeholdelse, og for en anden gruppe mennesker, som arbejder ved hjælp af “legemet”, er bevægelsesmønstrene ikke varierede nok til at vedligeholde og udvikle kroppen. Hvad enten man arbejder ved skriveborde eller i produktionshaller, er variationen af bevægelsesmønstre for lille til at leve op til de krav, det moderne samfund stiller til legemet. Disse krav er variable fra epoke til epoke, fra det ene sociale lag til det andet, fra den ene alder til den anden og fra det ene køn til det andet, men efterkrigstidens epoke priser det veludviklede, harmoniske og alsidige legeme under henvisning til tre ting, nemlig skønhed, sundhed og velvære.

Skønhedsidealerne er de vigtigste overhovedet, men de er ofte så anonyme, så fordomsfulde og så indlysende, at man ikke bemærker dem, og netop fordi de epokale idealer er så universelle i epoken, stiller de sig aldrig som et problem, og man bemærker dem først i det øjeblik, der er brud mellem epokerne og dermed mellem idealerne.

Enhver epoke er sammensat af en række forskellige strømme, som divergerer og løber sammen i forskellige tempi. Den økonomiske og politiske historie markerer de afgørende ændringer, men for eksempel klædedragtens og kropsidealets forandringer svinger i en anden rytme, og de svinger ikke nødvendigvis sammen. Et epokalt snit vil derfor bestå i en række usamtidige rytmer, hvoraf nogle har en langt længere omslagstid end andre. For eksempel svinger moden langt hurtigere end den politiske historie etc., men alligevel kan man tale om en epokes herskende tendenser inden for for eksempel moden og kropsidealet. Det er derfor, man kan sige, at man priser det veludviklede legeme på trods af, at selve ideen om det veludviklede forandres hyppigere end tendensen som helhed.

Den industrielle kapitalisme producerer et individ, som kan indgå i en lang række procestyper, og denne tendens til afspecialisering er tiltagende i sammenhæng med den teknologiske udvikling af arbejds- og overvågningsfunktioner. Man kan også sige, at man stræber efter en homogenisering [2]af arbejdskraften, eller at effekten af bestræbelserne er en homogenisering af arbejdskraften og menneskereserven, selvom argumentationen ideologisk og politisk formuleres som demokratisering og frie og lige adgangsvilkår.

Denne overordnede tendens slår også igennem i kropsidealet, således at når det nu er denne legemstype, som er efterspurgt og ombejlet, så er det også den, som tilkendes værdien smuk og efterstræbelsesværdighed. Idealerne er altså sociale i deres rod og ikke “naturlige”. Det efterstræbelsesværdige falder naturligt som smukt. Det er for eksempel smukt med små fødder, selvom de skal dannes gennem manipulation med naturen, dersom det er efterstræbelsesværdigt at kunne demonstrere, at man ikke behøver at arbejde for at leve og overleve. Det hulde og småfede er efterstræbelsesværdigt, når størstedelen af befolkningen af naturlig nød er afskåret fra denne positur; og omvendt er det magre idealet, når kostsammensætningen producerer opsvulmethed. Det afgørende er ikke modsætningen, men det efterstræbelsesværdige i relation til en social distancering, og man kan godt tænke sig det overfede som ideal, hvis det almindelige er det småfede.

