Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Frigørelse fra sportsmaskinen?

Sportsmaskinen producerer nye sportsgrene – den producerer en mængde varer, en mængde fornøjelser, en mængde afhandlinger, en mængde underholdning. Den er et ikke uvæsentligt led i den kapitalistiske og i den socialistiske økonomi. En frigørelse fra sportsmaskinen er derfor nødvendigvis en afvikling af den eller en punktuel udmeldelse fra den, som ikke berører dens eksistensgrundlag. Ikke desto mindre er vi vidne til umiskendelige tegn på, at flere og flere mennesker forsøger at slippe af med sportsmaskinen gennem konsumtionsvægring og ved at vælge ikke sportsliggjorte idrætsgrene; men om disse tendenser er tilstrækkelige til at bringe sporten i krise er tvivlsomt, netop fordi sporten eksisterer gennem denne dobbelte strategi, hvor der såvel overtages fremmede initiativer som produceres nye initiativer.

Det kritisable ved sporten er sportsliggørelsen som en fordrejning, hvorigennem sportens adfærdsform bliver dominerende i forhold til den idræt, som den overlejrer; men i de fleste sportsgrene vil det ikke længere være muligt at påpege et jomfrueligt aspekt, som man kan vende tilbage til. Man er tvunget til at kaste sig frem mod det naturlige. Der er ikke noget naturligt tilbage.

Det naturlige er imidlertid hele tiden en forestilling, som bliver produceret i og med udviklingen af det kunstige – enten i form af noget oprindeligt, som engang var (en jomfruelig idræt) eller i form af noget, som måske kan realiseres, dersom man konstruerer den (en ny kropskultur). Det naturlige er således en utopiskromantisk kategori, som ikke har hold i virkeligheden. Man har altså ingen fast grund under fødderne og vil aldrig kunne få det. Man kan projektere en ny kropskultur, men det er i bedste forstand snak at kalde den for en naturlig kropskultur.

I den daglige praksis begynder en masse mennesker at skabe en anden kropskultur, som vil gøre sporten mere selvstændig og løsrevet fra den idrætslige dagligdag, end tilfældet er i dag; og i en fjern fremtid vil sporten kunne have den halvkomiske karakter, som artisterne i en cirkusmanege i dag har. Men alt imens den lange omstillingsproces og afviklingsproces går for sig, må man forholde sig aktivt til sporten ved at insistere på de elementer i sporten, som er anbefalelsesværdige: det tilfældige, fornøj elsen, nydelsen, velværet og tidsfordrivet- altså alle de kvaliteter, som er sidefænomener til sportsmaskinens kværnen, spildprodukter. Og samtidig må man bekæmpe den uhyggelige indskrænkning af sportens rum, som er resultatet af sportens bygge- og anlægsvirksomhed, fordi naturens luner skal udryddes. Det enestående ved sporten er dens tilfældige karakter.

Sporten som diskursivt fænomen, tendensen i sporten i almenhed – sportsliggørelsen – og sporten som en bestemt iscenesættelse af kroppens felt danner altså sammen et kompleks: sportsmaskinen, det sportslige system. Det er dette omsiggribende kompleks, som sportsforskningen burde interessere sig for. Hvad sker der med kroppen i denne maskine? Frigørelsen fra sportsmaskinen består i at fastholde de muligheder, som den producerer og ellers afvikle maskinens betydning for ikke at blive afviklet af den. Maskinen afvikles ved at anticipere dens placering i en manege med spektakel, spænding og tilbud, og ved at involvere sig i nye former for iscenesættelse af kroppens felt.

Man kan ikke værge sig mod at iscenesætte kroppens felt, men man kan afvikle og udvikle normen og formen for iscenesættelse. Selv det, vi i dag kalder det naturlige, er en bestemt iscenesættelse: Kroppens felt vil altid være forvaltet; men instansen for forvaltning behøver ikke at være placeret uden for kroppens felt. At bemestre kroppens felt betyder, at man selv er mester for iscenesættelsen; i det omfang mesteren er placeret i distance til kroppen, er der tale om at beherske et objekt; men kroppen kan ikke reduceres til intellektets redskab eller være sjælens legemliggørelse, og kroppens felt er altid allerede intellektuelt formidlet, og en del af lysten ligger i at beherske beherskelsen – ligger i selve den bemestring, som ophæver beherskelsen og bliver ét med feltet.

