Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

En abstrakt redegørelse for tematikken (civilisation, magt, behov, socialisationskritik og organisation)

I

Den følgende fremstilling handler om sammenhængen mellem socialisation, socialisationskritik og organisation.[1] Den forsøger at skitsere en problemsammenhæng, som er blevet døbt socialisationsteori. Denne »teori« angår samfundets integrationsmekanismer, dets beslaglæggelsesteknikker, dets samfundsmæssiggørelsestendens over for individerne. Når man skitserer en sådan bestræbelse, kommer man til at skrive lidt socialisationshistorie. Skriftet forsøger imidlertid også at udarbejde et grundlag, som kan være udgangspunkt for kritik af etablerede socialisationsteorier. Det er altså også en kritisk fremstilling af konkrete former for socialisation. En sådan fremstilling har politiske konsekvenser. Man må derfor nærmere undersøge disse konsekvenser, – ikke mindst inden for organisationen af en bred anti-kapitalistisk bevægelse.

Fremstillingen er centreret omkring nogle teser, og den forsøger at trække demarkationslinier i forhold til nogle tendenser, som markerer sig kraftigt inden for den nyere socialisationsforskning og inden for den politiske teori.

II

Den første tese retter sig imod en række vigtige ansatser, som beskriver socialisationen ved hjælp af et halv-marxistisk samfundsmæssiggørelsesbegreb: Socialisationen bestemmes abstrakt som en samfundsmæssiggørelse af individer, og modstanden og emancipationen står i nostalgien og utopiens tegn.[2] Jeg er af den opfattelse, at man må kritisere disse ansatser for kun at se kapitalismen som forfald. Jeg mener kort sagt, at de overser civilisationens dobbeltkarakter. Fremskridtet er ubehageligt, omkostningsfuldt, men det udvikler tillige nye og fremadrettede produktions- og samkvemsformer. De omtalte ansatser betragter stadigvæk kun civilisation i relation til barbari, og fastholder den klassiske borgerlige offentlighed som civilisationens højdepunkt. De falder dermed bag om indsigterne hos Karl Marx, men ikke nok med det: de falder bag om Friedrich Nietzsche og Sigmund Freud. Disse tre positioner, som har været af overordentlig stor betydning for den europæiske idehistorie i det tyvende århundrede, har alle understreget civilisationens dobbeltkarakter. De er langt fra fremskridts- eller civilisationsfanatikere, men de fastholder, at ubehaget, fremmedgørelsen, dekadensen, kun er den ene side af udviklingen: på den anden side, så udvikles grundlaget for en overskridelse af ubehaget i den selvsamme proces; og sine steder udvikles der former, som foregriber en ny tilværelsesform.

Den anden tese retter sig mod andre tendenser i den aktuelle diskussion. Der eksisterer en række ansatser, som opgiver den marxske teoris anvisning af fundamentale antagonismer i den kapitalistiske produktionsmåde. Man er – i modsætning til den første tendens – blevet grebet af kapitalismens system-karakter, dens organisme-karakter. Det giver sig til eksempel ideologisk udtryk i den stadig om-sig-gribende medicinske terminologi, i det lægelige blik etc., og det kommer teoretisk til udtryk i mekanisering, en sociologisering af klassebegrebet. Det er min opfattelse, at proletariat og bourgeoisi som klasser er absolutte kategorier og ikke sociologiske grupper.[3]Derfor kan man ikke sige, at »proletariatet er forsvundet«, men må snarere fastholde, at proletariatet stadig er under dannelse. Der findes en tendentiel determination i retning af at konstituere proletariatet som klasse, dvs. en homogeniseringsbestræbelse. Kritikken af den politiske økonomi er for mig at se en beskrivelse af denne proces; og det jeg vil kalde socialisationskritik er en beskrivelse af denne proces under en anden synsvinkel. Man kan bestemme socialisationskritik som en kritisk fremstilling af proletariatets konstitution, og proletariatet er vel at mærke ikke nogen afgrænselig social gruppe.

