Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Fem sportslige aforismer

Enhver kan se det: “Sportstøjet dominerer moden! Det er naturligvis ikke haute couturen, men pret à port’en som her er på tale. Man kan vel egentlig sige, at sportsklædedragten er blevet model for den hverdagslige dragt, hverdagstøjet, fritidstøjet. Det interessante i denne forbindelse er, at det i dag er sportens klædning, som er blevet model – det er arbejdets klædning eller krigens klædning. Såvel krigens eller militærets klædning som arbejdets klædning har haft sin modeperiode på forskellig vis, men først og fremmest som nyttig klædedragt – en klædedragt, som var behagelig og praktisk. Men denne klædning er trængt i baggrunden til fordel for sportens klædning. Sportstøjet bliver som en behagelig klædning til model for moden.

Der er ikke noget nyt i dette forhold, for sådan har det fungeret i det meste af et århundrede. Sportsarealet er laboratorium for udvikling af en mere let og nyttig, det vil sige funktionsvenlig klædedragt. Det var her, korsettet og de lange skørter forsvandt, og siden er denne frigørelse så sivet ned som norm. Det sidste århundrede har således været en veritabel afklædning. Det er denne proces, som er standset; og vi er i gang med en kontrolleret og iscenesat påklædning nu. Sportsarealerne bliver et mere og mere farvestrålende skue. Klædningen er en distancerende sprogkode. En smuk krop, som kunne vises frem, har været et ideal længe, men på den anden side er den nøgne krop alt for universel og demokratisk. Alle kan i princippet få en smuk, solbrun og veltrimmet krop. Men fritidens fremstormen for alle gør, at det ikke længere er et privilegium for de privilegerede sociale lag at have tid og råd til at pleje kroppen. Den hjemmeløbende husmor og den arbejdsløse døgenigt er endda specielt privilegerede i denne forbindelse, så de social t dominerende lag forlader denne distancerings form og iværksætter en talende genpåklædning. Vi er i dag vidne til det modsatte af striptease. Det pikante ligger i påklædningen, og påklædningen har sine privilegier – en ældgammel teknik i social distancering, som man kender fra hofferne.

Set i dette lys er der en helt uløselig forbindelse mellem jogging og joggingdresset. Den, som tror, at jogging kun drejer sig om at holde kroppen og blodomløbet i funktion, må forbavses over joggingindustrien. Kondiløbene – såvel den ensomme ulvs som massepsykosens – er mere en vedligeholdelse og en løben fra problemerne: De er social markering. Idrætssociologien kan meget vel udpege, hvilke lag som nu til dags udgør kernen i jogging-folket og det er præcis det mellemlag, som er blevet vort samfunds dominerende lag. Jogging, motion og kondi er ikke overklassens eller underklassens specifikke organiserede idrætsformer. I mellemlagets evige løben fremad, er dresset på ingen måde underordnet. Det er på én gang socialt identifikationsmiddel (ah, ha! han er en af vore egne) og socialt distanceringsmiddel (nå, han løber med tunge sko). Dresset er således i modsætning til den universelle nøgne krop en måde til at demonstrere social prestige, og som sådan siver sportens distanceringsmiddel ind i hverdagsmoden (kondisko, sweatshirt, etc.), hvor den imidlertid mister sin oprindelige opløsende eller frigørende funktion i forhold til stive former. Nu kan den endogså virke absurd bevægelseshæmmende: skidragter, højsålede kondisko.

Genpåklædningen er trådt i stedet for afklædningen, og denne påklædning holder en hel industri i sving. Der, hvor Spejdersporten i en årrække blev den foretrukne beklædningsbutik for et helt socialt lag, er det nu sportsbutikkernes stigende udvalg, der trækker.

Sporten har ikke altid været et rum for social distance. En sportens genealogi ville kunne vise, at sporten altid har haft specifikke praktiske mål: militære eller arbejdsmæssige. De vigtigste kilder til de aktiviteter, vi i dag kalder for idræt, er da også civiliseringen af militærdiscipliner og perfektioneringen af arbejdsdiscipliner. Det er i overlevelsens paradigme, man skal søge sportens grundformer – ikke nødvendigvis hin enkeltes overlevelse men for eksempel statens eller fabrikkens. Sporten er således en iscenesættelse af (et medium til udspillelse af) social konfliktualitet.

Engang var den egentlige militærgymnastik dominerende, og forbindelsen tilbage til krigen var helt tydelig. Senere bukker den form for kropskultur så under for en mere nyttig kropsudvikling, som modsvarer opkomsten af en arbejderklasse, idet kropsbeherskelsens disciplin ikke længere kun er beregnet for soldater, men frem for alt for arbejdsstyrken (fabrikken er den nye kaserne); og endelig er den dagsaktuelle sport ikke længere først og fremmest kropskultur, men administration af fritid. Fritiden udvikles i takt med, at arbejdstiden reguleres. Uden arbejdstid ingen fritid. På denne vis er det faktisk sporten, som er blevet dominerende i forhold til idræt og legemsøvelser. Sporten var oprindelig navnet for den engelske adels fritidssysler. Derfor er der også vendt op og ned på forholdet mellem amatørisme og professionalisme. Det er ikke pointen, om man nu får penge for sin præstation eller ej, men om sporten er blevet til arbejde, det vil sige til ikke-fritidssyssel. Fritiden er blevet et stadigt mere presserende problem – ikke mindst for den sociale ro og orden. Sporten organiseres da også, samtidig med at fritiden opstår, men der er blevet mere og mere fritid, som kan (og må) udnyttes i en sekundær udbytning (socialisation, disciplinering, forbrug).

