Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

I: Marxismen – er den i krise?

I november 1977 arrangerede det italienske blad II Manifesto en Østeuropakonference i Vinicia. Ved denne lejlighed talte såvel Rossana Rossanda som Louis Althusser om “marxismens krise”[1].

Det må betegnes som et bemærkelsesværdigt skridt for Althusser, der gennem de sidste knap tyve år har repræsenteret en ny-ortodoksi. Et sådant skridt giver stof til eftertanke, men det er nu ikke nødvendigt at rejse til Italien eller Frankrig for at forsikre sig om, at “marxismen er i krise”. Denne konsensus kommer også til udtryk i danske tidsskrifter, bøger, anmeldelser og symposier[2]. Selvransagelsen må ses i lyset af, at marxismen på det nærmeste har haft monopol på at sige noget fornuftigt og nyt i de sidste ti år. Nogle konstaterer med tilfredshed den ny situation – og andre bekymres.

Inden man tager del i den kollektive bekymring, burde man måske se lidt nærmere på fænomenet og undersøge, hvorvidt det overhovedet er korrekt at tale om marxismens krise.

I Krisen i almindelighed findes der en tilbøjelighed til rask væk at give samme Krise skylden for al misere; men hvor mange har egentlig seriøst undersøgt, hvorvidt den medicinske terminologi overhovedet er relevant i samfundsanalysen? Krise er blevet en alt for selvfølgelig referenceramme.

Hvis man nu foreslår, at marxismens krise består i, at den er adskilt fra arbejderbevægelsen (Althusser og Balibar har for eksempel gjort et stort nummer ud af enheden mellem den marxske teori og den revolutionære arbejderbevægelse), ja, så er konklusionen, at universitetsmarxismen altid har været i krise, og måske i sig selv repræsenterer en krise. Hvis man derimod hævder, at marxismens krise kan måles i forbruget af marxistiske “produkter”, det vil sige bøger, artikler, foredrag om marxismens fortræffelighed, ja, så er den nuværende tilstand vel nærmere at anskue som et feberfald og en tilbagevenden til en normal tilstand end at anskue som en krise? Hvis krisen nu skulle bestå i, at folk i almindelighed ikke interesserer sig for marxismen, så er det forkert at tale om krise, for marxismen er præcis til debat, om end den ikke omtales i rosenrøde vendinger. Hvis man skulle tale om “marxismens krise”, så måtte det være som krise i den filologiske eller nekrofile omgang med den – men hvis Marxismen sættes lig med denne omgang, så har den altid været død. Der er kort sagt god grund til at sætte spørgsmålstegn ved “marxismens krise”.

Måske må man tværtimod hævde, at den aktuelle situation har karakter af et teoretisk mulighedsfelt; men for at dette synspunkt ikke skal blive til et “jublende selvmord”, så må det præciseres, hvad det er, som er i krise, hvis det ikke er den marxske teori.

Man må jo medgive pessimisterne, at tingene ikke ser lyse ud i al almindelighed. Uden at være professionel optimist[3] vil jeg foreslå følgende tese: Det er ikke den marxske teori – forstået som en teori om kapitalismens grundliggende strukturer, der er i krise, men den specielle udgave af “marxismen”, som er af den opfattelse, at der gives marxistiske svar på alle problemer og tildragelser i senkapitalismen. Denne udgave af den marxske teori kræver, at den marxske diskurs er udsigelsesdygtig i den form, den har, uden at den skal videreudvikles, rektificeres eller eventuelt undlade at præsentere løsningsforsøg i relation til nu opdukkede problemer.

Hvilken ædruelig marxist vil da mene, at hans teoretiske grundlag er i krise? En sådan opfattelse af marxismen er udtryk for en højredrejning og må bekæmpes i den ideologiske klassekamp, og måske foregår denne klassekamp i dag i høj grad inden for marxismerne og ikke mellem marxismer og det, der er “udenfor”. For et par år siden stod kampen om “frihed og socialisme”, men nu er marxismen som diskurs blevet slagmark.

I sidste instans er det, som er i krise, selve det socialistiske engagement[4], og det slår igennem som en “krise i marxismens teoretiske hegemoni” hos de intellektuelle.

Dette opbrud i hegemoniet viser sig tilsyneladende i form af fremvæksten af andre kritiske teorier. “Marxismen” opfører sig neurotisk, hvis den ser alle andre kritiske teorier som konkurrenter. Det tjener ikke noget socialistisk formål at se bort fra dette forhold og bekæmpe forsøg og eksperimenter med kritisk sigte. Det gælder rettere om at bekæmpe en konsensus, der på forhånd lukker af for eksperimenter. Det er tilsyneladende nødvendigt at gøre opmærksom på, at kritiske teorier, der ikke eksplicit er marxistiske, ikke nødvendigvis er anti-marxistiske! Som sagt er antagonismen måske at finde et andet sted i dag.


[1] Rossandas og Althussers bidrag er blandt andet optrykt i det norske tidsskrift Kontrast, nr. 74, Oslo 1978.

[2] Som et tilfældigt eksempel kunne man anføre, at studenterrådet ved Institut for Statskundskab i Århus inviterede til krisemøde d. 24.4.79 under titlen “Marxismen, status og perspektiver”.

[3] Den professionelle optimisme er problemfyldt. Jf. Bernard-Henri Lévys kritik af samme i La barbarie à visage humain, Paris 1977. Man må imidlertid bekæmpe svaghedens pessimisme og vende den til styrkens.

[4] Jf. kapitel I, her.