Som eksempel kan man nævne, at den solbrune lød er et ideal, når den er vanskelig at opnå – og altså dermed er efterstræbelsesværdig. Den er ikke efterstræbelsesværdig for de mange mennesker, som i forvejen er stærkt pigmenteret. I Nordeuropa medfører klimaet, at man skal råde over en vis mængde fritid for at opnå den brune lød, da man ikke kan være sikker på solstyrken i en bestemt ferieperiode. Da så mange mennesker er lukket inde i fabrikker, i skoler og på kontorer det meste af dagen, er den sikre solbrunhed en demonstration af, at man er så privilegeret ikke at befinde sig i disse afskærmede rum. Men det er altsammen noget, der ændres sig med konjunkturerne. I takt med, at en lang række mennesker bliver udelukket fra disse arbejdsrum og fritaget fra arbejdet, mister denne fritagelse sin sociale værdi, og i takt hermed mister fritagelsens forskellige attributter, såsom solbrunhed, deres sociale efterstræbelsesværdighed. I takt med at så mange mennesker overvinder det nordeuropæiske klimas tilfældigheder ved at rejse sydpå som charterturister og dermed sikrer sig løden i løbet af den faste periode, ja, så daler såvel rejsen som løden i værdi. I forlængelse heraf er det væsentligt at påpege, at det ikke er en hvilken som helst brun lød, som er efterstræbelsesværdig. Der skal præcis være tale om en all-round-lød, som ikke er begrænset til ansigtet og hænderne, den være sig nok så “smuk”; for denne bruning afslører, at den ikke er opnået gennem demonstrativt spild af tid eller i det mindste i fritiden – og det er jo ligegyldigt, om fritiden er ferien, weekenden eller efter fyraften eller sågar brud i arbejdstiden. Den brune lød er heller ikke efterstræbelsesværdig i det øjeblik, pigmenteringen bliver så kraftig, at den kan så tvivl om racemæssige tilhørsforhold.

Det er med andre ord den sociale værdi, som er afgørende for idealet og ikke en naturlig eksempelvis sundhedsmæssig værdi. Hvad gør det, at man øger risikoen for hudkræft et halvt århundrede ud i fremtiden, hvis man i 30 år kan tilkendes social værdighed af sig selv og andre. Folk spiller gerne hasard med deres helbred, og det er et spil, som den medicinske videnskab ikke forstår. Lægevidenskaben opfinder flere problemer, end den løser, og det er måske grunden til, at dens sociale prestige er på retur, alt imens den faktisk bliver dygtigere. Lægevidenskaben kan ikke fatte, at det at sætte livet på spil er en så grundlæggende struktur i det sociale menneskeliv, at alverdens oplysningskampagner er dømt til at slå fejl, fordi de tænker i et forkert logisk mønster. Det er ikke, fordi folk ikke er klar over, at det kan være farligt at ryge, at spise forkert, at drikke, at solbade etc.; det afgørende er, at de gør det på trods af denne erkendelse – at de insisterer på og vil denne hasard, fordi menneskelivet ikke er ønskværdigt uden. Det er, som om den teknologiske kultur blot investerer i livet for enhver pris og i livets forlængelse for enhver pris uden at erkende, at ethvert menneske er parat til at spille om det, fordi livet kun bliver bekræftet konfronteret med ulykken og dødens mulighed.

Derfor må man ikke tilskrive den medicinske videnskab og sundhedspædagogikken den afgørende del af æren for, at langt hovedparten af den danske befolkning ytrer lyst til at dyrke legemet. Når sundheden har fået en så betydningsfuld rolle i den moderne legemskultur, så skyldes det mere præcist, at “sundhed” er smeltet sammen med et socialt ideal om renhed, ungdom, og det at være i form (som jo betyder at passe ind i modsætning til den megen uregerlighed – at være “fit”), potent etc. Man dyrker ikke først og fremmest kroppen, fordi det skulle være sundt, men fordi det at være sund er et samfundsmæssigt ideal og har været det med forskellig styrke siden renaissancen.

At være sund betyder at udrense alle uhumskheder, sved, pus, urin, fedt og alle uhumske tanker, seksuelt begær, den blotte nydelse etc. Denne renselsesproces består i at ilte blodet og ender med at skylle kroppen, og her er der en forbindelse til den mærkværdige position som “frisk luft” har fået i den danske institutionshistorie og til den funktion, som badeanstalterne har haft. Der er tale om en omfattende renselsesproces, som også udstrækker sig til at omfatte føden i det sociale felt. Man indtager såkaldt rene naturprodukter, og heri afslører sig endnu et fænomen, nemlig forestillingen om at naturen på en eller anden måde i dens uberørthed er ren og jomfruelig, og at man i sin udfoldelse i naturen får del i denne renhed ikke mindst gennem sin renselse. Disse omfattende forestillinger om renselse og udluftning omfatter også den intellektuelle virksomhed, og de varierer i form, og man må erkende, at den medicinske videnskab og sundhedspædagogikken kun kan spille i disse former, men ikke være drivkraften i den sociale udrensning. Medicinen repræsenterer blot vore dages viden om denne renselsesproces. Renselsen er så at sige blevet videnskabeligt begrundet, men er ikke blevet ændret. Men i denne meget formidlede forstand kan man godt sige, at den medicinske viden er med til at værdsætte det all-round udviklede legeme, nemlig under henvisning til, at det er det mest sunde. Det er så på baggrund af dette sundhedspædagogiske ideal, man kan forstå den folkelige foragt for elitesporten, for elitesporten er defineret gennem sin specialisering.

