Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

II: Fra universelle intellektuelle til specielle

Et glimt af marxismens historie ved universiteterne og ændringerne i de venstreintellektuelles position kan måske bidrage til en gennemlysning af den aktuelle situation.

Nu har marxismen længe været repræsenteret ved universiteterne (om ikke andet så dog som “et latterligt eksempel”); men den egentlige marxistiske feber kan under disse breddegrader skanderes i forhold til studenter-“oprøret”. I relation til de aktuelle tilstande kan man sondre mellem tre forskellige erfaringsformer af “maj 68″, og disse erfaringsformer kan gøre det ud for tre “generationer” af studenter og venstreintellektuelle.

Den første generation udgøres af de egentlige frontkæmpere, der søger at materialisere inspirationen fra Paris, Berlin etc. her. Disse aktivister far så at sige grundlagt deres verdensbillede i oplevelsen og konfrontationen. Efter denne negative erfaring går de i gang med den store kvalifikationsproces: Blandt de vigtigste ting, der kommer i centrum, er fagkritikken og dermed videnskabeligheden. Det er mange af disse aktivister, der i dag sidder som lektorer på universiteterne og “progressive” adjunkter i gymnasieskolen. De har deres intellektuelle identitet bundet til studenteroprørets realitet-, det er i denne tildragelse, de har deres rygdækning, og i den aktuelle depression artikuleres deres holdning som en pessimistisk hang til “dengang der skete noget”, “dengang der var noget at tage fat på” etc.

Den anden generation har ikke oplevet aktionen på deres krop. De dukker op i det øjeblik, den fusionerende gruppe er på vej til at blive en edsvoren gruppe (Sartre): De gennemlever ikke aktionen som realitet men som fantasme, og det er måske værre – en langt værre “realitet”. Studenteroprøret er den apokalyptiske aktion, som de kom for sent til. Hvor mange gange har denne generation af studenter ikke forsøgt at finde “ånden fra 68” i de gentagne RUC-aktioner vel vidende, at disse ikke var sammenlignelige med fantasmet. Denne generation har imidlertid administreret en arv, en ed, nemlig videnskabssyndromet: Studenteroprørets erfaring og lærestykke: Kvalificer jer marxistisk – kvalifikation er politik.

Der, hvor den første generation erfarede studenteroprøret som realitet, og den anden generation erfarede den som fantasme, dér oplever den sidste nuværende tredie generation oprøret som tomhed, som stivnen, som institution. Denne sidste erfaring er endda garneret med depressionen oven på RUC-aktioner og fejlslagne SU-kampe. Studenterbevægelsen er blevet til institution, og kampen er blevet til simpel eksistenskamp.

De tre generationer kommunikerer middelmådigt, og der er klare modstridende interesser. Studenterne har tilsyneladende lettere ved at solidarisere sig med en abstrakt arbejderklasse end ved at støtte den faglige kamp for næsen af dem, og det skyldes naturligvis, at deres undervisning er direkte berørt. Den anden generation var nogenlunde tilfreds med at fa placeret den første generation i embederne – men den tredie står af og artikulerer andre interesser.

Den uenighed eller interessemodsætning, der opstår mellem grupperne, skal imidlertid ikke blot psykologiseres (selvom psykologi heller ikke er af vejen her). Modstillingen skal erkendes som en historisk realitet. Det drejer sig ikke blot om ændrede stillingsmuligheder og forringelser af uddannelsesstøtten, men om forrykkelser i det politiske.

I slutningen af 60eme og begyndelsen af 70erne repræsenterede Studenterbevægelsen en progressiv rationalitet og gled i hak med reformpolitikken af andre progressive tendenser. “Studenten” repræsenterede en problematisering af systemet – den intellektuelle som sådan repræsenterede en almenhed. Med ti års bagklogskab må man se de aktionerende i det anti-autoritære oprør som universelle intellektuelle, selv om denne type intellektuelle egentlig var på vej til at uddø. Den universelle intellektuelle kan som fritsvævende intelligens problematisere i alle sammenhænge[1]. Studenten fik nu til opgave at udgøre intelligensens kritiske potens – en position, der tidligere tilkom skribenten, kunstneren som sådan. Rollen som den universelle intellektuelle har denne første generation uhyre svært ved at lægge af: Der var en tid, hvor den repræsenterede det progressive.

Den nye marxistiske student har ikke de samme prætentioner, og dermed er han i pagt med tiden. Politikken har ændret sig: Kritikken af Systemet og det etablerede står i baggrunden for energidebatten, miljødebatten, konsumtionsdebatten etc. Den ny tids helte er derfor heller ikke den universelle kritiske potens, den venstreintellektuelle, der kan udtale sig om hvad som helst på stående fod. Heltene er de specifikke intellektuelle – det vil sige ingeniøren, arkitekten, psykologen, biologen, edb-operatøren som siger fra, når hans bekymring for udviklingen bliver for stor. Det er denne form for intellektuelle, der nu er intelligensens kritiske potens og ikke de universelle intellektuelle. Det betyder naturligvis ikke, at marxistiske intellektuelle – for eksempel humanistiske intellektuelle – ikke længere er progressive (hvad dét så end er), men at deres “historiske rolle” er en anelse udspillet. Denne rolle er overtaget af de nye helte: De kompromisløse specielle, organiske intellektuelle, der griber ind i situationen på de specifikke punkter, hvor de er kompetente, og hvor de har en organisk funktion.

Den kritiske kompetence som sådan er med andre ord problematisk, og når den igen præsenterer sig som løsningen, må man grundigt overveje problemet, da den let bliver en nostalgisk hang til en tid, hvor den universelle intellektuelle stod i centrum. Hvis den universelle intellektuelle – som positiv størrelse – stadigvæk eksisterer, så er han måske nærmere “den arbejdsløse”: En voksende gruppe, der i sin praktiske eksistens repræsenterer en universel problematisering af en række af samfundets grundværdier. Der er tale om en accentforskydning i realitet, som omdefinerer den intellektuelles rolle. Det brænder på andre steder, end det gjorde tidligere, og andre steder end de niveauer som en traditionel marxistisk opfattelse prioriterer i den revolutionære kamp.

Måske vil det endda vise sig, at konsumtionsformerne er mere interessante i den aktuelle kamp end produktionsformerne. Måske interesserer det folk mere, hvorledes man “konsumerer” foden, end hvordan man “skaffer” den. Det er spørgsmål af denne art, som marxister må forblive sensitive overfor, selvom man teoretisk må fastholde, at det er den kapitalistiske produktionsmåde som sådan, at kampen står om, og som skal afskaffes. At acceptere problemstillingerne er ikke nødvendigvis identisk med at acceptere de løsningsforsøg, som man i den aktuelle situation præsenteres for – men det er selvmord ikke at acceptere nye problemstillinger.


[1] Denne type intellektuelle har en tendens til at ville udtale sig på andres vegne – til at ville repræsentere alle. Denne type eksisterer stadigvæk som dem, der mener, at det er de intellektuelles pligt at formulere og udvikle mål.