1 disse år udvides idrætsbegrebet til sport, men pointen er ikke, at begrebet udvandes, men at det kommer til at svare til sin genstand, nemlig omfanget af fritidssyslerne. De forskellige aktiviteter grupperes i forskellige former for forbund, som er fælles om at udelukke fordærv og hævdholde regler. Man kunne også sige, at sporten bliver laboratorium for den regelbundne fritid som en analogi til, at arbejdet regulerer arbejdstiden. På denne vis er sporten blot én af en række teknikker til regulering af socialitet- altså et led i den samfundsmæssige administration eller forvaltning afliv.

Sporten har en genealogi, som går fra beherskelse af kroppen til beherskelse af tiden, idet kroppens beherskelse i tid (c.g.s.-idrætter) udgør den bestemte præstationskapitalistiske overgangsform.

Den klassiske idræt var en kropskultur og fungerede som medium for en dobbelt bestemmelse af kroppen: nemlig dels som udvikling af kroppens potentialer og dels som en beherskelse af kroppens energier. Kroppen var i sig selv et redskab i den almene beherskelsesintention. Men når vi i dag er vidne til, at idrætter (og legemsøvelserne) bliver subsumeret under et generelt sportsbegreb, så indicerer det et skift i denne kropskultur. Denne kropskultur fortsætter naturligvis med at eksistere og har da også sine traditionelle effekter; men det overordnede synspunkt er blevet en organisering af tid. Kroppen er blevet til et redskab blandt andre redskaber, og man kunne egentlige sige, at sporten har løsrevet sig fra kroppen – den har selvstændiggjort sig som institution over for kroppen. Under denne synsvinkel er kroppen blevet et appendix, som svarer nøje til selvsamme krops appendix-karakter i den moderne arbejdsproces. Sporten langtfra negerer arbejdet – rettere tværtimod: Den er arbejdets forlængelse i form (krops-redskab) og i organisation og administration af tid. Der er med andre ord forskel på fritid og fri tid.

Sporten kan således let miste idrættens utopiske indhold af bemestring (den beherskede beherskelse). Idrætten opretholdt hele tiden dobbeltforholdet mellem beherskelse og udvikling af potentialer, og den havde således umiddelbart mål: kroppens udvikling eller tilpasning. Kroppens udvikling har et mål (arbejdsmæssigt, sundhedsmæssigt og militært), men denne udvikling er trådt tilbage til fordel for et andet mål – et mål, som på sin vis er idrætten fremmed; æstetik og distancering overlejrer nu fritidssyslerne.

Pointen er heller ikke længere at udvikle den sunde føjelige krop – men at undgå, at kroppen forfalder. Det er en helt ny problematik, som svarer nøje til kroppens reduktion til redskab blandt andre redskaber. Kroppen bliver det nødvendige redskab som bærer af den intellektuelle funktion, som efterhånden vil komme til at dominere det moderne liv. Denne reaktion og vedligeholdelse af redskabskroppen er noget, som må foregå i fritiden: At slappe af bliver nødvendigvis til at løbe derudaf. Det levende er sat under administration.

Når æstetikken bliver så dominerende en dimension på sporten, så skyldes det blandt andet, at sporten altid bliver beskuet. Den del af sporten, som er den moderne afslapning, er dels lagsspecifik og dels mindre iscenesat. Forbruget af tid er ikke så æstetisk betonet, da den ikke skal være en salgbar vare. Sportens moderne brugsværdi er ikke kun sundhed men frem for alt show. Sporten er en iscenesættelse af konfliktualitet – en civiliseret udspilning af konfliktualitet.

Nu er det imidlertid nødvendigt at foretage en række distinktioner inden for sportens rum, men under forudsætning af, at sporten kan subsumere fritidssyslerne i den moderne verden, bliver dens vigtigste samfundsmæssige funktion administration af tid. Men denne administration af tid er samtidig en konfliktualitet og en administration, som ikke omfatter sportsudøvelserne men frem for alt tilskuerne – publikum, almenheden. Sportsfolkene er således (omend ofte ufrivilligt) repræsentanter, på samme måde som politikere er repræsentanter. En kritik af sporten kan altså være en kritik af denne repræsentation – og en sådan kritik bærer mere med sig.

