Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Det tilfældige og enestående i sporten

En fjerde kilde til sporten er spillet. Et spil er et system, som har indarbejdet tilfældigheden i sig. Spillet om tilfældigheden og i formidlet forstand udvekslingen med døden er indgået i de fleste kulturer og også i disse kulturers forhold til kroppen. Sporten udvikler sig af spillet ved at iscenesætte og organisere, og dermed kontrolleres tilfældigheden, men den kan ikke udelukke tilfældigheden uden at overskride sig selv som sport.

Sporten er en organisering af en mængde spil, som fungerer efter mere eller mindre kodificerede regler. Således er den moderne sport et led i vestens omfattende rationaliserings- og disciplineringstendens. Denne tendens er også en frigørelsestendens. Den indeholder en forestilling om, at frigørelse fra naturtvangen sker gennem en naturbeherskelse; og denne beherskelse sker gennem en distancering af en række naturelementer og herunder naturens luner, dens uberegnelighed og dens tilfældighed. Jo mere man ved om naturen, jo større er sandsynligheden for at kende de tilfældige indfald; men det er naturligvis aldrig muligt helt at uddrive tilfældigheden af naturen. Derfor har naturen altid sine ubekendte, sine trolde og nymfer, som kan slå til.

I de folkelige spil er tilfældigheden for stor. Det er hasard. Et egentligt spil, som skal anvendes til tidsfordriv, må kunne belægge spillet med sandsynlighed, fordi man ellers ikke kan konkurrere. Konkurrencen må aldrig blive lige, det vil sige uden tilfældighedens spil i kulissen, men på den anden side må det heller ikke være helt tilfældigt, for så findes der ingen sammenligning, anerkendelse og intet spændingsmoment – kun overraskelse. 1 sportens organisering indgår der denne kamp mod tilfældigheden, og den får de mærkværdigste former; men tilfældigheden som sådan kan ikke udryddes, for så mister sporten sin karakter af spil og dermed sin underholdende, overraskende og fornøjelige effekt. Dersom hvert trin bliver formålsbestemt, er sporten blevet til arbejde.

Det er tilfældighedens indspil, som gør sporten enestående. Den enkelte præstation er enestående i den forstand, at den ikke kan gentages identisk. Der er sket noget i mellemtiden, et tilfældigt vindpust, et tilfældigt tilråb, en tilfældig tanke. I det omfang tilfældigheden kan udryddes, kan man nærme sig gentageligheden, men i samme omfang som tilfældigheden ikke kan totalt udryddes, kan man heller aldrig gentage en præstation. Også dette moment adskiller sporten radikalt fra identiske kropsøvelser, som – med en vis moderation, i det mindste som intention – kan gentages, kan opføres igen. Sportens iscenesættelse af kroppens felt er en organisering af tilfældigheden, men denne organiseringsmani bærer altså sin modsætning i sig. Organiseringen er således sportens dødsdrift.

Organiseringen som beherskelsen af naturtvangen – det vil sige tilfældighedens indspil – har taget mange former i den moderne sport. Den mest påfaldende er teknologiseringen og den medfølgende erstatning af naturen med kontrollerede miljøer. I samme omfang som man tendentielt kontrollerer tilfældigheden, demokratiserer man også sporten, fordi man via det beregnelige miljø skaber lige chancer for alle.

Selve sportsarealet er et udtryk for, at man har organiseret og minimeret tilfældigheden. Man bygger bevidst et stykke erstatningsnatur, som ikke er behæftet med helt den samme lunefuldhed som den frie natur. Sportsarealet med det dresserede græstæppe skal udelukke det forstyrrende og pinlige i for eksempel at glide i en kokasse. Så længe den friske luft betød så meget for den vestlige renselsesfilosofi, og så længe man ikke havde de tilstrækkelige arkitektoniske og økonomiske muligheder, forblev sportsarealet dog et led i den frie natur, således at forstå, at man i det mindste var afhængig af vejret. Selv med et kunstigt græstæppe, som har uddrevet gartnerens duelighed og muldvarpens indspil som luner, er man dog afhængig af vejret; men med den moderne sportsbyggeindustri forsvinder selv dette lune, fordi man lukker sportsmiljøet inde i et rum. Sportens rum er dermed fundamentalt forandret, og der bliver tale om et mere og mere kontrolleret miljø, hvor selv den friske luft og lyset har mistet deres værdi.

