Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

II: Proletariatets diktatur: High noon

Alt dette hænger imidlertid sammen med opgivelsen af begrebet om proletariatets diktatur. Hvorfor kan ny-reformismen ikke udholde denne erfaringsramme? Svaret er ligetil – ud fra den definition af socialisme og demokrati, som kendetegner nyreformismen, så lever vi allerede under proletariatets diktatur de fleste steder i Europa. “Proletariatet” har magten de fleste steder, men de kan ikke indskrænke rettighederne for borgerskabet, og dette er præcis det mest centrale i Lenins bestemmelse af proletariatets diktatur.

Når man ikke kan indskrænke rettigheder, så betyder dét at organisere sig som herskende klasse ikke andet end at sidde inde med statsmagten. Derfor må begrebet om proletariatets diktatur nødvendigvis forsvinde. – Men hvad er det egentlig, der forsvinder sammen med dette begreb? Det er ikke kun det, som Althusser og Balibar antyder (det vil sige den marxske statsteori); det er også retten til at gøre erfaringer med det socialistiske demokrati. Jeg vil hævde, at det præcis var det, Lenin krævede.

Lenin vil ikke sige meget om kommunismens første fase, socialismen, proletariatets diktatur. Han siger ikke andet end, at der vil blive tale om en udvidelse af demokratiet for det store flertal og en midlertidig indskrænkning for borgerskabet. Lenin tænker omkring magten – han er strategisk tænkende, og det samme gælder de udtalelser, som Marx har om kommunismen. De understreger erfaringsprocessernes betydning, og denne understregning er ikke mindre relevant i dag. Man må understrege retten til at gore erfaringer som herskende “klasse”, men er denne erfaring bundet i et system af tid og rum? Skal alle erfaringer gøres i det samme tid og rum? – Erfaringsprocesserne er usamtidige, det vil sige asynkrone.

Marx anvender som anført ofte psykologiske kategorier, når han skal antyde kommunistiske forhold. Noget tilsvarende gør sig gældende for Lenin. Lenin er mindre spekulativ anlagt end Marx, men alligevel er kommunismen afhængig af en fundamental psykologisk kategori, nemlig vanen. Vanen skal i sidste instans være kommunismens adfærdsteknologi: Vanen skal afløse kapitalismens vold.

Nu var Lenins problem det socialistiske demokrati, men ikke dette taget som problem for sig. Det grundlæggende problem består i, at selv det socialistiske demokrati, som proletariatet må oprette i en overgangsperiode, må dø bort; for Lenin understreger gang på gang, at enhver form for demokrati er diktatur, er en form for stat. Selv den halvstat, der eksisterer under proletariatets diktatur, må do bort ifølge Lenins begreber. Hans problem bliver dermed afviklingen.

Problemet om afvikling er samtidig spørgsmålet om afløseren for det socialistiske demokrati. I den forbindelse viser Lenin over til vanen. “Vi opstiller som vort endelige mål statens afskaffelse’’, siger Lenin, “det vil sige afskaffelse af al organiseret og systematiseret tvang, al magtanvendelse over for mennesket overhovedet. Vi venter ikke, at der skal opstå en samfundsordning, hvor princippet mindretallets indordning under flertallet ikke skulle være overholdt. Men idet vi stræber hen imod socialismen, er vi overbevist om, at den vil vokse over i kommunismen, og at nødvendigheden af overhovedet at anvende tvang mod mennesker, nødvendigheden af at underordne det ene menneske under det andet, den ene del af befolkningen under den anden, samtidig vil forsvinde fuldstændigt, thi menneskene vil vænne sig til at overholde de elementære regler for det kollektive liv uden tvang og uden underordning. For at understrege dette vaneelement taler Engels netop om en ny slægt, der er “opvokset under nye, frie samfundsforhold” og “vil være i stand til at kaste den lurvede stat fra sig”, enhver form for stat, også den demokratisk-republikanske.”[1]

Dette tema dukker op gentagne gange hos Lenin: Kommunismen er afhængig af, at mennesker kan vænne sig til noget – af, at man kan opdrætte en ny slægt. Dermed er kommunismen i sidste instans afhængig af socialisationsteoretiske overvejelser med alt, hvad det indebærer af psykologiske og antropologiske elementer.

Problemet består (polemik sat på spidsen) i, at tvangen om underordningen er systematiseret og organiseret anderledes i kommunismen. De er nemlig som vaner, internaliserede og frivillige. En alt for velkendt adfærdsteknik.

Lenin er med andre ord afhængig af en naiv antropologi: Når udbytningens rædsler forsvinder, så vil folk vænne sig til at overholde de elementære regler for det kollektive liv, og disse regler har – ifølge Lenin – været kendt fra gammel tid. Han vil ikke benægte, at der kan være nogen, der skejer ud, men dem vil det bevæbnede folk tage sig kærligt af. Det bevæbnede folk vil skride ind over for sådanne udskejelser “lige så simpelt og let, som en hvilken som helst skare civiliserede mennesker endog i det nuværende samfund skiller slagsbrødre ad eller forhindrer, at en kvinde voldtages.”[2]

Lenins henvisning til de civiliserede mennesker er sikkert ikke tilfældig, for han anviser også i anden sammenhæng, at kapitalismen forbereder kommunismen. Dette kommer til udtryk i den hyppigt anvendte fødselsmetafor, og det kommer tillige frem i endnu et socialisationsteoretisk eksempel, nemlig omkring skolepligten. Når alle til sidst tager del i beslutningsprocesser, så kan kapitalismen ikke holde, og omvendt skaber selv samme kapitalismes udvikling muligheden for, at alle virkelig kan tage del i statens ledelse. Til disse forudsætninger hører den almindelige skolepligt. På grund af disse overvejelser og afhængigheder kommer Marx og Lenin til at tangere et klassisk pædagogisk problem. Har de en løsning på det, jeg vil kalde pædagogikkens cirkel?


[1] Lenin, op.cit., s. 95.

[2] Ibid, s. 106 (Utopi-, The Wild West).