Når folk tilsyneladende hylder topsportsfolk for deres præstationer, så er det ikke i modstrid med deres foragt, thi de hylder ikke den sportslige præstation (som de altid vil forklare gennem urimeligt hårdt morakkeri og tendentielt fup og svindel), men succesen, og det er noget helt andet. Sporten er accepteret som et socialt opstigningsmedium på linie med uddannelse og kapital, og ofte allierer den sig med de to sidstnævnte. Idrætten og sporten fastholdes som åbne kanaler, hvis bare man er god nok; de er det proletariske modstykke til Daddys Firma. Der hersker ikke megen tvivl om, at professionel fodbold er usundt, men det er en vej til succes og en vej uden om det traditionelle arbejde. Når poderne efterstræber stjernerne, så er det succesen, de stræber efter – ikke lejrlivet i et fremmed land, ikke den sportslige indsats.

Medicinen har haft succes i de pædagogiske bestræbelser over for de brede masser, fordi sundheden er en social værdi, og fordi medicinen repræsenterer en viden om denne sundhed og vejen til den. Noget af det afgørende ved den idrætsmedicinske forskning er indsigten i den sunde organismes funktioner. I det store og hele er den medicinske viden opnået gennem indsigt i den syge organisme, men den moderne viden udtaler sig om det sunde legeme, og på denne baggrund udstikker den så sine ofte modstridende deviser for den korrekte, det vil sige sunde adfærd.

Det gælder om at holde det hele i gang, og det sker bedst ved at stimulere “legemssafternes cirkulation”, og det sker så igen ved bevægelse. Bevægelsesmanier er helt i tråd med den industrielle kapitalismes grundstruktur: Den sætter alt i bevægelse, mennesker, varer, penge, kapitaler. Kapitalismen er ét med disse strømme, og det gælder om at bekæmpe alt det, som blokerer for disse strømme, og det gælder fra historiske rettigheder til åreforkalkning. Det sunde legeme er defineret som det legeme, som ikke er hindret i sin cirkulation af fænomener fra en stærkt organiseret arbejderklasse, over restriktioner til stive muskler og gumpefedt.

Den medicinsk-fysiologiske viden vil producere et individ, som er i form, som kan afstresse gennem selve bevægelsen, og som er bevægelig, og som af alle disse forskellige grunde ikke vil belaste sundheds- og socialvæsenet. Alt i alt er idealet et veltrimmet legeme, som udfolder alle sine potentialer lidt i stedet for at rendyrke nogle få for derigennem at forsømme andre.

Skønhedsidealer og medicinske vej ledninger kan imidlertid ikke alene forklare, hvorfor så mange mennesker anvender så megen tid på at dyrke legemsøvelser. Dersom øvelserne ikke var forbundet med velvære og nydelse, kunne hverken æstetikken eller videnskaben formå at sætte denne omfattende bevægelse i gang.

Velværet og nydelsen er en helt privat fornemmelse. Ligegyldigt hvorfor velværet indfinder sig, så er erfaringen af den privat. Årsagerne kan være nok så sociale eller naturlige, men de kræver et erfaringscentrum, og det er dette erfaringscentrum, vi normalt kalder kroppen. Nydelsen behøver ikke indfinde sig under selve udøvelsen, hvad der for eksempel adskiller de fleste legemsøvelser fra den seksuelle leg; og det er faktisk sjældent, at den indfinder sig under øvelsen. Den er netop en erfaring, en refleksion over eller efter øvelsen i form af fornemmelse af muskeltræthed, i form af viden om, at man demonstrerede sit værd, i form af viden om, at man gjorde fremskridt, at man nu bedre kan modstå dagligdagens pres, at man er smukkere, at man har renset sprutten ud og så videre. Det er kun muskelafspænding, fortabelse og blodgennemstrømning, som giver en umiddelbar nydelse.