Den tredie tese retter sig mod tendenser til at geninvestere i anarkistiske elementer; dette gør sig såvel gældende inden for organisations-overvejelserne som inden for filosofien. Man dropper tendentielt det centrale i den klassiske emancipationsforståelse, hvor emancipationen har et tyngdepunkt i den proletariserede og homogeniserede masse. Man mister sit grundlag i denne teori, når man gør repressionsforhold til de vigtigste, og ser stort på klasse-eksploitationen, som trods alt er konstruktiv for den kapitalistiske produktionsmåde. Denne tendens kommer bl.a. til udtryk igennem en art Nietzsche-renaissance i emancipationsteorierne – ikke mindst i Frankrig.[4] Det er min opfattelse, at man er inde i en korrekt omdefinering af emancipationsperspektivet; men man forfejler sit mål, dersom den klassiske tematik falder på gulvet. Man må rettere koncentrere sig om at udvikle former for revolte og organisation, som kan fastholde begge elementer; og disse nye former findes også som tendenser.

Disse tre sammenhængende teser er styrende for mine overvejelser. Skriftet fører derfor bl.a. en diskussion over to temaer: civilisationens udvikling af nye overskridende former for socialitet; og magtens problem forstået som en strategisk situation i hverdagen i form af udbytning, i form af undertrykkelse og i form af magt i strikt forstand.

III

Der findes en tendentiel determination, en eller anden form for ensrettende rationalitet i det borgerlige samfund. Der eksisterer en tendens til at retningsbestemme de forskellige niveauer og instanser i den sociale fonnation. Den sociale formation må bestemmes som et usamtidighedsnet, hvor der findes en art tendens til at samordne de forskellige historier i et system, som er retningsbestemt. Når historieteorien formuleres så abstrakt, er der ikke nogen væsentlig forskel på de forskellige »skoler«.[5]

Det er ikke alene i den sociale formation, at man kan anvise en retningsbestemmelse af de diskontinuerlige energier; dette gælder også for dét, man, blot som analogi, kunne kalde den psykiske formation, det psykiske apparat.[6] Her kan den indsnørede behovstilfredsstillelse opfattes i analogi med produktivkræfternes vækst i den sociale formation, idet Jeg-dannelsen og installeringen af realitetsprincippet bliver ordningsbestemmende for energi-udfoldelsen.

Produktivkræfternes vækst og Jeg-dannelsen, der begge er udtryk for en evne til behovstilfredsstillelse, er umiddelbart udbyttende og undertrykkende. Produktivitetsforøgelsen er borgerskabets permanente klassekamp, og Jeg-dannelsen kræver en formændring i behovstilfredsstillelsen. Men man må alligevel operere med en civilisatorisk tendens i disse udviklingsformer; for produktivkræfternes vækst er ikke alene borgerskabets klassekamp, men tillige udvikling af de menneskelige behov og udviklingen af en »rigere individualitet«; og Jeg-dannelsen er ikke alene en »knægtelse af lystprincippet«, som fremprovokerer den mål-hæmmede kærlighed, og dermed et nyt socialitets-princip.[7] Begge foranstaltninger indebærer altså også forudsætningerne for en overskridelse af de rammer, som de er skabt indenfor. Disse momenter gør sig i det mindste gældende i den klassiske økonomi, den historiske materialisme og i den klassiske psykoanalyse.

I den klassiske økonomi og i den historiske materialisme problematiserer man ikke produktivkræfternes vækst, og ser næsten udelukkende den positive side af udviklingen. Omkostninger er til at leve med, fordi produktivkræfternes vækst betyder en stigning i den materielle rigdom, i mulighed for behovstilfredsstillelse, i brugsværdier. I kritikken af den politiske økonomi vil man kunne lokalisere en kritisk tematisering af dette. Man vil fastholde den civilisatoriske indflydelse, fordi den er behovsudviklende og skaber rigere individualitet, og dermed er et moment i menneskenes løsrivelse fra naturtvangen, i deres historiceringsproces; men man begynder at problematisere de former, som det sker under. I stedet for at produktivkræfterne umiddelbart er samfundsmæssige, må man spørge, om ikke de er kapitalistiske i deres form? Om ikke brugsværdierne er kapitalistiske brugsværdier? De kan dermed ikke umiddelbart overtages; det gælder altså ikke blot en samfundsmæssig administration af de samfundsmæssige produktivkræfter.

