Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

II: Den ny filosofi i danske gevandter

Også Danmark har sin udgave af en reaktion mod den socialismeforståelse, som i tekst og tale er slået igennem i 60eme og begyndelsen af 70erne. Denne reaktion slår igennem i et mangefold af facetter i hverdagslivet, i æstetikken, i musikken, i debatformerne etc. Danmark har såmænd også sin “ny filosofi”. I strukturen er den identisk med det fænomen, som vi har vænnet os til at forkaste som et fransk modelune. Nærværende eksperimenter vil gentagne gange referere til ‘den ny filosofi’; men den ny filosofis indtog i Danmark vil ikke ske ved, at en ny generation af studenter flittigt citerer sære skribenter som André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy. Indtoget har nemlig allerede fundet sted, om end i en anden iscenesættelse.

Den kritik af det såkaldte ‘ny venstre’, som er kommet til udtryk i Danmark, viser sig dels som en praktisk kritik i form af ny grobund for anarkisme og dels i form af en teoretisk selvkritik. Den anarkistiske kritik har sin klare mission i relation til en stivnet venstrefløjsinstitution, men man må fastholde, at den manglende opslutning omkring en venstrefløjsbevægelse selv i krisetider på ingen måde kan anskues som et organisationsspørgsmål – eller i det mindste ikke kan løses organisationsteoretisk[1]. Den teoretiske selvkritik er måske den danske udgave af ny filosofi, fordi den vender sig mod det videnskabelighedssyndrom, der har præget det nye venstre, men den tager også form af en begrædelse af, at Fremskridtsbevægelsen løb med statskritikken og midteroprøret med behovskritikken: Man vender sig altså ikke mod den marxske diskurs, men abstrakt mod nogle effekter af den måde, hvorpå marxismen er blevet praktiseret. På den vis minder selvkritikken om ‘den ny filosofi’[2]. Argumentationen kan ikke rettes mod den marxske diskurs, for den rummer i høj grad elementer til såvel statskritik som behovskritik.

Venstrefløjens storvask koncentrerer sig om to fænomener, nemlig moral og utopi. Sine steder bliver moraldiskussionen til moralisme (på samme måde som i Frankrig), og med hensyn til diskussionen af utopi ja så er den et dansk svar på alternativets ønskværdighed. Herhjemme er socialismen ikke realitetsbetonet; her spørger man ikke om, hvilken socialisme Venstreunionen vil indføre, når den kommer til magten eller om konsekvenserne af et historisk kompromis (som det er tilfældet i henholdsvis Frankrig og Italien); her fantaserer man sig til socialismen.


[1] Jævnfør kapitel 2 og 4 her. Problemet med anarkismen og den anarkistiske kritik af den autoritære kommunisme kan faktisk identificeres i organisationsspørgsmålet. Anarkismen stiller sjældent spørgsmål til den socialistiske politik, men ofte til den socialistiske organisation. Den spørger sjældent, hvori det politiske egentlig består. I grunden kan dette føres tilbage til den måde, hvorpå Mihail Bakunin overtager Marxs økonomikritik – om end i speciel interpretation – og kun indvender mod den, at den er fremstillet i metafysisk og abstrakt stil. Jævnfør Bakunin Werke bind I (Berlin 1975), s. 213 ff. Diskussionernes rammer problematiseres ikke.

[2] Jeg skal undlade at trække sammenligningen længere. Men jeg finder, at den holder langt. Så vidt jeg kan se, er det vigtigt ikke at se den ny filosofi som et rent medieflip i Frankrig, som allerede er på vej ud, inden den kom ind. Den er en refleks på en grundlæggende krise i engagementet.