Denne nydelse, hvad enten den er umiddelbar eller refleksiv, er forskellig fra fornøjelsen ved at deltage i spektaklet. Nydelsen er en tilgift, som ikke nødvendigvis indfinder sig, og derfor er fornøjelsen det vigtigste motiv. Nydelsen er i den grad privat, at nogle kroppe, som deltager i spillet, samtidig nyder beskuelsen, mens andre generes af den, men alligevel er fornøjede og eventuelt har nydelsen i vente i omklædningsrummet, således at forventningens glæde er motiverende. Dersom sporten ikke var fornøjelig og umiddelbart også kilde til nydelse, ville nok så store kommercialiseringsbestræbelser og organisationsbestræbelser ikke kunne skabe det spektakel, som den moderne sport består af.

Man kan sagtens tænke sig en kropskultur og en legemskultur, som ikke lægger vægten på fornøjeligheden – fornøjelsen er for eksempel ikke motivet i den klassiske græske kropskultur – men man kan ikke i den aktuelle kropskultur udrense det fornøjelige element gennem kommercialisering, professionalisering og organisering; og dersom fornøjelsen får for ringe kår, vil den finde andre og alternative spil og lege, for fornøjelsen er bundet til spillet, til det tilfældige og overraskende. Derimod kan totalt sportsliggjorte “spil” godt bevare nydelsen- nydelsen hos de beskuede og beskuerne og den nydelse, som er målet for spillet imellem dem.

Fornøjelsen er imidlertid ikke bundet til legemsøvelserne og kan dyrkes i mange andre sammenhænge. Når fornøjelsen falder sammen med nydelsen ved fysisk aktivitet, er kedsomheden fordrevet på en for samfundet adækvat måde, men også for den enkelte; den refleksive nydelse gennem kroppen kommer imidlertid også frem på andre måder.

Den nye følsomhed over for kroppens felt kan altså for det første påvises i den tiltagende hang til at anvende kroppens energi i et unyttigt medium som sporten og idrætten. Denne unyttige energianbringelse er nok unyttig i økonomisk forstand, men den er absolut ikke uhensigtsmæssig[3], da den udvikler legemet og dermed er kilde til nydelse og fornøjelse.

Den nye følsomhed over for kroppens felt viser sig for det andet i den æstetiske dyrkelse af kroppen – i udstilling og beskuelse af kroppen. Kroppen er for det første genstand for vedligeholdelse og for det andet materiale for en æstetisk proces af skabelse og iagttagelse. Også her er den afgørende nydelse refleksiv, det vil sige intellektuelt formidlet.

Kroppen kan afrettes efter et skønhedsideal i almindelighed, men den kan også anvendes som råmateriale til at formidle et budskab til beskueren, og det er i denne anvendelse, kroppen er kommet i focus. Kroppen er ikke længere et vedhæng til strubehovedet, men er blevet talende i sig selv gennem en æstetisk kode[4]. Her er det ikke det sociale skønheds- og sundhedsmæssige ideal, som bestemmer afretningen af kroppen, men et sat ideal, som henvender sig eksklusivt til folk, som forstår koden. Det mest nærliggende eksempel på denne følsomhed over for kroppen, som intet har med social værdi og sundhed at gøre, er bodybuilding.

I bodybuilding reduceres kroppen til et materiale, som man kan forme under viljen imod “naturen”. Det er en absolut beherskelse af kroppen som naturmateriale. Af det givne naturmateriale skaber man gennem en målrettet tilvirken en bestemt skulptur, som i sit resultat er bestemt dels af materialet og dels af den skabende indsats. Bodybuilding er på den ene side en ekstrem kropsdyrkelse og på den anden en kropsbeherskelse. Den orienterer sig om kroppen, men behandler kroppen som noget fremmed, der skal regeres af viljen. Gennem indtagelse af diæter, vitamin- og proteinpræparater, og gennem maskiniseret træning skabes specielle harmonier mellem muskelgrupper, og der sker en opbyggelse, som samtidig er en udrensning af underhudsfedtet.