Sporten som repræsentationsrum antyder den helt afgørende identitet mellem sport og politik – sporten er således blot en politisk form, og politikken er så igen selv blot en form for iscenesættelse af konfliktualitet. Sammenhængen mellem sport og politik bliver mere og mere evident, så selv de mest blåøjede idealister er ved at opgive kampen for distinktionen. Men det, der er interessant at iagttage, er, at dominansforholdet mellem politik og sport er ved at vippe over til fordel for sporten: Hvor det tidligere var sporten, der blev beskrevet som politik, er det nu politikken, der bliver beskrevet som sport. Sporten er blevet en overgribende reference i takt med, at den indtager en stadig større del af den menneskelige tid som fritidssyssel. Dette hænger sammen med, at såvel sporten som politikken er blevet til skuespil, som refererer til en anonym masse: publikum. Referenten er præcis en masse og ikke et folk, der accepterer den repræsentation som sporten eller politikken udgør. Publikum er altid utilfreds. Det er imidlertid vigtigt at bide mærke i, at sporten og politikken udspilles for åben skærm, og altså er afhængig af publikums betaling og reaktion. Tilskuerne er nok så vigtige i sporten, og det er kun fra en ikke ophævet forståelse, der knytter sig til idræt, at det er udøverne, der er de vigtigste i sporten. Pointen er jo netop, at man bare kan købe nogen til at udøve: Professionalismen er således også publikums ligegyldighed over for repræsentationen og individualiteten, og ikke kun kravet om et bedre show. Man kunne også sige – som parallel til redskabsreduktionen – at sporten generaliserer eller almengør funktionerne og således udviser en form for ligegyldighed over for hin enkeltes individualitet og kun ser på den abstrakte funktion – en funktion, som præcis er udskiftelig. Et hold har således en sweeper- og ikke en hr. dit eller dat. Dette er afgørende, selvom publikums fascination naturligvis hele tiden forstærkes ved, at man foretager en ny individualisering: I dag er det hr. dit eller dat som er sweeper, men udøveren er blevet til et produkt af sin funktion og ikke omvendt. Det har i sidste instans noget med salgspromotion at gøre.

Sporten er således også en administration af publikums tid og ikke bare af udøverens tid. Den mest omfangsrige sport er med andre ord sports-tilskuen, og dette er en højst værdig sport, når nu sport er blevet til fritidssyssel og tidsadministration. Der er tale om en langt mere effektiv administration, når man kan sprede publikum ud i små enkeltrum med hver sin skærm, end hvis det samles på et stadion og dermed er udsat for den effektive massepsykose, som kan føre til de mest destruktive udtryk for utilfredshed med showet. På et stadion kan uroen udspilles og blive signifikant, men det er ikke tilfældet, når publikum parcelleres ud. Således er mediesporten en langt mere effektiv forvaltningsteknik. Og hvis fritiden blandt andet skal bruges til at lade nogle aggressioner sive, så er fjernsynet det bedste sportsredskab, man kan tænke sig. Nu om dage er fjernsynet (som arvtager fra de oprindelige sportsredskaber: pile, ketsjer, gevær, etc.) endog blevet medium for en egentlig moderne sport, nemlig de mangfoldige computerspil.

I løbet af de seneste par år, er man kommet til klarhed over, at man mangler en viden-om-hvordan sporten fungerer samfundsmæssigt – at man mangler en sportsvidenskab eller sportssociologi. Den viden-om-hvordan, som allerede overlejrer sporten, er en håndværksviden om perfektioneringen af den enkelte præstation, og denne viden er blevet formidlet og udviklet i mangfoldige år. Denne viden er så overlejret af en sportsvidenskab i form af en ekspansion fra medicin og biologi, som egentlig følger de samme mål som den håndværksmæssige viden, nemlig perfektionering af præstationen samt dens eventuelle sundhedsmæssige komponenter. Men det, som er i færd med at aftegne sig, er en helt ny vidensform, som skal leve op til den udvikling, som sporten efterhånden afspejler i samfundet (iscenesættelse af konfliktualitet).

Sportssociologien kan imidlertid alt for nemt blive en viden-om-hvordan, man forvalter fritiden, og således blive en vejleder for den sociale forvaltnings funktionærer. Det er derfor afgørende, at sportsundersøgelser ikke bliver en sektorforskningsopgave, hvis de skal kunne opretholde en kritisk holdning til den samfundsmæssige forvaltning af tid. En sådan kritik består ikke i at afsværge undersøgelser af den faktiske forvaltning, men måske i at man ikke glemmer den historie, som producerer denne forvaltning, og den historie, som producerer behovet for en viden(skab) om selve denne forvaltning.

Men netop fordi sporten er en fritidssyssel, er den også genstand for almindelig kulturkritik – den er jo en fundamental del af fritids- og arbejdskulturen, af hverdagslivet som sådan, så man må konstant modarbejde ideen om, at der skal udvikles en videnskab, der som ekspertviden vil monopolisere omtalen af sporten i samfundet. Alternativet består ikke mellem den journalistiske besyngelse af sporten og den videnskabelige forvaltnings viden. Disse to omtaler af sporten kan meget let være identiske, så derfor må man insistere på andre former for omtale. (1981)