Den samme bestræbelse slår igennem i alle sportens dimensioner. Tidtagningen og målingerne i det hele taget øges i sikkerhed, så man ikke risikerer menneskelige fejl. I sidste ende er det jo det, som er problemet, nemlig at det er menneskeligt at fejle, og derfor gælder det om at udrydde det menneskelige fra sporten.

Et andet afgørende problem ved naturen er, at den ikke er abstrakt kvantificerbar i det uendelige. Man kan ikke finindstille belastningen i en naturlig romaskine – en robåd – for eksempel: Man kan ikke sammenligne resultaterne fra sidst, hvor der er for meget tilfældigt indspil. Det er manglen på sammenlignelighed, som er den drivende mangel i moderne sport, for det er nemlig ikke en hvilken som helst sammenligning, man har brug for i den moderne sport: Man søger efter en abstrakt målelig sammenligning, som ikke kun gælder i situationen, mand mod mand for eksempel, men en sammenligning, som i princippet altid er der, så præstationen er umiddelbart sammenlignelig med andre præstationer, egne og andres præstationer; og derfor må præstationen ikke være betinget af specielle forhold. Man kunne også sige, at sporten er blevet videnskabeliggjort, fordi den videnskabelige præstation er identisk med elimineringen af naturtvangen.

Udryddelsen af det tilfældige, forsøget på at skabe gentagelighed – disse bestræbelser er sportsliggørelsens tendens, men samtidig dens dødsdrift. Det er en demokratisering, men også en kedeliggørelse af sporten. Det exceptionelle forsvinder til fordel for det middelmådige. Denne dobbelthed er en af grundene til, at sporten søger over i andre dimensioner eller på en ny måde forsøger at tilføje tilfældighed og undtagelser.

Den tidstypiske sport er de mange computerspil, som er konstrueret på baggrund af sandsynligheder og tilfældighedskalkuler. Det er den mest typiske sport, fordi den almindelige sport gennem videnskabeliggørelsen og organiseringen nænner sig disse betingelser, selvom den som sagt aldrig kan nå dem. Konfronteret med denne kedelige middelmådighed blomstrer spillet om sporten, sportens hasard og bookmaking som et forsøg på at gentilføje sporten et skær af højt spil, som jo kun er interessant i det øjeblik, at der rent faktisk sker noget overraskende. Det siger da også sig selv, at den eneste form for tipning, som er interessant, er den såkaldte sypige-metode, hvorimod den matematiske og systematiske tipning er ligeså middelmådig som sporten selv, ja, er en sport, ikke et spil.

Der findes imidlertid endnu en måde at imødegå sportens tendens til gentagelighed, og det er ved rent faktisk at gentage den unikke begivenhed. Herved kan man imødekomme kravet om gentagelighed uden at destruere sportens unikke, enestående karakter. Det er den moderne mediereportage af sporten, som har slået sig på denne løsning. Der er så at sige ingen sammenhæng mellem mediesporten og den begivenhed, som den tilsyneladende dækker. Der er den samme art af sammenhæng, som der er mellem tipning og fodboldkampe. Det sidste leverer blot udgangsmateriale for det første.

Mediet kan manipulere med tiden, rummet og hastigheden og kan således iscenesætte den sportslige begivenhed på ny. Kameraet kan bruge et andet focus end det beskuende øje, og det kan klippe forskellige vinkler sammen. I den moderne sport er en del af forholdet mellem det fysiske publikum som beskuer og de agerende som beskuede blevet ombrudt. Kameraet bliver nu det kollektive øje, som beskuer, men ellers har helt de samme logiske funktioner som det fysiske publikum. Publikum er blevet af helt andre dimensioner, og denne kvantitative principielt universelle dimension er blevet det helt afgørende. Den sport og de begivenheder, som ikke kan få dette kollektive kunstige øje til at hvile på sig, har dårlige kår, fordi den så heller ikke kan blive sponsoreret. Men netop denne manipulation med feltets konturer sætter nogle helt andre adfærdsformer i feltet. Der sker såvel en individualisering som en seksualisering.