Sporten i bodybuilding ligger i resultatforbedringen, og konkurrencen består i at vurdere den ene træningsindsats mod den anden. Bodybuilding har intet med skønhedskonkurrencer at gøre. Det er egentlig ikke et bestemt skønhedsideal, men et beherskelsesideal, som driver værket. Gennem den trimmede krop demonstrerer man en uhyre viljestyrke og målrettet indsats til ingen verdens nytte; men hensigten er denne demonstration, denne parodi på et samfunds kropsbillede. Den opbyggede krop er en parodi på et samfund, som ikke har brug for kræfter i klassisk forstand og dermed en parodi på vareproduktionen og den teknologiske produktionsproces, idet den opbyggede krop er et resultat af arbejdet ved maskiner helt distanceret fra naturen og naturlige og industrielle gøremål. Den er en parodi på junkfood og alskens tilsætningsstoffer ved at demonstrere, hvorledes man kan skabe en moderne Frankenstein.

Alligevel er bodybuilding et udtryk blandt mange for, at kroppen kan bruges til at udtrykke noget direkte: En parodi på et samfunds beherskelse af naturen, for eksempel – en kropslig demonstration af, hvorledes samfundet gør “hovedet” relativt lille i denne produktion af unyttig kraft.

Men også på anden måde er bodybuilding en vigtig demonstration i den aktuelle kropserfaring; igennem en årrække bestod det samfundsmæssige kropsideal i det androgyne. Man nærmede sig tendentielt en udligning mellem mænd og kvinder også på det æstetiske felt, på samme måde som den politiske økonomi i stadig større omfang ophævede de kønsbestemte forskelle i arbejdskraftens anvendelighed. Her er nu bodybuildingen en ekstrem udgave af den påpegning og dyrkelse af kønsforskellen i æstetikken, som slog igennem i den sidste del af 1970erne.

I bodybuilding markerer man gennem kropsudtrykket, at der er afgørende æstetiske forskelle mellem mænd og kvinder, og at mulighederne er vidt forskellige, og hvorledes det er helt nødvendigt at anvende forskellige målestokke og idealer for mænd og kvinder. Bodybuilding er en dyrkelse af denne kønsforskel og således en parodi på det samfund, som hævder, at alle mennesker er skabt lige; og det sker ved at markere nogle naturgrænser, som selv en nok så ihærdig træningsindsats ikke kan gøre noget ved. I denne meget formidlede forstand er der også tale om en respekt for kroppens materiale. Bodybuilding er karakteriseret ved, at den faktisk bygger op på kroppen; men der findes også andre fænomener, som illustrerer en sådan ompostering, men som ikke er mindre kropsdemonstrative end førstnævnte.

Hele den kosmetiske industri er således en teknologi til at illudere gennem fremhævelser, retoucheringer, tilføjelser og afskæringer. Man er i den nuværende periode vidne til en ny bølge af udstyrsforbrug, som så igen vidner om en ny følsomhed over for det kropslige felt – over for kroppen som kommunikation og genstand for kontemplation. Kroppens skønhed eller dens illuderede skønhed er igen på dagsordenen.

Denne kommunikation af skønhed er ikke reduceret til, at man gør sig selv til et kunstværk. Der kommunikeres i et felt, og derfor skal der kommunikeres stemning og miljøtilhørsforhold. Der findes ikke en universaliserbar æstetisk kode, men der findes en universel følsomhed over for kroppen som æstetisk felt. De enkelte miljøgrupper iscenesætter forskellige udtryk og forskellige sociale værdisætninger, således at man er vidne til en mangfoldighed af usammenlignelige udtryk, som kun har værdi, når de er placeret i bestemte sociale rum eller miljøer; men det fælles er alligevel selve orienteringen om kroppens muligheder og manipulationen med dem. Ikke nok med at man kan radere og tilføje, fremhæve og bortskære, man kan også direkte anvende manipulationen med det beskuende syn ved hjælp af forskellige farve- og kontrastkonstruktioner.

Denne følsomhed over for kroppen som felt, som kommer til udtryk gennem den æstetiske iscenesættelse, og som på en mærkværdig måde kommer til at aktualisere den mest ukropslige af vore sanser som sin refleks, nemlig synet, er endnu mere fremtrædende i et tredje moment i den nye følsomhed, nemlig følsomheden over for kroppens bevægelse i rummet.