Noget tilsvarende gør sig gældende inden for »psykoanalysen«. I sin kulturteori accepterer Freud hæmningen af lysten med det medfølgende ubehag. Det har andre freudianske kulturteoretikere ikke villet acceptere som et grundforhold, og de hævder, at man må kunne tænke sig en ikke-hæmmende kultur.[8]

Med andre ord: Det man må fastholde, er ikke væksten eller hæmningen som sådan, men de differentieringer som disse foranstaltninger har som effekt. Altså dels nedsætningen af arbejdstiden og udviklingen af de menneskelige behov, og dels udviklingen af tilfredsstillelsesformerne fra driftsafkald til sublimering, til målhæmmet kærlighed dvs. ømhed. Disse effekter sætter rammerne for nogle »nye« mellemmenneskelige relationer: Mangfoldiggørelsen af behovene, gør behovet til grænse for behovet, fordi tilfredsstillelsesmulighederne er mangfoldige og det enkelte ikke bliver så stærkt; – driftstilfredsstillelsen bliver f.eks. til ømhed og dermed til et socialt bånd. De mellem-menneskelige relationer opstår således ikke længere i arbejdsdelingens nødvendige henvisthed til hinanden, men efter nye principper. Produktionen af sådanne kim til nye former er en del af kapitalismens civilisatoriske tendens, og de kan først opstå på grundlag af kapitalismen.

Men disse kimformer til noget nyt, som overskrider kapitalismen, er naturligvis ikke det mest fremtrædende i kapitalismens udvikling. Socialismen vil ikke være noget totalt nyt, men noget totalt anderledes, og man må fastholde begrebet om socialismen som proletariatets diktatur, netop fordi kapitalismen har haft en prægningseffekt i den materielle struktur, og de nye socialitetsformer kun er sået som kimformer. Jeg vil derfor diskutere proletariatets diktatur, fordi det er stedet for en tematisering af forholdet mellem kapitalistiske former og kommunisme-foregribende former. Det var endvidere intentionen at diskutere proletariatets diktatur i relation til det socialistiske demokrati.[9]

IV

For at kunne diskutere nye former for mellem-menneskelige relationer og tilfredsstillelse af behov, må de relateres til den faktiske kapitalistiske hverdag. Det er min opfattelse, at det bedst kan praktiseres ved at analysere tre kategorier, som knytter kritikken af den politiske økonomi sammen med socialisationskritikken og socialisationen som sådan. Det er endvidere min opfattelse, at enhver form for antikapitalistisk kamp må forholde sig til dette spektrum. Det gælder kategorierne udbytning, undertrykkelse og magt. Jeg har derfor gjort en del af min fremstilling til en analyse af disse kategorier.

Hvad vil det egentlig sige, at nogen udbytter andre? Udbytning eller eksploitation er det marxistiske begreb om merarbejde, merprodukt, merværdi og klasse-adskillelse. Det er nødvendigt at tage stilling til den marxistiske teori om klassekampen, hvis man ønsker at analysere samfundets integrations- og beslaglæggelsesteknikker. 1 marxistisk teori er det den grundlæggende klassekamp i den materielle produktion, som overdeterminerer samtlige andre klassekampsformer, det være sig politiske, ideologiske etc.

For at forstå den marxistiske teori om klassekampen er det imidlertid nødvendigt at distancere sig fra de udgaver, som vil opfatte klassekampen sociologisk – dvs. som en regulær kamp, hvor der kan arbejdes med symmetriske grupper eller hold, som da er klasserne. Den marxistiske teori er rettere en fremstilling af klassernes konstitution – ikke blot som klasser i sig selv men for sig selv. Dette sker for bourgeoisiets vedkommende med de borgerlige revolutioner, medens proletariatet er under definition. De forholder sig ingenlunde symmetrisk til hinanden. Derfor er »Kritikken af den politiske økonomi« så på sin vis en fremstilling af proletariatets dannelse, og her kan man se sammenhængen til kritikken af den politiske socialisation, for socialisationskritikken er som omtalt ligeledes en fremstilling af proletariatets dannelse med hensyn til holdning og statur. Undertrykkelsen eller repressionen hænger sammen med udbytningen, men kan ikke reduceres til denne. Det må med andre ord undersøges, i hvilken udstrækning den marxistiske teori om udbytningen får effekter på forståelsen af undertrykkelsen.