Sporten er én måde at overgå fra den ubevidste til den bevidste forvaltning og endelig til en ophævelse af den adskilte forvaltning i bemestringen, hvor man samtidig overskrider “legemets nære rum” for at bemestre feltet. Sporten er den mest iøjnefaldende del af kropskulturen, fordi vi har vanskeligt ved at adskille kropskultur og legemskultur. Kropskulturen optræder i lige så høj grad i de materielle strukturer, som virker i kroppens felt: arkitekturen, moden og smagen. Kropskulturen optræder ligeledes i de anonyme iscenesættelser: den hverdagslige kropspleje, befordringen, legen. Kropskulturen optræder i vores konsumtion i bred forstand og i fortæringen i snæver forstand; og det er lige så interessant at forfølge vores kropskultur i disse mere anonyme regioner som i de iøjnefaldende regioner som sport og kropsterapi.

Sporten er imidlertid en næsten larmende og dermed overskyggende iscenesættelse – en demonstrativ iscenesættelse af kroppens felt, hvor feltet anvendes økonomisk unyttigt, men samtidig hensigtsmæssigt, da hensigten præcis er en demonstration af fritidskonsumtion og oparbejdelse af andre attributter, som er socialt efterstræbelsesværdige. En kombination aflyst, fornøjelse og succes. Hvis man afvikler sporten som medium for denne kombination af unyttig hensigtsmæssighed, må man finde nye former, og her er det ikke sikkert, at “en ny og alternativ kropskultur” kan stå mål med dette indhold.

Afviklingen af sportsmaskinen er med andre ord ikke et spørgsmål om at erstatte én kropskultur med en anden, men et spørgsmål om at reservere sporten. En ny kropskultur unddraget sig ikke det demonstrative. Man kan så vælge, som det er tilfældet i bodybuilding, at karikere (og dermed på underfundig måde kritisere sportens demonstrative karakter ved at sætte det demonstrative helt i centrum), eller man kan placere formålet i nydelsen ved bemestringen, og ikke lade kropskulturen være bestemt af, at denne nydelse – og evnen til den – i anden omgang kan blive målet for social prestige.

I forsøget på at reservere sporten må man også undlade at fordoble sportsliggørelsen af stadig større dele af kropskulturen og kulturen i det hele taget med Sportens diskurs. Sportens vokabular bliver tilsyneladende en mere og mere anvendt beskrivelsesform for social konfliktualitet. Tidligere beskrev man også sporten i kampens og stridens, i politikkens vokabular, men nu er der ved at ske det, at man beskriver politikken i sportens vokabular. Politikkens stærkere og stærkere binding til medierne falder i tråd med sportsliggørelsen som tendens, og politiske resultater fortolkes og beskrives igennem Sportens diskurs. Dette fænomen har sin reelle reference i, at en bestemt adfærdsform, sportsliggørelsen, ikke kan reduceres til et fragment i kulturen, til sporten, men i selve sin logiske struktur har universalitetstendens og dermed kan ende med at beskrive civilisationen – ikke fordi civilisationen sportsliggøres, men fordi sportsliggørelsens logik ikke er reduceret til sportens område eller til kropskulturen.

Den sociale konfliktualitet, som er indlejret i samfundets økonomiske og politiske struktur, får et ideologisk dække gennem Sportens diskurs, som for den umiddelbare bevidsthed taler om et felt, med fornøjelse og spænding og med resultatets ubestemthed – et felt, hvor resultatet ikke er givet på forhånd. Men i de fleste sociale konflikter er resultatet givet på forhånd, og det er sjældent muligt at lave om på “the odds”, fordi intet er overladt til tilfældet. Kampen er fikset. Men på den anden side installerer denne ideologiske fordobling af de sociale konflikter i Sportens diskurs præcis håbet i de sociale konflikter, og når Sporten kan læses som en metafor for kapitalismen, kan man ikke udrydde håbet, da det enestående ved sporten som omtalt er dens tilfældige karakter.