Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

III: Kamp om betingelserne for videnskabelighed

De seneste fem til ti års universitetsmarxisme har materialiseret sig i et sandt bjerg af publikationer. Store dele af disse publikationer er hånligt blevet karakteriseret som “drengevidenskab”, og er det vel også i bogstaveligste forstand. Det er imidlertid vigtigere at understrege det brud på de sædvanlige akademiske produktionsmåder, som de nye publikationsmuligheder repræsenterer. Man må fortolke dette publikationsbjerg.

I den umiddelbare selvforståelse præsenterer denne videnskabelighed sig som alternativ til den borgerlige videnskab: Ved hjælp af den ny teknik kan en række af de væsentligste specialeafhandlinger af politisk relevans komme ud til en større offentlighed, uden at professorernes sorteringsmaskine kan sættes ind; det er ikke længere nødvendigt at gøre sig til hos en professor, der så eventuelt kan anbefale til udgivelse i et obskurt tidsskrift, som alligevel ikke læses. På denne vis er der kommet meget godt frem i de seneste år.

Bag ved denne publikationsbølge ligger der blandt andet en idé, som man idealtypisk kunne udtrykke således: Sandheden er politisk – sig sandheden, og du er en sand revolutionær!

Dette er naturligvis en karikatur, men hvis vi fortsætter den, så kan man hævde, at den gryende universitetsmarxisme repræsenterede et videnskabsbegreb af denne art: Positivismen er borgerlig og fortier sandheden – marxismen er sandheden. Umiddelbart præsenteres man for en videnskabelig lejrtænkning, hvor marxistisk videnskabelighed er det samme som revolutionær teori. Lad os bagklogt fortsætte uvenligheden: “Den formgenetiske afledning” afløser den tidligere henvisning til en eller anden form for realitet.

Men bag ved denne tilsyneladende så naive (og i karikaturen tåbelige) videnskabsopfattelse ligger der et helt andet og langt vigtigere perspektiv, som man måske kun havde gjort sig delvist klart, men som dog er det vigtigste resultat af arbejdet og kampen med den interne fagkritik.

Det er da muligt, at man tror, at man kæmper for videnskabeligheden og sandheden, men faktisk er man involveret i noget helt andet end kampen for Sandheden: Man er involveret i kampen om at stille betingelserne for, hvad der kan erfares som sandhed til forskellig tid.

Den gamle “sandhed” om, at sandheden er politisk (fra Saint-Just til Lenin), betyder ikke, at det er politisk at sige sandheden, men at det er politisk bestemt, hvad der accepteres og erfares som sandhed til forskellig tid. Det sande og det videnskabelige er historisk og politisk bestemt. Der foregår – hvad enten man reflekterer det eller ej – en teoretisk klassekamp. Men at deltage i den teoretiske klassekamp er ikke det samme som blot at placere sig på den ene side i “Klassekampen” og sige “forskning for folket” eller, at forskningen skal være direkte udnyttelig. Den teoretiske klassekamp er et spørgsmål om at sætte betingelserne for den teoretiske diskurs. Dette har så igen naturligvis effekter for “Klassekampen”, fordi det er så afgørende, hvem der kan udtale sig med autoritet – hvem der sidder på den sande og videnskabelige diskurs og dermed på Magten[1]. Kampens mål er ikke sandheden men betingelserne for at bestemme sandheden; og når sandheden er politisk, så må man kæmpe en politisk kamp for dens betingelser. Politikken er hele tiden nærværende i det teoretiske arbejde.

Når politikken hele tiden er nærværende, så er konsekvensen ikke, at man skal fordreje sandheden (hvad det så end vil sige), men at man skal leve politikken – at de intellektuelle er sig den politiske dimension bevidst og accepterer den. Man må forholde sig politisk strategisk og nødvendigvis provisorisk i sit arbejde-politikken er en slags investering, og den materialiserer sig i en interesse.

Konklusionen er dermed, at dersom universitetsmarxismen må give tabt på det tvivlsomme videnskabelighedsterræn, som den har tilkæmpet sig igennem de sidste ti år, så starter der en krise for marxismen; men at kæmpe for at fastholde og udvide dette videnskabelighedsterræn kan kun være den ene side af kampen; på den anden side må marxismen bekæmpe sin egen institutionalisering. En af de betingelser, som marxismen må kæmpe for, er just sikringen af, at nye kritiske diskurser ikke frakendes interesse, fordi de ikke matcher med det aktuelle videnskabsmønster.


[1] Til hele denne problematik vil jeg gerne henvise til Foucaults forfatterskab. På en måde handler hele hans forfatterskab om dette. Jeg har selv forsøgt at demonstrere disse ting i forskellige epistemologiske skrifter. Se for eksempel “Sandhed og viden”, som er et forord til en antologi om Epistemologi (København 1979).