Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

I: Kroppens ærværdighed

Jeg tror, at det siger ikke så lidt om den aktuelle samfundsudvikling, at man beder en idéhistoriker tale om “kroppens socialhistorie”. Det er et felt, som ikke er specielt gennemlyst, og jeg erkender da også blankt de følgende kommentarers lommefilosofiske karakter.

Når jeg siger, at det er symptomalt, at kroppen kommer til ære og værdighed i politiske diskussioner, så skyldes det den generelle vesterlandske holdning eller erfaring af kroppen som betydningsløs, som et fængsel, som sjælens lænke etc. Der findes naturligvis vigtige undtagelser fra denne regel – også i den tidligere idéhistorie.

I disse år har man åbenbart genopdaget kroppen og dens subhistorie, og det er sikkert ikke uden betydning, at den ny interesse dukker op sammen med andre “naturgrænse”-diskussioner (økologi etc.). Vi er vidne til et brud på den anti-bio- logiske diskurs, der har været dominerende længe, og det er tilfældet, fordi “naturlighed” åbenbart igen har vist sig at være en emancipationskategori fra venstresiden, hvor den altid har været højresidens i det politiske spil. Jeg tror, at man kan opdage lidt af kroppens skæbne i den vesterlandske erfaring ved at se på de størrelser, som den har delt skæbnefællesskab med, og det er nemlig natur, jord, “kvinde”. Dette skæbnefællesskab har levet en tilbagetrukket tilværelse til fordel for fornuftens, rationalitetens herredømme.

Når jeg hævder, at kroppen er ved at indtage en ærværdig plads, så er det naturligvis en sandhed med modifikationer. Umiddelbart ser dyrkelsen af kroppen ud som en praktisk kritik af det system, som længe har fortrængt kroppen, men det er nok mere interessant at se på, hvilke former for kropsdyrkelse, som bliver ærværdige. Det viser sig da, at det er den iscenesatte kropsudfoldelse, som er kommet til ære og værdighed: idræt, sport jogging, dans – alt sammen iscenesatte udfoldelser, som ikke er mål i sig selv men hele tiden middel for noget andet: Konditionen, så man kan følge med i arbejdsprocesser og æstetik, præstationen, så man kan deltage i socialpsykologien, udstillingen, så man kan kommunikere i en ny tids sprog og så videre.

Hvis man således differentierer mellem forskellige former for kropsdyrkelse, så vil man opdage, at tidens prioriteringer ikke er særlig nye; det vellystige, den uhæmmede dyrkelse af kroppen, den umiddelbare (ikke-udsatte) nydelse, er stadigvæk en pornografi, der skal civiliseres.