Derudover tematiserer skriftet tre former for forståelse af undertrykkelsen. Således som den kommer til udtryk i distinktionen mellem normalitet og anormalitet – dels som den kan opfattes patologihistorisk, og dels som den i bredere forstand er betydningsfuld forforståelsen af »out-sideren« (Foucault). Endvidere således som repressionen begribes som politisk repression i de såkaldte »repressive og ideologiske statsapparater« (Althusser),[10] samt endelig som den kommer til udtryk i opfattelserne af »det mellemmenneskelige had« (Brückner).

Magtbegrebet og magtrelationerne er mangelfuldt analyseret, hvad enten man undersøger marxistisk eller borgerlig litteratur. Man må derfor forsøge at opsamle de indsigter som eksisterer for om muligt at bidrage til en teori om magten. For det første kan man undersøge magtbegrebet teorihistorisk, og det viser sig da, at det faktisk er magtbegrebet, som er konstitutivt for politologien. Allerede Platon og Aristoteles undersøgte magten for om muligt at undgå oprør,[11] og dette moment går igen i den naturretslige magtforståelse. Analyserne af magten – og det vil sige politologien – er derfor til for at undertrykke oppositionelle elementer. For det andet må man fortsætte magtdiskussionen ind i det rum, som sociologien har etableret ved at snakke om økonomisk, politisk og ideologisk magt. Det vigtigste må imidlertid være at diskutere med de nyere udgaver af magtens filosofi. I den forbindelse er Nietzsches moralfilosofi et af de vigtigste baggrundselementer. I sit opgør med den kristelige moral indsmugler Nietzsche en »metafysisk« størrelse, nemlig »viljen til magt«. Det er »viljen til magt«, som er hans grundkategori i modsætning til den borgerlige humanisme. Michel Foucault har på det senere på lignende vis forsøgt at kritisere den borgerlige humanisme ved at tale om »magtens teknologi«. I denne sammenhæng trækker Foucault unægteligt meget på Nietzsches filosofi, og sine steder er denne inspiration afklarende for en forståelse af Foucaults projekt. Men oven på magtens teknologi finder man idag en »magtens filosofi«, som let kan slå rod hos de labile intellektuelle. Denne ny-orientering i kritikken af kapitalismen er naturligvis ikke uden konsekvenser for kampen imod kapitalismen, for den anti-kapitalistiske bevægelse.

Idag kan man mange steder registrere en transformation af det »revolutionære håb«. Det anti-autoritære bliver det mest centrale; de klassiske parti-strukturer nedbrydes; man taler om græsrødderne; om at »ledere bliver ledere og ledere« osv. osv. Enhver teoretisk afklaring angående kapitalismens struktur må forholde sig til denne omdefinition af kampen mod kapitalismen og de tilhørende strukturer.[12] Organisationen af den anti-kapitalistiske strategi må derfor være et integralt problemområde i kritikken af den politiske socialisation, for man kan ikke sige overgreb uden at sige modstand.

Nærværende eksperimenter kan naturligvis ikke svare på alle de spørgsmål, som dette »Forspil« stiller. Spørgsmålene er abstrakte diskussionsrammer, og det er som sagt rammer, som jeg finder er uomgængelige i den aktuelle sammenhæng.[13]


[1] Det var oprindelig min intention at skrive en flydende diskurs over tre faser, – nemlig en fase med socialisation, en fase med socialisationskritik og endelig en tredie fase om organisation. Fremstillingsprocessens træghed har imidlertid medført for mange indbrud til, at intentionen kunne være lønsom. Der er i det mindste tre sammenhænge, som har bevirket disse justerende indbrud: Det gælder et seminar ved Institut for Idehistorie om »Brugsværdi, behov og produktion i marxismens historie« samt tværfaget om »Socialisationskritik og politisk praksis«; men det gælder også celle-diskussioner om »Proletariatets diktatur«.

