Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

I: Alternativ ønskværdighed

Når man søger en fællesnævner for størstedelen af den kritiske samfundsdebat, så vil man uden tvivl finde frem til ideen om Alternativet. Hvad er alternativet til den aktuelle samfundsmæssige situation?

Denne problemstilling kan aflæses af forskellige tildragelser, og den har en historisk begrundelse i, at alternativet ikke længere er indlysende. Man stiller med andre ord selve spørgsmålet om revolutionernes “Wunschbarkeit”. Det er et spørgsmål, som de tyske socialdemokrater var involveret i i 1920erne, og som Frankfurterskolen også har deltaget i; spørgsmålet er med fornyet styrke fremsat af Michel Foucault[1].

Svarene på spørgsmål af denne art er forskellige til forskellige tider, men problemets opdukken i 70ernes debat er overvejelser værd. 70ernes venstrebevægelse er berøvet alternativets realitet, og må derfor forsøge sig med alternativets fantasme. Mon ikke grundlaget for en del af ‘den ny filosofi’ skal søges i dette grundliggende omskift mellem realitet og fantasme, der blandt andet er forårsaget af, at den såkaldt reelt eller faktisk eksisterende socialisme har vist sig at være lidet attraktiv. Denne uønskværdighed slår så i anden omgang tilbage mod den diskurs, der øjensynligt propagerer denne socialisme. Hvilke forbundsfæller har da de “intellektuelle” på venstrefløjen, når de ikke længere har en referent for deres socialisme – når for eksempel de socialistiske magter, som man tidligere kunne solidarisere sig med, viser sig at fortsætte den aggressionspolitik, som man var overbevist om måtte tilhøre den afdeling, som venstreclausewitzianeren Lenin kaldte for ‘den uretfærdige krig’ (en undertrykkende klasses politik fortsat i krigens form). En ny generation har fået sit knæk – sit Ungarn 56 eller Prag 68 – med konflikterne mellem Kampuchea, Vietnam, Kina, Albanien og landenes interne udviklingen på den ene side, samt udsigten til eurokommunisme på den anden. Med eurokommunismen som mulighed (med “socialismen” som mulighed) må problemet angående denne muligheds ønskværdighed og andre alternativer melde sig for venstrefløjen. Men hver en lille afkrog har sin specielle udgave af dette fænomen – også den danske venstrefløj.


[1] Foucault har ved forskellige lejligheder berørt dette problem. Jævnfør for eksempel en diskussion med Bernard Henri Levy: “Non au sexe roi”, Le Nouvel Observateur, 12. marts 1977. Samme Levy har gjort revolutionens ønskværdighed til et vigtigt diskussionspunkt i La barbarie à visage humain (Paris 1977). Det er således et grundtema i den såkaldte “ny filosofi”.