Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

III: En smule af kroppens socialhistorie

Som indfaldsvinkel til en snak om erfaringen af kroppen, tror jeg, at det er oplysende at skitsere vesterlandets to dualismer. Den ene kaldes den hellenske dualisme, og den distingverer mellem sjæl og legeme. Den anden kaldes den jødiske dualisme, og den distingverer mellem godt og ondt. Hvis man tillader et par håndkantsslag, så kan man med en vis rimelighed sige, at den vesterlandske tanke er stationeret i et sammenfald mellem disse to dualismer: Sjælen bliver det gode, og kroppen bliver modsvarende det onde.

Med denne dualisme har man allerede anført konfliktualiteten mellem polerne, og konflikten er lige så betydningsfuld som spaltningen, da den jo ikke kan adskilles fra den. Jeg vil derfor understrege to momenter, nemlig opspaltningen og konfliktualiteten.

Som en art forhistorie kan man som grækerne sige, at kroppen ikke er af “det onde”, men der er alligevel tale om en prioritering til fordel for det modsatte: kroppen er et fængsel, en østersskal, som holder sjælen fanget. Krops-kunsten er filosofisk reflekteret som ideen om en harmoni mellem sjælen og legemet. Der er altså forskel på fængsler. I vores sammenhæng er det vigtigt at påpege, at der ikke kan tales om negativ erfaring af kroppen; kroppen repræsenterer nok farlige energier, men den foragtes ikke som sådan. Kun den “nyttige” brug af kroppen foragtes, det vil sige arbejdsdyrets krop, slavens krop foragtes. I modsætning hertil er der nydelse ved den privilegerede klasses uproduktive udnyttelse af kroppens energier i frigørelsens, dialektikkens tjeneste.

Hvis vi nu ser en anelse bort fra, at opfattelsen af “sjæl” og “legeme” er bestemt forskelligt til forskellig tid, så kan vi fortsætte dualiseringen og den medfølgende konfliktualitet. Den ene pol (sjæl, det gode) tillægges yderligere en dimension, nemlig fornuft. I modsætning hertil tillægges den anden pol (krop, det onde) dimensionen af sanselighed. Polerne består nu af på den ene side sjæl, det gode, fornuften og på den anden side af krop, det onde, sanseligheden – og dermed af konflikten imellem polerne. Men lige så fundamental som polariseringen er, lige så oprindelig og fundamental er en idé om en formidling mellem yderlighederne: En ny form for enhed. Enhedstanken kommer måske klarest til udtryk som princippet om ligevægt, harmoni, den gyldne middelvej.

Det meste af den pædagogiske teori og praksis (den pædagogiske diskurs) er forsøg på harmoni eller enhedserstatning. Den pædagogiske diskurs har sådan set aldrig brudt med denne opfattelse, men laver forskellige prioriteringsteknikker og teknikker til at disciplinere spaltningen. Den pædagogiske diskurs er en disciplin over denne konfliktualitet, men den er ikke den eneste. Den klassiske æstetik er på lignende vis et forsøg på at harmonisere spaltningen, at disciplinere. Jeg vil hermed antyde, at pædagogikken og æstetikken er privilegerede laboratorier til en undersøgelse, ikke bare af kroppens udfoldelse, men af hele det net af teorier og forståelsespraksisser, der laves over “erfaringen af kroppen”.

Dualiseringen er imidlertid endnu ikke afsluttet. I vesterlandet kobles der endnu en modsætning på, nemlig modsætningen mellem det mandige og det kvindelige. Det kvindelige (og det barnlige, det endnu ikke mandige). Ideen om manden som kvindens hoved slår igennem med reformationen (men den har klare forløbere i idéhistorien). Det mandige er det fornuftigt rationelle, hvor det kvindelige er det sanseligt irrationelle, så de kan placeres på hver side i den konfliktstruktur, vi opererer med.

Men hvorfor placeres det kvindelige på den “negative” pol? Det bliver det, fordi det er den mandlige orden, som producerer dualismerne, og fordi det kvindelige repræsenterer del forføreriske, det sanselige og ufornuftige, som er en trussel mod den mandlige orden, som fungerer på distance til disse dyder. Kvinderne mangler denne distance, den ud-sættelse, som er en kontrol med sanserne. Manden stiller den langsigtede og kontrollerbare kalkule op over for den kvindelige uberegnelighed. Dette er i sidste instans anklagen mod kvinden: Hun er u-beregnelig (og altså dermed u-kontrollabel. u-behersket).

Det kvindelige er dermed også uden for den orden for lykke og nydelse, som er den specielt vesterlandske: Lykken og nydelsen bliver sat lig med selve kontrollen, ud-sættelsen, af nydelsen med objektet.