De nye 80er-moder sætter ikke kun nogle rammer for beskuelsen. De sætter ligeledes rammer for bevægelsen af kroppen og dermed for den egentlige iscenesættelse. Når det igen er kommet på mode at gå med højhælede sko, så medfører det ikke kun, at folk begynder at se anderledes ud: De tvinges også til en anden gangart, holdning etc. Nye dansemoder sætter nye adfærdsmønstre. Den moderne dans har to ekstremer: På den ene sider er der selve partnerdansen, hvor parterne fungerer som hinandens spejle, og hvor bevægelserne skal kodificeres i forhold til partneren, til rytmen, til de andre dansende og til rummet som sådan. På den anden side kan man opleve den individualiserede danser, som først på dansegulvet skal forsøge at erobre en partner; der er både tale om en demokratisering og en specialisering, da alle principielt kan deltage, mens det faktisk er de få, som kan gennemskue koreografien på gulvet – et gulv, som er en moderne arena, som iagttages og studeres for at lave om på “the odds”.

Man kan også se en focusering på kroppens energi og dens bevægelsespotentialer i bevægelsesteknologien. Det er en ny følsomhed over for kroppens felt, som kommer til udtryk i den omfattende cyklistbevægelse, og den kommer til udtryk i forholdet mellem typen af den valgte cykel, den rigtige frisure, de rigtige tennissko. Et lignende forhold kommer frem i andre accelerationer af kroppens bevægelighed såsom skateboards og rulleskøjter. Man bevæger sig oftest mellem andre kroppe og er således afhængig af de skiftende figurationer. De er ekstremt kropslige, fordi der så at sige køres med hele kroppen, og der er tale om en alsidig udvikling, men samtidig suppleres denne ekstremt kropslige figur[5] af en markant focusering på synet som orienteringssans, fordi man for eksempel gennem en walkman isolerer kroppen fra omverdenen og således koordinerer et rum mellem de forbipasserende og musikkens rytme, som nu bliver individuel.

At dyrke legemsøvelser, at skabe sin egen krop, at koordinere kroppens bevægelse i tid og rum. – Disse tre aspekter af den nye følsomhed over for kroppen er blevet overlejret af endnu et aspekt, nemlig den megen snak om kroppen. Man kan også sige, at kroppen har fået   sin egen diskurs. Der er mange, som i praksis i en eller anden form dyrker kroppen, men der er også mange, som dyrker den i teorien, som snakker om den, som skriver om den, som undersøger den, måler og vejer den, lytter til den og lignende. Kroppen som genstand for iagttagelse og diskussion er som sagt endnu et led i den nye følsomhed.


[1] Betegnelsen for et “rumligt forhold”, hvor der virker forskellige interagerende interesser og kræfter: udfoldende, bestemmende, uomgængelige, figurer, påvirkninger etc. Iscenesættelsen af kroppens felt overskrider legemet som rumlig enhed og iagttager de kræfter, som er aktive i rummet, og som ikke kan reduceres til kroppen som erfaringscentrum. Feltet er altid allerede intellektuelt formidlet, og dets afgrænsning afhænger af perspektivet.

[2] En tendens til at skabe det lige og regulerbare i mangfoldigheden. Homogenisering udrydder ikke mangefoldet, men producerer en ny mangfoldighed, som er bestemt i forhold til det homogene og således er kendt, beskrivelig og beregnelig – det vil sige kontrollabel.

[3] Henviser til en strategis sociologiske betydning, dens forhold til social værdi og ikke først og fremmest til økonomisk nytteværdi.

[4] En bestemt viden kan kodificeres i en diskurs, og i det øjeblik en viden kodificeres, er den gentagelig og ikke unik. I modsætning til forholdet mellem mester og discipel med den helt enestående vidensproduktion er forholdet mellem instruktøren og idrætsudøveren og den tilknyttede viden oftest kodificerbar i lærebøger. En videns kodificeringsgrad siger noget om dens frigjorthed fra situationen og det tilfældige.

[5] Her anvendt i betydningen forskellige sammenhænge af aktive positioner i feltet, som danner en figur i bevægelse. Der kan for eksempel være tale om sammenhænge mellem legemer og ting mellem legemer, ting og hastigheder etc.