Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

II: Front, reservat, nomadisme

I modsætning til denne diskurs over magtens mikro-begær eller begærets mikropolitik henter den “ny filosofi” sine konklusioner fra mange kendte kanter, og den er i denne forstand et slående udtryk for den stilforvirring, der karakteriserer 70ernes mode, arkitektur, litteratur, teori etc. Gamle marxismekritikere som Karl Popper og Hanna Arendt har kronede dage; dybsindige systemkritikere som Kierkegaard og Nietzsche spiller med i kulissen; men først og fremmest er det moderne systemkritikere af alle slags, der er blevet dagens helte. Solsjenitsyn er centralt placeret i argumentationen; men Jøden, Sigøjneren etc. er også fremme som praktiske systemkritikere. Det er kort sagt de ghettoiserede, de ostrakerede, de ind- og udgrænsede af alle slags, Zek-erne, der er solidaritetspotentialet for den ny filosofi.

Det er i dette solidaritetspunkt, at den ny filosofi og det nyeste “venstre” bedst kan karakteriseres, for det er her, den væsentligste forskel til det gamle nye venstre viser sig. Det gamle nye venstre havde sit solidaritetspunkt i relation til kapitalismen og dermed i imperialismens kolonier, i klassekampen og i de anti-imperialistiske kampe i den tredje verden – kort sagt i frihedsbevægelserne, i fronterne. Det nye venstre ser derimod identifikationsgrundlaget i den generaliserede fangelejr og dens indvånere, det vil sige i Øhavet Gulag, som det er spredt over kloden i form af koncentrationslejre, anstalter, reservater etc., kort sagt i en fjerde verden.

Alene af denne grund ser man, hvor let den ny filosofi kan blive et led i den almindelige højredrejning og cementering af kapitalismen, da den i sin struktur og kritik er helt identisk med den frie verdens simulerede ideologi. Denne mulighed ligger lige for, naturligvis, fordi man endnu ikke har udforsket øhavets vestlige regioner; men selve indbydelsen til efterforskning cementerer den simulerede åbenhed. Det er i høj grad Foucaults institutionsanalyser, der er blevet anvendt som kikkerten, som kartografien over øhavets vestlige territorier; men det prekære ligger i, at disse analysers modelkarakter bliver overset: Disse analyser skal mane til efterfølgelse og ikke til generalisering.

Glucksmanns beskrivelser er således også (men ikke kun) en generalisering af Foucaults analyser[1]. Glucksmanns beskrivelser danner imidlertid en dobbelt overgang tilbage til Foucaults gedigne analyser, for vel generaliserer Glucksmann indespærringen og overvågningen, men han nøjes ikke med denne interpretation: Han sætter også fokus på Jøden som oprørsmodel[2], og dermed bidrager han til forståelsen af et grundliggende princip om cirkulation, som kendetegner Foucault/ Deleuze/Lyotard. Jøden bryder på forskellig vis den borgerlige kode (Fornuft, Statslighed) i Glucksmanns regi og er derfor genstand foren evig forfølgelse, men måske er det vigtige at henvise til den evige cirkulation, opbruddet, nomadismen. Nomaden er solidaritetspunktet for nietzscheanerne, fremtidens filosoffer er nomadetænkere. Ikke fronterne, ikke reservaterne, men nomadismen.


[1] Den af André Glucksmanns bøger, der med rimelighed kan henregnes til den ny filosofi, nemlig La cuisinière et le mangeur d’homme (Paris 1974), er i høj grad en generalisering af Michel Foucaults analyser af den store indespærring, som den er beskrevet i Histoire de la folie à l’age classique (Paris 1972). Glucksmann vil demonstrere, at industrialiseringens procedurer (renselsesprocedurer) i den unge Sovjet-stat er helt identisk med – det vil sige, en kontinuerlig forsættelse af – industrialiseringens metoder og konsekvenser i Vesteuropa. I Les Maitres Penseurs (Paris 1977) bruger Glucksmann blandt andet en generaliseret udgave af Benthams Panopticon – en model, som Foucault har analyseret i Surveiller et punir (Paris 1975). – Hvor vigtig panoptismen end er som overvågningsmodel, så må man ikke overse, at den moderne form for kontrol med individer, grupper og befolkningsmasser ikke kan begribes inden for panoptismens rammer. Blikket som magtteknik er naturligvis ikke forsvundet, men der er udviklet mere raffinerede teknikker, der unddrager sig en beskrivelse i blikkets dualisme mellem to instanser: At se og at blive set. Dette gælder for eksempel hele adfærdsteknologien, psykofarmaka, human engineering, etc.

[2] Mestertænkeme (Fichte, Hegel, Marx, Nietzsche) hader jøderne – hævder Glucksmann – fordi jøderne er en praktisk demonstration af, at identifikationen mellem folk, nation og stat er falsk. “Det jødiske folk er selvsikkert og herskesyg!, altså anarkistisk, det vil alt og er ikke tilfreds med noget som helst… de jødiske staters ruin viser, at de ruinerer deres egen stat, to tusinde år kortsluttes i denne vilje til spredning, som Hegel kalder glaskab og jødedom, i modsætning til Fornuften og dens stat.” Les Maitres Penselirs, s. 102. – Ifølge den ny filosofis selvforståelse er den kulminationen på en bevægelse, der startede i maj 68. Den position, jøden indtager i den ny filosofi, er da også et ekko af et velkendt slogan fra majrevolten: “Nous sommes tous des juifs allemands” (vi er alle sammen tyske jøder).