Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

III: Grænsesprængning

I denne evige cirkulation, som Nomaden er navnet for, finder man en “generation” af kritiske positioner, der ikke må forveksles med den ny filosofi. “Magt” er blevet et centralt diskussionstema, men det er forkert at karakterisere disse positioner som magtfilosofi eller magtteori. Det er teoretiske analyser, som har effekter for magtfilosofi (en filosofi, de aldrig selv ville formulere), og det er analyser, som også gør magtteorier til genstand for kritik (men som aldrig selv bliver magtteorier). Jeg vil gentage, at det må være denne “generation”, det er relevant at diskutere med, og ikke dens tvivlsomme effekter i form af ny filosofi.

Diskursen markeres af navne som allerede nævnt, nemlig Foucault, Deleuze og Lyotard. Det er endvidere værd at nævnte Guattari, som dog ikke er en speciel udgave ved siden af Deleuze, og endelig markerer den evigt tilbagevendende Baudrillard en radikal parallel til de førstnævnte, men repræsenterer faktisk allerede en kritik af samme. Når disse tilsyneladende så forskellige positioner kan subsumeres[1] under en problematik, så skyldes det en vigtig identitet på trods af den tilstræbte forskellighed, nemlig en fælles holdning til Marx, Nietzsche og Freud – det nittende århundredes store produkter, som vi lever af at kommentere og modellere i det tyvende – tre milepæle, der hver på deres måde har tematiseret den borgerlige tilværelses konfliktualitet.

De positioner, der kan involveres i, magt-begær-problematikken, er fælles om at relativere den marxistiske analyse, kritisere den freudianske analyse og genformulere den nietzscheske analyse. Nietzsches tankegange bringes i anvendelse for at åbne og overskride den problemstilling, som jeg vil kalde det socialpsykologiske eller socialisationsteoretiske paradigme- et paradigme, som på forskellig vis bevæger sig i grænselandet mellem samfundsteori på den ene side og subjektteori på den anden side. Nomadismen kan stå som symbol på denne sprængning af grænser – en sprængning, som ikke bare forrykker fronterne, men virkelig overskrider oppositionstematikken.

I forskellige tempi er ingenmandslandet, grænselandet mellem sociologi og psykologi, mellem Marx og Freud, mellem marxisme og psykoanalyse blevet kortlagt (negativt eller positivt), uden at den grundlæggende problematik eller modstilling har forandret sig: Styrkeforholdet ændrer sig, stedet for kombination eller konfrontation ændrer sig, brikkerne, fronterne, der indgår, ændrer sig, men problematikken forbliver den samme.

De sidste års socialisationsteori er blot et nyt skud på den samme gamle stamme, og det hjælper ikke, at socialisationsteori tillægges prædikatet “kritisk”: Kritisk socialisationsteori er en moderne variant af socialpsykologien. Hvis man ikke vil lade sig nøje med den evindelige på-den-ene-side-og-på-den-anden-side- filosofi, så er det præcis dette paradigme, som står til kritik – dette paradigme, der må overskrides. En fortiet del af “den socialisationsteoretiske debat” har sat denne kritik i centrum. Jeg tænker kort sagt på socialisationskritikken, der som en vigtig intention har haft distancen til den kritiske socialisationsteori. Nu kan man mene, hvad man vil, om socialisationskritikkens faktiske “resultater”, men intentionen har været en kritisk diskurs som var såvel dogmekritisk som konstitutionskritisk. I den hjemlige andedam er lånte fjer altid det mest passende, så jeg vil forsøge at demonstrere, hvorledes Foucaults magt-analyser, Deluezes begærs-analyser og Lyotards intensitets-analyser i grunden er dekonstruktioner af det socialpsykologiske paradigme. På grund af denne dekonstruktion kan positionerne indtages af socialisationskritikken, og det er just af denne årsag – på grund af denne kontinuitet, at “magtkritikken” må gennemspilles og ikke som følge af irrationel frankofili eller lyst til marxismekritik.


[1] Der er naturligvis vigtige forskelle, som jeg ikke drager frem, og der er sikkert vigtige positioner, som jeg ikke kender.