Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

II: Idrætten som laboratorium

Det bedste laboratorium for kropsudfoldelsens iscenesættelse er idrætslivet. Her står man over foren social bevægelse, som i sin implicitte filosofi forsøgerat sikre en kropsudfoldelse, men samtidig nødvendigvis bliver en disciplinering af selv samme udfoldelse. Idrætslivet er på godt og ondt medium for samfundsmæssig disciplinering af konflikt-udspillelse.

Idrætslivets placering i det samfundsmæssige mønster er dog ikke noget, der skal reduceres til et rum for kropsudfoldelse; idrætsbevægelsen har været og er stadigvæk en social-bevægelse. Blot et flygtigt kendskab til idrættens og idrætsorganisationernes historie afslører dette grundforhold. Man kan dermed beundre den spidsfindige facon, hvorigennem den aktuelle idrætsbevægelse er i stand til at “lade ideologien forsvinde”, og fremstå som ikke-ideologisk i princippet, og da slet ikke klassedifferentieret. Del er en lidt anden historie, men jeg vil antyde, at en idræts-genealogi ville vise, hvorledes dette mesterstykke er i pagt med tiden og i sidste instans altså et slet skjult led i en samfundsmæssig disciplinering.

På den politiske venstrefløj ser man i dag en livlig interesse for for eksempel fodbolden som social organisation, men denne interesse kommer frem præcis i en tid, hvor det sociale indhold er på klart tilbagetog. Der er altså tale om et forsøg på at fastholde den “ideologi”, som i almindelighed er ved at synke i jorden. Som de fleste idrætsklubber har fodboldklubberne haft en social dimension og har været en symbolsk repræsentation af klassekampen. Den har været et rum for klasse- og gruppesolidariteten, og dermed et rum for organisation af fritiden i en bemærkelsesværdig sammensyning af øl, arbejde og fodbold”.

Når vi tager fodboldklubben som eksempel, er det ret tilfældigt; man kunne egentlig tale om idrætsforeningen som sådan – den har haft et indhold og en ideologi, som er ved at fortabe sig. Denne ideologi-fortabelse kommer frem som en navnefortabelse: Der er ikke mange arbejderes dit og dat tilbage; KFUMs foreninger er på lignende vis i dag uden deres ideologiske fundering, og endelig kan man ikke optages i idrætsforbundene i dag, hvis klubbernes navne for eksempel indeholder prædikatet “marxistisk”.

Boldklubbens sociale dimension kommer måske frem i renest form i relation til de småklubber. som skyder op sammen med arbejdernes andelsboliger: Når Vejle Fodbold Club eller Kammeraterne spillede mod byens store klub, Vejle Boldklub ja, så var der helt evident indblandet et socialt indhold og modsætningsforhold (et moment af klassekamp, selv om poderne ikke selv ville kalde deres ressentiment ved disse navne). Den samme fjendtlighed kunne spores, når slaget stod mod de tilsvarende småklubber fra byens velhaverkvarterer såsom Vinding og Bredballe.

Dette var personlige erfaringer, men noget helt tilsvarende gør sig gældende (stadigvæk) i Italien, Spanien og Latinamerika, hvor arbejderklassens klubber moder kapitalens. Fodboldkampen bliver en symbolsk klassekamp og dermed en civiliseret, disciplineret klassekamp (selv om tilskuerne ind imellem har lidt svært ved at acceptere den civiliserede udgave).

Sporten er altså i sidste instans en offentlighedsform, en politisk form. Sporten er fundamentalt set politisk, også selv om professionalismen er med til at nedbryde den symbolske repræsentation. Hvis repræsentationen af sociale konfliktmomenter helt hører op, så er sporten dog stadigvæk en symbolsk iscenesættelse af konflikt, og dermed en behersket konflikt, som giver sig ud for at være en reel konflikt og opleves sådan.

Der findes mange måder at demonstrere sporten politisk på, men hvis vi ser på det internationale spil, så kan følgende formulering stå i centrum: Sporten udnyttes til højnelse af folkesundheden og produktionen – for at have en ungdom i form til militære formål, og som led i den internationale propaganda og national reklame. Dette er et skjult citat af en østeuropæisk sportsminister, men man skal ikke tro, at denne sammenhæng mellem sport og politik først er blevet opfundet af de kommunistiske lande efter anden verdenskrig; investering i sporten som sundhed, produktion af reklame (fascination og identitetsdannelse) er, så vidt jeg kan se, ikke noget nyt fænomen, men variation over gamle temaer.

Man må ikke glemme, at sporten i det væsentlige har to kilder, nemlig arbejdet og krigskunsten. Langt de fleste sportsgrene er enten perfektioner af arbejdsprocesser eller civiliseringer af krigskunster. Enten er arbejdsprocesserne blevet sofistikeret, reguleret og pointeret, eller også er krigskunsterne blevet disciplineret, sat i system og pointeret.

Man kan anlægge en anden synsvinkel og se på publikums rolle i sporten, og man vil da opdage, at forholdet mellem sportsudøverne og publikum er meget symptomalt for samfundsstrukturen. Hvis vi tager fat på tre store trin, nemlig den græske, den romerske og den nutidige sport, så er det slående, hvor meget publikum-udover-relationen i den romerske og den nutidige idræt minder om hinanden til forskel fra den græske. Den betydning, “brød og cirkus” (det vil sige underhold og underholdning på statens regning) havde for stabiliteten i Rom, kan stadigvæk kaste lys over idrættens sociale funktion. Vi gentager i dag en professionalisering af idrætten, og medierne gør os til et moderne romersk proletariat.

Der kan ikke herske tvivl om, at sporten har en politisk betydning eller om, at sport simpelthen er politik i en speciel avanceret form. Det betyder i anden omgang, at man må gøre feltet til genstand for politiske overvejelser og investering. Kroppen er et instrument i det politiske, og et begreb som krops-politik er ikke helt sludrende. Idrætten er som sagt det bedste laboratorium, da en idræt altid knytter an til et kropsudtryk. Med hensyn til sporten er redskabet blevet et lige så vigtigt element i forskellige discipliner, men i almindelighed er det administrationen af kroppens kræfter, der står i centrum, og derfor snakker jeg hellere om idræt for at understrege kroppens placering.