I det vesterlandske maskuline univers er det faktisk ikke den kropslige nydelse, der står i centrum, men selve arrangementet af nydelsen, selve beherskelsen af nydelsen, perfektionen i nydelsesarrangementet. (I parentes bemærket: Det er måske i dette fænomen, man skal søge forklaringen på den underfundige (beherskede) hang til “homoseksualitet”, til ikke-gennemført seksualitet, til den ulykkelige kærlighed, som netop er en iscenesat, arrangeret kærlighed, som finder nydelse i arrangementet og ikke i den fuldbyrdede sanselighed.)

Det fundamentale er med andre ord selv-beherskelsen, og det er jo en naturbeherskelse; den vesterlandske civilisation er naturbeherskelse på niveauet for kroppen og selvet er dens civiliserethed. Bag ved denne forholden sig til kvinden og kroppen ligger civilisationens naturbeherskelse: Kvinden er natur (uden distance), kroppen er natur, og nydelsen består i beherskelsens perfektion. Naturen er blevet til et rent objekt for beherskelse igennem disse teknikker. I forbindelse med disse disciplineringsteknikker skabes der en viden, og denne viden udmøntes i discipliner, i videns-diskurser: naturvidenskab, medicin, seksualvidenskab, pædagogik etc. Kroppens uregerlighed, dens farlighed, skal vendes til nytte for samfundet, mandens samfund.

På denne vis sendes kroppen ned i en undergrundshistorie, hvor den deler skæbne med kvinderne og med naturen som sådan. Den bliver til genstand for beherskelsesteknologi. Jeg har forsøgt idealtypisk at udtrække den almene tendens: Man skal vende farligheden til nytte – det, som er farligt for ordenen, skal blive nyttigt for selv samme orden.

I økonomisk henseende må man udnytte naturen, og det gælder også for kroppen som natur: Kroppen reduceres til arbejdsinstrument. Den bliver til en maskine mellem maskinerne. Disse bemærkninger gælder kun for visse klasser, rettere sagt om arbejdskraftens skæbne under kapitalismen (som ækvivalerer med slavens skæbne i antikken). Også under kapitalismen bliver det sofistikerede og forfinede en privilegiumsdemonstration, en magtdemonstration for den ikke-arbejdende krop. Klædedragtens historie taler sit tydelige symptomale sprog. Klædedragten demonstrerer den principielle u-arbejdsdygtighed (på lignende vis er joggingdresset i dag en demonstration af en privilegeret arbejdssituation). For arbejderklassen gælder, at dens reduktion til arbejdskraft er en reduktion til kvantificerbar naturkraft.

Hvis vi nu skal forsøge på at finde nogle brud på den almene tendens til fortrængning og beherskelse af kroppen (økonomiseringen med kroppens energier), så kan vi slå ned hos Jean-Jacques Rousseau.

I Rousseaus kritik af beherskelses-intentionen kan man lære mere om denne intention end ved at høre på dens fortalere. Rousseau vender sig mod den abstrakte progres-idé og den beherskelse af naturen, som den indebærer. Han forsøger i stedet at fremlægge en anden form for natur-“beherskelse”: Vi kalder den for bemestring i stedet for beherskelse. Bemestring skal antyde, at der ikke er tale om overgreb, men snarere om en behersket beherskelse (og det er i grunden en langt mere sublim omgang med naturen og grundlaget for den romantiske attitude. Jeg vil altså fremhæve, at selv Rousseau, der kritiserer beherskelsen, erkender eller lokaliserer nydelsen i denne distanceren eller beherskelse i anden potens).

Rousseau kritiserer dagliglivet i de sofistikerede kredse for at lægge distance til det naturlige. Han kritiserer den måde, hvorpå de hele tiden viger tilbage for naturen i det kunstige, i det artificielle. De har et kunstigt forhold til naturen, deres egen krop, deres seksualitet og deres børn. Rousseau er altså i fundamental forstand civilisationskritiker. Et konkret eksempel: Han vender sig meget skarpt mod amme-væsnet. Med baggrund i den borgerlige kernefamilie, som er ved at se dagens lys, kritiserer han den tidligere adskillelse mellem sanselighed og ømhed. Han kæder sanseligheden og ømheden sammen i den ny familiestruktur: Modermælken må være det mest naturlige for barnet. Det kunstige og dekadencen viser sig ved den måde, man klæder sig på; i den måde man snører sig selv og frem for alt sine børn ind på. Dette er for Rousseau at se en provokation mod det naturlige og en disrespekt for kroppen og dens trang til rørelse. I civilisationen er barnets udvikling ikke bestemt af kroppens naturlige udvikling og modning, men tværtimod af fantasien og forestillingens provokation. Når Rousseau skal antyde alternativer, så henviser han altid til det jævne arbejdende folk, som ikke (i bogstaveligste forstand) lægger bånd på sig selv. Han taler kort og godt mod sin samtids kropsbeherskelsesform og foreslår et alternativ (som før omtalt, så er refleksionen over alternativet i anden omgang et udtryk for samme ud-sættelse af nydelsen).

