Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

III: Det pædagogiske paradoks: Tabula Rasa

Pædagogikken er en disciplin, en teknik, der har som mål at frembringe “det rette menneske i det rette samfund”.

Pædagogikken lever imidlertid i en slags paradoks, for hvorledes er rækkefølgen, ordenen eller sammenhængen mellem det rette menneske og det rette samfund: Opdragelsen er afhængig af det samfund, den er opdragelsen til; samfundet er afhængig af, at medlemmerne er opdraget til at opretholde dette samfund. Men hvad kommer først? For at oprette samfundet er det nødvendigt med de rette individer, der vil dette samfund; men hvordan kan de ville dette samfund, hvis de ikke er opdraget til dette samfunds normer, når nu samfundet i ekstrem grad bestemmer individerne og opdragelsen. Det er altså nødvendigt med det rette samfund, for at man kan opdrætte de rette individer, men hvordan kan man oprette de rette individer uden det rette samfund som ramme. Pædagogikken som samfundsfilosofi og disciplin bliver indsnurret i en cirkel, et paradoks om hønen og ægget. Denne cirkel må brydes, hvis det skal lade sig gøre at etablere det rette samfund.

Også Lenin må bryde denne cirkel.

Men ethvert udkast til “det rette samfund” har stået over for dette problem. Den klassiske løsning på problemet er Lovgiveren. Lovgiveren bryder cirklen ved at skabe det rette samfund og så herefter bestemme den pædagogiske strategi, som skal sikre dette samfund. Men hvem vælger lovgiveren, og hvor far lovgiveren sin visdom fra til at bryde cirklen?

Forholdet mellem lovgivning og pædagogik er et klassisk problem og tema i den politiske filosofi. Men selv lovgiveren har problemer med de mennesker, som han ikke har været pædagog for. Dette er et klassisk følgeproblem, som ligeledes lader sig løse på forskellig vis.

Allerede i antikken hos Platon og Aristoteles stillede det skitserede problem sig i de facetter, som senere reproduceres fra Rousseau til Lenin og Marcuse.

Transformationens problem, sprængningen af cirklen og paradokset, er revolutionens problem og problemet om proletariatets diktatur i kimform. Platon gør filosofferne til lovgivere – og deres visdom er sanktioneret i den guddommelige harmoni. Platons strategi (som siden bliver helt populær) går ud på, at man sender “alle dem i staten, der er mere end ti år gamle, ud på landet og tager sig af deres børn og opdrager dem i ganske andre vaner end dem, som nu råder, dem som også deres forældre har, nemlig deres egne skikke og love;… på den måde vil en stat og en statsordning lettest kunne fæstnes, så at den både selv bliver lykkelig og bringer det folk, i hvilket den er indført, mest gavn.”[1]

Man må forestille sig, at filosoffen “på en eller anden måde bliver tvunget til at bestræbe sig på at overføre det, som han ser der (det vil sige hisset i den “virkelige”, ideernes, formernes verden, som kun de vise kender (L-HS.)) på menneskenes sindelag, både i det private liv og i det offentlige.” “De skal tage staten”, fortsætter Platon, “om menneskenes sindelag, som om det var en tavle, og først skal de rense den, hvad der nu slet ikke er så let”, og de vil hverken gå ind på at tage en privatmand eller en stat under behandling eller at optegne love, før de enten har overtaget den i ren tilstand eller selv renset den.”[2]

Det, Platon foreslår som strategi, er intet mindre end Fornuftens diktatur, og denne terrorperiode er den rene model for de andre terrorperioder, vi kender fra revolutionshistorien. Det gælder for såvel “Frihedens diktatur” under den franske revolution som for forskellige variationer over “proletariatets diktatur”. I alle tilfælde regner men med en kort og nødvendig overgangsperiode, inden pædagogen begynder sit arbejde. Men pædagogen begynder sit arbejde på en ren tavle: Platon leverer den rene udgave af revolutionen og terrorperiodens mission, nemlig at skabe en “tabula rasa”. For at skabe denne tabula rasa er deportationen nødvendig. Volden skaber rum for, at det kan blive samtykket, der styrer værket – man overgår fra domination til ledelse (Gramsci).

Men hvor kommer volden fra? Hvor kommer styrken til at gennemføre og tvinge filosofferne til at blive lovgivere? Den spagfærdige terrorperiode, som gennemfører deportationen (hos Platon af dem, der er mere end ti år, men der findes jo andre versioner), er helt og aldeles afhængig af en forudgående terrorhandling. Hos Platon er denne terrorhandling Tyranniet, men senere bliver det kort og godt til Revolutionen. Tyranniet (revolutionen) opstår på baggrund af demokratiets dekadence. Men for at terrorhandlingen kan opstå og forløbe i den “rette retning”, må man beherske denne proces gennem en strategi og diskurs (politikkens fødsel). Platon vil overtale tyrannen til at indføre den gode forfatning, og denne overtalelsesstrategi er pakket ind i en afhandling om det psykiske apparat. Hos Platon kan den teoretiske redegørelse foregå i dette medium, fordi han opfatter staten og individet som to helt homologe strukturer[3]. Oplysningen, overtalelsen er en erkendelsesproces, hvor filosoffen hjælper tyrannen med at gennemskue dennes objektive interesser. Han hjælper ham til at nedkomme med gennemskuelsen af, at han faktisk vil blive lykkeligere (endda 729 gange lykkeligere) som konge og vismand – som prudent lovgiver.

Når jeg anfører Platons klassiske strategi, så skyldes det ikke kun en hang til at citere klassisk litteratur; det skyldes ganske enkelt, at strategien er klassisk, i den forstand, at den fungerer i bedste velgående i tiden derefter (om end i en anden terminologi og uden direkte relation til Platon). Platon formulerer disse problemer i en figur, der (som figur) ikke har ændret sig siden.


[1] Platon i den store dialog Staten. København 1975, s. 295 (540C).

[2] Ibid., s. 248f (500 Bf).

[3] I første omgang må man undre sig over, at Platon i “Staten” ofrer en hel bog på Tyrannen, når nu de andre forfatningsformer og de tilsvarende psykiske strukturer kan behandles på relativt få sider. Det er imidlertid i denne bog, at Platons psykologi og dermed hans strategi er udfoldet!