[2] Det er ikke sådan, at man kan identificere disse tendenser med konkrete positioner; men det er naturligvis tendenser inden for kapitallogikkens efterspil i Vesttyskland, og det er elementer, som også findes i dele af Jürgen Habermas’ offentlighedsteori; – men det er også tendenser inden for de franske paralleller hertil, – nemlig overløbere fra, og kritikere af Louis Althussers og Jacques Lacans reformuleringer, samt Michel Foucaults effekter.

[3] Det betyder imidlertid ikke, at det er uinteressant at klassificere ved hjælp af sociologiske begreber – det kan endda være uhyre vigtigt for en analyse -; men det betyder, at sociologiens besvær med at fastholde et proletariat og et bourgeoisi ikke har effekter på marxismens absolutte kategorier, men nok på dens strategi.

[4] Det er en ny-anarkistisk tendens, som ikke opstiller alternativer, og som ikke forholder sig til den anarkistiske tradition. Det er rettere en principiel irrationalisme, og man kan forøvrigt kritisere den facon som Nietzsche udnyttes på: Man projicerer sin egen anti-civilisatorik ind i Nietzsche.

[5] Det er en retningsbestemmelse og ikke en målbestemmelse. På det helt abstrakte niveau kan man påpege en fælles intention hos Lenin, Bloch, Lefèbvre, Althusser, med hensyn til et usamtidighedsnet. Kapitalismens ratio er ikke enhedens fantasme.

[6] Der er tale om en abstrakt analogi mellem samfundsformationen som et system af instanser uden centrum, og så det psykiske apparat som en topik uden centrum, hvor de forskellige instanser ikke har nogen anden enhed end enheden i deres konfliktuelle funktioneren.

[7] Dette er blot et eksempel, som jeg diskuterer i kapitel 3.

[8] Jeg tænker her helt specielt på Herbert Marcuses forsøg på – som en moderne Schiller – at sandsynliggøre en æstetisk civilisation og en ny æstetisk sensibilitet i forlængelse af Freuds kulturteori og marxismen.

[9] En gennemgribende diskussion af et eventuelt eller faktisk »socialistisk demokrati« mangler også i dette skrift. Den ny interesse for »proletariatets diktatur« kan imidlertid være med til at afstikke nogle rammer; jævnfør kapitel 7.

[10] Althussers »teori« om undertrykkelse og ideologi er underbehandlet her, fordi jeg har diskuteret den andetsteds. Ideologi-problematikkens fravær er ikke et udtryk for den vægt jeg vil tillægge denne diskussion. Der står meget tilbage at sige om dette felt, som Althusserskolen i en slags forlængelse af Lacans psykoanalyse er næsten ene om at tematisere.

[11] Dette problem er kun løseligt tematiseret her på grund af skriftets interventionskarakter, men også dette er mere afgørende end behandlingen antyder. Jævnfør kapitel 10.

[12] Det er ikke nødvendigvis et enten-eller. Det er vigtigt – at man tager kritik af marxismen alvorligt: Ikke som sådan, men som symptomer på blinde pletter eller underbehandlede problemer i marxismens historie. Selvom kritik af marxismen sjældent er funderet i et egentligt kendskab til den marxske teori og marxismemes historie, så er disse kritikkers tilstedeværelse og gennemslagskraft symptomer, der dækker over reelle problemer. Der er ingen plan i at tildække disse problemer ved blot at læse hen over dem. Deres tilstedeværelse kan kun animere til et stædigt udviklingsarbejde, så marxismen kan blive ved med at være en levende teori, der kan markere positioner. (Overfor strudsen må man stille kamel, – løve, – barn – for nu at tale med Nietzsche).

[13] P.S.: »De fleste tænkere skriver dårligt, fordi de ikke blot meddeler os deres tanker, men også tænkningen af deres tanker.« (Nietzsche).