Men inden kroppen sættes til filosofisk debat, så har den naturligvis været objekt for beskrivelse af andre. Det gælder for eksempel af læger, af erotikere og i kunsten.

Lægerne udviklede deres teorier bort fra spekulationen, der er henvist til en ydre sammenhæng mellem årsag og symptom til en anden art af spekulation. Kirurgien, den direkte iagttagelse i det indre, dukker op fra og med Renaissancen. Kroppen bliver et objekt og underlægges en teknik som alle andre maskiner. Begrebet menneske-maskine dukker op. I den erotiske litteratur ser man en udpræget interesse for kroppen, men igen i den distancerede nydelse: Den egentlige nydelse er beskrivelsen af nydelsen. Beskrivelserne er klare metaforiske opdagelsesrejser i en ukendt verden, kroppens verden; hver eneste detalje registreres minutiøst. Hos Rousseau ser man for eksempel en slet skjult lyst ved at berette om personlige seksuelle fortrædeligheder. Fouriers utopiske socialisme er projekteret på baggrund af et system af forskellige seksuelle manier eller perversioner. Men før man kan tale om perversioner, må der være dukket en idé om regelret seksualitet op. Sammen med den regelrette seksualitet dukker elementerne til en seksualitetsvidenskab op.

Seksualitetsvidenskaben er på samme måde som andre videnskaber en diskurs over en beherskelsesteknologi. Måske kan man sandsynliggøre denne tese ved at henvise til forskellen mellem de to libertinere Casanova og de Sade. Hos Casanova er det seksuelles bemestring en kunst, og man kan være større eller mindre kunstner på området, og kunsten kan iscenesættes. Hos de Sade (og der er kun et par årtier mellem dem) er kunsten forsvundet til fordel for et udkast til en systematisering, opregning, registrering og klassifikation af perversionerne. Omgangen med naturen er ikke længere en kunst men et imperativ til beherskelse, en systematisering af naturbeherskelsen. Kroppen er hos de Sade reduceret til et stykke natur, som skal beherskes, og denne beherskelse er nydelsesfuld destruktiv.

I kunsten studerer man nøje kroppen, men ikke den reelle krop, ikke genstanden for sanselig nydelse, men kroppen som symbol på noget forskelligt fra den eller som mål for den sublimerede æstetiske nydelse. Kroppen er symbol på noget andet, for eksempel skønheden, og det til forskel fra vore dages pornografi.

Det er klart, at i det øjeblik kroppen er blevet et konkret vidensfelt i den sammenlignende anatomi, så er dens beskrivelse overladt til lægerne. Når kroppens sprog alligevel dukker op, er det oftest i form af en protest mod den herskende fordeling af kroppen i et vidensfelt: Viljesfilosofien er en protest mod kroppens afretning under fornuften, men også en protest mod at betragte kroppen som ren fysiologi, som noget, der kan beskrives udtømmende i medicinske termer (Schopenhauer, Nietzsche). I dele af den såkaldte fænomenologi forsøges kroppen genindtaget i den filosofiske refleksion (Merleau-Ponty). Dele af psykoanalysen investerer i en fundamental kropslighed (Reich), andre udgrænser den i traditionelle repræsentationsforhold (Freud).

Hvis man imidlertid vil se en diskurs, hvor kroppen tages alvorligt, kan man henvise til den nazistiske ideologi. På den ene side ser man en illusionsløs omgang med kroppen (jødens, den homoseksuelles, sigøjnerens) som ren materialitet, natur, til arbejde, sæbe og benmel; og på den anden side er der tyskerens, germanerens krop, der kan skabe nyt liv og en ny verden. Kroppen er en del af ånden. Nazisterne er egentlig skabere af en opfattelse af forholdet mellem krop, sport og kunst, som er herskende i det meste af verden i dag. Ikke mindst i Østeuropa.

Pædagogikken og æstetikken var som omtalt laboratorier for en beskrivelse af kropserfaringen; realitetspædagogikken og den socialrealistiske æstetik er ubehagelige gengangere.