Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

III: Den bagvendte leninisme

Et af de væsentligste argumenter for at konstruere utopier kan formuleres således: I konsekvens af, at vi ikke har et eksisterende alternativ at henvise til, når vi skal propagere og agitere for socialismen, må vi selv producere et troværdigt alternativ, og have svar på rede hånd, når man over for vore visioner anfører, at det ikke kan realiseres. Uden et troværdigt alternativ er slaget tabt. I og for sig er dette jo en konsekvent refleksion over det politiske venstres gennemslagskrise, idet man erkender, at man ikke vinder folk for socialismen ved hjælp af Das Kapital men ved at tage udgangspunkt i de områder af tilværelsen, som bekymrer folk (at studiet af Das Kapital kan være et sådant område, er så en anden sag). Den strategi. man må vælge, må så forsøge at transformere denne bekymring til et egentligt engagement for en transformation mod socialisme. Man finder det med andre ord vigtigt politisk-strategisk at konstruere et referencepunkt- en art kommunismens referentialitet, en simuleret kommunisme. En moderne teknik som venstrefløjen ingenlunde har monopol på.

I denne strategi er der i det mindste to punkter, der er en klar markering i forhold til en traditionel leninistisk strategi. I sidste instans er den aktuelle selvkritik en kritik af den leninisme, der uvægerligt sniger sig ind, når marxismen kun formuleres af de intellektuelle – som universitetsmarxisme. Den mest naturlige organisationsform for den socialistiske bevægelse er da partiet og dets demokratiske hierarki. ‘Det eksterne element’[1] er fremherskende og virker blokerende for intentionen om i højere grad at tage den presserende bekymring som udgangspunkt. Desuden reproducerer det traditionelle leninistiske parti den hierarkiske struktur, der hersker i samfundet, og er derfor mere konkurrerende end et alternativ. “Leninismen” bliver nødvendigvis autoritær: Der kommunikeres ikke – der udstedes kommunikéer. Sådan nogenlunde kan man beskrive den karikatur, som kritikken vender sig imod[2]. I samme åndedrag vender man sig imod leninismens forsøg på at prioritere i klassekampen, og vender sig dermed imod arbejderismen.

Man kan med andre ord konstruere en solidaritetsflanke mellem universitetsmarxismen og den klassiske leninisme. Over for denne flanke stiller man så i dag Alternativet, der består af den presserende bekymring og det ‘troværdige alternativ’. Det er da tillige indlysende, at man ud fra denne position kommer til at stå vaklende over for socialdemokratierne. Man[3] ved på den ene side, at reformpolitikken ikke slår til, men på den anden side repræsenterer socialdemokratiet præcis denne bekymringsorientering, og socialdemokratiet har været “det troværdige alternativ” i modsætning til venstrefløjens gøgleri. Den eneste vej ud af dette dilemma er så at konstruere et slaraffenland, der foregøgler at sige spar to til de successive reformer- og det ikke mindst, fordi reformpolitikken er kommet til en korsvej, og man ikke længere kan sætte lid til socialdemokratiet i denne henseende. Den konstruerede utopi skal altså drive reformpolitikken frem: Utopien fungerer som et opgør med den socialistiske bevægelses spaltninger. Den er et opgør med såvel kommunistpartiernes autoritære, umyndiggørende formynderi, som med socialdemokratiernes reformstandsning.

Der er imidlertid en grundliggende modsætning mel lem intentionen om myndighed, anti-autoritet og reformation – og så selve den konstruerede utopis form: Opgøret er så at sige en refleks af det, der gøres op med; der bliver således ikke tale om en overskridelse af problematikken, af umyndiggørelsens problematik.

Den konstruerede utopi er autoritær og politikblokerende. Det er ikke muligt ud fra en konstrueret og udfoldet social utopi at tage hensyn til bekymringen og de spontane løsningsforsøg og eksperimenter. I karikaturen af leninismen er det partiet, der bestemmer den korrekte linje; ud fra utopien bestemmes der ligeledes en korrekt linje: I begge tilfælde tegnes den korrekte linje ikke af de referentielt involverede. På lignende vis med reformationen: Den lukkes inde i den konstruerede utopis system, der dermed blokerer for delreformer, som artikuleres af de bekymrede. På denne måde er kritikken af den venstreorienterede politik blevet til anti-politik – det vil sige til en ikke-overskridende politik, der er fastlåst i et livløst oppositionsrum.

Når der så kan opstå en form for solidaritet mellem den ny anti-politik og den klassiske anarkistiske anti-politik må det anses som en betænkelig misforståelse, der bunder i, at anarkisterne ikke har gennemskuet den ny anti-politiks forklædte karakter. I sidste instans bunder miseren i, at selve ‘det politiske’ ikke problematiseres: Der er blot tale om forskellige udgaver af organisation og administration. Der er ikke tale om overskridelse; der er ganske enkelt tale om bagvendt leninisme.


[1] Med ‘det eksterne element’ sigter jeg til den traditionelle organisationsdebat, hvor det eksterne element står for partiets rolle i relation til masserne, til spontaniteten.

[2] Karikaturen er trukket over den samme partimodel, Lenin formulerer i Hvad må der gøres fra

1901. Man ser alt for ofte bort fra den strategiske situation, som denne model indgår i.

[3] Jeg er mig bevidst, at disse gentagne “man’er” virker irriterende, men de er nødvendige i etableringen af en diskussionsramme; denne ramme er ikke identisk med en bestemt position, som der kan sættes navn på.