Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

I: Optakt: Pisken eller guleroden

Når Marx diskuterer kommunismens højere form, så sker det ved hjælp af begreber, som traditionelt henhører under psykologien. Dette kommer for eksempel frem i den vigtigste karakteristik af kommunismens højere form, nemlig som det punkt, hvor “enhver” yder efter “sine” “evner” og “nyder” efter “sine” “behov”[1]. Det er også tilfældet, når Marx beskriver rigdomsudviklingen som ikke længere bornert, borgerlig og kvantificeret i tid; så taler han for eksempel om “universalitet i behovene”, “individernes evner og nydelser”, og om “det menneskelige herredømme over naturkræfterne” såvel i den såkaldte natur som i “menneskets egen natur”, men også om “udarbejdelse af de skabende anlæg” og om “udarbejdelse af det menneskelige indre” samt om “tilfredsstillelse”[2].

Del er som tidligere nævnt (kapitel 3, Magtkritik) spekulationer af denne art, der udgør utopiske dimensioner hos Marx og ikke udfoldede beskrivelser af konkrete udvekslingsformer i kommunismen. Det utopiske opstår i porerne af den marxske diskurs som diskrete psykologisk-filosofiske overvejelser over mulige alternativer til borgerlige, bornerte former for dette og hint. Marx spørger sig selv, hvad man står tilbage med i det øjeblik, de borgerlige former afstrejfes.

Lenin er som sædvanlig mere firkantet og radikal end Marx, for han hævder, at “hos Marx finder man heller ikke det mindste spor af utopisme i den forstand, at han opfinder eller fantaserer sig til det “nye” samfund. Nej, han studerer, hvorledes det gamle samfund foder det nye, som en naturhistorisk proces, studerer overgangs formerne fra det ene til det andet. Han holder sig til den proletariske massebevægelses praktiske erfaringer og anstrenger sig for praktisk at drage lære af den.”[3] For Lenin er utopi og utopisme åbenbart det samme, og han skelner altså ikke mellem konstrueret utopi og praktisk “utopi” eller utopisk dimension, men i sidste instans har han grundliggende ret i sin karakteristik.

Det er imidlertid værd at slå fast, at Lenin diskuterer utopi i en bestemt forbindelse, nemlig i forbindelse med udformningen af det socialistiske demokrati. Lenin understreger, at Marx ikke indlod sig på (konstruerede) utopier, “… men ventede, at massebevægelsens erfaring ville besvare spørgsmålet om, hvilke konkrete former denne proletariatets organisering som herskende klasse ville antage, og på hvilken måde denne organisering kan lade sig forbinde med den mest fuldstændige og konsekvente “erobring af demokratiet”.[4]

Man kan fortolke Lenins udtalelser på flere måder. Enten reducerer Lenin kommunismen til en speciel administrationsform, der først vil etableres som konkrete forsøg – eller han tillader sig den luksus at hævde, at det er umuligt at udtale sig om kommunismen i det hele taget. Det er i denne sammenhæng mindre væsentligt. Det væsentlige består i, at han understreger erfaringen med former, og at disse erfaringer drages under proletariatets diktatur.

Endnu en gentagelse.[5] Igennem de senere år er leninismen vist på porten i de fleste venstresocialistiske grupperinger. Leninismen er i denne sammenhæng udtryk for en speciel organisationsform (nogen kalder den endog stalinisme), hvor Partiet indtager en stærk og initiativrig rolle. Organisationsformen er med rette blevet kritiseret for at være avantgardistisk og for at frarøve de spontane initiativer deres force. Initiativer er Partiets initiativer. Bagsiden af initiativet er en umyndiggørelse, som indskriver sig i moderniteten: Den brudte kommunikation. Cirkulationen er brudt – Partiet kommunikerer ikke, det udsteder kommunikeer.

Det refleksagtige modstykke til denne type er komisk nok “det troværdige alternativ”. Dette modstykke simulerer en venden sig mod leninismen, som det udskælder for umyndiggørelse, og det simulerer en venden sig mod traditionelle forførelsesteorier (dumhed, falsk bevidsthed, etc.). I stedet producerer man en imaginær referent: Det udfoldede “troværdige alternativ”, hvor man i glaskuglen har svar på rede hånd, når man adspørges om kommunismen og fremtidens fortræffeligheder. Det meste af debatten om sociale utopier og socialistisk moral(isme) er udtryk for en religiøsitering af kommunismen. Leninisterne og moralisterne er refleksagtige modpoler inden for den samme problematik: umyndiggørelsen, den imaginære repræsentation. I begge tilfælde er engagementet hele tiden for noget andet, for andre, som man omgås arrogant; i det ene tilfælde bruger man pisken, i det andet guleroden – i begge tilfælde skal de umælende lam drives frem. Den megen snak om det troværdige alternativ risikerer med et ord at blive den bagvendte leninisme.


[1] Jf. Kritik af Gotha-programmet, MEW 19, s. 21.

[2] Jf. Grundrisse, s. 387.

[3] Jf. Staten og revolutionen. København 1967, s. 58f. Se også s. 50f.

[4] Lenin, ibid., s. 50.

[5] Jf. afsnit III, Det pædagogiske paradoks: Tabula Rasa.